Kalimæra Europa og hold så op med at skælde ud på Grækenland!

Grækenland er ved at falde fra hinanden\". \"Grækenland kan blive årsag til en ny krise i Europa\"
Dommedagsprofetierne ruller over tv-skærmen, idag hvor grækerne går til valg.
Og som altid, når ukvemsordene hagler ned over de plagede grækere, føler jeg trang til at forsvare det smukke,glade, turkisblå ø-rige, der ligger der og smiler i solen, og som ikke altid lige fatter alt det der med nationaløkonomi, fiskekvoter, told og skat og andre af de mange herligheder, som vi forstår os på, her i  Danmark.
Og så har vi slet ikke nævnt NemID, - åh lykke!! Hvor var vi henne uden det?
Det kan godt være at grækerne går på pension når de er 50, er 10 mand om at grave et hul og en stor del af tiden hænger ud på caféerne og tøffer rundt på deres skønne øer i solskinnet, men jeg synes lidt taknemmelighed er på sin plads nu, hvor fallitten truer og hele Europa er på nakken af dem, - pga af ussel mammon!
Mens vi her i Norden sad med vores stenøkser og gryntede, opfandt de demokratiet i Grækenland!
Platon, den hyggelige fætter, gik rundt og snakkede og filosoferede og kom op med hele idé-riget, andre udviklede matematikken, astronomien, lægekunsten og den græske filosofi blev grundlaget for hele den vestlige kultur og senere fremgang og velstand.
Odysseus sejlede rundt og sloges med kykloper, - det kan godt være det er løgn, men det er da en god historie, - ligesom Iliaden og de festlige græske guder på Olympen.
Var det ikke på sin plads at vi huskede det nu, hvor grækerne er et presset folk, med skældsord, valgkaos og rudekuverter fygende om ørerne? Fordi der er nogle få, klamme milliardær-skibsredere og deres forgyldte efterkommere, der unddrager sig deres ansvar overfor resten af befolkningen, skal vi vel ikke skælde ud på hele landet.
Måske er grækerne bare et meget viist, men også naivt, folk, der går op i de store idéer, lykke og at nyde livet, - glem ikke at fest-guden Dionysos var græsk, - lidt ligesom vores egen Niels Bohr, der troede at når han spaltede atomet og opfandt atombomben, så ville der aldrig mere blive krig, for ingen ville jo være så dumme at bruge en bombe, der kunne udslette det meste af jorden. Hamrende naivt! Ja, men hvis alle var lige så flinke og kloge som Niels Bohr, så ville det være sandt.
Og hvis alle var lige så viise og livsnydende som grækerne, så ville verden være skøn!
Så kunne vi ikke vise storsind og eftergive grækerne deres gæld til os, vi skylder jo dem hele vores kultur og så kan det vel gå lige o-p op.
Subsidiært kan de give os Rhodos og så snakker vi ikke mere om det!

Suset af viden

Lad mig her bringe en hamrende hyldest til Folkeuniversitetet!
\r\n
Alene det at åbne kataloget sker med kriblen i maven, mens øjnene skimmer siderne med \"Italiensk freskomaleri\", \"Himalayas historie, kultur og buddhisme\", \"Universets gåder\" og ikke mindst de gratis foredrag om os selv, Homo Sapiens,  og fortidens sære idéer, der er fremtidens teknologi.
\r\n
Ufattelige mængder af viden er koncentreret i det halvårlige katalog, som en helt almindelig person som u.t., bare har fri adgang til. Er det nu ikke fantastisk??
\r\n
Sidste år gik min veninde og jeg på en forelæsningsrække om så forskellige emner som \"Kunstig intelligens\", \"Liv i rummet\", \"Giraffers blodtryk\", \"Einsteins univers\", hvor  fuldstændig svimlende viden blev serveret for os, for næsten ingen penge.
\r\n
Hvad Einsteins univers angik,tænkte jeg jo om det nu var sådan noget \"Einstein for amøber\", for hvordan skulle det kunne lade sig gøre at formidle noget så kompliceret på få timer, uden enten at tabe tilhøreren fuldstændigt eller at tale ned til den måbende forsamling af - i den sammenhæng - intellektuelt udfordrede stakler, der aldrig rigtig har forstået hvad en pakke Kærgården så koster, hvis a b=c...Sidstnævnte gælder muligvis kun for u.t., det kan jeg jo ret beset ikke vide. Men når det lykkedes underviseren at formidle noget, som selv jeg forstod og blev helt høj af, så er det formidling på højt plan!
\r\n
Men ja, alt er jo relativt, tøhø...
\r\n
Iår har vi begrænset os til to foredrag, hvoraf vi lige har været til det første. Men selve foredragene står ikke alene, de indgår i Folkeuniversitetets generelle atmosfære, som er noget helt særligt.
\r\n
Når jeg kommer indenfor de gule og røde mure på Aarhus Universitet, så mærker jeg hvordan viden gennem årtier har lagret sig i bygningerne. En stille hvislen af indsigt svæver gennem det krumme rum og lægger sig i blide bølger (eller partikler?) omkring mig, murstenene nikker umærkeligt velkommen til endnu en søgende sjæl, gulvet bærer mine fødder på hjerteligste vis frem mod døren til auditoriet, der med et sandt sus af glæde åbner sig, så håret står tilbage af bare lykke!
\r\n
To timer med den højeste viden, formidlet af en fremtrædende, ypperlig forsker, ligger foran os. Jeg sidder med alle sanser åbne og anstrenger mig til det yderste. Som forelæsningen skrider frem, håber jeg i mit stille sind, at bare det at trække vejret i dette rum, mens alt dette formidles, gør at noget af det vil klamre sig, som skibbrudne, til de 10% af hjernen, der er tilgængelig for mig.
\r\n
Homo Sapiens´ svimlende historie ruller udover os, blæser os tilbage i klapstolene. Ængsteligt modtager jeg informationen om, at vi, for 150.000 år siden  var ved at uddø, hvilket vi iøvrigt har været flere gange, men dengang var det pga at der kun var ca 1000 mennesker tilbage på jorden. At vi sidder her idag og hører disse ord, skyldes en ren tilfældighed (og godt gammeldags held, går jeg ud fra)
\r\n
Jorden har været en iskugle og bliver det sikker igen, klimakatastrofer og meteorer har hærget os, dinosaurerne kom og gik og det samme gør Homo Sapiens måske, der er ingen styring på noget, vi er ikke noget særligt, vores udvikling er én lang kæde af tilfældigheder og der er ingen synlig mening med noget.
\r\n
Dybt foruroligede går vi derfra to timer senere, af de smukke stier, der i aftenens anledning kærligt er oplyst af en række petroleumslamper, så de søgende sjæle ikke farer vild. Det trøster mig utroligt!
\r\n
Nu ser jeg frem til på onsdag, hvor aftenens emne er \"Fortidens sære idéer er fremtidens teknologi\", for der må da være en løsning på dette morads!! En udvej, et håb!
\r\n
Jeg tror lige jeg tager et kig på side 19 i efterårsprogrammet, \"Religion og filosofi\"..

Se efteråret i øjnene

Muligheder for sol, lover morgenens meteorolog og sælger budskabet til os med trøstende, alfaderlig stemme, her en tidlig mandag morgen.

Jamen er det nu ikke skønt, sommeren fortsætter som om intet var hændt, det er 1. oktober imorgen, det begyndende efterår er allerede trukket i sin fløjlsbløde, mørke slængkappe, som det lægger blidt hen over os allerede ved 19-tiden - sådan lidt undskyldende, lidt forlegent, som når man åbner sin dør i nattøj for en uanmeldt gæst kl 2 om eftermiddagen..

Træer og buske er ved at få det karakteristiske gyldne skær, vinden stryger svalt over alt levende og minder os om at intet varer evigt, heller ikke den danske sommer. Måske i særdeleshed ikke dén!!

Alligevel holder vi krampagtigt fast i "muligheden for sol", Indian Summer og andre selvbedrag, istedetfor at se det uomtvistelige i øjnene: Efteråret er her allerede!

Upopulært, udskældt, forbandet, kommer det listende som en tyv i natten. Rødmende af forlegenhed gløder det i vegetationen, ånder tungt og vådt af skam, rusker os i desperation over vores forfrosne hjerter, der kun er optagede af muligheden for sol.

Stakkels efterår! Aldrig bliver det budt velkomment, med bare en brøkdel af den hyldest, der tildeles dets fætter, foråret, og ikke nok med det, vi benægter også dets eksistens så længe vi overhovedet kan!

Så lad os nu bare se det i øjnene: Forfaldet er her, det bliver mørkere, alting visner og dør, kulde, regn og rusk og mulighed for 5 grader celcius med storm.

Men hvis ikke alting visnede, døde og gik tilbage til Moder Jord, så var der intet forår, ingen opstandelse, ingen salig lykke over den første lille vintergæk.

Og tænk hvis vi året rundt skulle løbe henrykte rundt i klipklapper og ikke havde en eneste god grund til at rulle os ind i et tæppe og se "Det 5. element" for 14. gang. Eller læse en bog. Eller ligge med 3 spindende katte på chaiselongen. Måske det hele på én gang!
Ejheller ville vi have nogen særlig berettiget grund til at klynke lidt, beklage os, dyrke vores melankoli og fx gå iseng midt på dagen på en fridag - "jeg magter ikke mere af det her møgvejr"-
det virker ikke på samme måde på en varm solskinsdag!

Personligt vil jeg dette efterår læse Beaudelaires samlede værker igen - og det er let nok, for han skrev kun to rigtige bøger i sit korte liv, inden han døde af udmattelse som 46 årig, af følgerne af et slagtilfælde, som vore dages sundhedseksperter sikkert vil mene var en uundgåelig følge af et udsvævende liv.
Fattig og desperat drog han hærgende gennem 1800-tallets slumkvarterer i  Paris og skrev om forfaldet, så det fremstår med en egen sær skønhed og konkluderede at "man bør altid være beruset, alting beror på det, det er den eneste opgave"..

Jeg vil således beruse mig i Beaudelaire og byde denne forfaldets martrede digter af hjertet velkommen, sammen med det gryende efterår!
Jeg vil tænde stearinlys om morgenen, forbyde mine katte at være ude om natten, sige godnat til de 4 pindsvin der hænger ud her og nu snart går i hi, brokke mig over vejret (jojo, det hører med!!), åbne vinduet om natten og lytte til den hylende storm, mens jeg ligger rullet ind i en dyne, bemærke de utallige nuancer af rødt og gyldent i naturen, ærge mig over jeg ikke kan male dem, sætte vækkeuret til kl 5 når vejret er værst, bare for at fryde mig over at slukke det og sove videre...

Jeg skulle lige til at skrive "jeg vil trække i regnfrakke og gummistøvler og gå lange ture i den ruskende regn"...men det tror jeg faktisk ikke jeg vil....

Glædeligt efterår derude!

 

Vi tager friheden tilbage

 

 

Dette uskyldige billede, fra bogen "Hippie" af Peter Øvig Knudsen, er blevet bortcensureret af Facebook, der anser det som anstødeligt.
Ligeledes vil Apple ikke sælge bøgerne i deres netbutik, pga hvad de kalder "pornografisk indhold".

Apple og Facebook censurerer med andre ord vores kunstnere og påtvinger os alle en moral og bornerthed, vi for længst har udviklet os væk fra i denne del af verden.

Lad os derfor protestere og vise at vi ikke finder os i censur og at vi ikke stiltiende accepterer at vores frihed knægtes og at vores historie ikke må fortælles!

Fødder er det bedste i verden

Hvor skal man altså sætte pris på sine fødder!

Tænk på, at de bærer os gennem tykt og tyndt, de er det fundament vi står på, de bevæger os igennem verden, ja, de er hele grundlaget under os!

Men får de nogensinde den ære og værdighed, der retteligen bekommer dem? Nej!!

De klemmes ned i fikse sko med høje hæle, kun for at benene kan synes længere - benene, disse fupmagere, der kan se lange ud, smyge sig i silkestrømper og tiltrække sig opmærksomhed, kun fordi fødderne ofrer sig og lader sig lukke inde i ubekvemme anordninger.

Benene får opmærksomheden og vises frem, ikke fødderne, som er de sande helte!

Fordi fødderne ukærligt er smidt ned i et par stilletter, kan hovedet knejse højere - ha, se hvor høj og elegant jeg er, og bedrag er det! Hovedet er en fusentast, der kan arrivere i hvilket luftlag det vil, uden at yde nogetsomhelst for det.

Ingen ærer fødder, som fødder æres bør! Først når de holder op med at gøre, hvad de gør, lægger vi mærke til dem.

Har du talt med dine fødder idag? Sagt til dem, hvor meget de betyder for dig? Forkælet dem med et fodbad og en dejlig creme? Lagt dem op på chaiselongen, så de kan hvile sig? Skrevet en hyldest til dem?

Nej vel? Men det vil jeg til at gøre. Mine er nemlig holdt op med at virke som de plejer, men er gået i strejke, så jeg kun med besvær og smerte kan bevæge mig rundt. Men den, der har ører, hører! Jeg har forstået budskabet!
I, mine kære skabninger, fødder af Guds nåde, har ikke fået den opmærksomhed I skulle have haft og hvad kan I gøre andet, end at gøre opmærksom på jer selv.

Jeg lover jer at jeg for fremtiden vil anerkende og forkæle jer. I har  levet som to skyggetanter, og det skal være slut nu. Frem i lyset skal I, æres og agtes!

Med jer mærker jeg Moder Jord, I er min direkte kontakt med planeten og dermed universet.

Kære fødder, jeg håber I tilgiver mig og vil overveje at begynde at virke igen!

                                                          De oversete helte

Jeg - en kattedame

Katte er nogle af de mest fantastiske skabninger der findes!

De gør hvad der passer dem,  ødelægger ens møbler, fælder på kommando, udser sig den i et evt selskab, der er allergisk eller bare lidt bange for dem, og sætter sig til at nedstirre dem, de ved hvornår man kommer hjem fra arbejde, selvom tidspunktet varierer og trommer en velkomstkomité sammen, de forsøger at myrde alle fugle i miles omkreds og sidder og smasker i vinduet, når de smukke fugle hopper rundt i haven,(og for et par måneder siden havde en af dem lemlæstet en lille fugl, så jeg måtte indfange den og ræse over til min forstående dyrlæge med den! Jeg er sikker på at hun reddede dens liv og at den stadig flyver rundt derude! Hvis andet er sket, vil jeg ikke vide det....iøvrigt tillad mig at anbefale Skejby dyrlægerne og vetrienærsygeplejersker, de er fantastiske, bl.a. overfor "grædende midaldrende dame med gråspurv i tørklæde") de tygger i ens hår når man sover, de ved hvad humør man er i - og har man en dårlig dag eller er syg, kan man være sikker på at én af dem bliver instant healer og kommer og lægger sig ovenpå én!



De 3 vi har, en mor og hendes to sønner, er jeg sikker på har fordelt tjanserne imellem sig: Èn kradser i tapetet og er nået til næste stadium: At udhule væggen.
Èn kommer farende med et kæmpe MIAV, når vækkeuret har ringet og vi ikke straks er stået op.
Èn er "sygemis" - er man syg eller træt eller i dårligt humør og på langs i sofaen, så er hun der straks - "instant healer".
Èn går rundt og råber, hvis der bliver for stille i huset - hvis nogen fx sidder ved pc-en og gerne vil have fred.
Èn lægger konsekvent en pølle ved siden af tissekassen, på det varme badeværelsesgulv, så den kan ligge der og koge og sprede sin duft i hele huset. Sidstnævnte er fx en garant for at man ikke har uventede gæster med hjem!

Jeg elsker mine katte!

Og det er da også årsagen til at jeg engang kidnappede en kat, flere km fra vores hjem, fordi jeg troede det var vores Yin.
Det var en af de meget få gange min skønne, voksne datter, for alvor blev rasende på mig.
Jeg så en kat gå rundt på fortovet tæt på mit arbejde og tænkte straks, jamen det er jo mors lille Yin, der har gået hele vejen ned til mors arbejde og åh Gud, jeg håber hun tog tunellen under den befærdede Grenåvej!
Alt dette tænkte jeg naturligvis i samme sekund, som at jeg kastede mig ned på fortovet over katten og fastholdt den.
Med den ene hånd fik jeg forsigtigt lirket mobilen opad lommen og ringet til min datter, der altid forstår alt og råbt "kom straks, jeg ligger på Tretommervej med Yin".
Hun kom selvfølgelig ræsende i sin lille, røde Toyota uden at spørge om noget, for sådan er hun nemlig, og fik bugseret mor med kat ind i bilen og katten smed hele pelsen i skræk, det føg rundt med hvide kattehår, så vi dårligt kunne se ud af forruden.
Mens vi kørte i rasende fart, undrede jeg mig højlydt over det manglende operationsar på maven af katten, vores Yin var nemlig blevet neutraliseret få uger forinden. Men da katten var øretatoveret som vores Yin (og jeg ikke kunne huske nummeret) ringede jeg fluks til Skejby dyrlægerne. (Og igen: De er fantastiske!!!) For da jeg oprevet sagde i tlf til dem "jeg sidder her med min lille Yin, øretato-nummer xxxx", så sagde vetrienærsygeplejersken med engleblid, langsom stemme: "Ja. Ok. Det er ikke din lille Yin. Det er en helt anden kat."
Og derfor måtte vi straks vende bilen og køre tilbage til hvor jeg fandt den stakkels kat og sætte den af igen. Den fór ind under en hæk til en have og taler nok aldrig med fremmede damer igen.
Min datter var så rasende, at hun satte mig af også og råbte "og du kan GÅ hjem"!!!! hvilket var helt rimeligt!

Jeg er sikker på at alle I katte-elskere derude forstår reaktionen, man reagerer jo instinktivt, når man tror man ser sin kat langt væk hjemmefra.
Og som I også ved, så keder man sig aldrig når man har katte!

Ligenu har jeg fx én der er ved at tage bad i vandskålen, det er blevet et hit her at dyppe både poter og det lange "skæg" de to hanner har, ned i vandskålen og pjaske rundt i vandet og bagefter gå med våde poter op i sofaen.
På den måde sørger katte også for at man aldrig får et Bo Bedre-hjem og hvor er det da heldigt, for hvad skulle man også med det.

                                                               Velkomstkomiteen


 

Tear down the wall

We don´t need no education
we don´t need no thought control!

Ordene er Pink Floyds, fra dengang vi havde visioner udover speltboller og løbetræning.

Ja, jeg har set filmen igen, godt 30 år efter jeg så den første gang i biografen, hvor vi dengang havde planlagt en aften i byen, startende med filmen alle skulle se. Vi kunne pladen nærmest udenad og forberedte os på en aften med optur og fed musik.
Efter filmen, gik vi istedet ligeså stille og dybt rystede hjem og sad, dybt foruroligede, mest i tavshed og af og til med et lille forsigtigt pip om at muren, The Wall, dog trods alt vælter tilsidst!

Men var det en god ting? Skal man forstå filmen psykologisk og se den som et psykotisk sammenbrud, hvor det havde været bedre at muren blev stående? Måske i en ombygget, lidt pænere, form?
Og hjælper det egentlig noget at gøre muren, The Wall, lavere og pynte den med fredstegn og blomster? Det er stadig en mur!! Men uden indre grænser bliver vi psykotiske, som Pink også bliver.

Eller skal man forstå filmen politisk, hvor det er en nødvendighed at vi vælter muren og styrter tyrannerne både i vores egen lille verden og i den store? Og hvad kommer der så bagefter?
Hovedpersonen Pink er jo ikke ligefrem en positiv rollemodel.
Men Berlinmuren stod endnu, lige hernede, og den skulle da bare væltes i en ruf!
Dilemmaet, for nogen af os der var venstreorienterede, var at vi havde lært at Berlinmuren var nødvendig. Gu var den da ej!! Vi meldte os ud af partiet kort efter!

Nøøjjj siger jeg bare, vi brød vore små amøbe-hjerner og snakkede og tolkede og hørte pladen igen og igen, i håbet om - bl.a. - et lille, bitte tegn på retning, forløsning, noget positivt.

Godt 30 år efter bliver jeg stadig rystet og usikker, når jeg ser filmen.

Er muren egentlig væltet nu? Eller er den bare renoveret? Eller skal man bare holde op med at fokusere på slutningen og på om muren skal vælte eller ej, om det er godt eller dårligt, om det er sort eller hvidt. Ikke tænke så meget i løsninger og lettere barnligt forlange ET SVAR!

Hvorfor vi er landet i speltboller og løbetræning og flere og flere regler og kontroller, kan jeg undre mig over. Har vi simpelthen brug for tyranner, så vi har en mur at spille bold opad? Er vi bange for både livet og døden?

Svuuuuusssjjjj det var dit liv! Havde du det fedt? Næ, men jeg var helvedes sund og hverken Big Brother eller Spelt-Mother kunne udsætte noget på mig!
Nå men det var da godt....eller....

Jeg har ingen konklusion. We don´t need no thought control!