Alle har ret til et fedt køkken

Ovenstående moderne visdom har altid slået mig med forundring i al sin demokratiske enkelhed. De endeløse køkkenreklamer tordner åndssvagt ud af mit tv, men jeg har bare aldrig fattet hvad der er så fedt ved køkkener!

Hvidevarer, skabe, borde og stole og samtaler. I køkkenet, forstås. Hvorfor skal man absolut verbalisere i sit køkken? Er det ikke et arbejdsrum, et opbevaringsrum til madvarer?

Jeg kan ikke fordrage at lave mad. Faktisk ser jeg frem til den dag videnskaben opfinder en pille, hvori al næring er indeholdt. Det ville også være godt for planeten og ikke mindst dyrene, virkelig dyrevelfærd og bæredygtighed. Og så kunne man omdanne sit køkken til noget andet - gæsteværelse, bibliotek, kattehus.

Jeg synes at det er så tragisk at livet på Jorden er afhængigt af at fortære andre levende væsener - spis eller bliv spist. Og en gulerod er altså også en slags levende væsen!
Dette barbari vi alle er underlagt, de endeløse myrderier for at opretholde livet, udkrystalliserer sig i køkkener. Rene slagtehuse. Som vi alle har ret til på den fede måde.

Men det nytter jo ikke noget at gøre oprør mod selve livets vilkår - så er man jo sikker på at blive evigt nedbøjet og hvis man hører til dem der - som jeg - tror på at der trods alt er en mening med galskaben, at der er noget der er større end vores egoer og at vi alle uden undtagelse har del i det - ja så må man nok anlægge det synspunkt at Jorden er rig og alt levende er en gave, som vi kan vælge at tage imod med taknemmelighed.
Livet og døden og genopstandelsen er et evigt kredsløb, som man faktisk nok ikke behøver at opsøge erkendelsen af i hverken en ashram i Indien eller en kristen kirke i Bælum - man kan bare se ud på et træ i haven.
Hvert efterår visner og dør bladene, falder af, udånder med et suk på græsplænen, hvor de ligger og rådner (hvis man da ikke er så smart at man har en løvstøvsuger) og hvert forår skyder træet påny de skønneste lysegrønne nye sprøde blade. Og hvis det er et magnolietræ, så blomstrer det også for vildt!
Det samme træ. År efter år.
Jeg bliver nærmest lykkelig af at følge magnolietræets gøren og laden året rundt.

Det bekræfter mig i at der er et levende kredsløb på Jorden, livet er ikke lineært fra a. fødsel til b. død. Der er også c. genopstandelse, en evig levende puls i alt.

Og når jeg overgiver mig til den indsigt, så kan jeg også bedre holde køkkener ud. Og glæde mig  over vores nye induktionskomfur. En gevinst for os der ikke er fans af madlavning - det går hurtigere med induktion! Vi har skiftet de gamle klamme hvidevarer ud i vores lille hold-kæft-køkken og det  er både pænt og hygiejnisk.
Accept af livets vilkår. Glæde!

Alle har ret til et fedt køkken - så her er et billede af et magnolietræ

Længslen efter orden

Tove Ditlevsen skrev engang i "En Sibylles bekendelser" at hun livslangt længtes efter "ordnede forhold"- efter den sidste flytning, i skabe og skuffer, i sin bolig og livet generelt.
Som læsere af hendes lange forfatterskab vil vide, så lykkedes det aldrig for hende, hverken i livet eller i boligen, hvor der livslangt stod en flyttekasse der "ikke lige var pakket ud efter sidste flytning" (for 3 år siden) og andre forstyrrende, uordentlige elementer, der dybest set plagede hende, men som hun bare manglede evnen til at ændre på.
Vi, som har læst hendes bøger, kan for evigt glæde os over hendes komplet fraværende ordens-egenskaber, fordi hun skrev så fantastisk underholdende om det og fordi hun gav os så meget gennem sit store talent.
Anerkendt i det finere, kulturelle selskab blev hun aldrig - man kan undre sig over det, stor-sælgende som hun var, men der er nok nogle hemmelige koder for det, som hun ikke havde adgang til, ligesom koden til det der med "ordnede forhold".
Nævnte bog fra hendes senere forfatterskab har jeg fået af min mor, den er udsolgt fra forlaget, men min mor havde en kopi og bogen er stadig en af mine yndlinge, som jeg jævnligt finder frem og læser udvalgte stykker fra.  Jeg er evigt taknemmelig for den bog!
Især når en overvældende trang til orden kommer op i min bevidsthed, efterfulgt af en ligeså overvældende magtesløshed overfor alt det jeg mangler at "ordne" i mit hjem, førend det står skinnende, enkelt, lysende, ryddeligt og med et lyksalighedens fatamorgana-skær  omkring mig, der yndigt slænger mig i en chaiselong, måske i sarte rosa farver (eller er det bare lyset)  uden skyggen af hunde- eller kattehår..
Dét øjeblik hvor der ikke er mere der skal "ordnes". Træværket er malet, haven har intet ukrudt, kun skønne blomster, alt tøj er sorteret og kategoriseret i rummelige, rene skabe.
Køkkenting, fodlister, gulve, møbler, skuffer og skabe - alt er rengjort, duftende af Ajax og inddelt i logiske kategorier og dørhåndtaget til badeværelset falder ikke af mere, listen på gulvet indtil køkkenet falder ikke op (ja det kan den godt)
Nu hvor jeg mangler den kode, som giver adgang til al den skønne orden, ganske som Tove Ditlevsen manglede den, så kan man jo godt tænke lidt over hvorfor skaberværket er indrettet som det er.
Hvorfor fælder hunde og katte, hvilken mening har ukrudt og hvad er i det hele taget ukrudt - på Jesu tid var fx påskeliljer regnet som ukrudt, men pga ham, som tog sig af alle svage, undselige, ydmyge, ophøjede man påskeliljen til en elsket blomst, associeret med Jesus selv.
Hvorfor har roser torne, hvorfor er der støv i luften (og hvorfor dælen skal det lige kaste sig ned i vindueskarmene her) Den slags tanker kan man jo få, i afmagt.
Er der en mening med kaos? SKAL vi absolut spæne rundt fra morgen til aften og forsøge at bringe alt i orden?
En klog mand, vist nok zen-mester, har sagt "ting er ikke noget i sig selv, kun hvad du tænker om dem".
Men hundehårene i sofaen taler for sig selv - det samme gør sporene efter katteklør i selvsamme sofa.
Jeg kan godt sidde her og filosofere og citere zen-mestre og forsøge at snakke mig ud af det.
Men der er ingen vej udenom: Jeg må ud efter bogen: En Sibylles bekendelser.
Ps jeg plantede påskeliljer igår. Det er da altid noget til hjælp. Nu hvor det er en legal blomst, godkendt af det finere kulturelle selskab.

Tak Tove, for at jeg ikke er alene!

Hva nu, Amerika?

U.S. Capitol, election day 2016. Bemærk: Ingen egern.

Jeg er enig med John Cleese, som skriver at Amerika ikke kan administrere selvstændighed og derfor må tilbage under den engelske trone. De er jo slet ikke modne til at bestemme noget selv kan vi se, Queen Elizabeth må tage affære nu, det er i 11. time. Væk med Independence Day, Forfatningen og alt det andet pjat. Og forresten Valentines day, nu vi er igang - endnu en klam kommerciel fidus fra Guds Eget Land. Tilbage til Great Britain.
Nu skal englænderne jo ikke snakke for højt, efter Brexit. Var det egentlig en god idé, John Cleese? Jeg spørger dig, da jeg har mere tillid til komikere, end til de siddende politikere. Verden er jo osse én stor joke for tiden, så det forekommer meningsfuldt at spørge humorister til råds.

9. nov 2016 var vi i Washington for at følge det amerikanske valg tæt på, i orkanens øje - min datter, svigersøn og jeg - for at mærke den fantastiske stemning vi forestillede os der ville være, når verdens første afroamerikanske præsident overlod posten til verdens første kvindelige præsident for den vestlige verdens største, mest magtfulde land. En manifestation af at verden endelig er kommet videre mod frihed, lighed og søsterskab, at der er håb for os alle, at den amerikanske drøm og alle andre gode drømme ikke længere kun er drømme, men er på vej mod at realisere sig. Som Martin Luther Kings berømte "dream" blev virkelig i Præsident Obama.

Vi brugte election day på at slentre rundt i den store park foran Capitol, gå på det vanvittigt interessante Space museum (Ok, vi må blive enige om en ordning for NASA, det er fantastisk hvad de har udrettet, til glæde og oplysning for hele verden) det var solskin og mildhed og forventningens glæde ud over det hele.
Vi bevæbnede os med jordnødder, da parken er kendt for at være hjemsted for en masse egern, så vi satte os på plænen på den mest egern-venlige måde vi kunne præstere og spredte jordnødder omkring os - men ikke ét eneste lille egern var i syne eller værdigede os et blik fra et evt skjul (var vi sikre på) endsige nedlod sig til at indtage vores delikatesser.
Det var virkelig mærkeligt. Vi tænkte at vi nok skræmte dem og trak os væk og idet vi begyndte at gå væk derfra, gik en høj indisk herre ind i området og satte sig ned, ganske som vi lige havde gjort og begyndte at dele jordnødder ud til højre og venstre. Fra alle sider af parken og ned fra træerne myldrede de små egern nu talstærkt frem! Måbende så vi til mens det gik op for os at egern åbenbart kan skelne folk fra hinanden. Ihvertfald egernene foran U.S. Capitol - men hvad har de ikke også været vidner til gennem tiderne? Myrdede præsidenter fra Lincoln til Kennedy, Watergate og hvad har vi. Måske de har udviklet en sund skepsis, som ligger kodet ind i deres DNA og gives i arv og derfor lige ser deres folk an, inden de binder an med en jordnød.
Tydeligvis kendte de den indiske herre og stolede på ham. Vi måtte se i øjnene at vejen til et U.S. Capitol-egerns hjerte ikke blot er "a walk in the park".

Som aftenen nærmede sig, gjorde vi os klar til at følge det historiske valg på tv på hotellet og forestillede os at vi ville gå ud i byen til drinks senere og bidrage til den gode stemning, når sejren var i hus. Vi ville ikke gå glip af et eneste øjeblik af valget, så det var roomservice med tv-et kørende, øjnene på stilke og en stille boblende glæde i maven.
Da det første resultat tikkede ind på CNN, som bekendtgjorde at Kentucky gik til Trump, forvandlede vi os umærkeligt til en senere udgave af satireshowet "Saturday Night Live", idet vi  i kor sagde noget a la at det havde vi da også regnet med, at alle de blegfede tumper med svedende hængemave i undertrøjen og én tand, som jo allesammen bor i Kentucky, at de ville stemme på Trump! (Og ellers har vi ingen fordomme...) Men vi var da helt rolige. Ha! Kentucky, mand!! Men det havde vi som bekendt absolut ingen grund til at være og verdenshistoriens værste valg udspillede sig nådesløst for vores øjne, time for time, stat for stat, indtil det ikke ville have undret os spor om der havde stået "Armageddon" i neon på himlen over Capitol.

Gud mildner ikke luften for de klippede får, hovmod står for fald, vi stod op i øsende regnvejr næste morgen og undrede os hver især i tavshed over at byen overhovedet stod endnu. Folk så helt almindelige ud, på vej i alle retninger, som folk jo er. Vi var på vej til Florida. Som om det hjalp noget.
Det gjorde det nu alligevel med tiden og med Obamas ord: "The only thing that´s the end of the world is...the end of the world". Solen står også op imorgen, sagde han også, og det fik han jo ret i. Især i Florida, The Sunshine State. Jeg er dog sikker på at selv han blegnede, da valgresultatet var uomtvisteligt.

Men hva nu, Amerika? I har valgt en ustabil narcissist med nationalistiske storhedsdrømme til statsoverhoved. Det er set før i historien, og belært af dén er vi her i Europa ikke glade for den slags. Vi kan ikke bare se passivt til mens historien gentager sig.  "Make America great again". Det kan vi i og for sig godt gå med til, kun med en enkelt lille ændring:  Make America Great Britain again.

Jeg ville gerne vide hvordan de mange U.S. Capitol-egern har det nu. Hvad tænker de? Mon de overhovedet er der endnu? Jeg håber de ikke er udvandret, men bare ryster på deres små egernhoveder over mennesket, alt imens de mødes og udveksler med den indiske herre. De er kloge, de egern.  Jeg vil ikke blive forbavset, hvis de finder på at danne kæde ved den mexicanske grænse en dag og saboterer ethvert forsøg på murbyggeri.