'

                                        Human spirit

                                           

For anden gang i mit liv er jeg blevet opslugt af den mest fantastiske overlevelseshistorie i nyere tid.

For jer der er gamle nok, husker I måske historien om et Urugyansk rugbyhold og deres venner og familie, der styrtede ned med et fly i Andesbjergene i 1972.

16 af de 45 ombord på flyet overlevede i 72 dage på bjerget midt i Andeskæden og blev reddet tilsidst - dvs 33 overlevede selve styrtet, men som dagene gik - i sommertøj, 20-30 graders frost, med laviner, i tynd, iltfattig luft, mange svært kvæstede, uden mad og vand, uden noget som helst levende overhovedet, omgivet af bjerge der var så ufremkommelige og fjerne, at de ikke engang havde et navn - døde der flere.

Jeg så det i mine forældres "Set & Sket" fra 1973 - her var det en af årets helt store historier.

Nu, godt 50 år efter, må det siges at være århundredets historie. Den dag i dag er de unge gutter fra dengang mænd i 70erne, alle på nær to er i live, alle har fået gode liv, familier og mange glæder.

Ingen har fået PTSD, hvad man ellers kunne forvente. Hvorfor er de ikke faldet mentalt fra hinanden, hvordan har de kunnet få normale liv, hvorfor plages de ikke livslangt at deres hårrejsende oplevelse?

Men det gør de ikke, ifølge de erindringsbøger jeg har læst i hvertfald.

Derimod mødes de årligt og har gjort det gennem alle årene, den 22/12, som er årsdagen for deres redning.

Gruppen har holdt sammen igennem 50 år.

Det er for øvrigt ikke anden gang jeg er helt solgt til den historie - det er faktisk tredje gang.

For nogle år siden læste min Junior "Vi lever" fra 1973, af Piers Paul Read, historien fortalt af de overlevende og deres pårørende til forfatteren og hun snakkede så meget om den bog, om historien, bedrifterne, det fantastiske, at jeg endelig kom igang med at læse den, hvorefter både hun og jeg blev helt besatte og købte og læste alle de bøger der er skrevet - de overlevende er nemlig selv begyndt at udgive deres erindringer - vi købte og læste og så dokumentarer og interviews og klip på YouTube og vi snakkede om det hele tiden, så ingen i hele verden kunne holde os ud.

Advarsel til verden: Nu er vi igang igen! 

Og det er vi fordi der nu kommer en film om det på NetFlix, 144 min, måske endda det spanske bud på en Oscar, præsenteret på alverdens filmfestivaller: "Society of the Snow" og hvordan vi skal holde det ud indtil 4/1 24 hvor den frigives, det vides i skrivende stund ikke!

Her vil nogen tænke, jamen er den film ikke allerede lavet i 1993 med titlen "Vi lever" og jo det er den, men den er så tåkrummende dårlig og for os der har læst bogen er det en lidelse at se den, fra start til slut.

En æblekindet Ethan Hawke som Nando, der bestiger et gigantisk bjerg efter ca 60 dages sult og kulde, højst med en lille, klædelig pyntesveddråbe i sit fotogene Hollywoodansigt, altså nej...

Men udover den overmenneskelige bedrift det var overhovedet at overleve i 72 dage, den helt umulige bedrift det var for de to, der tilsidst hikede gennem Andeskæden i 10 dage og endelig fandt hjælp - og her må jeg ile med at skrive at det ikke kun var Nando og Canessa, det var også Vizintin,  han besteg det vanvittigt høje bjerg sammen med de to, inden han blev sendt tilbage - det nævner jeg lige, ellers får jeg på puklen af Junior, glem ikke Vizintin!! - udover det, så er deres umenneskelige prøvelse i de komplet ufremkommelige Andesbjerge også et helt fantastisk vidnesbyrd om hvad mennesket egentlig kan, når vi arbejder sammen.

Hvad en gruppe kan opfinde, udholde, få til at fungere, give til hinanden og ikke mindst skaber denne gruppe et lille, organiseret demokratisk samfund med struktur og orden, rollefordeling, arbejdsopgaver, fællesmøder til fælles beslutninger, plejer omsorgsfuldt de sårede, bidrager med hver deres færdigheder, de sårede bidrager med optimisme og anekdoter og god stemning og hver aften samles de i flyvraget og beder en rosenkrans sammen, uanset at de ikke alle er katolikker, så styrker det dem at rette bevidstheden mod noget højere.

En enkelt - Eduardo Strauch - opdager en stilhed i sig selv, som en refleksion af bjergenes stilhed og tager den med sig derfra og den dag i dag, som 76 årig, har han stadig adgang til stilheden i sig selv.

Han konkluderer at det eneste der betyder noget i livet overhovedet er kærlighed og den stilhed vi alle kan finde i os selv.

At "human spirit" er så meget større og stærkere end vi tror, men at det jo er en smule ærgerligt at man skal falde ned med et fly i Andesbjergene for at opdage det.

Til sidst: Den historie er i al sin gru og rædsel også noget af det mest enestående eksempel på hvad mennesker kan, når de virkelig skal. Et levende vidnesbyrd om sammenhold, udholdenhed, opfindsomhed, storslåethed, tro, håb og kærlighed.

Jeg synes at den film kommer på et rigtig godt tidspunkt i verdenshistorien.

Mens vi venter på filmen, kan jeg anbefale bøgerne på billedet, fås på Saxo og Amazon. Bortset fra den danske "Vi lever", den fås kun antikvarisk og ellers på engelsk, "Alive".

Så ved I det :-)

Tro på det kan stå selv

Helt uden forsvar.

En dejlig sang fra Marie Key, der bliver ved at dukke op i mit hovede, her hvor jeg for en gangs skyld ikke har en hel masse vagter og hvor kunsten tidligere har været at sige "nej", fremfor "YES jeg er på vej" - er kunsten nu at have is i maven.

Det går op og ned i showbiz og i freelance-sygeplejerskelivet.

Og så er det jo altså også sådan at jeg nyder helt uforskammet meget at have al den frihed som jeg har lige nu, sammen med al den livgivende regn der strømmer ned i disse dage, mit favoritvejr.
Selvom friheden har en grå, permeabel kant, der åbner for stemmerne i mit hovede.
(Jaja, det kan man få piller for, men det vil jeg nu ikke..)

Som dommedagsprædikanter råber de, at se nu dér!!
Det kan ikke lade sig gøre med det frie vikar-liv, med spændende udfordringer, frihed til at vælge, smukke steder i Norge, bedre løn, sjovere arbejdsliv, fri hele julen OG nytåret hvis du vil!
Højt at flyve, dybt at falde, skomager bliv ved din læst, konen i muddergrøften, Ikaros, hvis vinger smeltede fordi han fløj for tæt på solen, hovmod står for fald!

Og: Så skal du forresten heller ikke tro du er noget! Du er en gammel ged, der kunne have beholdt dit gode, faste job, så havde du ikke siddet her og bævet. For bæve, det er jo det du gør. Bente Ovesen/Jørgensen eller hvad fanden du nu hedder, du er et fjols!

Som igår, da jeg i galop var på vej efter rullekufferten for at tage til Bergen på vagt idag, kun for at blive afmeldt et kvarter efter.
Det skal der gode nerver til.

Og hvis man er bare en millimeter Dramaqueen, så kan man godt komme ud i nogle følelsesmæssige udsving, hvor man hører helvedeshundene glamme fra afgrunden, som man helt sikkert er på vej ned i, ihvertfald har man bevæget sig lidt ned af skrænten.

Nu har jeg så den fordel, at mine indre stemmer slet ikke er enige. Der foregår en slags battle lige nu, for der er jo skrevet så mange dejlige sange også og jeg har det som Dame Edna: I feel a song coming up! Faktisk hele to sange: We wanna be free, oooohhh yeah og Tro på det kan stå selv, helt uden forsvar...Tak til sangskriverne i Danmark og til min indre symfoni.

Kom en gletcher i maven

Et mærkeligt lille rum

Det er godt at have en blog, for her kan man jo skrive om sine renoveringsprojekter, i stedet for at belemre andre med fortællinger om dem tidligt og sent.

Utroligt så meget den slags fylder i bevidstheden.

Jeg husker med flovhed hvordan ægtemanden og jeg rullede med øjnene i en fjern fortid i et helt andet liv for ca 5 år siden, når vi talte om folk der "interesserede sig for hus og have".
At de gad!
Det handler vel bare om at have tag over hovedet og nogle få nødvendige ting på et sted tæt på familie, job og venner, sagde vi til hinanden.

Det er vel ikke noget man kan ligefrem interessere sig for når først man har det.  Aldrig har nogen været mere enige om noget end vi var dengang.

Lige indtil vi selv blev ejere at dette gamle hus. 

Det var og er en stejl læringskurve, når man bliver husejer for første gang. Træværk, der skal males, rum der skal bygges om, hvidevarer der skal skiftes, vand der ikke kommer ud af hanen, en gammel have hvor alt vælter op af jorden og mellem fliserne, tagrender der stopper, alger på taget.

Hvis man ikke begynder at interessere sig for det, så kan man lige så godt hænge sig ud over altanen med udsigt. Eller sælge igen. Så ganske langsomt og tvunget af omstændigheder, er vi begyndt at interessere os for hus og have!

Jeg opdager at jeg bliver lalleglad, når vintergækker, krokus og hyacinter som jeg selv har plantet, rent faktisk også kommer op af jorden. Som et skulderklap er de!
De siger "kom bare, I kan godt, vi kan godt li jer, så vi gider godt bo i lige netop jeres have".
Jeg har en lille tvivl hvergang jeg graver et løg ned. Kan det passe at de også kommer op som blomster? Men det gør de!

Lige nu går tømreren rundt og bygger om i det lille, mærkelige rum ovenpå og jeg er nærmest lykkelig. Undrende lykkelig, som jeg ikke troede jeg kunne være over en let ombygning.

Men jeg elsker det lille, mærkelige rum. Det er ligesom min hjerne. Også under ombygning.

Dørkarme uden døre

En ombygningsmaskine

Her går man ikke ind, selvom der er en dør

Man tror man kender sine dyr

Men det gør man ikke.

Ikke vores dyr ihvertfald. I skrivende stund har vi kattene Tao, Fønix og Miss Dizzie Diesel Daisy Houdini og Manne hund. Dertil Elvis the Mår i etageadskillelsen. Lillemor Petit døde for et år siden af sygdom og der var landesorg på matriklen.

Dvs det var Homo Sapiens der sørgede, for katte er så kloge at de har et fuldstændig afslappet forhold til fødsel og død. Tao og Fønix vidste godt at hun var ved at takke af og lod hende være i det aflukke hun trak sig tilbage til og de fortsatte livet, som de plejer, da hun ikke var her mere.

Manne hund lever i sin hundeverden på den anden side af jerntæppet/tråddøren, der fortsat deler huset i hunde- og katteafdeling, og reagerede ikke på andet end vi andres sorg. Han var selvfølgelig den allerbedste trøstehund.

Men hvad der virkelig pludselig gav mening til det hele, var katten Diesel. Hunkat på 10 år, der stod og manglede et nyt hjem.

En smuk hunkat på samme alder som hende vi lige havde mistet og dertil vores kære, gamle venners kat. Som vi har kendt deres børn fra de blev født, har vi også kendt Diesel fra hun var killing.

Universet havde taget action, det var jo ganske indlysende - sagen var bøf og Diesel flyttede ind.

Integrationen gik rigtig godt, Homo Sapiens styrede processen med katteurt, godbidder, samvær og dertil de obligatoriske 14 dage en kat skal være lukket inde i et nyt hjem, for ikke at stikke af.

I det mindste var det sådan vi planlagde det.

Vi tænkte at hun var lidt skræmt over sit nye hjem og de to langhårede drenge, Tao og Fønix og ikke mindst skulle hun forholde sig til den mærkelige kat, Manne hund og husets opdeling. Nu skulle hun bare gå lige så stille og vænne sig til alt det nye.

Sådan blev det ikke, for Diesel tog skæbnen i egne poter og brød ud af den låste kattelem, hun flåede den simpelthen fra hinanden og gik ud i haven efter 5 dage. Så var vi ude over det.

Senere på sommeren tog hun på springtur i 2 måneder og blev til sidst fundet af 4 skarpe piger fra 4. klasse. De havde fodret hende ved skolen, hvor hun hang ud og blev til sidst bekymrede for hende og ringede til 1812 dyreredning.

Homo Sapiens havde efterlyst hende overalt og et enkelt medlem (undertegnede) sneg sig ofte rundt i skumringstimen hvor alle katte jager og kaldte på hende, men væk var hun. 

Formentlig havde hun forvildet sig for langt væk til at kunne finde hjem igen, men takket være de seje piger fik vi en dejlig opringning en dag at hun var fundet. (Husk altid at øretatovere eller chippe jeres kæledyr!)

Nu synes hun at være faldet til og bevæger sig ikke langt væk fra madskålene og har fundet sine favorit liggesteder i katteafdelingen. 

Hun styrer drengene med fast pote, de skal ikke komme for tæt på, så bliver der snerret og knurret. Det respekterer de fuldt ud og holder respektfuld afstand - også når hun spiser af deres madskåle, sikkert for på den måde at reservere sit eget til evt dårlige tider. Faktisk spiser hun hele tiden - og der er gudskelov ikke noget tilbage af den lille forhutlede mis vi fik hjem efter hendes 2 måneders eventyr. Blank, tyk pels, klare øjne, høj haleføring og en magtfuld snerren ved passende lejligheder.

Således er alt igen faldet til ro i hjemmet og vi havde egentlig tænkt at fortsætte med jerntæppet gennem huset - hundeafd og katteafd - det fungerer og alle dyr er glade. (Elvis skal dog snart til at se sig om efter nye græsgange, han larmer helt vildt om natten og ignorerer skadedyrsbekæmpernes "Gå væk mår"- spray.)

Så har vi jo prøvet med larm om dagen, hvad mårer skulle hade, men jeg tror han har taget høreværn på, han er helt ligeglad...

Men ellers havde vi tænkt at opretholde status quo.

Lige indtil i lørdags, hvor vi kom hjem om natten fra vores ovennævnte venner - i køkkenet, som er i hundeafdelingen, sad Fønix midt på bordet, alt imens Manne gik fredeligt rundt ved siden af ham og ingen af de to gjorde anstalter til at genoptage den væbnede konflikt.

Målløst så vi til mens hund og kat så på hinanden, gik rundt og i øvrigt ignorerede hinanden!

Føler man sig lidt dum i den situation? Efter at have bygget huset om og skilt de to dyrearter ad? For de kunne jo ikke tåle hinanden?

Øh ja...

De må have opfattet vores vildrede og måbende adfærd, for efter 5-10 minutter tog de sig sammen og begyndte at hvæse og knurre og gø og løbe rundt efter hinanden, de opførte et lille show for Homo Sapiens, sådan som vi forventede. 

Og i et langt, elegant spring var Fønix tilbage i kattefadelingen gennem den indvendige kattelem og Manne faldt i søvn.

Man fik indtryk af at det var en kraftanstrengelse, at de ligesom sagde til hinanden - "du godeste, fjolserne er allerede hjemme, nu havde vi det lige så hyggeligt, men nu må vi så igang med det!"

Nej vi har ikke dyr. Det er dem der har os. Men i nær fremtid falder jerntæppet her på matriklen og så ser vi hvad der videre sker.

Da Miss Dizzie Diesel Daisy Houdini fik sit navn

Velkommen til bloggen

Lad mig sige det med det samme: Jeg er en gammel ged. Modsat bloggerne i de indlæg jeg dagligt modtager i min indbakke. Jeg er født i 1960, så er I advarede - men ordet er jo frit.

Jeg ved ikke om jeg skal vælge en kategori her på Bloglovin´, skal man det? Hvor er alle I medbloggere henne, nu hvor jeg har brug for jer?

Nå, men jeg kan love så meget at denne blog ikke kommer til at handle om mad. Jeg ville nemlig ønske at videnskaben ville komme op med en pille, der indeholdt alt hvad kroppen har brug for og så var vi ude over det. Godt for planeten, dårligt for alle mad-bloggerne. Der ville være ét indlæg at skrive.

Nu kan jeg ikke huske de andre kategorier man kan vælge, bortset fra "livsstil". Så må det jo være min kategori, selvom jeg ikke ved om jeg egentlig har én. Eller det har man måske automatisk? Sådan en medfødt ting ligesom store fødder?

Jeg har tænkt at bloggen skal være min lille pause, hvor jeg bare lader tankerne flyve lidt og da jeg er født i Fiskens tegn, giver det sig selv at jeg må være jeres pausefisk. (For jer, der er gamle nok til at kunne huske DRs pausefisk, der drog dovent over skærmen, når DR ikke lige vidste hvad de skulle finde på)

Sådan er det også med mig og denne blog. Den bliver ligeså kedelig som DRs pausefisk. Men så kan både I og jeg lige tage et break fra hverdagens mange krav, ikke mindst om perfektionisme.

Nu trykker jeg på "post".

Så ser vi hvor den ender.

Kære januar

Jeg kan så godt li dig!

Indrømmet - især nu hvor du går lidt på hæld og faktisk allerede har et touch af februar. Men det er dig der viser os de første små tegn på spirende forår, som senere måneder bare har fået forærende og kan gå rundt og være selvfede over.

Se alle mine blomster, se min gyldne Forsythia, Syrentræ, Tulipaner - maj og juni m.fl. stikker næsen i sky og kaster ubesværet deres stråleglans på os i fuldt, blæret flor.

Men hvem har kæmpet det hele op af den frosne jord? Det har du, januar! Og februar med. I to er de sande bebudere af nyt liv, et par vikinger der tager den hårde tørn, skulder ved skulder uden at nogen egentlig giver jer noget credit for det. Alle går bare rundt og fryser og brokker sig.

Julen er ovre, ferien slut, mørket har sænket sig over by og land. Kontoen er tom, banken har ringet.

Og imens arbejder du, uset og udskældt. Ingen hylder dig, ingen har skrevet en sang til dig eller lagt en højtid - jul i december, Kom maj du søde milde, påske i marts-april, Sankte Hans-Sankte Hans, men hvad med dig, der har fået hele verdens tømmermænd på din allerførste dag og intet andet?

Jeg tager ærlig talt hatten af for dig, der orker dette utaknemmelige arbejde år efter år.

At du endnu engang har kæmpet disse små skønheder frem i min forhave og ovenikøbet generøst sørger for at de breder sig år for år, ydmygt og beskedent og uden at forvente noget, gør du det bare igen - det er jeg bare dybt taknemmelig for.

Iøvrigt - hvad ville Netflix, varm chokolade, uldtæpper gøre uden dig? Alle har de kronede dage under dine hvide vinger.

Så tak og tak igen for dig og for at du ikke har tabt tålmodigheden, tak for erantis og vintergæk, du årets sande viking - jeg er sikker på at Odin og Thor og alle de andre festlige guder i Valhalla ærer dig. De er bare blevet umoderne i vores tid, men det skal du ikke tage dig det mindste af, gudebilleder forgår, erantis og vintergæk består - år efter år efter år.

 Love

  Save 

•  
•  
•  

Write a comment...

Alle har ret til et fedt køkken

Ovenstående moderne visdom har altid slået mig med forundring i al sin demokratiske enkelhed. De endeløse køkkenreklamer tordner åndssvagt ud af mit tv, men jeg har bare aldrig fattet hvad der er så fedt ved køkkener!

Hvidevarer, skabe, borde og stole og samtaler. I køkkenet, forstås. Hvorfor skal man absolut verbalisere i sit køkken? Er det ikke et arbejdsrum, et opbevaringsrum til madvarer?

Jeg kan ikke fordrage at lave mad. Faktisk ser jeg frem til den dag videnskaben opfinder en pille, hvori al næring er indeholdt. Det ville også være godt for planeten og ikke mindst dyrene, virkelig dyrevelfærd og bæredygtighed. Og så kunne man omdanne sit køkken til noget andet - gæsteværelse, bibliotek, kattehus.

Jeg synes at det er så tragisk at livet på Jorden er afhængigt af at fortære andre levende væsener - spis eller bliv spist. Og en gulerod er altså også en slags levende væsen!
Dette barbari vi alle er underlagt, de endeløse myrderier for at opretholde livet, udkrystalliserer sig i køkkener. Rene slagtehuse. Som vi alle har ret til på den fede måde.

Men det nytter jo ikke noget at gøre oprør mod selve livets vilkår - så er man jo sikker på at blive evigt nedbøjet og hvis man hører til dem der - som jeg - tror på at der trods alt er en mening med galskaben, at der er noget der er større end vores egoer og at vi alle uden undtagelse har del i det - ja så må man nok anlægge det synspunkt at Jorden er rig og alt levende er en gave, som vi kan vælge at tage imod med taknemmelighed.
Livet og døden og genopstandelsen er et evigt kredsløb, som man faktisk nok ikke behøver at opsøge erkendelsen af i hverken en ashram i Indien eller en kristen kirke i Bælum - man kan bare se ud på et træ i haven.
Hvert efterår visner og dør bladene, falder af, udånder med et suk på græsplænen, hvor de ligger og rådner (hvis man da ikke er så smart at man har en løvstøvsuger) og hvert forår skyder træet påny de skønneste lysegrønne nye sprøde blade. Og hvis det er et magnolietræ, så blomstrer det også for vildt!
Det samme træ. År efter år.
Jeg bliver nærmest lykkelig af at følge magnolietræets gøren og laden året rundt.

Det bekræfter mig i at der er et levende kredsløb på Jorden, livet er ikke lineært fra a. fødsel til b. død. Der er også c. genopstandelse, en evig levende puls i alt.

Og når jeg overgiver mig til den indsigt, så kan jeg også bedre holde køkkener ud. Og glæde mig  over vores nye induktionskomfur. En gevinst for os der ikke er fans af madlavning - det går hurtigere med induktion! Vi har skiftet de gamle klamme hvidevarer ud i vores lille hold-kæft-køkken og det  er både pænt og hygiejnisk.
Accept af livets vilkår. Glæde!

Alle har ret til et fedt køkken - så her er et billede af et magnolietræ

Længslen efter orden

Tove Ditlevsen skrev engang i "En Sibylles bekendelser" at hun livslangt længtes efter "ordnede forhold"- efter den sidste flytning, i skabe og skuffer, i sin bolig og livet generelt.
Som læsere af hendes lange forfatterskab vil vide, så lykkedes det aldrig for hende, hverken i livet eller i boligen, hvor der livslangt stod en flyttekasse der "ikke lige var pakket ud efter sidste flytning" (for 3 år siden) og andre forstyrrende, uordentlige elementer, der dybest set plagede hende, men som hun bare manglede evnen til at ændre på.
Vi, som har læst hendes bøger, kan for evigt glæde os over hendes komplet fraværende ordens-egenskaber, fordi hun skrev så fantastisk underholdende om det og fordi hun gav os så meget gennem sit store talent.
Anerkendt i det finere, kulturelle selskab blev hun aldrig - man kan undre sig over det, stor-sælgende som hun var, men der er nok nogle hemmelige koder for det, som hun ikke havde adgang til, ligesom koden til det der med "ordnede forhold".
Nævnte bog fra hendes senere forfatterskab har jeg fået af min mor, den er udsolgt fra forlaget, men min mor havde en kopi og bogen er stadig en af mine yndlinge, som jeg jævnligt finder frem og læser udvalgte stykker fra.  Jeg er evigt taknemmelig for den bog!
Især når en overvældende trang til orden kommer op i min bevidsthed, efterfulgt af en ligeså overvældende magtesløshed overfor alt det jeg mangler at "ordne" i mit hjem, førend det står skinnende, enkelt, lysende, ryddeligt og med et lyksalighedens fatamorgana-skær  omkring mig, der yndigt slænger mig i en chaiselong, måske i sarte rosa farver (eller er det bare lyset)  uden skyggen af hunde- eller kattehår..
Dét øjeblik hvor der ikke er mere der skal "ordnes". Træværket er malet, haven har intet ukrudt, kun skønne blomster, alt tøj er sorteret og kategoriseret i rummelige, rene skabe.
Køkkenting, fodlister, gulve, møbler, skuffer og skabe - alt er rengjort, duftende af Ajax og inddelt i logiske kategorier og dørhåndtaget til badeværelset falder ikke af mere, listen på gulvet indtil køkkenet falder ikke op (ja det kan den godt)
Nu hvor jeg mangler den kode, som giver adgang til al den skønne orden, ganske som Tove Ditlevsen manglede den, så kan man jo godt tænke lidt over hvorfor skaberværket er indrettet som det er.
Hvorfor fælder hunde og katte, hvilken mening har ukrudt og hvad er i det hele taget ukrudt - på Jesu tid var fx påskeliljer regnet som ukrudt, men pga ham, som tog sig af alle svage, undselige, ydmyge, ophøjede man påskeliljen til en elsket blomst, associeret med Jesus selv.
Hvorfor har roser torne, hvorfor er der støv i luften (og hvorfor dælen skal det lige kaste sig ned i vindueskarmene her) Den slags tanker kan man jo få, i afmagt.
Er der en mening med kaos? SKAL vi absolut spæne rundt fra morgen til aften og forsøge at bringe alt i orden?
En klog mand, vist nok zen-mester, har sagt "ting er ikke noget i sig selv, kun hvad du tænker om dem".
Men hundehårene i sofaen taler for sig selv - det samme gør sporene efter katteklør i selvsamme sofa.
Jeg kan godt sidde her og filosofere og citere zen-mestre og forsøge at snakke mig ud af det.
Men der er ingen vej udenom: Jeg må ud efter bogen: En Sibylles bekendelser.
Ps jeg plantede påskeliljer igår. Det er da altid noget til hjælp. Nu hvor det er en legal blomst, godkendt af det finere kulturelle selskab.

Tak Tove, for at jeg ikke er alene!

Hva nu, Amerika?

U.S. Capitol, election day 2016. Bemærk: Ingen egern.

Jeg er enig med John Cleese, som skriver at Amerika ikke kan administrere selvstændighed og derfor må tilbage under den engelske trone. De er jo slet ikke modne til at bestemme noget selv kan vi se, Queen Elizabeth må tage affære nu, det er i 11. time. Væk med Independence Day, Forfatningen og alt det andet pjat. Og forresten Valentines day, nu vi er igang - endnu en klam kommerciel fidus fra Guds Eget Land. Tilbage til Great Britain.
Nu skal englænderne jo ikke snakke for højt, efter Brexit. Var det egentlig en god idé, John Cleese? Jeg spørger dig, da jeg har mere tillid til komikere, end til de siddende politikere. Verden er jo osse én stor joke for tiden, så det forekommer meningsfuldt at spørge humorister til råds.

9. nov 2016 var vi i Washington for at følge det amerikanske valg tæt på, i orkanens øje - min datter, svigersøn og jeg - for at mærke den fantastiske stemning vi forestillede os der ville være, når verdens første afroamerikanske præsident overlod posten til verdens første kvindelige præsident for den vestlige verdens største, mest magtfulde land. En manifestation af at verden endelig er kommet videre mod frihed, lighed og søsterskab, at der er håb for os alle, at den amerikanske drøm og alle andre gode drømme ikke længere kun er drømme, men er på vej mod at realisere sig. Som Martin Luther Kings berømte "dream" blev virkelig i Præsident Obama.

Vi brugte election day på at slentre rundt i den store park foran Capitol, gå på det vanvittigt interessante Space museum (Ok, vi må blive enige om en ordning for NASA, det er fantastisk hvad de har udrettet, til glæde og oplysning for hele verden) det var solskin og mildhed og forventningens glæde ud over det hele.
Vi bevæbnede os med jordnødder, da parken er kendt for at være hjemsted for en masse egern, så vi satte os på plænen på den mest egern-venlige måde vi kunne præstere og spredte jordnødder omkring os - men ikke ét eneste lille egern var i syne eller værdigede os et blik fra et evt skjul (var vi sikre på) endsige nedlod sig til at indtage vores delikatesser.
Det var virkelig mærkeligt. Vi tænkte at vi nok skræmte dem og trak os væk og idet vi begyndte at gå væk derfra, gik en høj indisk herre ind i området og satte sig ned, ganske som vi lige havde gjort og begyndte at dele jordnødder ud til højre og venstre. Fra alle sider af parken og ned fra træerne myldrede de små egern nu talstærkt frem! Måbende så vi til mens det gik op for os at egern åbenbart kan skelne folk fra hinanden. Ihvertfald egernene foran U.S. Capitol - men hvad har de ikke også været vidner til gennem tiderne? Myrdede præsidenter fra Lincoln til Kennedy, Watergate og hvad har vi. Måske de har udviklet en sund skepsis, som ligger kodet ind i deres DNA og gives i arv og derfor lige ser deres folk an, inden de binder an med en jordnød.
Tydeligvis kendte de den indiske herre og stolede på ham. Vi måtte se i øjnene at vejen til et U.S. Capitol-egerns hjerte ikke blot er "a walk in the park".

Som aftenen nærmede sig, gjorde vi os klar til at følge det historiske valg på tv på hotellet og forestillede os at vi ville gå ud i byen til drinks senere og bidrage til den gode stemning, når sejren var i hus. Vi ville ikke gå glip af et eneste øjeblik af valget, så det var roomservice med tv-et kørende, øjnene på stilke og en stille boblende glæde i maven.
Da det første resultat tikkede ind på CNN, som bekendtgjorde at Kentucky gik til Trump, forvandlede vi os umærkeligt til en senere udgave af satireshowet "Saturday Night Live", idet vi  i kor sagde noget a la at det havde vi da også regnet med, at alle de blegfede tumper med svedende hængemave i undertrøjen og én tand, som jo allesammen bor i Kentucky, at de ville stemme på Trump! (Og ellers har vi ingen fordomme...) Men vi var da helt rolige. Ha! Kentucky, mand!! Men det havde vi som bekendt absolut ingen grund til at være og verdenshistoriens værste valg udspillede sig nådesløst for vores øjne, time for time, stat for stat, indtil det ikke ville have undret os spor om der havde stået "Armageddon" i neon på himlen over Capitol.

Gud mildner ikke luften for de klippede får, hovmod står for fald, vi stod op i øsende regnvejr næste morgen og undrede os hver især i tavshed over at byen overhovedet stod endnu. Folk så helt almindelige ud, på vej i alle retninger, som folk jo er. Vi var på vej til Florida. Som om det hjalp noget.
Det gjorde det nu alligevel med tiden og med Obamas ord: "The only thing that´s the end of the world is...the end of the world". Solen står også op imorgen, sagde han også, og det fik han jo ret i. Især i Florida, The Sunshine State. Jeg er dog sikker på at selv han blegnede, da valgresultatet var uomtvisteligt.

Men hva nu, Amerika? I har valgt en ustabil narcissist med nationalistiske storhedsdrømme til statsoverhoved. Det er set før i historien, og belært af dén er vi her i Europa ikke glade for den slags. Vi kan ikke bare se passivt til mens historien gentager sig.  "Make America great again". Det kan vi i og for sig godt gå med til, kun med en enkelt lille ændring:  Make America Great Britain again.

Jeg ville gerne vide hvordan de mange U.S. Capitol-egern har det nu. Hvad tænker de? Mon de overhovedet er der endnu? Jeg håber de ikke er udvandret, men bare ryster på deres små egernhoveder over mennesket, alt imens de mødes og udveksler med den indiske herre. De er kloge, de egern.  Jeg vil ikke blive forbavset, hvis de finder på at danne kæde ved den mexicanske grænse en dag og saboterer ethvert forsøg på murbyggeri.

Hvorfor man altid skal handle i Silvan

BAHCO - markedets bedste nedstryger

Når man er blevet husejer i en høj alder, er der mange ting man ikke ved. Mange ting. Rigtig, rigtig mange ting!

Da vi flyttede ind i dette gamle, skønne hus for to år siden, skortede det da heller ikke på kærlige advarsler fra nær og fjern - fra "er I nu klar over hvad I kaster jer ud i" til den mere direkte "lad være!! I kan ikke finde ud af det!"

Indrømmet: Vi er ikke de mest praktiske mennesker på jorden. Nogen vil sige at vi er lidt på månen.

Fx er det jo lidt flovt at man opbragt har ringet efter et VVS-firma, fordi vandet udenfor ikke virker, kun for at blive åbenbaret for den lille, nærmest usynlige, blå hane, der sidder inde i et skab i bryggerset og som man skal dreje MED URET, som den meget, meget venlige VVS-mand forklarede med rolig og uendelig tålmodig stemme.
Og abrakadabra - der kom vand ud af hanen udenfor!

Det blev lige 1200 kr.

Ok, han skiftede også en termostat på en radiator, der pludselig ikke kunne lukkes, men han var her i 10 min, noget af en timeløn.
Vi betalte alligevel med glæde, fordi han var så flink og fordi man skal lære af sine fejl. Dette var en unik lektion i at man altid, altid skal tjekke sine skabe for små, mærkelige ting, inden man ringer efter VVS!

I w.e. manglede vi så en nedstryger til at save en rullegardinstang til. Og jeg frekventerede den lokale Silvan, som jeg ofte gør.

Jeg fandt en hel sektion med nedstrygere i alle afskygninger og mærker og stod og læste på mærker og priser, mens jeg overvejede...
I løbet af et splitsekund stod der en kompetent sælger ved min side.
Jeg fremførte mit ærinde og ville gerne give indtryk af, at jeg faktisk har lidt forstand på værktøj, så derfor sagde jeg at jeg gerne ville have en Bosch.
Det viser sig så at Bosch kun laver elektrisk værktøj som boremaskiner, skruemaskiner osv...(nå ok..)

Men hvad så med den Black & Decker dér, sagde jeg selvsikkert og pegede på en orange sag, som så ikke var i nærheden af at være en Black & Decker, da de slet ikke laver nedstrygere.

Den kloge, kompetente sælger sagde nu: Skal du have en almindelig nedstryger eller skal du have lækkerier?
Det er ualmindeligt godt opfanget af ham og fremført så tilpas respektfuldt og samtidig med en beredvillighed til at hjælpe kunden, som øjensynligt er lidt på månen, men hun vil gerne lære og hun er ikke en klamphugger!

Jeg skulle selvfølgelig have lækkerier, for det var helt rigtigt opfattet af den kompetente sælger - vi er lidt på månen, men vi er ikke klamphuggere!
For hvis man gerne vil lære at blive en habil husejer og amatør-håndværker, så må man som minimum have værktøjet i orden!

Da jeg gik derfra med min Bahco nedstryger var jeg så ualmindeligt glad!

Jeg mærkede suset fra Homo Sapiens udvikling gennem æoner - fra den første primat, der lærte sig selv at bruge en knogle som redskab, til den vægtløse kuglepen der drejer rundt i et rumskib - også kaldet århundredets filmklip fra den berømte "Rumrejse 2001".

Dem vi er! Homo Sapiens!

Der kan lære nye ting og udvikle os, uanset hvor ubehjælpelige vi er og har været engang og uanset hvor tumbede vi er idag - vi har fyldt oceanerne med plastik, vi har lavet hul i ozonlaget - ja!
Det har vi, men vi er også igang med at finde nye veje, bæredygtighed, at rense oceanerne, Freon i sprayflasker blev forbudt og det har virket - ozonlaget heler!

Vi har lavet så mange ulykker, at det er helt håbløst at nævne bare de nuværende, men vi er her endnu og der ér også mange gode kræfter i os og vi prøver i det mindste at blive klogere og bedre!

Skal man tro populærforfatteren Jean Auel, der har skrevet serien "Jordens børn", så uddøde Neanderthalerne, fordi de ikke kunne tænke nye tanker, de kunne ikke tænke fremad og skabe noget nyt.
De blev ved med at overlevere gamle færdigheder og erindringer, de gik i stå på et bestemt udviklingsniveau og blev der.
De tilpassede sig, men opfandt og lærte ikke mere noget nyt. Og uddøde.

Mens Homo Sapiens blev ved med at komme op med noget nyt, prøve nye ting af, lære nyt, kaste sig ud, gå nye veje, lære af vores - ofte dyrekøbte - erfaringer. Som vi stadig gør.

Nu er hun en forfatter af fiktion, men hun har forsket en del, for at skrive sine bøger og det kunne jo godt være sandt at det var sådan.

Og det er derfor, med hele vores æonlange udvikling i ryggen at jeg nu tør stå mentalt op på et højt bjerg med min Bahco nedstryger i hånden og deklamere for jer alle: Vi kan godt! Vi kan lære nyt! Vi har været konkret på månen! Kast jer ud i nye ting! Gå nye veje! Tro på jer selv! Vi skal sgu nok redde planeten og alt levende, for vi er dem vi er, Homo Sapiens!

Når bare vi husker at handle i Silvan!

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 8.del

Når man ser det hele sådan lidt fra oven

8. Perspektiv på tilværelsen

Siden jeg skrev sidst, er der sket meget.

Herunder flere terrorangreb i Europa, England har meldt sig ud af EU, Donald Trump kan blive præsident i USA og der er stadig krig i Syrien.

I den lille verden har vi vores gode helbred, hinanden, en glad, kreativ voksen datter og ditto svigersøn, gode, skønne søstre og svogre, med tilhørende niecer og nevøer, en enkelt mor, arbejde, hus og have, gode venner. Og pejs!!

Det er jo ikke nogen selvfølge! Så kunne man lige huske at være lidt taknemmelig...

Det er den slags man skal huske på, når ens dyr stadig ikke er blevet venner og huset stadig er opdelt i en kattezone og en hundezone.

Og der stadig ryger katte op i træerne, når de møder hunden i haven. Og hunden stadig ikke har lært at lade være med at løbe ned og gø ind af kattelemmen.
Også selvom han har oplevet, at der sad en kat indenfor og ventede, med kløerne fremme, så da han stak sin gøende næse ind af lemmen, fik han én på bærret, WONGO-PIIV.
Han spæner stadig gennem haven og ned til kattelemmen og gø´r ind af den..


Så er det man skal tænke - jamen så er det jo godt at vi har store, gamle træer. Og et hus der er stort nok til begge dyrearter.

Og skulle man aldrig få større problemer, end at ens dyr ikke omgås hinanden uden knur, hvæs, store træer, gøen og hattehylder, skabe og tråddøre, piv-hvæs-snerre, så har man været mere end almindeligt heldig!

Ingen katte er gået hjemmefra, derimod har de indrettet sig - de er blevet natdyr helt i overensstemmelse med deres natur.
De farer ud og ind af kattelemmen natten igennem og rundt i hele huset, når Manne er gået iseng og døren lukket til soveværelset - ud på morgenen kommer de ind og spiser og lægger sig rundt omkring i kattesofaer, sækkestole, hattehylder med havehynder og vasker sig grundigt og falder i søvn og sover det meste af dagen.

Tit har de også et par døde mus med ind, som de lægger et synligt sted til os - ren kærlighedserklæring.

Nogle gange har de ædt det meste af musene, men efterlader altid et lille hovede til os, eller lidt indvolde.

Deres nyvundne frihed, nu hvor kattelemmen ikke bliver låst på noget tidspunkt af døgnet mere, bruger de blandt andet til at fare ud, når jeg finder støvsugeren frem - uanset vejr og vind, suser de ud af klappen og  over i den udestue jeg har bygget til dem.

"Udestuen" er et åbent brændeskur med tag over, hvor jeg har lavet en høj kasse med bløde tæpper udenfor Mannes rækkevidde.
I forbindelse med udestuen, har jeg stablet nogle gamle fliser op, som fungerer som kattetrapper, så de legende let kan komme op på taget og ikke mindst: Ned igen!

Mere end én gang har jeg set lille mormis Petit, stå og drikke vand af tagrenden midt om natten. (Nej, der skal ikke være vand i tagrenden! Men det må blive et andet blogindlæg..)

Manne er en glad hund, der har knyttet sig til os begge og som elsker at lege Frikadelle med ægtemanden i haven om aftenen.

"Frikadelle" er: 1. At skære to små frikadeller ud i små bidder og fordele dem i haven, 2. lukke Manne ud i haven.

Han har lært at gå pænt, møde andre hunde og så er han en selskabshund, der elsker at komme med i byen.
Hver dag er han på en lang tur i skoven og han er begyndt at løbe uden snor derovre, i korte perioder. Øvelsen er at han skal komme tilbage når man kalder, hvilket går rigtig godt.

Det eneste der er svært for Manne at lære, er at lade være med at løbe efter kattene! Hvorfor integrationen nærmest bliver umulig!

Den senere tid har jeg tænkt på en bog og en person, der rystede mig dybt i min ungdom: Malcolm X.

Han skrev om det modsatte af integration af sorte og hvide i USA - segregation. Hans tanke var, at USA skulle deles op i sorte og hvide stater, da han mente at forskellene og hadet var så stort, at fred kun kunne opnås ved at opdele landet og lade være med at omgås hinanden.
Dengang syntes jeg det var en helt umulig tanke og uendelig trist, men hans argumenter var knivskarpe og uafviselige.
Det var en måde at skabe fred og frihed på for begge parter.

Jeg ser en tydelig parallel her i vores lille hjem.

Men nu skal man jo også lige klappe hesten og ikke identificere sin egen lille verden med den store, det er trods alt tre katte og en hund i et lille, almindeligt hus, ikke flere millioner mennesker i et kæmpestort land!

Så jeg bevarer lige min proportionssans. At huske: Perspektiv!

Ps: I HAVE A DREAM...!

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 7.del

Zen og en tyggebold i snor

7. Det lange seje træk

Der er gået nogle uger, siden jeg har opdateret bloggen. Det skyldes at jeg har håbet at kunne poste et billede af Manne og tre glade katte, eller i det mindste bare én glad kat og Manne, sammen i harmoni, eller bare i det samme rum...

Men det er altså ikke der vi er.

Tråddør er nu forlængst installeret og har delt huset i to, som en hullet Berlinmur. 

Den i tråddøren indbyggede kattelem vil ingen benytte, alle katte er bange for den, måske fordi den klaprer så de ikke kan snige sig lydløst igennem.

Ideen med at lade dyrene mødes ved muren og udviske kulturforskelle i en tryg atmosfære, er kuldsejlet af den enkle grund at kattene ikke søger denne enestående mulighed, selvom Manne står med næsen mod trådnettet og gerne vil inhalere dem på venskabelig vis.

De går simpelthen bare deres vej, når han står der med alle sine logrende talenter og undlader at gø, fordi vi sidder med en bøtte godbidder og fodrer ham. Han er således i sit mest venlige, hyggelige humør og indkasserer højst et kort blik fra en enkelt kat, der øjeblikkeligt forsvinder ud af syne.

Trods disse mørke skyer over integrationsprocessen har vi nu igen 4 glade dyr, 3 med høj haleføring og 1 med logrende ditto.

Kattene har indrettet sig i deres del af huset og elsker deres udvendige kattelem og ubegrænsede adgang til frihed.

I 3 uger har lemmen været klæbet op, så den var åben, så de kunne lære at bruge den. Da Tao også havde lært det, en uge efter de andre to, plus en uge til at blive fortrolig med det, lukkede jeg "klappen" ned og puttede alle katte gennem den efter tur.

Alle lærte straks at gå ud af den, men ikke at gå ind! Ikke tale om at de kunne finde ud af det, no way! Men jeg har luret dem! Når vi ikke er hjemme kan de godt finde ud af det, men når vi er her er det meget federe at stå og miave ynkeligt og udføre det gode gamle "jeg er en forladt lille kat der er blevet lukket ude i uvejret, hvorefter fæet kommer løbende og lukker mig ind og vælter godbidder ud i en lind strøm"- trick.

Før jeg har kunnet skrive så afslappet om det, har I nok regnet ud at jeg har taget adskillige ture gennem haven i mørke og al slags vejr, for at overbevise de kære små om at man altså også kan gå IND af den kattelem, som de straks lærte at gå ud af! 

Der er mange dejlige liggesteder i katteafdelingen og jeg opholder mig efterhånden en hel del i den del af huset.

Langsomt, men sikkert, defilerer jeg ned i den del og indretter mig umærkeligt. Hvilket støtter den antagelse, at det  ikke er mennesker der har katte, det er dem, der har os.

Vi har nu pillet "klappen" af den indvendige kattelem, så der bare er et hul kattene kan gå lydløst igennem.

Det gør de med stor glæde, når ægtemanden har taget Manne med i seng og lukket døren. Så kommer de susende og indtager resten af huset, som de plejer.

Men ikke ti vilde heste kan drive dem igennem når Manne er her! Jeg har selvfølgelig overvejet at spraye Manne med FELIWAY fra CEVA. Måske gør jeg det en dag..

Men forleden aften skete det faktisk at lille Petit sneg sig op i stuen, hvor vi sad med Manne. Lydløst lagde hun sig ude af syne og faldt endda i søvn!

Naturligvis ikke i det nye champagnefarvede gulv-til-loft kattemiljø, hvor hun kan ligge i absolut sikkerhed.

Det er nok bare ikke så cool som at lægge sig på gulvet bag sofaen en meter fra ham, der intet opdagede.

Eller også virker det stress-reducerende kosttilskud jeg kommer i deres mad.

Det er gået op for mig at der ikke findes et teknologisk fix, som tråddøre, hundegitter med kattedør (nylig indkøbt) kosttilskud, kattelem uden lem og tonsvis af andre hjælpemidler, der kan skabe den endelige integration - kun Zen og kunsten at vedligeholde sin tålmodighed.

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 6.del

Love is all around us

6. Kærlighed på flaske

Lad mig bare indrømme det med det samme: Denne blog er sponsoreret af FELIWAY fra Ceva Animal Health Ltd.!

Vi har haft et gennembrud! 

Hvad pædagogiske strategier, opdeling af huset, legetøj, indendørs kattemiljøer, masser af godbidder, gourmetmåltider, sove hver for sig med hver sin dyreart, masser af opmærksomhed, skærmning, ikke skærmning, kattelem installeret, kattelem åben, kattelem lukket - ikke kan, det kan FELIWAY fra CEVA!

Jeg havde ellers tabt min tro på FELIWAY fra CEVA, da jeg ikke synes de tre flaconer i stikkontakterne virker.

Men igen - man ved ikke hvor sure kattene havde været hvis de ikke var der..

Den ene af hankattene, Tao, har været væk i længere og længere tid dagligt - efterhånden kom vi op på 12 timer dagligt helt fast. Så kom han ind og spiste og skred igen.

Til min store skræk og rendyrkede sorg. 

Jeg har kaldt og kaldt, løbet til vinduerne hver halve time, lusket rundt i haven i al slags vejr, sovet lige foran havedøren med et halvt øje åbent, så jeg kunne se hvis han kom op på terrassen. 

Det gjorde han nogle gange - uden at ville ind. Hvorefter det af og til lykkedes mig at lokke ham til mig og derefter, som en slanges hurtige hug, gribe ham og slæbe ham ind og blokere udgangen. 

Så hoppede han op på pejsen og ved mindste anledning sprang han ned og plagede om at blive lukket ud igen. 

Jeg har været så bange for at han skulle gå hjemmefra! 

Han er et følsomt væsen. Man kan nok betegne ham som "særligt sensitiv", selv i katteverdenen, hvor alle eksemplarer af Felis Catus jo nok må betegnes som sensitive. Han reagerer altid lidt voldsommere end de to andre, på forandringer.

Fx lå han to dage bag et skab, da vi flyttede for 1,5 år siden. De andre to var også utrygge, men vovede sig trods alt hen til madskåle og lidt længere ud i rummet efter en dags tid.

Men ikke Tao. Som er mere Tage end Tao..Faktisk er navnet Tage blevet hængende ved ham (tak Junior!!!) fordi hans temperament på ingen måde er beslægtet med den ophøjede balance, hans navn indikerer.

Det skal siges, at efter jeg flyttede fra sofaen i stuen og ud i gæsteværelset, som er en del af husets midlertidige katteafd., er det lykkedes at holde ham inde om natten uden konstant hylen og kradsen på døren for at komme ud.

Han er hoppet op i sengen når jeg er gået iseng, helt som han plejer, de sidste 3-4 nætter.

Men kun fordi jeg har lukket kattelemmen, meget upædagogisk iflg eksperterne, det må man aldrig gøre i opstartsfasen, men ekstreme tider kræver ekstreme handlinger, desværre! 

KLAP, i med kattelemmen!!

Sometimes a crazy cat lady´s gotta do, what a crazy cat lady´s gotta do!!

Men ved 04-05 tiden om morgenen er en veritabel hylen og råb om frihed slået igang igen og jeg har åbnet kattelemmen og lukket både ham og de to andre ud.

De to andre kommer altid tilbage, efter nogenlunde samme tidsrum, som de gjorde inden Manne flyttede ind.

Men ikke Tao.

Han var skredet. Og kun når sult og kulde drev ham tilbage, og jeg havde kaldt mange, mange gange, kom han hen til kattelemmen (som de to andre hopper frejdigt ud og ind af) - stak sin aristokratiske næse ind af den og hylede igennem. Uden at gå ind!

Når jeg gik hen til ham, løb han.

Ved hjælp af godbidder lagt lige indenfor i en stribe under kattelemmen, fik jeg ham tilsidst ind.

Og tro mig: Han prøvede om han kunne nå dem, uden at få bagkroppen igennem lemmen!

Så jeg flyttede dem lidt længere væk og ind kom han til sidst.

Homo Sapiens - Felis Catus: 1-0

Igår kom FELIWAY fra CEVA med posten. Inat sprayede jeg kattetårnet i stuen med det og lokkede ham op til det, efter at ægtemanden havde taget Manne med i seng og lukket døren. Fri bane!

Og miraklet skete! Sjældent har jeg set en kat blive så kærlig! Han smøg sig rundt om tårnet, lå på alle afsatser, spandt og rullede rundt og faldt i søvn med et hengivent udtryk i sit lille, aristokratiske katteansigt!

Efter en tid gik han lykkeligt med i seng uden at plage om udgang.

Imorges åbnede jeg kattelemmen og alle gik ud. Universet gav en hjælpende hånd: Det øsede ned!

De andre to kom hurtigt susende ind af lemmen igen - og med et kæmpe BANZAIIII hoppede Tao ind af sig selv lige bagefter!

Nu, flere timer efter, ligger han stadig og sover derude, med en åben udgang og friheden lige foran sig.

Jeg snedige rad har naturligvis været der og sprayet lidt diskret rundt omkring.

Han er her endnu. Han har valgt med hjertet at blive hos mor og FELIWAY fra CEVA <3 

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 5. del

Bo Værre - det nye livsstilsmagasin for hjem med zoo

5. Mens hjemmet langsomt bliver overtaget af dyrene

Alt er nu efterhånden indrettet på monarkiet og den nyankomne Manne - en slags Klodshans i de royale gemakker.

Undrende og skræmte følger kattene med øjnene, hvordan han buldrer rundt og tramper som en elefant op ad trapperne - de trapper som de selv bevæger sig lydløst op og ned ad - og gø´r så højt at det kildrer i hans ører og han derfor larmende må ryste dem efterfølgende.

De lydløse, elegante katte, der kan snige sig forbi ham, uden han opdager det. Jeg ser triumfen i deres øjne, hånen overfor denne grove proletar, der laver så meget larm og har så lidt at ha det i.

Endnu større undren i deres øjne, når han kærligt kontakter os, følger os rundt, glad og logrende og endda efterkommer anmodninger om at sætte sig ned, lægge sig ned, holde op med at gø af kattene!

De lægger hovedet på skrå og vantro lyser ud af de skæve øjne! Der findes væsener, der gør hvad der bliver sagt og viser hengivenhed overfor fodermestrene!

Der er en god del Beagle i Manne, halvdelen, og han er mest faldet ud til Beagle-siden, skriver de på internatet.

Beagler er kendt for ikke at høre efter og gå deres egne veje, ihvertfald hvis de får færten af noget.

Det kan jo godt være, men når man har haft katte i så mange år, så fremstår han jo som et mirakel i lydighed og evne til samarbejde.

Han vil rigtig gerne lære noget og være sammen med os! Det er jo fantastisk!

For dels at lette integrationen og dels at få Manne til at falde til i sit nye hjem, har vi købt bunker af hundelegetøj, afskærmet haven, så Manne kan løbe frit når vi er der og lege med bolde og andet kastelegetøj, vi har flyttet det meget grimme og hærgede, men også meget elskede kattetårn op i stuen idet vi har en lyserød drøm om at alle 4 væsener vil være der i stuen sammen med os.
Vi har "Feliways" i stikkontakterne i 3 rum. Vi har købt en behagelig pude til et af de sikre, høje kattesteder. Et tæppe i skabet.

Og så har vi hundegodbidder i alle rum, for akut at kunne træne Manne i ikke at gø af kattene!

I stuen nedenunder er der fortsat sengetøj i den nye og ellers så pæne sofa, så jeg kan sove nogle timer der med kattene, hvis de ellers gider...

De flotte nye sofapuder fra Florida, ligger bunket op i en stol.

Men når bare én af de kære monarker vil nedlade sig til at indtage det kære, gamle kattetårn igen, i stuen hvor vi er og have nærkontakt med Manne (= han fik en på næsen, da han kom for tæt på) så er de naive eksemplarer af Homo Sapiens her helt lalleglade og taler om det i timevis!

Iaften skal vi prøve noget andet. Vi skal se film! Og ikke løbe rundt efter og med vores dyr 24-7.

De er alle kommet ind og ingen katte kommer ud mere idag! Hylekoncerten er begyndt, men vi er stålsatte! (Endnu)

Efterskrift: Da de havde hylet 1,5 time foran havedøren mens vi så The Martian, knækkede vi og lukkede alle ud.

Den sidste kat blev lukket ind kl 02.20, efter lang tids overtalelse og havevandring..

Homo Sapiens - Felis Catus: 0-14.000

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 4. del

Glem det! Jeg kommer ikke ud af skabet og socialiserer med Manne den  mærkelige kat!

4. Hvorfor er ens dyr så åndssvage

Lidt samarbejde, tak!!

Bedst som jeg har besluttet at nu er det slut med at spæne rundt i hele huset og forsøge at få kattene ind, slut med at gemme Manne, så han ikke kan ses gennem havedøren, i det håb at de kære små så vil dukke op og komme ind, satte de så trumf på:

Lille fine prinsesse Petit, som ikke deltager i borgerkrigen, men mest gemmer sig og føler sig tryg i det skærmede område - hun skulle selvfølgelig gå ud og rigtig godt med det, hun plejer at komme hurtigt ind igen og uden problemer, men iaften så hun Manne stå ved havedøren og visj, hun forsvandt!

I flere timer! 

Så i mørke løb jeg rundt i haven og kaldte, jeg løb rundt til de forskellige døre - i det hele taget piskede jeg bare en stemning totalt op! Helt upædagogisk og uden tillid til dyr og univers!

Tao er forlængst dukket op. Han kom efter 12 timer, spankulerende med høj haleføring og lod sig lukke ind og skred straks op på pejsen. Det er der jo heller ikke så meget udvikling i! 

Så kan Manne stå der og gø, hvad han stadig gør, trods en milliard godbidder og afledningsmanøvrer.

Fønix, den lille kriger, besluttede pludselig at nu skulle det være slut: Så han gik ovenpå, hvor ægtemanden sad med Manne og så blev der snerret, hvæset, gøet og væltet planter, mens ægtemanden råbte SIT MANNE - Fønix veg ikke en tomme, og Manne var ikke i humør til at SITTE, men sprang gøende frem mod katten - så Fønix iførte sig sin wc børste-kampdragt og dedikerede sig til kampen.

Manne var en millimeter fra at få flået næsen, da Fønix slog ud efter ham.

Resten af aftenen løb jeg rundt og kaldte på den lille prinsesse og lukkede Tao og Fønix ud igen for at finde hende.

De kom alene tilbage flere gange.

Tilsidst er jeg sikker på at Tao satte sig igennem - han sad pludselig i et vindue og så insisterende på mig - jeg gik derhen og nedenfor sad den lille prinsesse, endelig, hurra! Hun blev behørigt fulgt ind af Tao, som straks gik ud igen og tog Fønix med sig.

Og vice versa..

Så gik der en kat ud, så gik der en kat ind, så gik der en kat ind i skabet..Manne er faldet i søvn.

Hvad laver det der Feliway, som sidder i stikkontakterne rundt omkring og som skulle gøre katte rolige og hyggelige og lulle dem lidt i søvn?

Man ved selvfølgelig ikke hvor hypersure de ville være, hvis det ikke var der! Det er jo at sammenligne med antirynkecreme - man ved ikke hvor mange rynker man ville have haft, hvis man ikke havde brugt det!

Jeg går iseng, Hans Christian..!

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 3. del

Say no more...

3. Så skar vi igennem

Vi er nu nået til en slags stilstand. 

Bunden var nået søndag aften, efter en uge og sidste dag i min ferie og vi var ikke i nærheden af våbenhvile og ingen af os kunne overskue hvordan vi egentlig skulle styre menageriet når vi også skulle på arbejde begge to. 

Jaja, små fredelige perioder, men kun fordi vi enten skærmede kattene eller de var ude eller vi havde Manne i snor indendøre.

Jeg syntes så at vi svigtede kattene! De er enten ude eller skærmede og når de ikke er skærmede gemmer de sig eller lægger sig i et skab eller på høje steder og knurrer.

Tænk hvis de beslutter sig for at gå hjemmefra!

Så vi har skåret igennem og ægtemanden sover med hunden, jeg sover med kattene. Så de ikke skal føle at de bliver skubbet ud. Og det er jo faktisk lidt latterligt, ikke...

Især fordi at kattene ofte skrider et andet sted hen og lægger sig.

Som ægtemanden siger: Vi er nu blevet sådan nogle, der kun kan tale om vores dyr, vi er blevet fuldstændig bimse og verdens kedeligste mennesker! 

Men når man går en hel dag og kalder på Tao, den ene af hankattene og han bare er skredet, så er det svært at koncentrere sig om andet.

3-4 gange har han været væk i 10-12 timer. Og ikke tale om at nogen af dem vil komme ned fra pejsen eller ud fra skabet, når Manne går rundt.

Logistik er nu en vigtig del af vores liv.

Hvem er hvor, hvem går med hvem og hvornår, er alle katte kommet ind, inden den sidste af os er taget på arbejde?

Katte hader at være lukket inde - også selvom det er på et stort dejligt område og de kommer ud flere gange om dagen, både i det fri og i resten af huset. 

Så selvom det faktisk lykkes at lukke katte ud og få dem ind igen om morgenen, trods Mannes indflytning (og kun fordi han sover sammen med ægtemanden bag en lukket dør) og få dem ned i det skærmede område, så skal man jo ikke regne med at der så er fred!

Fordi så høvles der på døren og hyles igennem! Man føler sig hurtigt som den ondeste kattemor i verden og det ved de naturligvis godt.

Så vi skriver til hinanden i løbet af dagen: Var der fred i hytten da du gik? Er Tao kommet ind?

Så svares der fx: Nej, Tao ville ikke ind, men Manne har løbet uden snor i haven til morgen og han lagde også en pølle! Ps vi mangler hundelegetøj!

Nu har vi bestilt en tråddør som kan dele huset ca på midten. Det skulle, iflg flere eksperter, være en god måde for dyrene at mødes, så kan de snuse til hinanden uden at være i fare.

Der er desværre megalang ventetid på døren.

Vi har også installeret "Feliways" i stikkontakterne - nogle dimser der udsender beroligende dufte for katte. De skulle blive milde som lam. Vi afventer stadig effekten.

Tao er igen skredet til morgen - ikke set siden kl 06. Feliways skulle udvirke at katte elsker at opholde sig i deres beroligende dufte, hvorfor fatter han ikke det?

Men nu er kattelemmen indkøbt, nu er det nok med alt det lukken ind og lukken ud og "gem lige Manne", for hvis de ser ham, kommer de ikke ind.

Den bliver installeret i det skærmede område, så må de bestemme sig om de vil gå derind og hvornår, og de må erfare sig frem, at det ikke altid er et skærmet område, men at alle døre ind imellem er åbne! 

Det er slut med at løbe gennem hele huset til forskellige døre for at lokke dem ind, mens man lader som om at Manne ikke er her.

Det er jo det totale skråplan!

Kæft, jeg er træt...

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 2. del

Buddha beskytte os!!

2. Kunsten at bevare roen

Da vi glade og trætte kom hjem med Manne, gik vi en lille tur i haven, så han kunne få lidt luft og se sit nye hjem.

Vi ville rigtig gerne at han lige skulle vente med at møde det herskende monarki indendøre, men det har man jo ikke rigtig styr over.

Vi måtte bare gå ind alle tre og håbe det bedste.

Monarkiet blev øjeblikkeligt til tre snerrende wc-børster og flygtede i højden. 

I første omgang altanbordet, hvor de to hanner sad og knurrede og den lille fine hun røg prompte ind i et skab og nægtede at komme ud.

Trods alt bedre end et direkte angreb.

Manne er jo vant til katte, han er ikke sådan at slå ud af lidt snerren, så han ville gerne hilse, sådan lige snuse til dem og kom med et par begejstrede bjæf - det blev taget helt usædvanligt ilde op!

Tilbage sad vi, med Manne i snor, og håbede at situationen ville bløde lidt op.

Det gjorde den jo ikke.

Vi gik en tur, Manne var i hopla.

Vi kom hjem og endte i nøjagtig samme situation. Manne i snor, bjæffende af glæde, springende frem for at hilse, afvist af to snerrende wc-børster. 

Og lille fine hunmis havde en attitude som en degraderet dronning, derinde i skabet.

Jeg fik en snigende følelse af at vi kunne sidde sådan i ugevis, uden at noget som helst ville ændre sig.

For der er jo det med katte, at de evner at sidde ubevægelige på ubestemt tid. De gør ingen udfald, men de sørger benhårdt for at det gør andre heller ikke. For så...!!

Der findes ikke mere intolerante og konservative væsener end katte. De hader forandring. De ser ikke med milde øjne på andre væsener end deres fodermestre og kattebakketømmere. Og kun hvis det behager dem.

Jeg tror at vi inderst inde havde haft et lille bitte håb om at det hele nok ikke blev så slemt - at de tre pelsede ville ignorere Manne, måske være lidt nysgerrige eller gemme sig lidt og så komme frem på fredelig vis.

Så integrationen kunne begynde lige så stille og i dyrenes eget tempo.

Men sådan skulle det slet, slet ikke gå. Endnu ihvertfald. Der er kun gået en uge. Det føles som et år.

Da vi havde siddet alle tre i chaiselongen i en evighed og ingen forhandling var mulig, tog vi kattene og skærmede dem i den ene del af huset, hvor de har deres mad og kattebakke og flere dejlige liggesteder.

Ægtemanden holdt godt fast i Manne og jeg tog hver enkelt kat og bar ned i deres eksil. Under behørig snerren. 

Noget der lignede fred, sænkede sig over os.

I 4-5 minutter. Manne faldt i søvn. Han havde også haft en dag fyldt med nye indtryk og begivenheder. Vi tog snoren af ham, han vågnede ikke engang, men sov fredeligt midt i sofaen imellem os.
Vi har glemt at diskutere det der med om hunde må være i sofaen. Virkeligheden har overhalet os. Hunde er i sofaen. Ligesom katte altid har været. Bortset fra nu altså..

Men fra eksilet blev freden brudt og der blev blæst til kamp og borgerkrig: Der blev høvlet på den lukkede dør og miavet igennem.

Der er ikke noget så nerveflænsende som katte der hyler og miaver og forsøger at bryde ud af et eksil.

Manne, som lige var ankommet til sit nye hjem og sov lykkeligt og fredfyldt imellem os, uanfægtet af den infernalske larm, skulle ikke i et rum alene.
Så der var kun en mulig løsning: Ægtemanden tog Manne med i seng og lukkede døren. De tre rasende væsener kunne lukkes ud og være sammen med mig i resten af huset.

Vi har glemt at diskutere det der med om hunde må være i sengen. Virkeligheden har overhalet os.
Hunde er i sengen.

Da de tre skat-katte havde sneget sig rundt i huset en tid, som de rene Tai Chi-mestre, flade og langsomme, gik jeg ind i seng til mand og hund - det krævede sin kvinde at flytte hunden tilpas meget til at jeg kunne ligge bekvemt - han sov stadig som en sten. Så fik han dyne på. Han strakte sig og sov videre.

Jeg faldt i dyb søvn, kortvarigt. Blev vækket af noget der på det tidspunkt mest mindede om uhyrer, der kradsede på den lukkede dør til soveværelset og miavede igennem!

Nogenlunde sådan har det været i en uge nu. I onsdags ophævede vi karantænen og åbnede dørene til de skærmede steder.
Man kan blive så desperat at man tænker - OK, så må de mødes og afgøre det! Fight-flight eller lig død!!

Det har de gjort nogle gange nu, men altid overvåget af os og med vores indgriben hvis det skulle gå for vidt.

Endnu har ingen fået skader, bortset fra mig, der lige skulle redde en kat i sikkerhed og blev kradset i ansigtet i kampens hede.

Det føles som om jeg har bevæget mig i denne glasklokke fyldt med dyr i borgerkrig  i en evighed og at verden udenfor ikke eksisterer.
Det er jo nemlig også så heldigt at jeg har haft vinterferie i denne uge, godt tænkt af universet!

Ægtemanden tager bekymret på arbejde - kan jeg nu klare at opretholde ro og sikkerhed? Det kan jeg sagtens - i starten tog jeg Manne med på wc, det er vi kommet forbi nu.
Så der er masser af udvikling igang!
For en sikkerheds skyld kører han dog hjem i middagspausen. For der er lang vej endnu til lykkelig integration.

Ro er der dog i glimt. Vi øver os i at bevare den.