Lykken er: At benægte at man er senior

For ikke så forfærdelig længe siden, fyldte det mig med frygt og bæven at tænke på min alder.
Det er også som om tallene bliver grimmere og grimmere, som tiden går. Ikke bare tallets betydning, den numeriske værdi og ikke mindst dens konsekvenser, som er gruopvækkende nok i sig selv, men også selve lyden og synet af det forbandede tal. Grimheden kulminerede ved 50. Halvtres.Tres halve. Altså 30? Nej...gid det var så vel...men det er det jo i høj grad ikke. Halvtres. Smag lige på det. Er det egentlig med d? I så fald er det kun endnu grimmere...Halvtreds. Ugliness!!!
Det er pænere på engelsk. Fifty. Lyden kan man fx associere med "fit for fight". Eller hvad med "fifty-fifty", - er du ung og smart endnu? Joh det er nok sådan fifty-fifty. High five! Sidsnævnte kunne man endda med lidt god vilje tænke faktisk var 5 plus et nul, sådan 5 i opløftet grad!
Men halvtreds?? Det lyder af halv-træg. Halv-trist. Halv-tilfreds."Halv" i det hele taget. Endda "halt". Man kommer haltende ind i 60erne, kan man regne med. Hvor fedt er det lige? Halv-fedt? Nej...!!

Men spørgsmålet er jo: Hvad gør man? Hvad KAN man gøre? Emigrere til et engelsktalende land og få det lidt bedre med sig selv? En mulighed, absolut! Men der vil jo stadigvæk være alderens konsekvenser at slås med, uanset den pænere lyd..

Én af konsekvenserne, her i Dk altså, - (måske man alligevel skulle overveje det med emigration...)- er at man får fejlafleveringer fra postvæsenet. Man åbner sin postkasse og finder et brev, der er lagt forkert i. Jeg mener, brevet var jo ikke til mig. "Ældresagen" var afsenderen og derfor kunne det i sagens natur jo ikke være til mig. Bortset fra den detalje at der stod mit navn og adresse på brevet, var det jo klart en fejl og da jeg ikke orkede at returnere det, (pga min høje alder?) smed jeg det uåbnet i skraldespanden. Så ved I det derude, hvis nogen, fra den skamplet på enhver kvindes fremtidige rygrad, der har valgt at kalde sig "Ældresagen," skulle finde på at læse med: Glem det!! I ryger direkte i småt brændbart!! Og det er jeres hjerner jeg hentyder til!

Men er der da virkelig ikke noget man kan gøre ved alderens uomtvistelighed og den endeløse kæde af ydmygelser og halve liv og ditto løsninger, der ligger på lur derude?
Åh jo der er!! Fat mod!
Idag har jeg haft en aldeles pragtfuld time i Fitness.dk som også endegyldigt gav mig løsningen på grimme tal, konsekvenser og udsigter.
Jeg blev introduceret til fitness-maskinerne og det har sådan set aldrig været noget for mig at træne i de maskiner. Bortset fra at det blev det så idag. Legpress, chestpress og andet press blev høvlet igennem, under kyndig vejledning af en dygtig og positiv instruktør. Jeg fik sammensat et personligt træningsprogram og jeg mærkede tydeligt hvor og hvordan og hvor godt det virker. Har dette noget med (ældre)sagen at gøre? Ja. Er det fordi at jeg nu vil holde et foredrag om træningens velsignelser og modvirkelse af alderens forfald? Nej.
Det jeg vil fortælle er, at der i Fitness.dk er en seniorafdeling hvor man kan seniortræne. Og vi gik ikke derind. Vi  gik forbi og valgte simpelthen at ignorere det!

Og så er det jeg tænker at den stil kan man jo med fordel udvide til at gælde alle andre "senior-forhold" også. Man kan jo ignorere det! Vi er jo, fra naturens eller Guds hånd om man vil, udstyret dels med den frie vilje og dels med en række glimrende forsvarsmekanismer. Én af dem er benægtelse.
"Benægtelse er et ubevidst forsvar, som tjener til at beskytte jeg´et mod noget ubærligt". Øh ja??
Så hvorfor dog ikke kombinere den geniale anordning med en anden af Guds gaver, den frie vilje? Og simpelthen bare benægte at man er "senior"?
Forsvarsmekanismer og den frie vilje må jo være der af en årsag, det er da bare med at komme igang!

Så for fremtiden vil jeg simpelthen benægte at jeg er senior, hal(v)leluja!

En nation af skvat

For et par generationer siden, var livet hårdt for rigtig mange i Danmark. Når jeg hører om mine forældres og bedsteforældres opvækst, - kun 1-2 generationer tilbage fra nu, - så lyder det som en helt anden verden, fordi det var en helt anden verden. For især mine bedsteforældre var det en verden i fattigdom, afsavn, utryghed, mangel på omsorg. Få børn og unge af idag, (incl mig selv, som er halvgammel),ville komme helskindede gennem en opvækst som de havde.

Min farmor mistede sin mor som barn og blev givet væk til en anden familie, fordi hendes far ikke kunne forsørge alle de børn han havde. Min farfar kom ud at tjene som 6årig. Senere blev han udsmider på en kro, hvor han mødte min farmor, der var blevet servitrice. Min mormor mistede sin far da hun var 7 år, han kom i et tærskeværk på den gård hvor de tjente, og døde af det, og min mormors mor blev således enlig mor med 12 børn.
Hun tog derefter til byen og åbnede en rulleforretning.
Min morfar var ved marinen i sin ungdom og sejlede til Egypten og hentede de danske krigsfanger fra 1. verdenskrig hjem.

I sagens natur overlevede de, ellers sad jeg ikke her en sen nattetime ved min lille, smarte bærbare i mit lille, trygge rækkehus fyldt med moderne bekvemmeligheder.

De gik ud i landet, skabte sig et liv, fik familier, kæftede op og bidrog til at bygge velfærdssamfundet.
En enkelt tog til Amerika, ingen ved hvad der fik hende til det,- en ung pige på 19 år, der rejste derover alene, skabte sig et liv i New York og kom hjem 40 år efter, som en sej, gammel makrel med store, flagrende gevandter og sløjfer om sit lille tynde legeme. Faktisk var  sløjferne på de amerikanske kjoler hun bragte hjem, så store, at man tænkte at "der kommer en sløjfe med en meget lille dame bagved"... Jeg husker hendes rapkæftethed og hvordan hun frygtløst truede alt og alle, især autoriteter, med at de kunne komme i New York Times, hvis der var mere med dem!

Da tyskerne besatte Danmark, gik min farfar til modstand (og da jeg var barn, troede jeg at han havde smidt dem ud helt alene, - han var jo trods alt gammel udsmider!!) Med fare for liv og førlighed, kastede han sig ind i kampen. Min far kunne fortælle om hvordan han og hans 3 søskende ofte sad med hinanden i hænderne og ventede på at deres far skulle komme hjem, - skrækslagne for at han skulle være taget af tyskerne eller at de omlidt fik besøg af Gestapo. De vidste hvad frygt var og de havde grund til at være bange.

Min families historie er ikke enestående, der findes tusinder af historier som deres. Fælles for dem er, at de, som generationer betragtet, overvandt frygt og fattigdom og krig og byggede et helt nyt samfund!
Deres efterkommere, som er os, er, takket være deres mod og fandenivoldskhed, utroligt privilligerede i sammenligning og det bringer mig til at tænke på hvad vi så, som generation, beskæftiger os med.

Vi går bl.a. utroligt meget op i vores krop,- hvad vi spiser, især hvad vi ikke må spise, at vi ikke må ryge, drikke, sidde oppe om natten, vi skal dyrke motion, - ikke fordi det er sjovt, men af frygt for hvad der sker hvis vi ikke gør det.
Vi skal have smarte karrierer, store huse og børn som alle skal være noget helt særligt,(og stakkels børn, det kan jo logisk ikke lade sig gøre!) - ikke fordi det falder naturligt og fordi vi gerne vil give noget videre, bidrage til samfundet eller lindre lidelse hvor vi møder den, men af frygt for ikke at være gode nok.
Alle skal helst i tv,(de utallige reality-programmer) af frygt for at de måske ikke eksisterer, hvis de ikke har været i medierne.

Egoismen og frygten har indgået en uhellig alliance i vores tid. Vi bliver sgu bange hvis vi spiser et stykke othellolagkage! Hallo!!! Vi er ved at udvikle os til en nation af skvat!!

Det kan ikke have været meningen med vores forfædres glorværdige og og fremsynede indsats.
Jeg håber og tror trods alt også, at deres seje gener ikke har været her forgæves og at vi snart fjerner blikket fra vores egne charmerende navler og retter blikket lidt mere fremad og udad, så vi også kan give nogle ordentlige værdier og et ordentligt samfund videre til generationerne efter os.