At drage

Jeg troede at jeg fodrede en vildkat

Alle mennesker har et eller andet de er gode til - et særligt talent, noget vi har let ved, en naturlig gave, som vi ikke nødvendigvis tænker så meget over, det er bare noget vi gør.
Med daglig, indefrakommende uanstrengthed er det ofte vævet så meget sammen med os, at det er blevet et træk ved personligheden.

Sådan er det også for mig. Min naturlige gave er, at jeg drager!

Det er den eneste forklaring jeg kan komme op med, bl.a. på de 4 pindsvin, der arriverer punktligt hver aften.


Det startede uskyldigt med at jeg observerede en smuk, sort kat, der i tilgift er meget sky og som ingen ved hvor kommer fra - grundig research er foretaget - jeg så at han altid kredsede udenfor vores vinduer og jeg tænkte at han måske hang ud med vores 3 katte, måske havde de formidlet til ham at her lever man som kat, ganske hæderligt. For katte kommunikerer, ingen tvivl om det!

Kort forinden havde vi taget en anden kat i pleje, da hun hver eneste dag og især aften, kradsede på vores ruder, som en desperat hjemløs flygtning. Der var ikke andet at gøre, end at tage hende ind, for hun opgav ikke.
Senere info opklarede at det er naboens kat, der har det ganske udmærket.
Nu er hun i pleje i vores forgang, mens vi arbejder for en hjemgivelse. Hun har sin frihed og alle chancer for at gå hjem, men gør det ikke.
I stedet kæmper hun en indædt kamp for at smide vores 3 katte ud, hvilket er årsagen til hendes skærmede ophold i forgangen.

Den sorte kat blev også ved med at hænge ud i baghaven og en dag skete det jo, at jeg satte en skål mad ud til ham.
Jeg undrede mig noget over hans enorme appetit, skålen var altid tom om morgenen, for han ser faktisk ganske sund ud, så sund at nogle af naboerne kalder ham Tykke.
Jeg er dog sikker på at han hedder Django!



Vildkatten Django, som jeg ganske rigtigt også fodrer

 

Der gik et stykke tid, før jeg en aften opdagede det sødeste, lille pindsvin, der tømte Djangos madskål med højlydt knasen!
Jeg tænkte at nu blev jeg nok nødt til at sætte en madskål mere ud, hvis nu Django skulle komme forbi i løbet af natten.
Jeg kan så oplyse at pindsvin kommunikerer også! For i løbet af få dage rykkede hele 4 pindsvin ind i haven. De kan både pruste og sige GNYF enormt højt og de spiser enormt meget.

"Der er sgu da ikke nogen der har 4 pindsvin" er en sætning jeg har hørt meget på det sidste.
Nej, det er der ikke.
Medmindre man altså drager.

                                            Der er sgu da ikke nogen der har 4 pindsvin

Jesus har fået ansigt

Stadig under udarbejdelse, men nu med et ansigt med udtryk



 

Endelig!!!

Ikke at Jesus har fået ansigt, men at jeg fik dette ansigt op på denne blog, via det ualmindeligt talentløse, uduelige "Picasa webalbum", hvor de fleste af mine såkaldte uploads, nu er forsvundet i det store mørke i cyperspace.

Vil du opgradere til dit? Vil du opgradere til dat? Ja, nej, ved ikke, sæt kryds eller ignorer det komplet (jeg valgte det sidste) og uanset hvad du vælger eller ikke vælger - thi at undlade at vælge er også et valg - så kan du være sikker på at du aldrig finder dine billeder igen, at intet overhovedet kan fremvises på din blog, at ingen af de uduelige teknologiske dimser du har, på nogen måde er kompatible med hinanden og hvis de er: Vil du opgradere til dit? Vil du opgradere til dat?
Indtast dit buskortnummer fra 1973 efterfulgt af en 6-cifret kode (husk at bruge både små og store bogstaver)
Koden er iøvrigt hemmelig viden og kan derfor ikke genkendes af "Picasa webalbum" eller af den hemmelige instans, der skal overføre billedet til bloggen.

På Jesu tid fandtes, Gud være lovet, ikke "Picasa webalbum" og dette er hele den historiske årsag til at ikonmaleriet overhovedet så dagens lys.
Den tids fotografer og webalbums var ikonmalere.

Med små fine strøg, dag efter dag efter dag, blev historiens lysende stjerner bevaret for eftertiden.
De spirituelt udviklede har kunnet se aura og har malet den ind i billedet som en glorie, og har med få tegn dels oplyst hvem ikonen har portrætteret og dels nogle gange sendt et budskab med - som her:
"Jesu confido tibi" - og jeg er faktisk ikke klar over om det betyder "tro på Jesus" eller "Jesus tror på dig". Men jeg har en kilde der kan oversætte og skal nok finde ud af det.

I århundreder er de hellige billeder blevet malet igen og igen og videregivet gennem generationer, ledsaget af en hel enkel information i tekst og billede.
(Det var så aldrig sket med "Picasa webalbum")

Jeg har valgt at male denne udgave af Jesus, fordi han for en gangs skyld ikke hænger på et kors, idet jeg finder det ubærligt at blive konfronteret med denne grufulde lidelse det må have været, og idet jeg desværre ikke tror på udfrielse ved stedfortræder.
Altså at det skulle være muligt for én mand at tage hele verdens synder på sig nu og i al evig fremtid, ved at udstå så megen lidelse frivilligt og at lille jeg derfor er fritaget og løskøbt for ansvar for mine gerninger.
Jeg tror altså på at jeg selv må tage balladen...
På dette billede udtrykker han kærlighedsbudet - kærligheden til alt levende og for mig er det essensen af Jesus og af kristendommen.
Kærlighed og tilgivelse. (Kære Jesus, kan "Picasa webalbum" være en mulig undtagelse? Nej. Nå ok så.....)

Denne formiddag anno 2013 er adskillige billeder af ovenstående ufærdige udgave af Jesus forsvundet i cyperspace. Hvor forsvinder de mon hen? Ligger de i al evighed derude, gemt som en moderne krukke ved Nag Hammadi og venter på det øjeblik, hvor tiden har brug for dem?
En dag om flere århundreder sidder måske en sagesløs person ved en elektronisk dims og raser over dimsens uanvendelighed (for det forandrer sig ikke!!) og pludselig toner Jesus frem i rummet og dette fremtidens menneske oplever derved et mirakel, genopdager kærlighedsbudet og begynder at udbrede det!
Nu er jeg om muligt endnu gladere for at jeg ikke har malet den korsfæstede...

Måske har denne formiddag med blod, sved og tårer alligevel en mening og således kan man vælge alligevel at se lidelsen som en forudsætning for frelse.

Men det vil jeg lade være op til jer at afgøre for jer selv.






Kalimæra Europa og hold så op med at skælde ud på Grækenland!

Grækenland er ved at falde fra hinanden\". \"Grækenland kan blive årsag til en ny krise i Europa\"
Dommedagsprofetierne ruller over tv-skærmen, idag hvor grækerne går til valg.
Og som altid, når ukvemsordene hagler ned over de plagede grækere, føler jeg trang til at forsvare det smukke,glade, turkisblå ø-rige, der ligger der og smiler i solen, og som ikke altid lige fatter alt det der med nationaløkonomi, fiskekvoter, told og skat og andre af de mange herligheder, som vi forstår os på, her i  Danmark.
Og så har vi slet ikke nævnt NemID, - åh lykke!! Hvor var vi henne uden det?
Det kan godt være at grækerne går på pension når de er 50, er 10 mand om at grave et hul og en stor del af tiden hænger ud på caféerne og tøffer rundt på deres skønne øer i solskinnet, men jeg synes lidt taknemmelighed er på sin plads nu, hvor fallitten truer og hele Europa er på nakken af dem, - pga af ussel mammon!
Mens vi her i Norden sad med vores stenøkser og gryntede, opfandt de demokratiet i Grækenland!
Platon, den hyggelige fætter, gik rundt og snakkede og filosoferede og kom op med hele idé-riget, andre udviklede matematikken, astronomien, lægekunsten og den græske filosofi blev grundlaget for hele den vestlige kultur og senere fremgang og velstand.
Odysseus sejlede rundt og sloges med kykloper, - det kan godt være det er løgn, men det er da en god historie, - ligesom Iliaden og de festlige græske guder på Olympen.
Var det ikke på sin plads at vi huskede det nu, hvor grækerne er et presset folk, med skældsord, valgkaos og rudekuverter fygende om ørerne? Fordi der er nogle få, klamme milliardær-skibsredere og deres forgyldte efterkommere, der unddrager sig deres ansvar overfor resten af befolkningen, skal vi vel ikke skælde ud på hele landet.
Måske er grækerne bare et meget viist, men også naivt, folk, der går op i de store idéer, lykke og at nyde livet, - glem ikke at fest-guden Dionysos var græsk, - lidt ligesom vores egen Niels Bohr, der troede at når han spaltede atomet og opfandt atombomben, så ville der aldrig mere blive krig, for ingen ville jo være så dumme at bruge en bombe, der kunne udslette det meste af jorden. Hamrende naivt! Ja, men hvis alle var lige så flinke og kloge som Niels Bohr, så ville det være sandt.
Og hvis alle var lige så viise og livsnydende som grækerne, så ville verden være skøn!
Så kunne vi ikke vise storsind og eftergive grækerne deres gæld til os, vi skylder jo dem hele vores kultur og så kan det vel gå lige o-p op.
Subsidiært kan de give os Rhodos og så snakker vi ikke mere om det!

Suset af viden

Lad mig her bringe en hamrende hyldest til Folkeuniversitetet!
\r\n
Alene det at åbne kataloget sker med kriblen i maven, mens øjnene skimmer siderne med \"Italiensk freskomaleri\", \"Himalayas historie, kultur og buddhisme\", \"Universets gåder\" og ikke mindst de gratis foredrag om os selv, Homo Sapiens,  og fortidens sære idéer, der er fremtidens teknologi.
\r\n
Ufattelige mængder af viden er koncentreret i det halvårlige katalog, som en helt almindelig person som u.t., bare har fri adgang til. Er det nu ikke fantastisk??
\r\n
Sidste år gik min veninde og jeg på en forelæsningsrække om så forskellige emner som \"Kunstig intelligens\", \"Liv i rummet\", \"Giraffers blodtryk\", \"Einsteins univers\", hvor  fuldstændig svimlende viden blev serveret for os, for næsten ingen penge.
\r\n
Hvad Einsteins univers angik,tænkte jeg jo om det nu var sådan noget \"Einstein for amøber\", for hvordan skulle det kunne lade sig gøre at formidle noget så kompliceret på få timer, uden enten at tabe tilhøreren fuldstændigt eller at tale ned til den måbende forsamling af - i den sammenhæng - intellektuelt udfordrede stakler, der aldrig rigtig har forstået hvad en pakke Kærgården så koster, hvis a b=c...Sidstnævnte gælder muligvis kun for u.t., det kan jeg jo ret beset ikke vide. Men når det lykkedes underviseren at formidle noget, som selv jeg forstod og blev helt høj af, så er det formidling på højt plan!
\r\n
Men ja, alt er jo relativt, tøhø...
\r\n
Iår har vi begrænset os til to foredrag, hvoraf vi lige har været til det første. Men selve foredragene står ikke alene, de indgår i Folkeuniversitetets generelle atmosfære, som er noget helt særligt.
\r\n
Når jeg kommer indenfor de gule og røde mure på Aarhus Universitet, så mærker jeg hvordan viden gennem årtier har lagret sig i bygningerne. En stille hvislen af indsigt svæver gennem det krumme rum og lægger sig i blide bølger (eller partikler?) omkring mig, murstenene nikker umærkeligt velkommen til endnu en søgende sjæl, gulvet bærer mine fødder på hjerteligste vis frem mod døren til auditoriet, der med et sandt sus af glæde åbner sig, så håret står tilbage af bare lykke!
\r\n
To timer med den højeste viden, formidlet af en fremtrædende, ypperlig forsker, ligger foran os. Jeg sidder med alle sanser åbne og anstrenger mig til det yderste. Som forelæsningen skrider frem, håber jeg i mit stille sind, at bare det at trække vejret i dette rum, mens alt dette formidles, gør at noget af det vil klamre sig, som skibbrudne, til de 10% af hjernen, der er tilgængelig for mig.
\r\n
Homo Sapiens´ svimlende historie ruller udover os, blæser os tilbage i klapstolene. Ængsteligt modtager jeg informationen om, at vi, for 150.000 år siden  var ved at uddø, hvilket vi iøvrigt har været flere gange, men dengang var det pga at der kun var ca 1000 mennesker tilbage på jorden. At vi sidder her idag og hører disse ord, skyldes en ren tilfældighed (og godt gammeldags held, går jeg ud fra)
\r\n
Jorden har været en iskugle og bliver det sikker igen, klimakatastrofer og meteorer har hærget os, dinosaurerne kom og gik og det samme gør Homo Sapiens måske, der er ingen styring på noget, vi er ikke noget særligt, vores udvikling er én lang kæde af tilfældigheder og der er ingen synlig mening med noget.
\r\n
Dybt foruroligede går vi derfra to timer senere, af de smukke stier, der i aftenens anledning kærligt er oplyst af en række petroleumslamper, så de søgende sjæle ikke farer vild. Det trøster mig utroligt!
\r\n
Nu ser jeg frem til på onsdag, hvor aftenens emne er \"Fortidens sære idéer er fremtidens teknologi\", for der må da være en løsning på dette morads!! En udvej, et håb!
\r\n
Jeg tror lige jeg tager et kig på side 19 i efterårsprogrammet, \"Religion og filosofi\"..

Se efteråret i øjnene

Muligheder for sol, lover morgenens meteorolog og sælger budskabet til os med trøstende, alfaderlig stemme, her en tidlig mandag morgen.

Jamen er det nu ikke skønt, sommeren fortsætter som om intet var hændt, det er 1. oktober imorgen, det begyndende efterår er allerede trukket i sin fløjlsbløde, mørke slængkappe, som det lægger blidt hen over os allerede ved 19-tiden - sådan lidt undskyldende, lidt forlegent, som når man åbner sin dør i nattøj for en uanmeldt gæst kl 2 om eftermiddagen..

Træer og buske er ved at få det karakteristiske gyldne skær, vinden stryger svalt over alt levende og minder os om at intet varer evigt, heller ikke den danske sommer. Måske i særdeleshed ikke dén!!

Alligevel holder vi krampagtigt fast i "muligheden for sol", Indian Summer og andre selvbedrag, istedetfor at se det uomtvistelige i øjnene: Efteråret er her allerede!

Upopulært, udskældt, forbandet, kommer det listende som en tyv i natten. Rødmende af forlegenhed gløder det i vegetationen, ånder tungt og vådt af skam, rusker os i desperation over vores forfrosne hjerter, der kun er optagede af muligheden for sol.

Stakkels efterår! Aldrig bliver det budt velkomment, med bare en brøkdel af den hyldest, der tildeles dets fætter, foråret, og ikke nok med det, vi benægter også dets eksistens så længe vi overhovedet kan!

Så lad os nu bare se det i øjnene: Forfaldet er her, det bliver mørkere, alting visner og dør, kulde, regn og rusk og mulighed for 5 grader celcius med storm.

Men hvis ikke alting visnede, døde og gik tilbage til Moder Jord, så var der intet forår, ingen opstandelse, ingen salig lykke over den første lille vintergæk.

Og tænk hvis vi året rundt skulle løbe henrykte rundt i klipklapper og ikke havde en eneste god grund til at rulle os ind i et tæppe og se "Det 5. element" for 14. gang. Eller læse en bog. Eller ligge med 3 spindende katte på chaiselongen. Måske det hele på én gang!
Ejheller ville vi have nogen særlig berettiget grund til at klynke lidt, beklage os, dyrke vores melankoli og fx gå iseng midt på dagen på en fridag - "jeg magter ikke mere af det her møgvejr"-
det virker ikke på samme måde på en varm solskinsdag!

Personligt vil jeg dette efterår læse Beaudelaires samlede værker igen - og det er let nok, for han skrev kun to rigtige bøger i sit korte liv, inden han døde af udmattelse som 46 årig, af følgerne af et slagtilfælde, som vore dages sundhedseksperter sikkert vil mene var en uundgåelig følge af et udsvævende liv.
Fattig og desperat drog han hærgende gennem 1800-tallets slumkvarterer i  Paris og skrev om forfaldet, så det fremstår med en egen sær skønhed og konkluderede at "man bør altid være beruset, alting beror på det, det er den eneste opgave"..

Jeg vil således beruse mig i Beaudelaire og byde denne forfaldets martrede digter af hjertet velkommen, sammen med det gryende efterår!
Jeg vil tænde stearinlys om morgenen, forbyde mine katte at være ude om natten, sige godnat til de 4 pindsvin der hænger ud her og nu snart går i hi, brokke mig over vejret (jojo, det hører med!!), åbne vinduet om natten og lytte til den hylende storm, mens jeg ligger rullet ind i en dyne, bemærke de utallige nuancer af rødt og gyldent i naturen, ærge mig over jeg ikke kan male dem, sætte vækkeuret til kl 5 når vejret er værst, bare for at fryde mig over at slukke det og sove videre...

Jeg skulle lige til at skrive "jeg vil trække i regnfrakke og gummistøvler og gå lange ture i den ruskende regn"...men det tror jeg faktisk ikke jeg vil....

Glædeligt efterår derude!

 

Vi tager friheden tilbage

 

 

Dette uskyldige billede, fra bogen "Hippie" af Peter Øvig Knudsen, er blevet bortcensureret af Facebook, der anser det som anstødeligt.
Ligeledes vil Apple ikke sælge bøgerne i deres netbutik, pga hvad de kalder "pornografisk indhold".

Apple og Facebook censurerer med andre ord vores kunstnere og påtvinger os alle en moral og bornerthed, vi for længst har udviklet os væk fra i denne del af verden.

Lad os derfor protestere og vise at vi ikke finder os i censur og at vi ikke stiltiende accepterer at vores frihed knægtes og at vores historie ikke må fortælles!

Fødder er det bedste i verden

Hvor skal man altså sætte pris på sine fødder!

Tænk på, at de bærer os gennem tykt og tyndt, de er det fundament vi står på, de bevæger os igennem verden, ja, de er hele grundlaget under os!

Men får de nogensinde den ære og værdighed, der retteligen bekommer dem? Nej!!

De klemmes ned i fikse sko med høje hæle, kun for at benene kan synes længere - benene, disse fupmagere, der kan se lange ud, smyge sig i silkestrømper og tiltrække sig opmærksomhed, kun fordi fødderne ofrer sig og lader sig lukke inde i ubekvemme anordninger.

Benene får opmærksomheden og vises frem, ikke fødderne, som er de sande helte!

Fordi fødderne ukærligt er smidt ned i et par stilletter, kan hovedet knejse højere - ha, se hvor høj og elegant jeg er, og bedrag er det! Hovedet er en fusentast, der kan arrivere i hvilket luftlag det vil, uden at yde nogetsomhelst for det.

Ingen ærer fødder, som fødder æres bør! Først når de holder op med at gøre, hvad de gør, lægger vi mærke til dem.

Har du talt med dine fødder idag? Sagt til dem, hvor meget de betyder for dig? Forkælet dem med et fodbad og en dejlig creme? Lagt dem op på chaiselongen, så de kan hvile sig? Skrevet en hyldest til dem?

Nej vel? Men det vil jeg til at gøre. Mine er nemlig holdt op med at virke som de plejer, men er gået i strejke, så jeg kun med besvær og smerte kan bevæge mig rundt. Men den, der har ører, hører! Jeg har forstået budskabet!
I, mine kære skabninger, fødder af Guds nåde, har ikke fået den opmærksomhed I skulle have haft og hvad kan I gøre andet, end at gøre opmærksom på jer selv.

Jeg lover jer at jeg for fremtiden vil anerkende og forkæle jer. I har  levet som to skyggetanter, og det skal være slut nu. Frem i lyset skal I, æres og agtes!

Med jer mærker jeg Moder Jord, I er min direkte kontakt med planeten og dermed universet.

Kære fødder, jeg håber I tilgiver mig og vil overveje at begynde at virke igen!

                                                          De oversete helte