'

                                        Human spirit

                                           

For anden gang i mit liv er jeg blevet opslugt af den mest fantastiske overlevelseshistorie i nyere tid.

For jer der er gamle nok, husker I måske historien om et Urugyansk rugbyhold og deres venner og familie, der styrtede ned med et fly i Andesbjergene i 1972.

16 af de 45 ombord på flyet overlevede i 72 dage på bjerget midt i Andeskæden og blev reddet tilsidst - dvs 33 overlevede selve styrtet, men som dagene gik - i sommertøj, 20-30 graders frost, med laviner, i tynd, iltfattig luft, mange svært kvæstede, uden mad og vand, uden noget som helst levende overhovedet, omgivet af bjerge der var så ufremkommelige og fjerne, at de ikke engang havde et navn - døde der flere.

Jeg så det i mine forældres "Set & Sket" fra 1973 - her var det en af årets helt store historier.

Nu, godt 50 år efter, må det siges at være århundredets historie. Den dag i dag er de unge gutter fra dengang mænd i 70erne, alle på nær to er i live, alle har fået gode liv, familier og mange glæder.

Ingen har fået PTSD, hvad man ellers kunne forvente. Hvorfor er de ikke faldet mentalt fra hinanden, hvordan har de kunnet få normale liv, hvorfor plages de ikke livslangt at deres hårrejsende oplevelse?

Men det gør de ikke, ifølge de erindringsbøger jeg har læst i hvertfald.

Derimod mødes de årligt og har gjort det gennem alle årene, den 22/12, som er årsdagen for deres redning.

Gruppen har holdt sammen igennem 50 år.

Det er for øvrigt ikke anden gang jeg er helt solgt til den historie - det er faktisk tredje gang.

For nogle år siden læste min Junior "Vi lever" fra 1973, af Piers Paul Read, historien fortalt af de overlevende og deres pårørende til forfatteren og hun snakkede så meget om den bog, om historien, bedrifterne, det fantastiske, at jeg endelig kom igang med at læse den, hvorefter både hun og jeg blev helt besatte og købte og læste alle de bøger der er skrevet - de overlevende er nemlig selv begyndt at udgive deres erindringer - vi købte og læste og så dokumentarer og interviews og klip på YouTube og vi snakkede om det hele tiden, så ingen i hele verden kunne holde os ud.

Advarsel til verden: Nu er vi igang igen! 

Og det er vi fordi der nu kommer en film om det på NetFlix, 144 min, måske endda det spanske bud på en Oscar, præsenteret på alverdens filmfestivaller: "Society of the Snow" og hvordan vi skal holde det ud indtil 4/1 24 hvor den frigives, det vides i skrivende stund ikke!

Her vil nogen tænke, jamen er den film ikke allerede lavet i 1993 med titlen "Vi lever" og jo det er den, men den er så tåkrummende dårlig og for os der har læst bogen er det en lidelse at se den, fra start til slut.

En æblekindet Ethan Hawke som Nando, der bestiger et gigantisk bjerg efter ca 60 dages sult og kulde, højst med en lille, klædelig pyntesveddråbe i sit fotogene Hollywoodansigt, altså nej...

Men udover den overmenneskelige bedrift det var overhovedet at overleve i 72 dage, den helt umulige bedrift det var for de to, der tilsidst hikede gennem Andeskæden i 10 dage og endelig fandt hjælp - og her må jeg ile med at skrive at det ikke kun var Nando og Canessa, det var også Vizintin,  han besteg det vanvittigt høje bjerg sammen med de to, inden han blev sendt tilbage - det nævner jeg lige, ellers får jeg på puklen af Junior, glem ikke Vizintin!! - udover det, så er deres umenneskelige prøvelse i de komplet ufremkommelige Andesbjerge også et helt fantastisk vidnesbyrd om hvad mennesket egentlig kan, når vi arbejder sammen.

Hvad en gruppe kan opfinde, udholde, få til at fungere, give til hinanden og ikke mindst skaber denne gruppe et lille, organiseret demokratisk samfund med struktur og orden, rollefordeling, arbejdsopgaver, fællesmøder til fælles beslutninger, plejer omsorgsfuldt de sårede, bidrager med hver deres færdigheder, de sårede bidrager med optimisme og anekdoter og god stemning og hver aften samles de i flyvraget og beder en rosenkrans sammen, uanset at de ikke alle er katolikker, så styrker det dem at rette bevidstheden mod noget højere.

En enkelt - Eduardo Strauch - opdager en stilhed i sig selv, som en refleksion af bjergenes stilhed og tager den med sig derfra og den dag i dag, som 76 årig, har han stadig adgang til stilheden i sig selv.

Han konkluderer at det eneste der betyder noget i livet overhovedet er kærlighed og den stilhed vi alle kan finde i os selv.

At "human spirit" er så meget større og stærkere end vi tror, men at det jo er en smule ærgerligt at man skal falde ned med et fly i Andesbjergene for at opdage det.

Til sidst: Den historie er i al sin gru og rædsel også noget af det mest enestående eksempel på hvad mennesker kan, når de virkelig skal. Et levende vidnesbyrd om sammenhold, udholdenhed, opfindsomhed, storslåethed, tro, håb og kærlighed.

Jeg synes at den film kommer på et rigtig godt tidspunkt i verdenshistorien.

Mens vi venter på filmen, kan jeg anbefale bøgerne på billedet, fås på Saxo og Amazon. Bortset fra den danske "Vi lever", den fås kun antikvarisk og ellers på engelsk, "Alive".

Så ved I det :-)

Tro på det kan stå selv

Helt uden forsvar.

En dejlig sang fra Marie Key, der bliver ved at dukke op i mit hovede, her hvor jeg for en gangs skyld ikke har en hel masse vagter og hvor kunsten tidligere har været at sige "nej", fremfor "YES jeg er på vej" - er kunsten nu at have is i maven.

Det går op og ned i showbiz og i freelance-sygeplejerskelivet.

Og så er det jo altså også sådan at jeg nyder helt uforskammet meget at have al den frihed som jeg har lige nu, sammen med al den livgivende regn der strømmer ned i disse dage, mit favoritvejr.
Selvom friheden har en grå, permeabel kant, der åbner for stemmerne i mit hovede.
(Jaja, det kan man få piller for, men det vil jeg nu ikke..)

Som dommedagsprædikanter råber de, at se nu dér!!
Det kan ikke lade sig gøre med det frie vikar-liv, med spændende udfordringer, frihed til at vælge, smukke steder i Norge, bedre løn, sjovere arbejdsliv, fri hele julen OG nytåret hvis du vil!
Højt at flyve, dybt at falde, skomager bliv ved din læst, konen i muddergrøften, Ikaros, hvis vinger smeltede fordi han fløj for tæt på solen, hovmod står for fald!

Og: Så skal du forresten heller ikke tro du er noget! Du er en gammel ged, der kunne have beholdt dit gode, faste job, så havde du ikke siddet her og bævet. For bæve, det er jo det du gør. Bente Ovesen/Jørgensen eller hvad fanden du nu hedder, du er et fjols!

Som igår, da jeg i galop var på vej efter rullekufferten for at tage til Bergen på vagt idag, kun for at blive afmeldt et kvarter efter.
Det skal der gode nerver til.

Og hvis man er bare en millimeter Dramaqueen, så kan man godt komme ud i nogle følelsesmæssige udsving, hvor man hører helvedeshundene glamme fra afgrunden, som man helt sikkert er på vej ned i, ihvertfald har man bevæget sig lidt ned af skrænten.

Nu har jeg så den fordel, at mine indre stemmer slet ikke er enige. Der foregår en slags battle lige nu, for der er jo skrevet så mange dejlige sange også og jeg har det som Dame Edna: I feel a song coming up! Faktisk hele to sange: We wanna be free, oooohhh yeah og Tro på det kan stå selv, helt uden forsvar...Tak til sangskriverne i Danmark og til min indre symfoni.

Kom en gletcher i maven

Et mærkeligt lille rum

Det er godt at have en blog, for her kan man jo skrive om sine renoveringsprojekter, i stedet for at belemre andre med fortællinger om dem tidligt og sent.

Utroligt så meget den slags fylder i bevidstheden.

Jeg husker med flovhed hvordan ægtemanden og jeg rullede med øjnene i en fjern fortid i et helt andet liv for ca 5 år siden, når vi talte om folk der "interesserede sig for hus og have".
At de gad!
Det handler vel bare om at have tag over hovedet og nogle få nødvendige ting på et sted tæt på familie, job og venner, sagde vi til hinanden.

Det er vel ikke noget man kan ligefrem interessere sig for når først man har det.  Aldrig har nogen været mere enige om noget end vi var dengang.

Lige indtil vi selv blev ejere at dette gamle hus. 

Det var og er en stejl læringskurve, når man bliver husejer for første gang. Træværk, der skal males, rum der skal bygges om, hvidevarer der skal skiftes, vand der ikke kommer ud af hanen, en gammel have hvor alt vælter op af jorden og mellem fliserne, tagrender der stopper, alger på taget.

Hvis man ikke begynder at interessere sig for det, så kan man lige så godt hænge sig ud over altanen med udsigt. Eller sælge igen. Så ganske langsomt og tvunget af omstændigheder, er vi begyndt at interessere os for hus og have!

Jeg opdager at jeg bliver lalleglad, når vintergækker, krokus og hyacinter som jeg selv har plantet, rent faktisk også kommer op af jorden. Som et skulderklap er de!
De siger "kom bare, I kan godt, vi kan godt li jer, så vi gider godt bo i lige netop jeres have".
Jeg har en lille tvivl hvergang jeg graver et løg ned. Kan det passe at de også kommer op som blomster? Men det gør de!

Lige nu går tømreren rundt og bygger om i det lille, mærkelige rum ovenpå og jeg er nærmest lykkelig. Undrende lykkelig, som jeg ikke troede jeg kunne være over en let ombygning.

Men jeg elsker det lille, mærkelige rum. Det er ligesom min hjerne. Også under ombygning.

Dørkarme uden døre

En ombygningsmaskine

Her går man ikke ind, selvom der er en dør

Man tror man kender sine dyr

Men det gør man ikke.

Ikke vores dyr ihvertfald. I skrivende stund har vi kattene Tao, Fønix og Miss Dizzie Diesel Daisy Houdini og Manne hund. Dertil Elvis the Mår i etageadskillelsen. Lillemor Petit døde for et år siden af sygdom og der var landesorg på matriklen.

Dvs det var Homo Sapiens der sørgede, for katte er så kloge at de har et fuldstændig afslappet forhold til fødsel og død. Tao og Fønix vidste godt at hun var ved at takke af og lod hende være i det aflukke hun trak sig tilbage til og de fortsatte livet, som de plejer, da hun ikke var her mere.

Manne hund lever i sin hundeverden på den anden side af jerntæppet/tråddøren, der fortsat deler huset i hunde- og katteafdeling, og reagerede ikke på andet end vi andres sorg. Han var selvfølgelig den allerbedste trøstehund.

Men hvad der virkelig pludselig gav mening til det hele, var katten Diesel. Hunkat på 10 år, der stod og manglede et nyt hjem.

En smuk hunkat på samme alder som hende vi lige havde mistet og dertil vores kære, gamle venners kat. Som vi har kendt deres børn fra de blev født, har vi også kendt Diesel fra hun var killing.

Universet havde taget action, det var jo ganske indlysende - sagen var bøf og Diesel flyttede ind.

Integrationen gik rigtig godt, Homo Sapiens styrede processen med katteurt, godbidder, samvær og dertil de obligatoriske 14 dage en kat skal være lukket inde i et nyt hjem, for ikke at stikke af.

I det mindste var det sådan vi planlagde det.

Vi tænkte at hun var lidt skræmt over sit nye hjem og de to langhårede drenge, Tao og Fønix og ikke mindst skulle hun forholde sig til den mærkelige kat, Manne hund og husets opdeling. Nu skulle hun bare gå lige så stille og vænne sig til alt det nye.

Sådan blev det ikke, for Diesel tog skæbnen i egne poter og brød ud af den låste kattelem, hun flåede den simpelthen fra hinanden og gik ud i haven efter 5 dage. Så var vi ude over det.

Senere på sommeren tog hun på springtur i 2 måneder og blev til sidst fundet af 4 skarpe piger fra 4. klasse. De havde fodret hende ved skolen, hvor hun hang ud og blev til sidst bekymrede for hende og ringede til 1812 dyreredning.

Homo Sapiens havde efterlyst hende overalt og et enkelt medlem (undertegnede) sneg sig ofte rundt i skumringstimen hvor alle katte jager og kaldte på hende, men væk var hun. 

Formentlig havde hun forvildet sig for langt væk til at kunne finde hjem igen, men takket være de seje piger fik vi en dejlig opringning en dag at hun var fundet. (Husk altid at øretatovere eller chippe jeres kæledyr!)

Nu synes hun at være faldet til og bevæger sig ikke langt væk fra madskålene og har fundet sine favorit liggesteder i katteafdelingen. 

Hun styrer drengene med fast pote, de skal ikke komme for tæt på, så bliver der snerret og knurret. Det respekterer de fuldt ud og holder respektfuld afstand - også når hun spiser af deres madskåle, sikkert for på den måde at reservere sit eget til evt dårlige tider. Faktisk spiser hun hele tiden - og der er gudskelov ikke noget tilbage af den lille forhutlede mis vi fik hjem efter hendes 2 måneders eventyr. Blank, tyk pels, klare øjne, høj haleføring og en magtfuld snerren ved passende lejligheder.

Således er alt igen faldet til ro i hjemmet og vi havde egentlig tænkt at fortsætte med jerntæppet gennem huset - hundeafd og katteafd - det fungerer og alle dyr er glade. (Elvis skal dog snart til at se sig om efter nye græsgange, han larmer helt vildt om natten og ignorerer skadedyrsbekæmpernes "Gå væk mår"- spray.)

Så har vi jo prøvet med larm om dagen, hvad mårer skulle hade, men jeg tror han har taget høreværn på, han er helt ligeglad...

Men ellers havde vi tænkt at opretholde status quo.

Lige indtil i lørdags, hvor vi kom hjem om natten fra vores ovennævnte venner - i køkkenet, som er i hundeafdelingen, sad Fønix midt på bordet, alt imens Manne gik fredeligt rundt ved siden af ham og ingen af de to gjorde anstalter til at genoptage den væbnede konflikt.

Målløst så vi til mens hund og kat så på hinanden, gik rundt og i øvrigt ignorerede hinanden!

Føler man sig lidt dum i den situation? Efter at have bygget huset om og skilt de to dyrearter ad? For de kunne jo ikke tåle hinanden?

Øh ja...

De må have opfattet vores vildrede og måbende adfærd, for efter 5-10 minutter tog de sig sammen og begyndte at hvæse og knurre og gø og løbe rundt efter hinanden, de opførte et lille show for Homo Sapiens, sådan som vi forventede. 

Og i et langt, elegant spring var Fønix tilbage i kattefadelingen gennem den indvendige kattelem og Manne faldt i søvn.

Man fik indtryk af at det var en kraftanstrengelse, at de ligesom sagde til hinanden - "du godeste, fjolserne er allerede hjemme, nu havde vi det lige så hyggeligt, men nu må vi så igang med det!"

Nej vi har ikke dyr. Det er dem der har os. Men i nær fremtid falder jerntæppet her på matriklen og så ser vi hvad der videre sker.

Da Miss Dizzie Diesel Daisy Houdini fik sit navn

Velkommen til bloggen

Lad mig sige det med det samme: Jeg er en gammel ged. Modsat bloggerne i de indlæg jeg dagligt modtager i min indbakke. Jeg er født i 1960, så er I advarede - men ordet er jo frit.

Jeg ved ikke om jeg skal vælge en kategori her på Bloglovin´, skal man det? Hvor er alle I medbloggere henne, nu hvor jeg har brug for jer?

Nå, men jeg kan love så meget at denne blog ikke kommer til at handle om mad. Jeg ville nemlig ønske at videnskaben ville komme op med en pille, der indeholdt alt hvad kroppen har brug for og så var vi ude over det. Godt for planeten, dårligt for alle mad-bloggerne. Der ville være ét indlæg at skrive.

Nu kan jeg ikke huske de andre kategorier man kan vælge, bortset fra "livsstil". Så må det jo være min kategori, selvom jeg ikke ved om jeg egentlig har én. Eller det har man måske automatisk? Sådan en medfødt ting ligesom store fødder?

Jeg har tænkt at bloggen skal være min lille pause, hvor jeg bare lader tankerne flyve lidt og da jeg er født i Fiskens tegn, giver det sig selv at jeg må være jeres pausefisk. (For jer, der er gamle nok til at kunne huske DRs pausefisk, der drog dovent over skærmen, når DR ikke lige vidste hvad de skulle finde på)

Sådan er det også med mig og denne blog. Den bliver ligeså kedelig som DRs pausefisk. Men så kan både I og jeg lige tage et break fra hverdagens mange krav, ikke mindst om perfektionisme.

Nu trykker jeg på "post".

Så ser vi hvor den ender.

Kære januar

Jeg kan så godt li dig!

Indrømmet - især nu hvor du går lidt på hæld og faktisk allerede har et touch af februar. Men det er dig der viser os de første små tegn på spirende forår, som senere måneder bare har fået forærende og kan gå rundt og være selvfede over.

Se alle mine blomster, se min gyldne Forsythia, Syrentræ, Tulipaner - maj og juni m.fl. stikker næsen i sky og kaster ubesværet deres stråleglans på os i fuldt, blæret flor.

Men hvem har kæmpet det hele op af den frosne jord? Det har du, januar! Og februar med. I to er de sande bebudere af nyt liv, et par vikinger der tager den hårde tørn, skulder ved skulder uden at nogen egentlig giver jer noget credit for det. Alle går bare rundt og fryser og brokker sig.

Julen er ovre, ferien slut, mørket har sænket sig over by og land. Kontoen er tom, banken har ringet.

Og imens arbejder du, uset og udskældt. Ingen hylder dig, ingen har skrevet en sang til dig eller lagt en højtid - jul i december, Kom maj du søde milde, påske i marts-april, Sankte Hans-Sankte Hans, men hvad med dig, der har fået hele verdens tømmermænd på din allerførste dag og intet andet?

Jeg tager ærlig talt hatten af for dig, der orker dette utaknemmelige arbejde år efter år.

At du endnu engang har kæmpet disse små skønheder frem i min forhave og ovenikøbet generøst sørger for at de breder sig år for år, ydmygt og beskedent og uden at forvente noget, gør du det bare igen - det er jeg bare dybt taknemmelig for.

Iøvrigt - hvad ville Netflix, varm chokolade, uldtæpper gøre uden dig? Alle har de kronede dage under dine hvide vinger.

Så tak og tak igen for dig og for at du ikke har tabt tålmodigheden, tak for erantis og vintergæk, du årets sande viking - jeg er sikker på at Odin og Thor og alle de andre festlige guder i Valhalla ærer dig. De er bare blevet umoderne i vores tid, men det skal du ikke tage dig det mindste af, gudebilleder forgår, erantis og vintergæk består - år efter år efter år.

 Love

  Save 

•  
•  
•  

Write a comment...

Alle har ret til et fedt køkken

Ovenstående moderne visdom har altid slået mig med forundring i al sin demokratiske enkelhed. De endeløse køkkenreklamer tordner åndssvagt ud af mit tv, men jeg har bare aldrig fattet hvad der er så fedt ved køkkener!

Hvidevarer, skabe, borde og stole og samtaler. I køkkenet, forstås. Hvorfor skal man absolut verbalisere i sit køkken? Er det ikke et arbejdsrum, et opbevaringsrum til madvarer?

Jeg kan ikke fordrage at lave mad. Faktisk ser jeg frem til den dag videnskaben opfinder en pille, hvori al næring er indeholdt. Det ville også være godt for planeten og ikke mindst dyrene, virkelig dyrevelfærd og bæredygtighed. Og så kunne man omdanne sit køkken til noget andet - gæsteværelse, bibliotek, kattehus.

Jeg synes at det er så tragisk at livet på Jorden er afhængigt af at fortære andre levende væsener - spis eller bliv spist. Og en gulerod er altså også en slags levende væsen!
Dette barbari vi alle er underlagt, de endeløse myrderier for at opretholde livet, udkrystalliserer sig i køkkener. Rene slagtehuse. Som vi alle har ret til på den fede måde.

Men det nytter jo ikke noget at gøre oprør mod selve livets vilkår - så er man jo sikker på at blive evigt nedbøjet og hvis man hører til dem der - som jeg - tror på at der trods alt er en mening med galskaben, at der er noget der er større end vores egoer og at vi alle uden undtagelse har del i det - ja så må man nok anlægge det synspunkt at Jorden er rig og alt levende er en gave, som vi kan vælge at tage imod med taknemmelighed.
Livet og døden og genopstandelsen er et evigt kredsløb, som man faktisk nok ikke behøver at opsøge erkendelsen af i hverken en ashram i Indien eller en kristen kirke i Bælum - man kan bare se ud på et træ i haven.
Hvert efterår visner og dør bladene, falder af, udånder med et suk på græsplænen, hvor de ligger og rådner (hvis man da ikke er så smart at man har en løvstøvsuger) og hvert forår skyder træet påny de skønneste lysegrønne nye sprøde blade. Og hvis det er et magnolietræ, så blomstrer det også for vildt!
Det samme træ. År efter år.
Jeg bliver nærmest lykkelig af at følge magnolietræets gøren og laden året rundt.

Det bekræfter mig i at der er et levende kredsløb på Jorden, livet er ikke lineært fra a. fødsel til b. død. Der er også c. genopstandelse, en evig levende puls i alt.

Og når jeg overgiver mig til den indsigt, så kan jeg også bedre holde køkkener ud. Og glæde mig  over vores nye induktionskomfur. En gevinst for os der ikke er fans af madlavning - det går hurtigere med induktion! Vi har skiftet de gamle klamme hvidevarer ud i vores lille hold-kæft-køkken og det  er både pænt og hygiejnisk.
Accept af livets vilkår. Glæde!

Alle har ret til et fedt køkken - så her er et billede af et magnolietræ