Post Danmark - en svøbe

Pest eller Post? Kunne man fristes til at spørge, når man, som jeg, netop har været igennem et større projekt, som drejer sig om noget så enkelt som at skifte adresse ved postvæsenet.

I gamle dage var det jo en smal sag. Man henvendte sig på sit udmærkede posthus og fik en flyttemappe, hvor alskens nyttige ting og relevante oplysninger befandt sig og aldrig mere end man skulle bruge, men heller ikke mindre. Hele processen tog mindre end ti minutter, så var alt iorden og man behøvede ikke at tænke mere på det.


En særdeles nyttig og handy lille blanket var også at finde - her skrev man sit navn og hvor man flyttede fra og nedenunder hvor man flyttede til. Den dejlige lille blanket smed man GRATIS i en postkasse, portoen var nemlig allerede betalt af velfærdssamfundet og vupti, man fik fluks sin post leveret i sin nye bolig.

Siden er der løbet meget vand i åen...Samfundet har udviklet sig, verden er blevet digital og man kan (fejlagtigt!!) mene at dette kunne være til gavn for borgerne.

Men dette er en vildfarelse af dimensioner!

Nu er dette at skifte postadresse en proces, der let strækker sig over en halv w.e., for nu kan man ikke længere møde op på sit posthus og få en flyttemappe, ejheller kan man få bare den lille blanket, hvor så enkelt står skrevet: .....flytter FRA......flytter TIL.

Nej! Man kan på nettet finde Post Danmarks uoverskuelige hjemmeside og ordne det digitalt fra sin pc.
Dvs at man skal logge ind med nemID, (husk at opdatere JAVA, ellers kan det godt tage en halv dag, før du finder ud af hvorfor du ikke kan logge på med nemID -  skøjte rundt mellem alverdens irrelevantheder, såsom at du nu kan købe frimærker fra din mobil (ja, men jeg vil gerne melde flytning) du kan også få et "reklamer nejtak" (ja men jeg vil gerne melde flytning) du kan sende et postkort med dit billede via en app (ja, men jeg vil gerne melde flytning) du kan også selv printe labels ud (ja, men jeg vil gerne melde flytning!!!) men hvad så med at du selv kan vælge hvor du vil have leveret dine pakker? JEG VIL GERNE MELDE FLYTNING FOR HELVEDE!!!

Nå men det kan du, hvis du klikker på et link, hvor du så bliver guidet til noget, du skal udfylde og får dernæst det nedslående svar at "din adresse er ikke registreret, men under behandlig"

Altså HVAD??? Efterhånden kunne jeg forstå at jeg åbenbart skulle oprette et login - HVORFOR DOG???

Dette login kan iøvrigt kun bekræftes ved at Post Danmark sender det med papirposten til din adresse! (Men jeg er jo flyttet???) Iøvrigt vil det tage 14 dage!

I afmagt ringede jeg så idag til Post Danmark, efter at have brugt en del tid på at finde et tlf nr jeg kunne ringe på og efter meget lang tid i kø, hvor automatstemmmen oplyste mig om de samme komplet ligegyldige ting som jeg IKKE havde brug for i en uendelighed, kom jeg så til at tale med et menneske.

Dette menneske kunne ikke bare tage imod min adresseændring, for situationen var så usædvanlig kompliceret at det kun gav hende to muligheder: ENTEN at sende mig en blanket (de findes altså!!) men hvor skulle hun sende den hen, postbudet kan jo ikke finde mig, for jeg har jo ikke flyttet adresse?? ELLER vi kunne gøre det via en dialogboks jeg skrev i mens jeg havde hende i røret - det sidste skyldtes udelukkende min veltalenhed, at hun ikke bare overlod mig til mig selv og den infame dialogboks, men blev i røret.
Efter dialogboksen var udfyldt skulle hun modtage mailen, hvad hun ikke gjorde. Det tog meget lang tid før hun fandt ud af at hun sad og søgte et forkert sted, men fandt så langt om længe det rigtige sted og min netop afsendte mail.
Adressen blev flyttet!!! (Men først fra på torsdag naturligvis, den slags er jo komplicerede processer)

Da hun fandt min mail, fandt hun også alle de bandbuller som jeg også har sendt afsted i løbet af en meget lang w.e. - jeg troede faktisk ikke de gik igennem - alt det jeg skrev om deres himmelråbende uduelighed, meningsløse virke i verden osv - men det gjorde det!

"Post Danmark, I hate every inch off you" osv, hahahaha - nogen glæder har man da!

Men hvilken himmelråbende arrogance er det ikke, at forlange at borgerne skal slæbes igennem dette trættende helvede, for noget så enkelt som at skifte adresse? Noget som vi VED kan være enkelt, for det var det engang!
Og hvilken hån er det ikke mod den ældre generation, hvoraf en del ikke har en pc, ikke orker at sætte sig ind i alt dette meningsløse pladder, måske heller ikke har nogen, der kan hjælpe dem - den generation der har bygget velfærdssamfundet og som nu skal marginaliseres, fordi en samling uduelige, hårrejsende narcissister har besluttet at deres digitale projekt er det vigtigste i verden, som alle andre derfor må sætte sig ind i?
En generation som har udrettet mere meningsfuldt og brugbart uden det digitale samfund, end disse hjernedøde systemfolk nogensinde kommer til??

Tilgiv de primitive sætninger der ruller over tastaturet her - jeg mener dem faktisk!

Pest Danmark, giv os i det mindste blanketterne tilbage, så skal vi nok lade jer sidde og fedte rundt med jeres meningsløse hjemmesider i fred, mens I hæver jeres hyre, betalt af bl.a. dem I nu forsøger at hægte fuldstændigt af og vid at det er ikke den ældre generation eller alle de andre, der heller ikke kan finde ud af jeres "system", der er noget i vejen med - det er jer!!!

 

Fra en svunden tid, hvor enkle ting kunne ordnes enkelt

 

Trondheim a go go

Netop hjemkommet efter 3 dages arbejde i byen kan jeg oplyse at Trondheim rent visuelt er en betagende by!
Gennemrislet af Nidelven, beskyttet af fjeldet, badet i skønheden fra den gamle katedral, Nidaros Dom.
En by, der er i absolut gode hænder, både fra naturens hånd og fra det menneskeskabte tusindårige mesterværk, som Nidaros Dom er.

Jeg kunne dog ønske mig at der ikke var så mange sure måger og at vejret var bedre. De trønderske måger er ikke for sjov og det er vejret heller ikke!

Den smukke katedral er bygget til ære for Vikingekongen Olav, som både samlede Norge og kristnede landet i samme åndedrag - i turistinfoen står at katedralen er bygget over hans grav, men vedholdende historiebøger vil vide at han faldt ved Stiklingen et pænt stykke derfra, som offer for de vilde hedninge, der ikke lige var parate til at lade sig kristne.

Men kristne, det blev de altså! Og derfor blev han også senere helgenkåret og kendes som Sct Olav.
Og graven er altså i Trondheim med en hel katedral ovenpå! Nogen gange skal man bare skære igennem og beslutte at sværdet er stærkere end både pennen og hedninge, der nægter at se lyset!

Jeg undrer mig så over at vejrguderne ikke er mildere stemt, stillet overfor så megen skønhed og helligdom, men det er de altså ikke.
Vi snakker 8 grader, regn og kuling i midsommeren og det harmonerer faktisk rigtig dårligt med at det næsten ikke bliver mørkt på denne tid af året.

2-3 timer fra kl ca 23.30 bliver det skumring, ikke mere, så er lyset tilstede igen, en evig lysfest synes at være igang på denne tid af året - måske MÅ solen bare våge over denne smukke by, måske kan den ikke tage sine øjne fra den, nu da den endelig er her efter sit vintereksil - men kunne den så ikke skinne lidt varmere og fordrive den fugtige kulde, der raser med en vikings vildskab en stor del af tiden?

Som sygeplejerske udsendt af et vikarbureau, som jeg var, må man være indstillet på at gå meget - dels på afdelingen, som sygeplejersker jo gør, men ikke mindst rundt i byen, da en busbillet koster 50 kr.
Når man dertil lægger at jeg absolut ingen stedsans har og at vejene snor sig pga fjeldet, så rigtig mange visuelle bedrag om afstande og retninger forefindes overalt, så kommer man til at gå rigtig meget!

Men uanset næsten hvor man  går og står, kan man dog ikke undgå at se Nidaros Dom, den ligger så strategisk at den er synlig overalt og det virker så betryggende, næsten som om at Sct Olav holder et mildt, næstekærligt øje med byen og måske endda kunne tænkes at komme en vildfaren udlænding til undsætning, når hun, som denne søndag morgen efter en nattevagt, er gået alvorligt forkert.

Jeg gik og gik og længtes inderligt efter mit lune hotelværelse i midtbyen, mens kulden lagde sin klamme hånd på alt, men det var som om at byen fjernede sig mere og mere fra mig.

Endnu et synsbedrag om sygehusets umiddelbare nærhed og dermed viden om, hvor jeg var, ledte mig hen af en lang vej, der startede meget hyggeligt med små træhuse, men gradvist blev mere og mere øde, for tilsidst at lede mig gennem en måge-koloni af den absolut sureste slags.
Disse måger er åbenbart overbeviste om at de er verdens herskere og de tåler øjensynligt ikke andre arter i deres nærhed!
Rasende og skrigende fløj de om hovedet på mig, og jeg er ellers ikke bange for fugle, men dette var uhyggeligt og jeg slog min paraply op med et brag og truede af dem altimens jeg unæstekærligt tænkte "ja men vi kan bruge redskaber, dumme måger, det kan I ikke, fis af med jer"!!!
Og iøvrigt - hvis Frans af Assisi havde været Frans af Trondheim, så ville han helt afgjort ikke være afbilledet med fugle omkring sig!

Jeg kom i sikkerhed for enden af vejen, som til min fortvivlelse endte blindt, ved en nedlagt Statoil og et banelegeme, fyldt med forladte togvogne. Ensomheden slog mig imøde med den fugtige vind og lugten af rustne togvogne, på skinner der forlængst havde opgivet ævret.
Og havde jeg tlf nummeret på Taxa, nej!!

Jeg kastede et fortvivlet blik mod Nidaros som jeg stadig kunne se langt væk og som havde Sct Olav fulgt mine strabadser, så skete der nu det fantastiske at en taxa dukkede op!
Overvældet af lykke og taknemmelighed kastede jeg mig vinkende frem imod den og den standsede og jeg forklarede min ulykke og takkede allerede for næstekærligheden, der fik denne chauffør til at standse op og redde mig ud af ulykken!

Men næ nej...Denne mand havde ikke set Sct Olavs lys og var på ingen måde belemret med næstekærlighedens forpligtelser.
Køligt og sagligt forklarede han mig at han var bestilt af en anden kunde og, uanset min ulykke, ikke kunne tage mig med.
Han lagde derfor an til at køre igen, men tænk, i dette øjeblik rejste der sig en viking fra dybet af min sjæl og jeg indså at paraplyen sagtens kan være stand in for sværdet, som Sct Olav brugte, da hedningene nægtede at blive næstekærlige.
Jeg greb således fat i paraplyen med den ene hånd, hævede den en anelse og i bildøren med den anden hånd, mens mågerne skreg i det fjerne, uden præcist at vide hvad jeg egentlig ville gøre hvis han bare trådte på speederen - men det gjorde han ikke.

Han tog mig med og det endda kun for et symbolsk beløb!  Han sagde ikke så meget på turen, men jeg bemærkede at han holdt øje med min mindste bevægelse, og selvom jeg trak "sygeplejerske-kortet" og fortalte om mit ydmyge virke i byen, så hjalp det ikke på hans nervøse sideblikke.

Hvad han så, ved jeg ikke - men da vi kørte forbi Nidaros, kunne jeg ikke lade være med at smile - gode, gamle Vikinge-Sct Olav, tak for din kristne indsats!

                                                        Nidaros - synlig overalt

Loving Las Vegas

Las Vegas er en blingbling by, overfladisk, fyldt med pap og pjat, neonlys, spillecasinoer og blålys! 

Som (det dårlige) rygtet vil vide: Alt er pjat eller plat og alt handler om penge!

Intet tager de alvorligt i "Sin City", intet er helligt og begrebet plathed tilføjes nye dimensioner, mens en undrende europæer står og betragter "Eiffeltårnet", "Frihedsgudinden", "Caesars Palace" i et inferno af blinkende lygter og høj musik som drøner ud over hovedgaden Las Vegas Boulevard, kaldet The Strip, fra de utallige spillecasinoer, der ligger som uægte perler på en snor, så langt det undrende øje rækker.

Dette er nogenlunde rygtet som denne ørkenby har og mit klare indtryk er, at den  fuldt ud lever op til sit blakkede ry.

Foran det berømte hotel Bellagio springer det ligeså berømte springvand til tonerne af  popmusik, som drøner ud af højtalerne og her stod jeg nytårsaften sammen med 1,2 mio andre og hvordan vi bar os ad med at komme helt ned til rækværket, på første parket, denne særlige aften, forstår jeg ikke, men det gjorde vi - jeg og min mand, datter og svigersøn. Og jeg var lamslået af lykke, stum af glæde, overvældet, som mere kulturelle, åndrige personer ville være det over fx at stå på Louvre foran Mona Lisa.

Altså jeg forventede jo af mig selv at jeg ville betragte det hele med en vis europæisk distance, rynke lidt på næsen af en pyramide med blåt lys i en stråle midt i byen og med en Sphinx foran indgangen, ryste kulturelt på hovedet over rutchebanen højt oppe over hotel Excalibur, der i øvrigt ligner en borg fra Legoland, føle falskheden skurre i mine fine ører, når de allestedsnærværende venlige mennesker på casinoerne ønskede os "a good one".

I stedet var jeg henrykt!

Jeg synes faktisk det er ret smart og demokratisk at ønske folk "a good one", så kan man jo selv vælge hvad det skal være.

 Istedetfor "have a nice day" eller noget andet nøjagtig ligeså overfladisk, så kan man altså bare "have a good one", hvad end man nu har - en dag, et spil poker, en gigantisk is, en tandudtrækning. For du kan få alt i Vegas, når bare du har penge og selvom du kun har to dollars er du hjertelig velkommen alligevel alle steder, kom indenfor og lad os straks hjælpe dig af med dine to dollars! Der er ingen fine fornemmelser, ingen forskel på folk, du er velkommen hvem og hvad du end er, du må se ud som du vil og ingen spørger hvorfor du er der.

Hvor ellers finder man for øvrigt et gigantisk reklameskilt ved en af de tilførende veje, hvorpå skrevet står: "Arrested? Call Ed"! Fordi det kunne jo være at en af de utallige lyssky personer, der formentlig frekventerer byen, havde rodet sig ud i noget snavs, og derfor kunne bruge noget advokatbistand. En meget praktisk og ærlig tilgang til situationen! Eller hvad med en reklame for et hus til salg, med "fantastisk havudsigt" (midt i ørkenen????) og med småt, helt nede i hjørnet: "Just kidding!".

Politisk korrekthed har trange kår i Vegas!

En by der ligger midt i Nevadaørkenen flere hundrede km væk fra alt, undtagen gloende sand og skorpioner, må nødvendigvis også have et stænk fatamorgana over sig. Er det ikke også let nok at forstå at de må have alt i byen, simpelthen alt, selv Eiffeltårnet, isolerede som de er, fra resten af verden? Helt alene i en gigantisk ørken ligger den dér, som det eneste livstegn i miles omkreds. Et råbende, larmende, blinkende inferno af et livstegn.

Jeg er sikker på at der er en kæmpe bagside i denne by, ligesom der er det i alle andre byer og ved alt i det hele taget - selv politisk korrekthed har en bagside (tro det eller ej!!!)

Men jeg synes at som Las Vegas råber i ørkenen, sådan råber jorden i universet - helt alene i det store, sorte univers hænger vi alle sammen her på vores blå planet og forsøger at gøre opmærksom på os selv og vores eksistens og mens vi venter på et svar og på at forstå alting, kan vi ligesågodt blinke lidt med lygterne.

Homo Sapiens, gamle svinger, det er ikke altid let at være dig, der er så mange spørgsmål uden svar, så mange fristelser, afveje, faldgruber, syndefald og selvom du virkelig prøver, så er det ikke altid let at vide hvad der er op og ned og rigtigt og forkert.

Husk bare, at hvis du for alvor er i problemer: Call Ed!

Have a good one!

                                             

Las Vegas - dyt, båt, blålys og pyramider. Her hotellet Luxor.

Ned med den fysiske verden

Koldhævet betyder ikke at man kan være kold overfor det med hævning

Jeg er simpelthen pænt træt af den fysiske verden! Igen!

Altid er den der, lige fra man slår øjnene op og til man lukker dem igen.

Hele tiden har den en eller anden lille dims i ærmet, som gør livet helt umuligt, som gør at man svigter sine medmennesker, ikke kan holde simple løfter, ikke er til at regne med!

Jeg tror ikke at det er tilfældigt at det altid er mig, det går ud over, jeg tror det er personligt!

Den fysiske verden ligger og lurer på mig konstant, med det usle formål at få mig til at fremstå som noget af det mest utjekkede...

Dagens anslag fra den fysiske verden, var da jeg havde lovet min hjerteveninde, kloge kone, klippe og ikonmaler-kollega hjemmebagte boller til formiddagskaffen her hos mig.

Allerede igår tjekkede jeg skabet for bolleblanding fra det udmærkede firma, Amo.
Man skal nemlig kende sit niveau og ikke stræbe højere end vingerne kan bære, så ingen grund til at begynde på noget indviklet helt fra bunden.
Amo bolleblanding har jeg dels haft succes med, jeg ved at de færdige boller bliver ret flotte og velsmagende og hvorfor egentlig anstrenge sig unødigt, livet skulle jo nødigt blive en evig anstrengelse og plage.

Jeg brugte morgenen på en let oprydning og dækkede et hyggeligt bord med min igangværende ikon for bordenden, så vi sammen kunne diskutere farver, små korrektioner og ikonens videre udvikling, mens vi nød en varm bolle.
  
Så da tiden nærmer sig, tager jeg jo Amo bolleblanding ud af skabet, finder en skål frem, tænder ovnen OG læser så noget på pakken, der får min hjerne til at stå stille et kort sekund: "Koldhævet".
Altså ja, og?  tænker jeg - jeg kan da godt stille dejen i køleskabet, hvis det er det?
Dejen skal ganske rigtigt i køleskabet. I minimum 6 timer. Min veninde ankommer om godt 1 time.

Nogenlunde samtidigt smser hun om det er ok at hun kommer en time før aftalt? Selvfølgelig er det iorden, svarer jeg med urokkelig ro, altimens jeg kaster en jakke over mig, ræser ud i bilen og kører på to hjul  i LIDL henne på hjørnet.
LIDL, som har fået Bake Off og som derfor ligger inde med frisk brød i alle afskygninger, men ikke med Amo bolleblandinger uden koldhævninger. (Sikkert med vilje!!!)
Som et lyn skyder jeg op til kassen med en pose blandet brød og, bare for at være lidt ordentlig, et lille glas økologisk blåbærmarmelade.
Jeg ræser tilbage og opdager at jeg har glemt at købe servietter og fisker et par gamle nytårs-servietter ud af skabet, som samtidig ser sit snit til at vælte alt sit indhold af duge og dækkeservietter ud på gulvet.

Min kloge veninde gennem næsten 30 år og 20 år ældre end jeg, ankommer med al sin varme og ro, opfatter situationen i ét skarpt blik, klapper mig på kinden og siger til min oprevede ordstrøm om Amo koldhævet: "Jamen Bente, du er jo Fisk"

Det er da nemlig det jeg er! Født i Fiskenes tegn. Og Fisk er pr definition ofte uvenner med den fysiske verden!
Den fysiske verden er simpelthen kronisk på nakken af os!

Men hvad gør det, når man har så skøn en veninde og dertil har Jesus til bords.

Vi fik ordnet både de umiddelbare astrologiske energier og mulige virkninger og ikonens videre udvikling.
Mennesket lever ikke af brød alene!

Heldigvis var Jesus med for bordenden

Vild med Folkedybet

Kære Vild med Dans!

Jeg stemmer på Allan!

Ja faktisk har jeg allerede gjort det i fredags, hele to gange.  Og jeg er ellers sådan én der sjældent ser jeres program, fordi jeg ærlig talt er så træt af at se De Kendte udføre en eller anden lallende aktivitet, under stor mediebevågenhed.

De Kendte danser, De Kendte quizzer, De Kendte bager boller.
For resten, nu jeg har jer, så har jeg et forslag til et nyt program: De Kendte steger flæsk. Hva med det?

Men tilbage til jeres danseprogram. Jeg forstår godt at man kan få lyst til at danse med, at man kan få lyst til at lære at danse af dygtige, professionelle dansere og koreografer, så meget at man melder sig til programmet og dermed udsætter sig for ikke bare dommernes dom, men også for Folkedybets dom.
Der skal et vist mod til, som jeg har al mulig respekt for og jeg har faktisk ingen problemer med både at have respekt for deltagerne og så være megatræt af  De Kendtes endeløse udfoldelser på tv.

I øvrigt kan jeg jo bare slukke og læse en bog, ikke...

Men det gjorde jeg altså ikke i fredags!

Jeg ville, som så mange andre, se fænomenet Allan Simonsen på dansegulvet. Jeg ville se om han virkelig danser så dårligt som I siger han gør, jeg ville se hvad det er der gør, at seernes stemmer sender ham videre i konkurrencen uge for uge, når nu dommerne giver ham bundkarakterer hver gang.

Og ja, ligeså elegant han var på fodboldbanen, ligeså klodset er han på dansegulvet, det er da rigtigt nok.
Men det er altså noget med måden han er klodset på.
Det er bare sådan en charmerende klodsethed! Det er noget med hele hans karisma, den venlighed, glæde og ydmyghed han udstråler.
Han er bare så meget sig selv og kæmper med en sportsmands ildhu med de svære trin, uden tanke for hvordan han mon tager sig ud.
Jeg kan så godt li ham!

Og, kære Vild med Dans, så er der jo lige det at Folkedybet har ikke glemt at han scorede på Wembley! Dengang Danmark ikke rigtig havde et fodboldhold man forventede sig noget af og vi altid tabte alting, dér lyste Allan som en enlig stjerne og formåede ene mand at få os alle til at elske fodbold for en tid!
Ej heller har Folkedybet glemt at han, som den eneste dansker nogensinde, har været "årets fodboldspiller" i Europa.

Og hvad har det så at gøre med dans, vil I selvfølgelig indvende...jamen absolut intet da! Vi kan bare godt li Allan Simonsen! Og derfor stemmer vi på ham, det er lige ud af landevejen, som Allan selv!
Og I skal slet ikke være så kede af det og bekymre jer om at nu bliver konkurrencen og hele konceptet ødelagt, tænk hellere på alle de seere I får og at sådan en som mig fx, der ellers ikke gider se jeres program, pludselig sidder klar på sms-tasterne. ALS 1234!

"Folket og kun folket, er drivkraften i skabelsen af dansehistorien" (Kliché) ok ok...og Formand Mao. Og mig...thihi..

At drage

Jeg troede at jeg fodrede en vildkat

Alle mennesker har et eller andet de er gode til - et særligt talent, noget vi har let ved, en naturlig gave, som vi ikke nødvendigvis tænker så meget over, det er bare noget vi gør.
Med daglig, indefrakommende uanstrengthed er det ofte vævet så meget sammen med os, at det er blevet et træk ved personligheden.

Sådan er det også for mig. Min naturlige gave er, at jeg drager!

Det er den eneste forklaring jeg kan komme op med, bl.a. på de 4 pindsvin, der arriverer punktligt hver aften.


Det startede uskyldigt med at jeg observerede en smuk, sort kat, der i tilgift er meget sky og som ingen ved hvor kommer fra - grundig research er foretaget - jeg så at han altid kredsede udenfor vores vinduer og jeg tænkte at han måske hang ud med vores 3 katte, måske havde de formidlet til ham at her lever man som kat, ganske hæderligt. For katte kommunikerer, ingen tvivl om det!

Kort forinden havde vi taget en anden kat i pleje, da hun hver eneste dag og især aften, kradsede på vores ruder, som en desperat hjemløs flygtning. Der var ikke andet at gøre, end at tage hende ind, for hun opgav ikke.
Senere info opklarede at det er naboens kat, der har det ganske udmærket.
Nu er hun i pleje i vores forgang, mens vi arbejder for en hjemgivelse. Hun har sin frihed og alle chancer for at gå hjem, men gør det ikke.
I stedet kæmper hun en indædt kamp for at smide vores 3 katte ud, hvilket er årsagen til hendes skærmede ophold i forgangen.

Den sorte kat blev også ved med at hænge ud i baghaven og en dag skete det jo, at jeg satte en skål mad ud til ham.
Jeg undrede mig noget over hans enorme appetit, skålen var altid tom om morgenen, for han ser faktisk ganske sund ud, så sund at nogle af naboerne kalder ham Tykke.
Jeg er dog sikker på at han hedder Django!



Vildkatten Django, som jeg ganske rigtigt også fodrer

 

Der gik et stykke tid, før jeg en aften opdagede det sødeste, lille pindsvin, der tømte Djangos madskål med højlydt knasen!
Jeg tænkte at nu blev jeg nok nødt til at sætte en madskål mere ud, hvis nu Django skulle komme forbi i løbet af natten.
Jeg kan så oplyse at pindsvin kommunikerer også! For i løbet af få dage rykkede hele 4 pindsvin ind i haven. De kan både pruste og sige GNYF enormt højt og de spiser enormt meget.

"Der er sgu da ikke nogen der har 4 pindsvin" er en sætning jeg har hørt meget på det sidste.
Nej, det er der ikke.
Medmindre man altså drager.

                                            Der er sgu da ikke nogen der har 4 pindsvin

Jesus har fået ansigt

Stadig under udarbejdelse, men nu med et ansigt med udtryk



 

Endelig!!!

Ikke at Jesus har fået ansigt, men at jeg fik dette ansigt op på denne blog, via det ualmindeligt talentløse, uduelige "Picasa webalbum", hvor de fleste af mine såkaldte uploads, nu er forsvundet i det store mørke i cyperspace.

Vil du opgradere til dit? Vil du opgradere til dat? Ja, nej, ved ikke, sæt kryds eller ignorer det komplet (jeg valgte det sidste) og uanset hvad du vælger eller ikke vælger - thi at undlade at vælge er også et valg - så kan du være sikker på at du aldrig finder dine billeder igen, at intet overhovedet kan fremvises på din blog, at ingen af de uduelige teknologiske dimser du har, på nogen måde er kompatible med hinanden og hvis de er: Vil du opgradere til dit? Vil du opgradere til dat?
Indtast dit buskortnummer fra 1973 efterfulgt af en 6-cifret kode (husk at bruge både små og store bogstaver)
Koden er iøvrigt hemmelig viden og kan derfor ikke genkendes af "Picasa webalbum" eller af den hemmelige instans, der skal overføre billedet til bloggen.

På Jesu tid fandtes, Gud være lovet, ikke "Picasa webalbum" og dette er hele den historiske årsag til at ikonmaleriet overhovedet så dagens lys.
Den tids fotografer og webalbums var ikonmalere.

Med små fine strøg, dag efter dag efter dag, blev historiens lysende stjerner bevaret for eftertiden.
De spirituelt udviklede har kunnet se aura og har malet den ind i billedet som en glorie, og har med få tegn dels oplyst hvem ikonen har portrætteret og dels nogle gange sendt et budskab med - som her:
"Jesu confido tibi" - og jeg er faktisk ikke klar over om det betyder "tro på Jesus" eller "Jesus tror på dig". Men jeg har en kilde der kan oversætte og skal nok finde ud af det.

I århundreder er de hellige billeder blevet malet igen og igen og videregivet gennem generationer, ledsaget af en hel enkel information i tekst og billede.
(Det var så aldrig sket med "Picasa webalbum")

Jeg har valgt at male denne udgave af Jesus, fordi han for en gangs skyld ikke hænger på et kors, idet jeg finder det ubærligt at blive konfronteret med denne grufulde lidelse det må have været, og idet jeg desværre ikke tror på udfrielse ved stedfortræder.
Altså at det skulle være muligt for én mand at tage hele verdens synder på sig nu og i al evig fremtid, ved at udstå så megen lidelse frivilligt og at lille jeg derfor er fritaget og løskøbt for ansvar for mine gerninger.
Jeg tror altså på at jeg selv må tage balladen...
På dette billede udtrykker han kærlighedsbudet - kærligheden til alt levende og for mig er det essensen af Jesus og af kristendommen.
Kærlighed og tilgivelse. (Kære Jesus, kan "Picasa webalbum" være en mulig undtagelse? Nej. Nå ok så.....)

Denne formiddag anno 2013 er adskillige billeder af ovenstående ufærdige udgave af Jesus forsvundet i cyperspace. Hvor forsvinder de mon hen? Ligger de i al evighed derude, gemt som en moderne krukke ved Nag Hammadi og venter på det øjeblik, hvor tiden har brug for dem?
En dag om flere århundreder sidder måske en sagesløs person ved en elektronisk dims og raser over dimsens uanvendelighed (for det forandrer sig ikke!!) og pludselig toner Jesus frem i rummet og dette fremtidens menneske oplever derved et mirakel, genopdager kærlighedsbudet og begynder at udbrede det!
Nu er jeg om muligt endnu gladere for at jeg ikke har malet den korsfæstede...

Måske har denne formiddag med blod, sved og tårer alligevel en mening og således kan man vælge alligevel at se lidelsen som en forudsætning for frelse.

Men det vil jeg lade være op til jer at afgøre for jer selv.