Gennemrislet af Nidelven, beskyttet af fjeldet, badet i skønheden fra den gamle katedral, Nidaros Dom.
En by, der er i absolut gode hænder, både fra naturens hånd og fra det menneskeskabte tusindårige mesterværk, som Nidaros Dom er.
Jeg kunne dog ønske mig at der ikke var så mange sure måger og at vejret var bedre. De trønderske måger er ikke for sjov og det er vejret heller ikke!
Den smukke katedral er bygget til ære for Vikingekongen Olav, som både samlede Norge og kristnede landet i samme åndedrag - i turistinfoen står at katedralen er bygget over hans grav, men vedholdende historiebøger vil vide at han faldt ved Stiklingen et pænt stykke derfra, som offer for de vilde hedninge, der ikke lige var parate til at lade sig kristne.
Men kristne, det blev de altså! Og derfor blev han også senere helgenkåret og kendes som Sct Olav.
Og graven er altså i Trondheim med en hel katedral ovenpå! Nogen gange skal man bare skære igennem og beslutte at sværdet er stærkere end både pennen og hedninge, der nægter at se lyset!
Jeg undrer mig så over at vejrguderne ikke er mildere stemt, stillet overfor så megen skønhed og helligdom, men det er de altså ikke.
Vi snakker 8 grader, regn og kuling i midsommeren og det harmonerer faktisk rigtig dårligt med at det næsten ikke bliver mørkt på denne tid af året.
2-3 timer fra kl ca 23.30 bliver det skumring, ikke mere, så er lyset tilstede igen, en evig lysfest synes at være igang på denne tid af året - måske MÅ solen bare våge over denne smukke by, måske kan den ikke tage sine øjne fra den, nu da den endelig er her efter sit vintereksil - men kunne den så ikke skinne lidt varmere og fordrive den fugtige kulde, der raser med en vikings vildskab en stor del af tiden?
Som sygeplejerske udsendt af et vikarbureau, som jeg var, må man være indstillet på at gå meget - dels på afdelingen, som sygeplejersker jo gør, men ikke mindst rundt i byen, da en busbillet koster 50 kr.
Når man dertil lægger at jeg absolut ingen stedsans har og at vejene snor sig pga fjeldet, så rigtig mange visuelle bedrag om afstande og retninger forefindes overalt, så kommer man til at gå rigtig meget!
Men uanset næsten hvor man går og står, kan man dog ikke undgå at se Nidaros Dom, den ligger så strategisk at den er synlig overalt og det virker så betryggende, næsten som om at Sct Olav holder et mildt, næstekærligt øje med byen og måske endda kunne tænkes at komme en vildfaren udlænding til undsætning, når hun, som denne søndag morgen efter en nattevagt, er gået alvorligt forkert.
Jeg gik og gik og længtes inderligt efter mit lune hotelværelse i midtbyen, mens kulden lagde sin klamme hånd på alt, men det var som om at byen fjernede sig mere og mere fra mig.
Endnu et synsbedrag om sygehusets umiddelbare nærhed og dermed viden om, hvor jeg var, ledte mig hen af en lang vej, der startede meget hyggeligt med små træhuse, men gradvist blev mere og mere øde, for tilsidst at lede mig gennem en måge-koloni af den absolut sureste slags.
Disse måger er åbenbart overbeviste om at de er verdens herskere og de tåler øjensynligt ikke andre arter i deres nærhed!
Rasende og skrigende fløj de om hovedet på mig, og jeg er ellers ikke bange for fugle, men dette var uhyggeligt og jeg slog min paraply op med et brag og truede af dem altimens jeg unæstekærligt tænkte "ja men vi kan bruge redskaber, dumme måger, det kan I ikke, fis af med jer"!!!
Og iøvrigt - hvis Frans af Assisi havde været Frans af Trondheim, så ville han helt afgjort ikke være afbilledet med fugle omkring sig!
Jeg kom i sikkerhed for enden af vejen, som til min fortvivlelse endte blindt, ved en nedlagt Statoil og et banelegeme, fyldt med forladte togvogne. Ensomheden slog mig imøde med den fugtige vind og lugten af rustne togvogne, på skinner der forlængst havde opgivet ævret.
Og havde jeg tlf nummeret på Taxa, nej!!
Jeg kastede et fortvivlet blik mod Nidaros som jeg stadig kunne se langt væk og som havde Sct Olav fulgt mine strabadser, så skete der nu det fantastiske at en taxa dukkede op!
Overvældet af lykke og taknemmelighed kastede jeg mig vinkende frem imod den og den standsede og jeg forklarede min ulykke og takkede allerede for næstekærligheden, der fik denne chauffør til at standse op og redde mig ud af ulykken!
Men næ nej...Denne mand havde ikke set Sct Olavs lys og var på ingen måde belemret med næstekærlighedens forpligtelser.
Køligt og sagligt forklarede han mig at han var bestilt af en anden kunde og, uanset min ulykke, ikke kunne tage mig med.
Han lagde derfor an til at køre igen, men tænk, i dette øjeblik rejste der sig en viking fra dybet af min sjæl og jeg indså at paraplyen sagtens kan være stand in for sværdet, som Sct Olav brugte, da hedningene nægtede at blive næstekærlige.
Jeg greb således fat i paraplyen med den ene hånd, hævede den en anelse og i bildøren med den anden hånd, mens mågerne skreg i det fjerne, uden præcist at vide hvad jeg egentlig ville gøre hvis han bare trådte på speederen - men det gjorde han ikke.
Han tog mig med og det endda kun for et symbolsk beløb! Han sagde ikke så meget på turen, men jeg bemærkede at han holdt øje med min mindste bevægelse, og selvom jeg trak "sygeplejerske-kortet" og fortalte om mit ydmyge virke i byen, så hjalp det ikke på hans nervøse sideblikke.
Hvad han så, ved jeg ikke - men da vi kørte forbi Nidaros, kunne jeg ikke lade være med at smile - gode, gamle Vikinge-Sct Olav, tak for din kristne indsats!
.JPG)
