tirsdag den 29. januar 2013

Johannes Døberen

Johannes Døberen. Jeg er ret glad for hans øjne.
Denne ikon er byzantinsk, modsat de andre kristne ikoner her på siden, som er af den russiske tradition.
Forskellen er stort set, at de russiske males med mange, mange tynde lag, sådan at lyset skinner igennem, hvor de byzantinske kun har få, men tykkere, lag.

De byzantinske, som fx Johannes her, er meget skarpe og præcise og skal gengives fuldkommen nøjagtigt.

Således må ikke en eneste dragtfold skille sig ud fra det oprindelige billede, lys og skygge skal lægges præcist og som på originalen.

Denne Johannes´ kameluldsdragt blev min skæbne.

Billedet er malet på en uge, på et meget intensivt kursus, hvor vi malede fra morgen til aften i de bedst tænkelige omgivelser, nemlig Vækstcenteret i Nr. Snede.
Vi nød alle godt af den utrolige gæstfrihed og åbenhed der hersker her, hvor vores lærer havde lejet sig ind mhp at holde dette kursus.

Men jeg snakker udenom...

Det værste, der kan overgå en ikonmaler, er "skraberen". Skraberen er, når det man har malet, er så håbløst, at selv ikke den bedste lærer, ej heller de højere magter, kan redde det.
Når katastrofen er sket og det hellige billede trækkes gennem et søle af talentløshed!
Dette var hvad der overgik mig, da jeg var kommet til at bytte om på lys og skygge på kameluldsdragten.
Så min lærer fandt skalpellen frem og skrabede hele den omvendte kameluldsdragt af og så var det bare igang igen forfra.
Dvs hun malede det meste af dragten, så der er en hel del af Johannes der ikke er malet af mig.
Johannes Skraberen og u.t......Det er u.t. til højre
 
Men ansigtet har jeg i det mindste selv malet og jeg betragter processen som min ilddåb i ikonmaling, foretaget af Johannes himself og det er nok ikke så ringe endda!




 

mandag den 28. januar 2013

Californien Buddha

California-Buddha
En fornøjelse at male Buddha igen-igen, denne gang i andre farver end de blå, jeg malede med første gang.

Inspirationen til især baggrundsfarven er de Californiske bjerge, når solen står på en bestemt måde, enten ved solopgang eller solnedgang.
Et helt særligt lys og en speciel smuk, blød farve opstår i mødet sol vs bjerg her, og det skader jo ikke at have lidt ambitioner for sine billeder!

Ansigtstrækkene er malet med guld og sjovt nok dukkede en japansk zen-munk frem under den proces.

Denne gang forstod jeg så at Buddhas øreflipper er meget lange - første gang jeg malede ham, lavede jeg dem om til hår, da jeg tænkte at det måtte være en fejl eller utydelighed i det oprindelige billede, men det er det ikke. Buddha har lange ører! Sådan er det bare.

Billedet hænger i sit sande hjem i Californien.

onsdag den 23. januar 2013

Miraklet


Maria Magdalene ved den tomme grav, som den første. I dette øjeblik er hun den eneste i verdenshistorien der ved at miraklet er sket: Kristus er opstanden.
 Jeg har i mange år haft noget med Maria Magdalene og hører til dem, der tror at hun var discipel af Jesus og at forstokkede præster skrev hende ud af historien, som den virkelig var.

Istedet blev hun gjort til "skøge" og brugt til at illustrere tilgivelse og omvendelse, hvilket der i sig selv ikke er noget galt i, bortset fra at det i hendes tilfælde formentlig ikke er sandt.

Nyere forskning dokumenterer at ordet "skøge" er en fejloversættelse - i virkeligheden er ordet på originalsproget "kvinde af høj klasse" (eller noget i den stil)

Heldigvis kan man finde masser af litteratur om det, så jeg kan være mere egocentrisk og skrive om min egen lille verden med Maria Magdalene-ikonens tilblivelse.

Originalbilledet er så smukt at jeg var ved at falde om på gulvet da jeg så det og har ikke opgivet at se det "live" på det russiske museum i Skt. Petersborg. Det oprindelige billede er malet af  russiske Viktor Vasnetsov.
Jeg måtte bare male det, selvom jeg ikke ved om det egentlig kvalificerer til at være en ikon. Men eftersom det er et helligt billede, der fortæller en historie fra Bibelen, så opfylder det  kriterierne, så jeg vover at kalde det en ikon og har også fået min lærers velsignelse til det.

Jeg er meget autoritetstro hvad ikonmaling angår og det er nok det eneste område jeg er det på - jeg har bare afgrundsdyb respekt for den årtusindgamle tradition (evangelisten Lukas var den første ikonmaler), som formentlig opstod, fordi man ikke kunne fotografere endnu. Derfor tilsiger traditionen, at man skal gengive det hellige billede så nøjagtigt som muligt, man må ikke lave noget om.

Jeg har ikke lavet noget om på dette billede, bortset fra farven på dragten - den er oprindeligt blå. Men igen - med min lærers velsignelse..

Tilblivelsen var som en boblen i hjertet og en svimlende glæde, blandet med rædsel og sved over bl.a. det lille, bitte ansigt..
En aften, hvor jeg var tæt på at have malet ansigtet færdigt og var lettere euforisk over det, ville jeg lige give en sidste lille lysning, for om muligt at få det til at lyse lidt mere, og det absolut modsatte af et mirakel indtraf: Hele ansigtet sank ind i pladen, der enten ikke var godt nok forarbejdet eller havde fået for meget vand pga mine mange lag maling på det lille ansigt.

Hvordan jeg end vendte og drejede det, så var faktum nu, at Maria Magdalene havde fået underbid!
Jeg overvejede naturligvis det diskriminerende i, at helgener ikke kan have underbid, hvor er vi henne og hvad er det for et menneske(helgen) syn??

Men det gik ikke med underbiddet. Så sandpapir og mange forsigtige slibninger og en helt ny og langsom start på ansigtet, tog sin begyndelse.
Når jeg skulle slappe af, gav jeg dragten et tyndt lag grønt eller lys og skygge, det var en ren leg med den dragt, ligesom pålæggelsen af bladguld, gik som en leg.
Solopgangen, som symboliserer den nye verden, der nu vil komme, er blevet lige lovlig plamage-agtig, sammenlignet med originalen.

Men på mirakuløs vis, ser det faktisk ud som om hun er på vej ud af billedet og det er ganske utilsigtet fra min side, så jeg siger bare tak!

Billedet hænger hos mit eget lille mirakel a.k.a. min datter.



tirsdag den 22. januar 2013

Den blå Buddha

Smilende Buddha
 
 
Buddha-ikonen hedder ret beset en tangka, det buddhistiske modsvar til den kristne ikon.

Det var med stor glæde jeg malede den, jeg var så glad at jeg syntes jeg ville lave en regnbue, en strålende regnbue, i hans aura!
Det fortjente han, så jeg ville simpelthen male med regnbuer!

På den måde lærte jeg at farven Cadmium Orange balancerer på den fine knivsæg af florlet glæde, liv og rablende mani.
Med mit vanlige talent for overdrivelse, lavede jeg en neonfarvet 80er-orange omkring ham og jeg så til min skræk at jeg ikke havde malet Regnbue-Buddha, men Disko-Buddha!
En renselsesproces gik igang - godt med vand og væk med diskoen og igang med at dæmpe den orange..

En fornem måde at lære om ydmyghed i malekunsten, synes jeg. Jeg kan IKKE male med regnbuer, men jeg kan lære at bruge den livgivende orange på en voksen og afbalanceret måde. Måske...

Det var faktisk også meningen at den blå baggrund skulle være utvetydig himmel - transparent og lysende på én gang. Istedet er den blevet lidt plamage-agtig. En lektion i at himmelblåt skal males med mange, mange tynde lag!

Og så må Buddha ikke have åbne øjne. De skal være halvt lukkede, som øjne er i dyb meditation. Men han blev ved med at rette sit klare blik ud af billedet og det valgte jeg at bøje mig for.

mandag den 21. januar 2013

Santa Chiara af Assisi

Santa Chiara af Assisi residerer hos min mor

Min første ikon, Clara af Assisi, som længe, ganske retfærdigt, hed "Clara Klatmaleri", idet at nonnedragten lignede tapet, ansigtet en inka-maske, baggrunden et kældergulv under ombygning og lidelserne under tilblivelsen var i det hele taget mange!

Fx det at pladen pludselig ikke kunne tage mere vand, hvorfor den boblede op og de smukke liljer forvandlede sig på ingen tid til en mellemting mellem en vandmand og en pose saltbomber.
Ikke særlig spirituelt!

Men ved rettidig omhu, bønner (både kaffe- og hjertebønner) en skalpel og lidt frihåndstegning, så genopstod liljerne og efterhånden trådte også Clara frem af skyggerne, en stor glæde og jeg skylder både de højere magter og min fantastiske lærer, Inge Larsen-Ledet, stor tak!

lørdag den 19. januar 2013

Helgeninder i alle lande, foren jer!

  

Kender I det at alle mulige huslige katastrofer synes at klæbe til jer? Og at I på ingen måde er skyld i noget af det? At det er som om at uanset hvad I gør jer af anstrengelser, så fremstår I altid som den der lidt utjekkede, der ikke kan håndtere selv simple husmoderlige udfordringer? I forsøger måske, som jeg, at undgå at udstille jeres handicap ved omhyggelige forberedelser og forsøger desperat at regne ud hvad det er andre (især kvinder) kan, med tilsyneladende daglig, indefrakommende uanstrengthed, - og lige lidt hjælper det!
Lad mig komme med et par eksempler fra mit eget liv,- eksempler, som nogen af jer sikkert kan nikke genkendende til: (Måske i lidt andre variationer, men essensen er den samme)
Historien om det flyvende tis-papir og historien om frikadellefarsen og min døvstumme thailandske ven med kat i snor:
Jeg havde inviteret et par venner til noget så simpelt som kaffe. Jeg er sent på den, farer ind af døren med (selvfølgelig) købe-kage og på vejen finder jeg kattetis lige indenfor hoveddøren. I hast smider jeg et stort stykke supersugende køkkenrulle henover det, fordi jeg tænker at så kan det jo ligge og suge der, mens jeg laver kaffe og dækker bord, - og så kan jeg let fjerne det og afvaske bagefter, -virkelig rationel og god husmoderlig planlægning.
Imidlertid glemmer jeg alt om det. Lige indtil vi sidder ved kaffebordet og en brise (og her kommer det uforskyldte, for hvor kom den brise fra??) men en brise ud af det blå går gennem huset, løfter det gule tispapir op, holder det svævende i entreen mens det ligesom orienterer sig, hvorefter det drejer skarpt til højre og flyver ind gennem stuen, står stille i luften, finder kaffebordet som det lige hænger lidt over, hvorefter det endelig daler ned for fødderne af gæsterne!
En anden gang havde jeg inviteret venner til spisning. Straks en meget større udfordring, hvorfor kaos så også så sit snit til at blive endnu større.
Jeg står, i god tid, og steger frikadeller, da jeg ud af vinduet ser en mørk kvinde gå forbi med en kat i snor. Denne kat ligner til forveksling vores egen Yin, som var meget sjælden, og derfor kan enhver forstå at jeg er nødt til at løbe ud af døren og standse kvinden, for at høre hvor hun har sin smukke kat fra.
Kvinden svarer ikke mens jeg står og snakker og gestikulerer,og  jeg opdager  at hun står stirrer på min venstre hånd. I den har jeg, grundet min hurtighed, en klat frikadellefars. Jeg kaster mig ud i en forklaring, hvorefter hun med håndbevægelser lader mig forstå at hun er døvstum. Så fra hendes synspunkt, må det også se lidt mærkeligt ud, som jeg står og gestikulerer med en rå frikadelle. Jeg ser ingen anden udvej end at trække hende og kat med indenfor, så hun dels kan se vores Yin, og så vi dels kan skrive sammen. Indenfor breder osen sig fra de frikadeller, der allerede ligger på panden.
Min mand, som besidder en ophøjet indre ro, har langt om længe rejst sig og er gået ud til frikadellerne, som han forsøger at redde og forstår iøvrigt straks alt, da jeg kommer slæbende med kvinden med den Yin-lignende kat i snor. Det gør vores smukke Yin imidlertid SLET ikke, ejheller hendes solidariske mage, Yang. De opfører en krigsdans af den anden verden, hyler, knurrer og hvæser til den store guldmedalje. Det kan vor nye, ven jo selvfølgelig ikke høre, hvorfor hun bare smiler og nikker til os og til de søde katte.
Jeg griber pen og papir og begynder at skrive, og vores nye ven skriver ét ord: Thailand. Hun forstår af naturlige årsager ikke det danske sprog og heller ikke engelsk, hvorfor vi naturligvis straks kaster os ud i det internationale tegnsprog. Larmen fra kattene er øresønderrivende og frikadellerne syder og hvæser om kap med dem, det lugter brændt og min ellers så rolige mand mister besindelsen og råber: FOR FANDEN BENTE!!!!
I har selvfølgelig allerede regnet ud, at netop i dette øjeblik træder vores gæster ind ad døren.
Jeg har stadig en rå frikadelle i hånden....
Og nu spørger jeg: Hvad er sandsynligheden for at en døvstum thailandsk kvinde går forbi med en kat i snor, der er magen til vores sjældne Yin, i det øjeblik, jeg forbereder en middag med vores venner?
Og nu er jeg,med disse illustrative eksempler, nået frem til min pointe:
Jeg tror at der en sammenhæng i universet. Jeg tror at der kun er et vist antal husmoderlige katastrofer tilgængelige, og for hver gang vi pådrager os én af dem, har vi befriet en anden for noget lignende.

Set i det lys, er vi dårlige husmødre en slags udvalgte helgeninder! De højere magter har set os og udvalgt os til at bære dette. Tænk på hvad vi dagligt skåner vore medsøstre for!

Kære alle jer, der genkender jer selv i dette indlæg, ret ryggen og lad os sammen bære vor status med værdighed!
Vi er ikke kun dårlige husmødre, vi er helgeninder!

torsdag den 17. januar 2013

Brev til min bank

Kære Bank!

Tak for brevet! Hvordan har du det? Du må have mange bekymringer her under finanskrisen! Og sure kunder, der skælder dig ud fra morgen til aften! Det er ikke altid let at være dig er jeg sikker på!

Jeg synes altså at man godt kan skrive lidt hyggelige breve til hinanden engang imellem, ellers bliver det hele jo bare sådan noget "der er overtræk på din konto" hele tiden. Som nu det brev jeg lige har fået fra dig.

Altså ja, der er overtræk på min konto! Men hvad betyder det i det store hele? Tænk, lyset er vendt tilbage, dagene længes og foråret er lige om hjørnet! Snart titter vintergækker og erantis frem overalt og livet triumferer endnu engang over døden. Hvor er det dog skønt! Moder natur er fantastisk, livet er fantastisk!
Man må huske dagligt at glæde sig og tænke positivt. Der findes jo faktisk utroligt mange gode mennesker i verden, selvom det - indrømmet - også ser sort ud for os allesammen, så tror jeg på at det gode, livet, kærligheden, omsorgen for alt levende, trods alt vinder på den lange bane.


 Men det er vigtigt at vi ikke er smålige og spilder vores liv med bagateller og plager hinanden med dem.
Som nu det lille overtræk. Hvad betyder det dog i det store billede? Kig ud i universet (man kan finde fantastiske billeder fra Hubble Telescope på YouTube) Og se hvor storslået og ubegribeligt universet er. Og hvor aldeles skøn vores lille, grønne og blå klode er. Tænk, i dette lille paradis bor vi, du og jeg og en masse andre levende væsener.
Vi må passe godt på denne skønne klode og på hinanden.

Så glem nu bare det lille overtræk, penge er trods alt kun en konstruktion vi har fundet på og de kan ikke noget i sig selv og kønne er de heller ikke - slet ikke som de vintergækker der snart trodser isen og sneen og stikker deres ukuelige hoveder op i livet endnu engang.

Kære Bank, tag du nu en pause og en kop kaffe og hent en fastelavnsbolle med fløde, jeg kan fortælle dig at Skejby bagernes er helt fantastiske!

Pas på dig selv og husk at tænke positivt :-)

Kærlig hilsen
Bente