lørdag den 27. februar 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 5. del

Bo Værre - det nye livsstilsmagasin for hjem med zoo

5. Mens hjemmet langsomt bliver overtaget af dyrene


Alt er nu efterhånden indrettet på monarkiet og den nyankomne Manne - en slags Klodshans i de royale gemakker.
Undrende og skræmte følger kattene med øjnene, hvordan han buldrer rundt og tramper som en elefant op ad trapperne - de trapper som de selv bevæger sig lydløst op og ned ad - og gø´r så højt at det kildrer i hans ører og han derfor larmende må ryste dem efterfølgende.

De lydløse, elegante katte, der kan snige sig forbi ham, uden han opdager det. Jeg ser triumfen i deres øjne, hånen overfor denne grove proletar, der laver så meget larm og har så lidt at ha det i.

Endnu større undren i deres øjne, når han kærligt kontakter os, følger os rundt, glad og logrende og endda efterkommer anmodninger om at sætte sig ned, lægge sig ned, holde op med at gø af kattene!

De lægger hovedet på skrå og vantro lyser ud af de skæve øjne! Der findes væsener, der gør hvad der bliver sagt og viser hengivenhed overfor fodermestrene!

Der er en god del Beagle i Manne, halvdelen, og han er mest faldet ud til Beagle-siden, skriver de på internatet.
Beagler er kendt for ikke at høre efter og gå deres egne veje, ihvertfald hvis de får færten af noget.

Det kan jo godt være, men når man har haft katte i så mange år, så fremstår han jo som et mirakel i lydighed og evne til samarbejde.
Han vil rigtig gerne lære noget og være sammen med os! Det er jo fantastisk!

For dels at lette integrationen og dels at få Manne til at falde til i sit nye hjem, har vi købt bunker af hundelegetøj, afskærmet haven, så Manne kan løbe frit når vi er der og lege med bolde og andet kastelegetøj, vi har flyttet det meget grimme og hærgede, men også meget elskede kattetårn op i stuen idet vi har en lyserød drøm om at alle 4 væsener vil være der i stuen sammen med os.
Vi har "Feliways" i stikkontakterne i 3 rum. Vi har købt en behagelig pude til et af de sikre, høje kattesteder. Et tæppe i skabet.

Og så har vi hundegodbidder i alle rum, for akut at kunne træne Manne i ikke at gø af kattene!

I stuen nedenunder er der fortsat sengetøj i den nye og ellers så pæne sofa, så jeg kan sove nogle timer der med kattene, hvis de ellers gider...
De flotte nye sofapuder fra Florida, ligger bunket op i en stol.

Men når bare én af de kære monarker vil nedlade sig til at indtage det kære, gamle kattetårn igen, i stuen hvor vi er og have nærkontakt med Manne (= han fik en på næsen, da han kom for tæt på) så er de naive eksemplarer af Homo Sapiens her helt lalleglade og taler om det i timevis!

Iaften skal vi prøve noget andet. Vi skal se film! Og ikke løbe rundt efter og med vores dyr 24-7.

De er alle kommet ind og ingen katte kommer ud mere idag! Hylekoncerten er begyndt, men vi er stålsatte! (Endnu)

Efterskrift: Da de havde hylet 1,5 time foran havedøren mens vi så The Martian, knækkede vi og lukkede alle ud.

Den sidste kat blev lukket ind kl 02.20, efter lang tids overtalelse og havevandring..

Homo Sapiens - Felis Catus: 0-14.000





torsdag den 25. februar 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 4. del

Glem det! Jeg kommer ikke ud af skabet og socialiserer med Manne den  mærkelige kat!

4. Hvorfor er ens dyr så åndssvage


Lidt samarbejde, tak!!

Bedst som jeg har besluttet at nu er det slut med at spæne rundt i hele huset og forsøge at få kattene ind, slut med at gemme Manne, så han ikke kan ses gennem havedøren, i det håb at de kære små så vil dukke op og komme ind, satte de så trumf på:

Lille fine prinsesse Petit, som ikke deltager i borgerkrigen, men mest gemmer sig og føler sig tryg i det skærmede område - hun skulle selvfølgelig gå ud og rigtig godt med det, hun plejer at komme hurtigt ind igen og uden problemer, men iaften så hun Manne stå ved havedøren og visj, hun forsvandt!
I flere timer! 

Så i mørke løb jeg rundt i haven og kaldte, jeg løb rundt til de forskellige døre - i det hele taget piskede jeg bare en stemning totalt op! Helt upædagogisk og uden tillid til dyr og univers!

Tao er forlængst dukket op. Han kom efter 12 timer, spankulerende med høj haleføring og lod sig lukke ind og skred straks op på pejsen. Det er der jo heller ikke så meget udvikling i! 
Så kan Manne stå der og gø, hvad han stadig gør, trods en milliard godbidder og afledningsmanøvrer.

Fønix, den lille kriger, besluttede pludselig at nu skulle det være slut: Så han gik ovenpå, hvor ægtemanden sad med Manne og så blev der snerret, hvæset, gøet og væltet planter, mens ægtemanden råbte SIT MANNE - Fønix veg ikke en tomme, og Manne var ikke i humør til at SITTE, men sprang gøende frem mod katten - så Fønix iførte sig sin wc børste-kampdragt og dedikerede sig til kampen.
Manne var en millimeter fra at få flået næsen, da Fønix slog ud efter ham.

Resten af aftenen løb jeg rundt og kaldte på den lille prinsesse og lukkede Tao og Fønix ud igen for at finde hende.

De kom alene tilbage flere gange.

Tilsidst er jeg sikker på at Tao satte sig igennem - han sad pludselig i et vindue og så insisterende på mig - jeg gik derhen og nedenfor sad den lille prinsesse, endelig, hurra! Hun blev behørigt fulgt ind af Tao, som straks gik ud igen og tog Fønix med sig.

Og vice versa..

Så gik der en kat ud, så gik der en kat ind, så gik der en kat ind i skabet..Manne er faldet i søvn.

Hvad laver det der Feliway, som sidder i stikkontakterne rundt omkring og som skulle gøre katte rolige og hyggelige og lulle dem lidt i søvn?

Man ved selvfølgelig ikke hvor hypersure de ville være, hvis det ikke var der! Det er jo at sammenligne med antirynkecreme - man ved ikke hvor mange rynker man ville have haft, hvis man ikke havde brugt det!

Jeg går iseng, Hans Christian..!









Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 3. del

Say no more...



3. Så skar vi igennem


Vi er nu nået til en slags stilstand. 

Bunden var nået søndag aften, efter en uge og sidste dag i min ferie og vi var ikke i nærheden af våbenhvile og ingen af os kunne overskue hvordan vi egentlig skulle styre menageriet når vi også skulle på arbejde begge to. 

Jaja, små fredelige perioder, men kun fordi vi enten skærmede kattene eller de var ude eller vi havde Manne i snor indendøre.

Jeg syntes så at vi svigtede kattene! De er enten ude eller skærmede og når de ikke er skærmede gemmer de sig eller lægger sig i et skab eller på høje steder og knurrer.

Tænk hvis de beslutter sig for at gå hjemmefra!

Så vi har skåret igennem og ægtemanden sover med hunden, jeg sover med kattene. Så de ikke skal føle at de bliver skubbet ud. Og det er jo faktisk lidt latterligt, ikke...

Især fordi at kattene ofte skrider et andet sted hen og lægger sig.

Som ægtemanden siger: Vi er nu blevet sådan nogle, der kun kan tale om vores dyr, vi er blevet fuldstændig bimse og verdens kedeligste mennesker! 

Men når man går en hel dag og kalder på Tao, den ene af hankattene og han bare er skredet, så er det svært at koncentrere sig om andet.
3-4 gange har han været væk i 10-12 timer. Og ikke tale om at nogen af dem vil komme ned fra pejsen eller ud fra skabet, når Manne går rundt.

Logistik er nu en vigtig del af vores liv.

Hvem er hvor, hvem går med hvem og hvornår, er alle katte kommet ind, inden den sidste af os er taget på arbejde?

Katte hader at være lukket inde - også selvom det er på et stort dejligt område og de kommer ud flere gange om dagen, både i det fri og i resten af huset. 
Så selvom det faktisk lykkes at lukke katte ud og få dem ind igen om morgenen, trods Mannes indflytning (og kun fordi han sover sammen med ægtemanden bag en lukket dør) og få dem ned i det skærmede område, så skal man jo ikke regne med at der så er fred!

Fordi så høvles der på døren og hyles igennem! Man føler sig hurtigt som den ondeste kattemor i verden og det ved de naturligvis godt.

Så vi skriver til hinanden i løbet af dagen: Var der fred i hytten da du gik? Er Tao kommet ind?
Så svares der fx: Nej, Tao ville ikke ind, men Manne har løbet uden snor i haven til morgen og han lagde også en pølle! Ps vi mangler hundelegetøj!

Nu har vi bestilt en tråddør som kan dele huset ca på midten. Det skulle, iflg flere eksperter, være en god måde for dyrene at mødes, så kan de snuse til hinanden uden at være i fare.
Der er desværre megalang ventetid på døren.

Vi har også installeret "Feliways" i stikkontakterne - nogle dimser der udsender beroligende dufte for katte. De skulle blive milde som lam. Vi afventer stadig effekten.

Tao er igen skredet til morgen - ikke set siden kl 06. Feliways skulle udvirke at katte elsker at opholde sig i deres beroligende dufte, hvorfor fatter han ikke det?

Men nu er kattelemmen indkøbt, nu er det nok med alt det lukken ind og lukken ud og "gem lige Manne", for hvis de ser ham, kommer de ikke ind.
Den bliver installeret i det skærmede område, så må de bestemme sig om de vil gå derind og hvornår, og de må erfare sig frem, at det ikke altid er et skærmet område, men at alle døre ind imellem er åbne! 
Det er slut med at løbe gennem hele huset til forskellige døre for at lokke dem ind, mens man lader som om at Manne ikke er her.
Det er jo det totale skråplan!

Kæft, jeg er træt...









lørdag den 20. februar 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 2. del


Buddha beskytte os!!


2. Kunsten at bevare roen


Da vi glade og trætte kom hjem med Manne, gik vi en lille tur i haven, så han kunne få lidt luft og se sit nye hjem.
Vi ville rigtig gerne at han lige skulle vente med at møde det herskende monarki indendøre, men det har man jo ikke rigtig styr over.
Vi måtte bare gå ind alle tre og håbe det bedste.

Monarkiet blev øjeblikkeligt til tre snerrende wc-børster og flygtede i højden. 
I første omgang altanbordet, hvor de to hanner sad og knurrede og den lille fine hun røg prompte ind i et skab og nægtede at komme ud.
Trods alt bedre end et direkte angreb.

Manne er jo vant til katte, han er ikke sådan at slå ud af lidt snerren, så han ville gerne hilse, sådan lige snuse til dem og kom med et par begejstrede bjæf - det blev taget helt usædvanligt ilde op!

Tilbage sad vi, med Manne i snor, og håbede at situationen ville bløde lidt op.

Det gjorde den jo ikke.

Vi gik en tur, Manne var i hopla.

Vi kom hjem og endte i nøjagtig samme situation. Manne i snor, bjæffende af glæde, springende frem for at hilse, afvist af to snerrende wc-børster. 
Og lille fine hunmis havde en attitude som en degraderet dronning, derinde i skabet.

Jeg fik en snigende følelse af at vi kunne sidde sådan i ugevis, uden at noget som helst ville ændre sig.

For der er jo det med katte, at de evner at sidde ubevægelige på ubestemt tid. De gør ingen udfald, men de sørger benhårdt for at det gør andre heller ikke. For så...!!
Der findes ikke mere intolerante og konservative væsener end katte. De hader forandring. De ser ikke med milde øjne på andre væsener end deres fodermestre og kattebakketømmere. Og kun hvis det behager dem.

Jeg tror at vi inderst inde havde haft et lille bitte håb om at det hele nok ikke blev så slemt - at de tre pelsede ville ignorere Manne, måske være lidt nysgerrige eller gemme sig lidt og så komme frem på fredelig vis.
Så integrationen kunne begynde lige så stille og i dyrenes eget tempo.

Men sådan skulle det slet, slet ikke gå. Endnu ihvertfald. Der er kun gået en uge. Det føles som et år.

Da vi havde siddet alle tre i chaiselongen i en evighed og ingen forhandling var mulig, tog vi kattene og skærmede dem i den ene del af huset, hvor de har deres mad og kattebakke og flere dejlige liggesteder.

Ægtemanden holdt godt fast i Manne og jeg tog hver enkelt kat og bar ned i deres eksil. Under behørig snerren. 

Noget der lignede fred, sænkede sig over os.

I 4-5 minutter. Manne faldt i søvn. Han havde også haft en dag fyldt med nye indtryk og begivenheder. Vi tog snoren af ham, han vågnede ikke engang, men sov fredeligt midt i sofaen imellem os.
Vi har glemt at diskutere det der med om hunde må være i sofaen. Virkeligheden har overhalet os. Hunde er i sofaen. Ligesom katte altid har været. Bortset fra nu altså..

Men fra eksilet blev freden brudt og der blev blæst til kamp og borgerkrig: Der blev høvlet på den lukkede dør og miavet igennem.

Der er ikke noget så nerveflænsende som katte der hyler og miaver og forsøger at bryde ud af et eksil.

Manne, som lige var ankommet til sit nye hjem og sov lykkeligt og fredfyldt imellem os, uanfægtet af den infernalske larm, skulle ikke i et rum alene.
Så der var kun en mulig løsning: Ægtemanden tog Manne med i seng og lukkede døren. De tre rasende væsener kunne lukkes ud og være sammen med mig i resten af huset.

Vi har glemt at diskutere det der med om hunde må være i sengen. Virkeligheden har overhalet os.
Hunde er i sengen.

Da de tre skat-katte havde sneget sig rundt i huset en tid, som de rene Tai Chi-mestre, flade og langsomme, gik jeg ind i seng til mand og hund - det krævede sin kvinde at flytte hunden tilpas meget til at jeg kunne ligge bekvemt - han sov stadig som en sten. Så fik han dyne på. Han strakte sig og sov videre.

Jeg faldt i dyb søvn, kortvarigt. Blev vækket af noget der på det tidspunkt mest mindede om uhyrer, der kradsede på den lukkede dør til soveværelset og miavede igennem!

Nogenlunde sådan har det været i en uge nu. I onsdags ophævede vi karantænen og åbnede dørene til de skærmede steder.
Man kan blive så desperat at man tænker - OK, så må de mødes og afgøre det! Fight-flight eller lig død!!

Det har de gjort nogle gange nu, men altid overvåget af os og med vores indgriben hvis det skulle gå for vidt.

Endnu har ingen fået skader, bortset fra mig, der lige skulle redde en kat i sikkerhed og blev kradset i ansigtet i kampens hede.

Det føles som om jeg har bevæget mig i denne glasklokke fyldt med dyr i borgerkrig  i en evighed og at verden udenfor ikke eksisterer.
Det er jo nemlig også så heldigt at jeg har haft vinterferie i denne uge, godt tænkt af universet!

Ægtemanden tager bekymret på arbejde - kan jeg nu klare at opretholde ro og sikkerhed? Det kan jeg sagtens - i starten tog jeg Manne med på wc, det er vi kommet forbi nu.
Så der er masser af udvikling igang!
For en sikkerheds skyld kører han dog hjem i middagspausen. For der er lang vej endnu til lykkelig integration.

Ro er der dog i glimt. Vi øver os i at bevare den.









Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, første del.

Dejlige Manne hentet på internatet i lørdags




1. Kunsten at redde verden


Det har længe været et ønske fra min (meget) bedre halvdel, at få sig en hund. Den relation man kan få til sådan et væsen. Den glade modtagelse man altid får. Hengivenheden, glæden, kontakten.
Alle de fantastiske ture man så kan gå!

Jeg har så ofte foreslået en af alle disse fantastiske ture, bare uden hund, men det er ikke det samme, hævder han.
Det er noget med en mand og hans hund.

Hvad ved jeg..

Jeg har modsat mig det længe, da vi har tre katte, der lever harmonisk sammen og regerer i hele huset som konger og dronning og hvorfor nu forstyrre freden og monarkiet i det lille hjem.

Men da det efterhånden udviklede sig sådan, at ægtemanden gik rundt med en fantasihund, som han snakkede med, indså jeg, som gammel psykiatrisk sygeplejerske, at tiden nok alligevel var inde til at anskaffe sig en konkret hund!

Ægtemanden startede med at vise mig billeder fra internaterne, for vi er enige om at når det skal være, så vil vi gerne redde et lille forkastet væsen og overøse ham med kærlighed, give ham alt det han ikke har fået.
Når man nu har et behov for at redde verden, og ofte føler sig afmægtig, så kan man jo starte med at redde en hund!

Den første hund han viste mig, var en Husky, som er en ulvehund. En meget smuk hund, som godt nok havde lidt issues og elskede at jagte katte.
Det mente han at vi jo bare kunne lære den ikke at gøre og så simpelthen elske den til alle issues forsvandt.

En lang forhandlingsrunde tog herefter sin begyndelse.

Jeg var med på at vi skulle have hund. Men kunne vi måske lade være med at vælge en ulv med issues, der spiste katte til frokost?

Den smukke Husky får forhåbentlig et andet hjem.

Men ikke længe efter skete miraklet: Manne!

To år og tre mdr, har boet med katte uden problemer, har et mildt temperament, et dejligt gadekryds af Beagle og Foxterrier. Kan være alene hjemme og elsker at køre i bil. Har brug for lange gåture, da han er blevet lidt tyk.
En rigtig "happy go lucky" hund.

Vi bød straks ind på Manne! Det var der 14 andre der også gjorde. Vi blev udvalgt sammen med to andre par til at møde ham på internatet i Roskilde.

Vi fik dog indskærpet af internatet, at selvom vi skulle blive valgt til Mannes nye familie, så fik vi ham ikke med hjem med det samme.
Vi måtte køre derover igen, hvis det blev os.

Det var vi selvfølgelig helt med på.

Og som de lallende happy go lucky typer vi også er, tog det kun 3 sek at blive enige om, at vi jo ikke behøvede at forberede noget herhjemme endnu, herunder lære kattene at spise et sted hvor hunden ikke kan komme til maden, planlægge hvordan vi skulle integrere dem med hinanden, købe snor, sele, kurv, madskåle, hundemad...

For vi havde jo mindst en uge til alt det, hvis vi skulle være så heldige..

Men med et gammelt ord, så går det jo sjældent som præsten prædiker (faktisk aldrig, ihvertfald ikke her..)

Da vi kom til internatet mødte vi den mest fantastiske, kompetente hundehvisker af en dyrepasser, hende, som havde ansvaret for at formidle Manne til et godt hjem.

Hun oplyste at de to andre par havde været der og begge havde fået at vide at de ikke kunne få Manne.
Det første par pga indstillingen til ham, det andet par nægtede han at gå hen til overhovedet.
Så vi var sidste chance, men det kom an på Manne, hvis han afviste os havde han selv sagt nej og det blev respekteret og iøvrigt var det slet ikke et problem at afsætte ham, hvis vi viste os ikke at være et match, så stod der mindst 20 i kulissen.

Jeg blev pludselig frygteligt nervøs! Tænk hvis Manne ikke ville have os!
Jeg mærkede et øjeblik forkastelsens smerte, afvisningens kulde.
Mon det var sådan Manne havde haft det, i sin lille hundehjerne og hjerte, da hans ejere afleverede ham på internatet? Jeg var på nippet til at tude.

Og stoppede mig selv i at gå ned af den vej, der hedder "hvad med alle de andre dyr, der sidder her og alle andre steder og dyr der lider i hele verden og hele verdens lidelse generelt".
Det er ikke en frugtbar vej lige dér.

Ind over kom dog også et stænk af et lille diskret fnis - hvis vi blev afviste, så sad man her og ville redde verden, og ingen ville reddes!

Dyrepasseren, den skønne hundehvisker, gik ud for at hente Manne og jeg blev opmærksom på at jeg svedte..
Ind kom hun med ham og han sprang som en glad sæk lopper lige i armene på os begge.

I det øjeblik følte jeg et strejf af universets nåde: Kattedame møder hund. Kattedame var egentlig imod at få hund. Kattedame lugter af kat. Hund elsker spontant Kattedame alligevel!

Internatet vurderede os til at være det perfekte match, efter at vi havde gået en tur med ham.
De observerede os fra vinduerne og bed mærke i at Manne ofte vendte sig og så på os, hvilket jeg lærte den dag, betyder at han kan lide os.

Der var ingen grund til at holde flere møder, overveje mere, Manne blev vores og internatet syntes ikke der var grund til at vi ventede med at hente ham, hvorfor ikke bare tage ham med hjem med det samme.

Iøvrigt havde universet også sørget for at jeg punkterede w.e. før, hvor jeg besøgte datteren på Sjælland - af samme grund havde vi byttet bil og af den grund var vores datter også tilstede, vi kunne jo passende mødes på internatet og bytte bil tilbage.
Så hun mødte Manne sammen med os.
Og Manne udviste instant hengivenhed overfor hende også, hvilket internatet bemærkede.

Da vi skulle køre, sprang han glad ind i bilen og logrede nærmest hele vejen til Aarhus.

Forinden havde vi selvfølgelig købt alt det vi skulle bruge til ham på internatet, hvilket jo er skønt, da det støtter deres helt uvurderlige arbejde.

Man behøver ikke planlægge en dyt. Universet sørger for folk og fæ - nok især fæ...