Kender I det at alle mulige huslige katastrofer synes at klæbe til jer? Og at I på ingen måde er skyld i noget af det? At det er som om at uanset hvad I gør jer af anstrengelser, så fremstår I altid som den der lidt utjekkede, der ikke kan håndtere selv simple husmoderlige udfordringer? I forsøger måske, som jeg, at undgå at udstille jeres handicap ved omhyggelige forberedelser og forsøger desperat at regne ud hvad det er andre (især kvinder) kan, med tilsyneladende daglig, indefrakommende uanstrengthed, - og lige lidt hjælper det!
Lad mig komme med et par eksempler fra mit eget liv,- eksempler, som nogen af jer sikkert kan nikke genkendende til: (Måske i lidt andre variationer, men essensen er den samme)
Historien om det flyvende tis-papir og historien om frikadellefarsen og min døvstumme thailandske ven med kat i snor:
Jeg havde inviteret et par venner til noget så simpelt som kaffe. Jeg er sent på den, farer ind af døren med (selvfølgelig) købe-kage og på vejen finder jeg kattetis lige indenfor hoveddøren. I hast smider jeg et stort stykke supersugende køkkenrulle henover det, fordi jeg tænker at så kan det jo ligge og suge der, mens jeg laver kaffe og dækker bord, - og så kan jeg let fjerne det og afvaske bagefter, -virkelig rationel og god husmoderlig planlægning.
Imidlertid glemmer jeg alt om det. Lige indtil vi sidder ved kaffebordet og en brise (og her kommer det uforskyldte, for hvor kom den brise fra??) men en brise ud af det blå går gennem huset, løfter det gule tispapir op, holder det svævende i entreen mens det ligesom orienterer sig, hvorefter det drejer skarpt til højre og flyver ind gennem stuen, står stille i luften, finder kaffebordet som det lige hænger lidt over, hvorefter det endelig daler ned for fødderne af gæsterne!
En anden gang havde jeg inviteret venner til spisning. Straks en meget større udfordring, hvorfor kaos så også så sit snit til at blive endnu større.
Jeg står, i god tid, og steger frikadeller, da jeg ud af vinduet ser en mørk kvinde gå forbi med en kat i snor. Denne kat ligner til forveksling vores egen Yin, som var meget sjælden, og derfor kan enhver forstå at jeg er nødt til at løbe ud af døren og standse kvinden, for at høre hvor hun har sin smukke kat fra.
Kvinden svarer ikke mens jeg står og snakker og gestikulerer,og jeg opdager at hun står stirrer på min venstre hånd. I den har jeg, grundet min hurtighed, en klat frikadellefars. Jeg kaster mig ud i en forklaring, hvorefter hun med håndbevægelser lader mig forstå at hun er døvstum. Så fra hendes synspunkt, må det også se lidt mærkeligt ud, som jeg står og gestikulerer med en rå frikadelle. Jeg ser ingen anden udvej end at trække hende og kat med indenfor, så hun dels kan se vores Yin, og så vi dels kan skrive sammen. Indenfor breder osen sig fra de frikadeller, der allerede ligger på panden.
Min mand, som besidder en ophøjet indre ro, har langt om længe rejst sig og er gået ud til frikadellerne, som han forsøger at redde og forstår iøvrigt straks alt, da jeg kommer slæbende med kvinden med den Yin-lignende kat i snor. Det gør vores smukke Yin imidlertid SLET ikke, ejheller hendes solidariske mage, Yang. De opfører en krigsdans af den anden verden, hyler, knurrer og hvæser til den store guldmedalje. Det kan vor nye, ven jo selvfølgelig ikke høre, hvorfor hun bare smiler og nikker til os og til de søde katte.
Jeg griber pen og papir og begynder at skrive, og vores nye ven skriver ét ord: Thailand. Hun forstår af naturlige årsager ikke det danske sprog og heller ikke engelsk, hvorfor vi naturligvis straks kaster os ud i det internationale tegnsprog. Larmen fra kattene er øresønderrivende og frikadellerne syder og hvæser om kap med dem, det lugter brændt og min ellers så rolige mand mister besindelsen og råber: FOR FANDEN BENTE!!!!
I har selvfølgelig allerede regnet ud, at netop i dette øjeblik træder vores gæster ind ad døren.
Jeg har stadig en rå frikadelle i hånden....
Og nu spørger jeg: Hvad er sandsynligheden for at en døvstum thailandsk kvinde går forbi med en kat i snor, der er magen til vores sjældne Yin, i det øjeblik, jeg forbereder en middag med vores venner?
Og nu er jeg,med disse illustrative eksempler, nået frem til min pointe:
Jeg tror at der en sammenhæng i universet. Jeg tror at der kun er et vist antal husmoderlige katastrofer tilgængelige, og for hver gang vi pådrager os én af dem, har vi befriet en anden for noget lignende.
Set i det lys, er vi dårlige husmødre en slags udvalgte helgeninder! De højere magter har set os og udvalgt os til at bære dette. Tænk på hvad vi dagligt skåner vore medsøstre for!
Kære alle jer, der genkender jer selv i dette indlæg, ret ryggen og lad os sammen bære vor status med værdighed!
Vi er ikke kun dårlige husmødre, vi er helgeninder!
