 |
| wauw man kan skrive herunder! |
Og hvor skal teksten så stå?
...her sæføli..hvor svært kan det være, man kan jo bare "centrere"!
Men hvorfor er tiden Pacific Standard Time?
onsdag den 19. december 2012
søndag den 11. november 2012
Gps for sarte sjæle
Om 500 meter, drej til højre. Drej til højre. DREJ TIL HØJRE. Beregner ny rute. Beregner ny rute. Foretag en U-vending. Vend om. Vend om. VEND OM!
Sådanne hjerteløse udmeldninger modtager jeg tit fra min gps. Og nu må det være nok, synes jeg!
Altså hvem har nerver til det? Bliver man i godt humør af sådan en gps? Hvem har fundet på, at det skal være så ubarmhjertigt at have sådan en dims installeret i sin bil? Bare fordi man ingen stedsans har, er man vel ikke et dårligt menneske? Eller stedsans...man behøver jo ikke engang at have dårlig stedsans, men bare køre et sted, man ikke har været før. Og her skulle gps-en være en trofast hjælper og ven, som med ro og kyndighed guidede een igennem nyt terræn.
Og særligt mig og andre med små, blå biler. Jeg fik jo grænseløs tillid til min gps, da jeg på skærmen så, at den også vidste at vi har en lille, blå Toyota Aygo! På det fine lille kort, der foldede sig ud for mine undrende øjne var jo nemlig også en lille blå bil, der bevægede sig, når jeg kørte.
Jeg følte mig umiddelbart i absolut gode hænder!
Sådan en tillid forpligter, synes jeg. Men jeg må sige, at jeg synes ikke på nogen måde, at min gps har levet op til min spontane tillid!
Disse udmeldinger den kommer med, fremført med en stemme som en skærebrænder! Og når vi kommer dertil, hvor den råber (og bare det at den råber! Forstår man ting bedre, når der bliver råbt af een? Nej!) men når den råber VEND OM, så sker der det med mig, at jeg får det modsatte af tunnelsyn, en slags widescreen, hvor jeg ser og opfatter alt og det er bare alt for meget og hvor hensigtsmæssigt er det mens man kører?
Og det er jo heller ikke sådan at man bare kan slukke for den, næ nej, den snakker videre, uanset. Kun fordi jeg er sådan et rationelt menneske, har jeg undladt at smide den ud af vinduet under kørslen. Så kunne den jo ligge der og råbe VEND OM efter mig, mens jeg uanfægtet kørte videre! Men som sagt, jeg har undladt sådanne irrationelle handlinger.
Derfor vil jeg foreslå en helt anderledes indfølende gps, mhp større trafiksikkerhed og mental sundhed for befolkningen, som både trafikministeren og sundhedsministeren, passende kunne understøtte:
En sådan gps ville, straks jeg satte mig ind i bilen, sige "start blot bilen og bak langsomt ud, ingen grund til hastværk - og må jeg sige hvor SER du forresten godt ud idag - og når du er klar, men kun hvis du altså er, drejer du til højre"...
Når jeg således var kommet godt afsted, ville den synge en lille sang for mig, alt efter hvilket humør jeg nu var i.
Den ville jo fx vide, hvis jeg havde sådan en dag, hvor jeg følte mig lidt vild og straks skråle BOOORRRNNN TO BE WIIIIIILD modsat dage hvor jeg mere var til Imagine med Lennon..
Fremtidens gps VED bare den slags!
Mens jeg kørte, ville den med jævne mellemrum fortælle mig hvor godt jeg kører. Den ville fx sige "smuk overhaling du lavede der" ,"fremragende højresving" , "altså jeg MÅ lige sige at du kan din glatførekørsel".
Og skulle det usandsynlige ske, at jeg kørte forkert, ville den sige "søde Bente, kør lige ind til siden, der er noget vi lige skal se på sammen og bare rolig, vi finder ud af det, det er ikke noget problem overhovedet".
Og så ville vi sammen finde den rigtige vej, altimens den citerede Claptons berømte sang:
"Standing at the crossroad
trying to see my way
to tell me which way I should go to find the answer
and all the time I know
plant your love and let it grow"
Men indtil denne gps ser dagens lys - og det er jeg sikker på den gør - må jeg forsøge at komme overens med min ufølsomme skærebrænder, styre min trang til at kyle den ud af vinduet og nøjes med at drømme om en gps, der forstår mig!
Sådanne hjerteløse udmeldninger modtager jeg tit fra min gps. Og nu må det være nok, synes jeg!
Altså hvem har nerver til det? Bliver man i godt humør af sådan en gps? Hvem har fundet på, at det skal være så ubarmhjertigt at have sådan en dims installeret i sin bil? Bare fordi man ingen stedsans har, er man vel ikke et dårligt menneske? Eller stedsans...man behøver jo ikke engang at have dårlig stedsans, men bare køre et sted, man ikke har været før. Og her skulle gps-en være en trofast hjælper og ven, som med ro og kyndighed guidede een igennem nyt terræn.
Og særligt mig og andre med små, blå biler. Jeg fik jo grænseløs tillid til min gps, da jeg på skærmen så, at den også vidste at vi har en lille, blå Toyota Aygo! På det fine lille kort, der foldede sig ud for mine undrende øjne var jo nemlig også en lille blå bil, der bevægede sig, når jeg kørte.
Jeg følte mig umiddelbart i absolut gode hænder!
Sådan en tillid forpligter, synes jeg. Men jeg må sige, at jeg synes ikke på nogen måde, at min gps har levet op til min spontane tillid!
Disse udmeldinger den kommer med, fremført med en stemme som en skærebrænder! Og når vi kommer dertil, hvor den råber (og bare det at den råber! Forstår man ting bedre, når der bliver råbt af een? Nej!) men når den råber VEND OM, så sker der det med mig, at jeg får det modsatte af tunnelsyn, en slags widescreen, hvor jeg ser og opfatter alt og det er bare alt for meget og hvor hensigtsmæssigt er det mens man kører?
Og det er jo heller ikke sådan at man bare kan slukke for den, næ nej, den snakker videre, uanset. Kun fordi jeg er sådan et rationelt menneske, har jeg undladt at smide den ud af vinduet under kørslen. Så kunne den jo ligge der og råbe VEND OM efter mig, mens jeg uanfægtet kørte videre! Men som sagt, jeg har undladt sådanne irrationelle handlinger.
Derfor vil jeg foreslå en helt anderledes indfølende gps, mhp større trafiksikkerhed og mental sundhed for befolkningen, som både trafikministeren og sundhedsministeren, passende kunne understøtte:
En sådan gps ville, straks jeg satte mig ind i bilen, sige "start blot bilen og bak langsomt ud, ingen grund til hastværk - og må jeg sige hvor SER du forresten godt ud idag - og når du er klar, men kun hvis du altså er, drejer du til højre"...
Når jeg således var kommet godt afsted, ville den synge en lille sang for mig, alt efter hvilket humør jeg nu var i.
Den ville jo fx vide, hvis jeg havde sådan en dag, hvor jeg følte mig lidt vild og straks skråle BOOORRRNNN TO BE WIIIIIILD modsat dage hvor jeg mere var til Imagine med Lennon..
Fremtidens gps VED bare den slags!
Mens jeg kørte, ville den med jævne mellemrum fortælle mig hvor godt jeg kører. Den ville fx sige "smuk overhaling du lavede der" ,"fremragende højresving" , "altså jeg MÅ lige sige at du kan din glatførekørsel".
Og skulle det usandsynlige ske, at jeg kørte forkert, ville den sige "søde Bente, kør lige ind til siden, der er noget vi lige skal se på sammen og bare rolig, vi finder ud af det, det er ikke noget problem overhovedet".
Og så ville vi sammen finde den rigtige vej, altimens den citerede Claptons berømte sang:
"Standing at the crossroad
trying to see my way
to tell me which way I should go to find the answer
and all the time I know
plant your love and let it grow"
Men indtil denne gps ser dagens lys - og det er jeg sikker på den gør - må jeg forsøge at komme overens med min ufølsomme skærebrænder, styre min trang til at kyle den ud af vinduet og nøjes med at drømme om en gps, der forstår mig!
lørdag den 10. november 2012
Tjekkede Kvinder
Mit ellers lidet udviklede husmorinstinkt, bød mig at skifte de ublegede lagenlærredgardiner i 70-style,ud med noget mere tidssvarende.
Da den slags projekter altid medfører stress og søvnløse nætter, har jeg altfor længe benyttet mig af mit tilsvarende veludviklede talent for at ignorere den fysiske verden.
Men et enkelt blik på min nabos nyligt forskønnede vinduer, afgjorde sagen. Jeg måtte se 70-ermonsteret i øjnene og handle!
Da min nabo ydermere oplyste, at hendes smukke foldegardiner/persienner (hvad er forskellen?) var købt i Bilka for en slik, var der ingen vej tilbage: Jeg måtte overvinde min frygt og tænke positive tanker om gardinudskiftningen! Og man skal gøre noget man er bange for ganske jævnligt, i selvudviklingens navn, med det overordnede formål at blive et bedre menneske!
Da jeg opdagede at persiennerne kunne købes over nettet, og jeg dermed ikke behøvede at tage i Bilka, som jeg dels ikke kan finde og slet ikke finde rundt i, følte jeg at de højere magter allerede belønnede min indsats for at blive et bedre menneske!
Frygtløst målte jeg op, bredde x 2, for vores vinduer er sådan nogle, der ikke har standardmål, hvilket burde tælle til min fordel hos de højere magter, for det er slet ikke så enkelt!
Jeg fyrede min bestilling af i en fart og følte allerede spirende englevinger, og en ikke altfor fjern mulighed for at blive lukket ind i logen "Tjekkede Kvinder". Som jeg er helt sikker på findes derude, men at det bare har sin forklaring, at jeg ikke har hørt om den...endnu!
Stor var min glæde, da persiennerne ankom med posten og nu kender jeg jo mig selv (altfor godt), så jeg flåede dem ud af pakken og målte dem opad vinduet. Perfekt! De passede intet mindre end perfekt!
Jeg flåede 70-er-levnet ned, skruede gardinstængerne ud og farvel med dem, hidkaldte manden mhp supervision på de indviklede beslag, der medfulgte og selvfølgelig endte han med at overtage beslag-projektet, hvilket faktisk også var meningen.
Bare fordi man er en Tjekket Kvinde, behøver man jo ikke gøre alting selv, vel..!
Ved fælles hjælp fik vi de underskønne persienner hængt op i begge vinduer ud mod gården, som kan ses af alle, naboer og forbipasserende.
Øjeblikket var nu kommet, hvor jeg trak dem ned og skønheden skulle brede sig indad i stuen og udad mod verden, og folk ville kaste anerkendende blikke mod vores vinduer!
Men ak!!
Så let skulle min vej til det gode selskab ikke være! Persiennerne strandede et sted halvvejs nede af vinduet. Som havde så megen forventning taget pusten fra dem, hang de nu der og så lidt flove ud i al deres utilstrækkelighed. Som et sindbillede på mig, der havde glemt at måle længden på vinduerne!
Den ubønhørlige virkelighed er, at jeg måtte i Bilka og bytte det sæt, som endnu ikke var pakket ud og efter en sand rædselstur, lykkedes det for mig at få to sæt med hjem, der passer til vinduerne.
Dobbelt så dyre og med nogle helt andre beslag selvfølgelig.
Vejen til at blive en Tjekket Kvinde er stadig lang. Men jeg opgiver aldrdig håbet.
Forresten står de nye persienner stadig i indpakningen og venter på at blive hængt op.
Men jeg skal lige overvinde min frygt....
 |
| Et glansbillede-moment fra mit designerhjem |
onsdag den 28. september 2011
Lykken er: At benægte at man er senior
For ikke så forfærdelig længe siden, fyldte det mig med frygt og bæven at tænke på min alder.
Det er også som om tallene bliver grimmere og grimmere, som tiden går. Ikke bare tallets betydning, den numeriske værdi og ikke mindst dens konsekvenser, som er gruopvækkende nok i sig selv, men også selve lyden og synet af det forbandede tal. Grimheden kulminerede ved 50. Halvtres.Tres halve. Altså 30? Nej...gid det var så vel...men det er det jo i høj grad ikke. Halvtres. Smag lige på det. Er det egentlig med d? I så fald er det kun endnu grimmere...Halvtreds. Ugliness!!!
Det er pænere på engelsk. Fifty. Lyden kan man fx associere med "fit for fight". Eller hvad med "fifty-fifty", - er du ung og smart endnu? Joh det er nok sådan fifty-fifty. High five! Sidsnævnte kunne man endda med lidt god vilje tænke faktisk var 5 plus et nul, sådan 5 i opløftet grad!
Men halvtreds?? Det lyder af halv-træg. Halv-trist. Halv-tilfreds."Halv" i det hele taget. Endda "halt". Man kommer haltende ind i 60erne, kan man regne med. Hvor fedt er det lige? Halv-fedt? Nej...!!
Men spørgsmålet er jo: Hvad gør man? Hvad KAN man gøre? Emigrere til et engelsktalende land og få det lidt bedre med sig selv? En mulighed, absolut! Men der vil jo stadigvæk være alderens konsekvenser at slås med, uanset den pænere lyd..
Én af konsekvenserne, her i Dk altså, - (måske man alligevel skulle overveje det med emigration...)- er at man får fejlafleveringer fra postvæsenet. Man åbner sin postkasse og finder et brev, der er lagt forkert i. Jeg mener, brevet var jo ikke til mig. "Ældresagen" var afsenderen og derfor kunne det i sagens natur jo ikke være til mig. Bortset fra den detalje at der stod mit navn og adresse på brevet, var det jo klart en fejl og da jeg ikke orkede at returnere det, (pga min høje alder?) smed jeg det uåbnet i skraldespanden. Så ved I det derude, hvis nogen, fra den skamplet på enhver kvindes fremtidige rygrad, der har valgt at kalde sig "Ældresagen," skulle finde på at læse med: Glem det!! I ryger direkte i småt brændbart!! Og det er jeres hjerner jeg hentyder til!
Men er der da virkelig ikke noget man kan gøre ved alderens uomtvistelighed og den endeløse kæde af ydmygelser og halve liv og ditto løsninger, der ligger på lur derude?
Åh jo der er!! Fat mod!
Idag har jeg haft en aldeles pragtfuld time i Fitness.dk som også endegyldigt gav mig løsningen på grimme tal, konsekvenser og udsigter.
Jeg blev introduceret til fitness-maskinerne og det har sådan set aldrig været noget for mig at træne i de maskiner. Bortset fra at det blev det så idag. Legpress, chestpress og andet press blev høvlet igennem, under kyndig vejledning af en dygtig og positiv instruktør. Jeg fik sammensat et personligt træningsprogram og jeg mærkede tydeligt hvor og hvordan og hvor godt det virker. Har dette noget med (ældre)sagen at gøre? Ja. Er det fordi at jeg nu vil holde et foredrag om træningens velsignelser og modvirkelse af alderens forfald? Nej.
Det jeg vil fortælle er, at der i Fitness.dk er en seniorafdeling hvor man kan seniortræne. Og vi gik ikke derind. Vi gik forbi og valgte simpelthen at ignorere det!
Og så er det jeg tænker at den stil kan man jo med fordel udvide til at gælde alle andre "senior-forhold" også. Man kan jo ignorere det! Vi er jo, fra naturens eller Guds hånd om man vil, udstyret dels med den frie vilje og dels med en række glimrende forsvarsmekanismer. Én af dem er benægtelse.
"Benægtelse er et ubevidst forsvar, som tjener til at beskytte jeg´et mod noget ubærligt". Øh ja??
Så hvorfor dog ikke kombinere den geniale anordning med en anden af Guds gaver, den frie vilje? Og simpelthen bare benægte at man er "senior"?
Forsvarsmekanismer og den frie vilje må jo være der af en årsag, det er da bare med at komme igang!
Så for fremtiden vil jeg simpelthen benægte at jeg er senior, hal(v)leluja!
Det er også som om tallene bliver grimmere og grimmere, som tiden går. Ikke bare tallets betydning, den numeriske værdi og ikke mindst dens konsekvenser, som er gruopvækkende nok i sig selv, men også selve lyden og synet af det forbandede tal. Grimheden kulminerede ved 50. Halvtres.Tres halve. Altså 30? Nej...gid det var så vel...men det er det jo i høj grad ikke. Halvtres. Smag lige på det. Er det egentlig med d? I så fald er det kun endnu grimmere...Halvtreds. Ugliness!!!
Det er pænere på engelsk. Fifty. Lyden kan man fx associere med "fit for fight". Eller hvad med "fifty-fifty", - er du ung og smart endnu? Joh det er nok sådan fifty-fifty. High five! Sidsnævnte kunne man endda med lidt god vilje tænke faktisk var 5 plus et nul, sådan 5 i opløftet grad!
Men halvtreds?? Det lyder af halv-træg. Halv-trist. Halv-tilfreds."Halv" i det hele taget. Endda "halt". Man kommer haltende ind i 60erne, kan man regne med. Hvor fedt er det lige? Halv-fedt? Nej...!!
Men spørgsmålet er jo: Hvad gør man? Hvad KAN man gøre? Emigrere til et engelsktalende land og få det lidt bedre med sig selv? En mulighed, absolut! Men der vil jo stadigvæk være alderens konsekvenser at slås med, uanset den pænere lyd..
Én af konsekvenserne, her i Dk altså, - (måske man alligevel skulle overveje det med emigration...)- er at man får fejlafleveringer fra postvæsenet. Man åbner sin postkasse og finder et brev, der er lagt forkert i. Jeg mener, brevet var jo ikke til mig. "Ældresagen" var afsenderen og derfor kunne det i sagens natur jo ikke være til mig. Bortset fra den detalje at der stod mit navn og adresse på brevet, var det jo klart en fejl og da jeg ikke orkede at returnere det, (pga min høje alder?) smed jeg det uåbnet i skraldespanden. Så ved I det derude, hvis nogen, fra den skamplet på enhver kvindes fremtidige rygrad, der har valgt at kalde sig "Ældresagen," skulle finde på at læse med: Glem det!! I ryger direkte i småt brændbart!! Og det er jeres hjerner jeg hentyder til!
Men er der da virkelig ikke noget man kan gøre ved alderens uomtvistelighed og den endeløse kæde af ydmygelser og halve liv og ditto løsninger, der ligger på lur derude?
Åh jo der er!! Fat mod!
Idag har jeg haft en aldeles pragtfuld time i Fitness.dk som også endegyldigt gav mig løsningen på grimme tal, konsekvenser og udsigter.
Jeg blev introduceret til fitness-maskinerne og det har sådan set aldrig været noget for mig at træne i de maskiner. Bortset fra at det blev det så idag. Legpress, chestpress og andet press blev høvlet igennem, under kyndig vejledning af en dygtig og positiv instruktør. Jeg fik sammensat et personligt træningsprogram og jeg mærkede tydeligt hvor og hvordan og hvor godt det virker. Har dette noget med (ældre)sagen at gøre? Ja. Er det fordi at jeg nu vil holde et foredrag om træningens velsignelser og modvirkelse af alderens forfald? Nej.
Det jeg vil fortælle er, at der i Fitness.dk er en seniorafdeling hvor man kan seniortræne. Og vi gik ikke derind. Vi gik forbi og valgte simpelthen at ignorere det!
Og så er det jeg tænker at den stil kan man jo med fordel udvide til at gælde alle andre "senior-forhold" også. Man kan jo ignorere det! Vi er jo, fra naturens eller Guds hånd om man vil, udstyret dels med den frie vilje og dels med en række glimrende forsvarsmekanismer. Én af dem er benægtelse.
"Benægtelse er et ubevidst forsvar, som tjener til at beskytte jeg´et mod noget ubærligt". Øh ja??
Så hvorfor dog ikke kombinere den geniale anordning med en anden af Guds gaver, den frie vilje? Og simpelthen bare benægte at man er "senior"?
Forsvarsmekanismer og den frie vilje må jo være der af en årsag, det er da bare med at komme igang!
Så for fremtiden vil jeg simpelthen benægte at jeg er senior, hal(v)leluja!
mandag den 12. september 2011
En nation af skvat
For et par generationer siden, var livet hårdt for rigtig mange i Danmark. Når jeg hører om mine forældres og bedsteforældres opvækst, - kun 1-2 generationer tilbage fra nu, - så lyder det som en helt anden verden, fordi det var en helt anden verden. For især mine bedsteforældre var det en verden i fattigdom, afsavn, utryghed, mangel på omsorg. Få børn og unge af idag, (incl mig selv, som er halvgammel),ville komme helskindede gennem en opvækst som de havde.
Min farmor mistede sin mor som barn og blev givet væk til en anden familie, fordi hendes far ikke kunne forsørge alle de børn han havde. Min farfar kom ud at tjene som 6årig. Senere blev han udsmider på en kro, hvor han mødte min farmor, der var blevet servitrice. Min mormor mistede sin far da hun var 7 år, han kom i et tærskeværk på den gård hvor de tjente, og døde af det, og min mormors mor blev således enlig mor med 12 børn.
Hun tog derefter til byen og åbnede en rulleforretning.
Min morfar var ved marinen i sin ungdom og sejlede til Egypten og hentede de danske krigsfanger fra 1. verdenskrig hjem.
I sagens natur overlevede de, ellers sad jeg ikke her en sen nattetime ved min lille, smarte bærbare i mit lille, trygge rækkehus fyldt med moderne bekvemmeligheder.
De gik ud i landet, skabte sig et liv, fik familier, kæftede op og bidrog til at bygge velfærdssamfundet.
En enkelt tog til Amerika, ingen ved hvad der fik hende til det,- en ung pige på 19 år, der rejste derover alene, skabte sig et liv i New York og kom hjem 40 år efter, som en sej, gammel makrel med store, flagrende gevandter og sløjfer om sit lille tynde legeme. Faktisk var sløjferne på de amerikanske kjoler hun bragte hjem, så store, at man tænkte at "der kommer en sløjfe med en meget lille dame bagved"... Jeg husker hendes rapkæftethed og hvordan hun frygtløst truede alt og alle, især autoriteter, med at de kunne komme i New York Times, hvis der var mere med dem!
Da tyskerne besatte Danmark, gik min farfar til modstand (og da jeg var barn, troede jeg at han havde smidt dem ud helt alene, - han var jo trods alt gammel udsmider!!) Med fare for liv og førlighed, kastede han sig ind i kampen. Min far kunne fortælle om hvordan han og hans 3 søskende ofte sad med hinanden i hænderne og ventede på at deres far skulle komme hjem, - skrækslagne for at han skulle være taget af tyskerne eller at de omlidt fik besøg af Gestapo. De vidste hvad frygt var og de havde grund til at være bange.
Min families historie er ikke enestående, der findes tusinder af historier som deres. Fælles for dem er, at de, som generationer betragtet, overvandt frygt og fattigdom og krig og byggede et helt nyt samfund!
Deres efterkommere, som er os, er, takket være deres mod og fandenivoldskhed, utroligt privilligerede i sammenligning og det bringer mig til at tænke på hvad vi så, som generation, beskæftiger os med.
Vi går bl.a. utroligt meget op i vores krop,- hvad vi spiser, især hvad vi ikke må spise, at vi ikke må ryge, drikke, sidde oppe om natten, vi skal dyrke motion, - ikke fordi det er sjovt, men af frygt for hvad der sker hvis vi ikke gør det.
Vi skal have smarte karrierer, store huse og børn som alle skal være noget helt særligt,(og stakkels børn, det kan jo logisk ikke lade sig gøre!) - ikke fordi det falder naturligt og fordi vi gerne vil give noget videre, bidrage til samfundet eller lindre lidelse hvor vi møder den, men af frygt for ikke at være gode nok.
Alle skal helst i tv,(de utallige reality-programmer) af frygt for at de måske ikke eksisterer, hvis de ikke har været i medierne.
Egoismen og frygten har indgået en uhellig alliance i vores tid. Vi bliver sgu bange hvis vi spiser et stykke othellolagkage! Hallo!!! Vi er ved at udvikle os til en nation af skvat!!
Det kan ikke have været meningen med vores forfædres glorværdige og og fremsynede indsats.
Jeg håber og tror trods alt også, at deres seje gener ikke har været her forgæves og at vi snart fjerner blikket fra vores egne charmerende navler og retter blikket lidt mere fremad og udad, så vi også kan give nogle ordentlige værdier og et ordentligt samfund videre til generationerne efter os.
Min farmor mistede sin mor som barn og blev givet væk til en anden familie, fordi hendes far ikke kunne forsørge alle de børn han havde. Min farfar kom ud at tjene som 6årig. Senere blev han udsmider på en kro, hvor han mødte min farmor, der var blevet servitrice. Min mormor mistede sin far da hun var 7 år, han kom i et tærskeværk på den gård hvor de tjente, og døde af det, og min mormors mor blev således enlig mor med 12 børn.
Hun tog derefter til byen og åbnede en rulleforretning.
Min morfar var ved marinen i sin ungdom og sejlede til Egypten og hentede de danske krigsfanger fra 1. verdenskrig hjem.
I sagens natur overlevede de, ellers sad jeg ikke her en sen nattetime ved min lille, smarte bærbare i mit lille, trygge rækkehus fyldt med moderne bekvemmeligheder.
De gik ud i landet, skabte sig et liv, fik familier, kæftede op og bidrog til at bygge velfærdssamfundet.
En enkelt tog til Amerika, ingen ved hvad der fik hende til det,- en ung pige på 19 år, der rejste derover alene, skabte sig et liv i New York og kom hjem 40 år efter, som en sej, gammel makrel med store, flagrende gevandter og sløjfer om sit lille tynde legeme. Faktisk var sløjferne på de amerikanske kjoler hun bragte hjem, så store, at man tænkte at "der kommer en sløjfe med en meget lille dame bagved"... Jeg husker hendes rapkæftethed og hvordan hun frygtløst truede alt og alle, især autoriteter, med at de kunne komme i New York Times, hvis der var mere med dem!
Da tyskerne besatte Danmark, gik min farfar til modstand (og da jeg var barn, troede jeg at han havde smidt dem ud helt alene, - han var jo trods alt gammel udsmider!!) Med fare for liv og førlighed, kastede han sig ind i kampen. Min far kunne fortælle om hvordan han og hans 3 søskende ofte sad med hinanden i hænderne og ventede på at deres far skulle komme hjem, - skrækslagne for at han skulle være taget af tyskerne eller at de omlidt fik besøg af Gestapo. De vidste hvad frygt var og de havde grund til at være bange.
Min families historie er ikke enestående, der findes tusinder af historier som deres. Fælles for dem er, at de, som generationer betragtet, overvandt frygt og fattigdom og krig og byggede et helt nyt samfund!
Deres efterkommere, som er os, er, takket være deres mod og fandenivoldskhed, utroligt privilligerede i sammenligning og det bringer mig til at tænke på hvad vi så, som generation, beskæftiger os med.
Vi går bl.a. utroligt meget op i vores krop,- hvad vi spiser, især hvad vi ikke må spise, at vi ikke må ryge, drikke, sidde oppe om natten, vi skal dyrke motion, - ikke fordi det er sjovt, men af frygt for hvad der sker hvis vi ikke gør det.
Vi skal have smarte karrierer, store huse og børn som alle skal være noget helt særligt,(og stakkels børn, det kan jo logisk ikke lade sig gøre!) - ikke fordi det falder naturligt og fordi vi gerne vil give noget videre, bidrage til samfundet eller lindre lidelse hvor vi møder den, men af frygt for ikke at være gode nok.
Alle skal helst i tv,(de utallige reality-programmer) af frygt for at de måske ikke eksisterer, hvis de ikke har været i medierne.
Egoismen og frygten har indgået en uhellig alliance i vores tid. Vi bliver sgu bange hvis vi spiser et stykke othellolagkage! Hallo!!! Vi er ved at udvikle os til en nation af skvat!!
Det kan ikke have været meningen med vores forfædres glorværdige og og fremsynede indsats.
Jeg håber og tror trods alt også, at deres seje gener ikke har været her forgæves og at vi snart fjerner blikket fra vores egne charmerende navler og retter blikket lidt mere fremad og udad, så vi også kan give nogle ordentlige værdier og et ordentligt samfund videre til generationerne efter os.
Abonner på:
Opslag (Atom)