Velkommen til bloggen

Lad mig sige det med det samme: Jeg er en gammel ged. Modsat bloggerne i de indlæg jeg dagligt modtager i min indbakke. Jeg er født i 1960, så er I advarede - men ordet er jo frit.

Jeg ved ikke om jeg skal vælge en kategori her på Bloglovin´, skal man det? Hvor er alle I medbloggere henne, nu hvor jeg har brug for jer?

Nå, men jeg kan love så meget at denne blog ikke kommer til at handle om mad. Jeg ville nemlig ønske at videnskaben ville komme op med en pille, der indeholdt alt hvad kroppen har brug for og så var vi ude over det. Godt for planeten, dårligt for alle mad-bloggerne. Der ville være ét indlæg at skrive.

Nu kan jeg ikke huske de andre kategorier man kan vælge, bortset fra "livsstil". Så må det jo være min kategori, selvom jeg ikke ved om jeg egentlig har én. Eller det har man måske automatisk? Sådan en medfødt ting ligesom store fødder?

Jeg har tænkt at bloggen skal være min lille pause, hvor jeg bare lader tankerne flyve lidt og da jeg er født i Fiskens tegn, giver det sig selv at jeg må være jeres pausefisk. (For jer, der er gamle nok til at kunne huske DRs pausefisk, der drog dovent over skærmen, når DR ikke lige vidste hvad de skulle finde på)

Sådan er det også med mig og denne blog. Den bliver ligeså kedelig som DRs pausefisk. Men så kan både I og jeg lige tage et break fra hverdagens mange krav, ikke mindst om perfektionisme.

Nu trykker jeg på "post".

Så ser vi hvor den ender.

Kære januar

Jeg kan så godt li dig!

Indrømmet - især nu hvor du går lidt på hæld og faktisk allerede har et touch af februar. Men det er dig der viser os de første små tegn på spirende forår, som senere måneder bare har fået forærende og kan gå rundt og være selvfede over.

Se alle mine blomster, se min gyldne Forsythia, Syrentræ, Tulipaner - maj og juni m.fl. stikker næsen i sky og kaster ubesværet deres stråleglans på os i fuldt, blæret flor.

Men hvem har kæmpet det hele op af den frosne jord? Det har du, januar! Og februar med. I to er de sande bebudere af nyt liv, et par vikinger der tager den hårde tørn, skulder ved skulder uden at nogen egentlig giver jer noget credit for det. Alle går bare rundt og fryser og brokker sig.

Julen er ovre, ferien slut, mørket har sænket sig over by og land. Kontoen er tom, banken har ringet.

Og imens arbejder du, uset og udskældt. Ingen hylder dig, ingen har skrevet en sang til dig eller lagt en højtid - jul i december, Kom maj du søde milde, påske i marts-april, Sankte Hans-Sankte Hans, men hvad med dig, der har fået hele verdens tømmermænd på din allerførste dag og intet andet?

Jeg tager ærlig talt hatten af for dig, der orker dette utaknemmelige arbejde år efter år.

At du endnu engang har kæmpet disse små skønheder frem i min forhave og ovenikøbet generøst sørger for at de breder sig år for år, ydmygt og beskedent og uden at forvente noget, gør du det bare igen - det er jeg bare dybt taknemmelig for.

Iøvrigt - hvad ville Netflix, varm chokolade, uldtæpper gøre uden dig? Alle har de kronede dage under dine hvide vinger.

Så tak og tak igen for dig og for at du ikke har tabt tålmodigheden, tak for erantis og vintergæk, du årets sande viking - jeg er sikker på at Odin og Thor og alle de andre festlige guder i Valhalla ærer dig. De er bare blevet umoderne i vores tid, men det skal du ikke tage dig det mindste af, gudebilleder forgår, erantis og vintergæk består - år efter år efter år.

 Love

  Save 

•  
•  
•  

Write a comment...

Alle har ret til et fedt køkken

Ovenstående moderne visdom har altid slået mig med forundring i al sin demokratiske enkelhed. De endeløse køkkenreklamer tordner åndssvagt ud af mit tv, men jeg har bare aldrig fattet hvad der er så fedt ved køkkener!

Hvidevarer, skabe, borde og stole og samtaler. I køkkenet, forstås. Hvorfor skal man absolut verbalisere i sit køkken? Er det ikke et arbejdsrum, et opbevaringsrum til madvarer?

Jeg kan ikke fordrage at lave mad. Faktisk ser jeg frem til den dag videnskaben opfinder en pille, hvori al næring er indeholdt. Det ville også være godt for planeten og ikke mindst dyrene, virkelig dyrevelfærd og bæredygtighed. Og så kunne man omdanne sit køkken til noget andet - gæsteværelse, bibliotek, kattehus.

Jeg synes at det er så tragisk at livet på Jorden er afhængigt af at fortære andre levende væsener - spis eller bliv spist. Og en gulerod er altså også en slags levende væsen!
Dette barbari vi alle er underlagt, de endeløse myrderier for at opretholde livet, udkrystalliserer sig i køkkener. Rene slagtehuse. Som vi alle har ret til på den fede måde.

Men det nytter jo ikke noget at gøre oprør mod selve livets vilkår - så er man jo sikker på at blive evigt nedbøjet og hvis man hører til dem der - som jeg - tror på at der trods alt er en mening med galskaben, at der er noget der er større end vores egoer og at vi alle uden undtagelse har del i det - ja så må man nok anlægge det synspunkt at Jorden er rig og alt levende er en gave, som vi kan vælge at tage imod med taknemmelighed.
Livet og døden og genopstandelsen er et evigt kredsløb, som man faktisk nok ikke behøver at opsøge erkendelsen af i hverken en ashram i Indien eller en kristen kirke i Bælum - man kan bare se ud på et træ i haven.
Hvert efterår visner og dør bladene, falder af, udånder med et suk på græsplænen, hvor de ligger og rådner (hvis man da ikke er så smart at man har en løvstøvsuger) og hvert forår skyder træet påny de skønneste lysegrønne nye sprøde blade. Og hvis det er et magnolietræ, så blomstrer det også for vildt!
Det samme træ. År efter år.
Jeg bliver nærmest lykkelig af at følge magnolietræets gøren og laden året rundt.

Det bekræfter mig i at der er et levende kredsløb på Jorden, livet er ikke lineært fra a. fødsel til b. død. Der er også c. genopstandelse, en evig levende puls i alt.

Og når jeg overgiver mig til den indsigt, så kan jeg også bedre holde køkkener ud. Og glæde mig  over vores nye induktionskomfur. En gevinst for os der ikke er fans af madlavning - det går hurtigere med induktion! Vi har skiftet de gamle klamme hvidevarer ud i vores lille hold-kæft-køkken og det  er både pænt og hygiejnisk.
Accept af livets vilkår. Glæde!

Alle har ret til et fedt køkken - så her er et billede af et magnolietræ

Længslen efter orden

Tove Ditlevsen skrev engang i "En Sibylles bekendelser" at hun livslangt længtes efter "ordnede forhold"- efter den sidste flytning, i skabe og skuffer, i sin bolig og livet generelt.
Som læsere af hendes lange forfatterskab vil vide, så lykkedes det aldrig for hende, hverken i livet eller i boligen, hvor der livslangt stod en flyttekasse der "ikke lige var pakket ud efter sidste flytning" (for 3 år siden) og andre forstyrrende, uordentlige elementer, der dybest set plagede hende, men som hun bare manglede evnen til at ændre på.
Vi, som har læst hendes bøger, kan for evigt glæde os over hendes komplet fraværende ordens-egenskaber, fordi hun skrev så fantastisk underholdende om det og fordi hun gav os så meget gennem sit store talent.
Anerkendt i det finere, kulturelle selskab blev hun aldrig - man kan undre sig over det, stor-sælgende som hun var, men der er nok nogle hemmelige koder for det, som hun ikke havde adgang til, ligesom koden til det der med "ordnede forhold".
Nævnte bog fra hendes senere forfatterskab har jeg fået af min mor, den er udsolgt fra forlaget, men min mor havde en kopi og bogen er stadig en af mine yndlinge, som jeg jævnligt finder frem og læser udvalgte stykker fra.  Jeg er evigt taknemmelig for den bog!
Især når en overvældende trang til orden kommer op i min bevidsthed, efterfulgt af en ligeså overvældende magtesløshed overfor alt det jeg mangler at "ordne" i mit hjem, førend det står skinnende, enkelt, lysende, ryddeligt og med et lyksalighedens fatamorgana-skær  omkring mig, der yndigt slænger mig i en chaiselong, måske i sarte rosa farver (eller er det bare lyset)  uden skyggen af hunde- eller kattehår..
Dét øjeblik hvor der ikke er mere der skal "ordnes". Træværket er malet, haven har intet ukrudt, kun skønne blomster, alt tøj er sorteret og kategoriseret i rummelige, rene skabe.
Køkkenting, fodlister, gulve, møbler, skuffer og skabe - alt er rengjort, duftende af Ajax og inddelt i logiske kategorier og dørhåndtaget til badeværelset falder ikke af mere, listen på gulvet indtil køkkenet falder ikke op (ja det kan den godt)
Nu hvor jeg mangler den kode, som giver adgang til al den skønne orden, ganske som Tove Ditlevsen manglede den, så kan man jo godt tænke lidt over hvorfor skaberværket er indrettet som det er.
Hvorfor fælder hunde og katte, hvilken mening har ukrudt og hvad er i det hele taget ukrudt - på Jesu tid var fx påskeliljer regnet som ukrudt, men pga ham, som tog sig af alle svage, undselige, ydmyge, ophøjede man påskeliljen til en elsket blomst, associeret med Jesus selv.
Hvorfor har roser torne, hvorfor er der støv i luften (og hvorfor dælen skal det lige kaste sig ned i vindueskarmene her) Den slags tanker kan man jo få, i afmagt.
Er der en mening med kaos? SKAL vi absolut spæne rundt fra morgen til aften og forsøge at bringe alt i orden?
En klog mand, vist nok zen-mester, har sagt "ting er ikke noget i sig selv, kun hvad du tænker om dem".
Men hundehårene i sofaen taler for sig selv - det samme gør sporene efter katteklør i selvsamme sofa.
Jeg kan godt sidde her og filosofere og citere zen-mestre og forsøge at snakke mig ud af det.
Men der er ingen vej udenom: Jeg må ud efter bogen: En Sibylles bekendelser.
Ps jeg plantede påskeliljer igår. Det er da altid noget til hjælp. Nu hvor det er en legal blomst, godkendt af det finere kulturelle selskab.

Tak Tove, for at jeg ikke er alene!

Hva nu, Amerika?

U.S. Capitol, election day 2016. Bemærk: Ingen egern.

Jeg er enig med John Cleese, som skriver at Amerika ikke kan administrere selvstændighed og derfor må tilbage under den engelske trone. De er jo slet ikke modne til at bestemme noget selv kan vi se, Queen Elizabeth må tage affære nu, det er i 11. time. Væk med Independence Day, Forfatningen og alt det andet pjat. Og forresten Valentines day, nu vi er igang - endnu en klam kommerciel fidus fra Guds Eget Land. Tilbage til Great Britain.
Nu skal englænderne jo ikke snakke for højt, efter Brexit. Var det egentlig en god idé, John Cleese? Jeg spørger dig, da jeg har mere tillid til komikere, end til de siddende politikere. Verden er jo osse én stor joke for tiden, så det forekommer meningsfuldt at spørge humorister til råds.

9. nov 2016 var vi i Washington for at følge det amerikanske valg tæt på, i orkanens øje - min datter, svigersøn og jeg - for at mærke den fantastiske stemning vi forestillede os der ville være, når verdens første afroamerikanske præsident overlod posten til verdens første kvindelige præsident for den vestlige verdens største, mest magtfulde land. En manifestation af at verden endelig er kommet videre mod frihed, lighed og søsterskab, at der er håb for os alle, at den amerikanske drøm og alle andre gode drømme ikke længere kun er drømme, men er på vej mod at realisere sig. Som Martin Luther Kings berømte "dream" blev virkelig i Præsident Obama.

Vi brugte election day på at slentre rundt i den store park foran Capitol, gå på det vanvittigt interessante Space museum (Ok, vi må blive enige om en ordning for NASA, det er fantastisk hvad de har udrettet, til glæde og oplysning for hele verden) det var solskin og mildhed og forventningens glæde ud over det hele.
Vi bevæbnede os med jordnødder, da parken er kendt for at være hjemsted for en masse egern, så vi satte os på plænen på den mest egern-venlige måde vi kunne præstere og spredte jordnødder omkring os - men ikke ét eneste lille egern var i syne eller værdigede os et blik fra et evt skjul (var vi sikre på) endsige nedlod sig til at indtage vores delikatesser.
Det var virkelig mærkeligt. Vi tænkte at vi nok skræmte dem og trak os væk og idet vi begyndte at gå væk derfra, gik en høj indisk herre ind i området og satte sig ned, ganske som vi lige havde gjort og begyndte at dele jordnødder ud til højre og venstre. Fra alle sider af parken og ned fra træerne myldrede de små egern nu talstærkt frem! Måbende så vi til mens det gik op for os at egern åbenbart kan skelne folk fra hinanden. Ihvertfald egernene foran U.S. Capitol - men hvad har de ikke også været vidner til gennem tiderne? Myrdede præsidenter fra Lincoln til Kennedy, Watergate og hvad har vi. Måske de har udviklet en sund skepsis, som ligger kodet ind i deres DNA og gives i arv og derfor lige ser deres folk an, inden de binder an med en jordnød.
Tydeligvis kendte de den indiske herre og stolede på ham. Vi måtte se i øjnene at vejen til et U.S. Capitol-egerns hjerte ikke blot er "a walk in the park".

Som aftenen nærmede sig, gjorde vi os klar til at følge det historiske valg på tv på hotellet og forestillede os at vi ville gå ud i byen til drinks senere og bidrage til den gode stemning, når sejren var i hus. Vi ville ikke gå glip af et eneste øjeblik af valget, så det var roomservice med tv-et kørende, øjnene på stilke og en stille boblende glæde i maven.
Da det første resultat tikkede ind på CNN, som bekendtgjorde at Kentucky gik til Trump, forvandlede vi os umærkeligt til en senere udgave af satireshowet "Saturday Night Live", idet vi  i kor sagde noget a la at det havde vi da også regnet med, at alle de blegfede tumper med svedende hængemave i undertrøjen og én tand, som jo allesammen bor i Kentucky, at de ville stemme på Trump! (Og ellers har vi ingen fordomme...) Men vi var da helt rolige. Ha! Kentucky, mand!! Men det havde vi som bekendt absolut ingen grund til at være og verdenshistoriens værste valg udspillede sig nådesløst for vores øjne, time for time, stat for stat, indtil det ikke ville have undret os spor om der havde stået "Armageddon" i neon på himlen over Capitol.

Gud mildner ikke luften for de klippede får, hovmod står for fald, vi stod op i øsende regnvejr næste morgen og undrede os hver især i tavshed over at byen overhovedet stod endnu. Folk så helt almindelige ud, på vej i alle retninger, som folk jo er. Vi var på vej til Florida. Som om det hjalp noget.
Det gjorde det nu alligevel med tiden og med Obamas ord: "The only thing that´s the end of the world is...the end of the world". Solen står også op imorgen, sagde han også, og det fik han jo ret i. Især i Florida, The Sunshine State. Jeg er dog sikker på at selv han blegnede, da valgresultatet var uomtvisteligt.

Men hva nu, Amerika? I har valgt en ustabil narcissist med nationalistiske storhedsdrømme til statsoverhoved. Det er set før i historien, og belært af dén er vi her i Europa ikke glade for den slags. Vi kan ikke bare se passivt til mens historien gentager sig.  "Make America great again". Det kan vi i og for sig godt gå med til, kun med en enkelt lille ændring:  Make America Great Britain again.

Jeg ville gerne vide hvordan de mange U.S. Capitol-egern har det nu. Hvad tænker de? Mon de overhovedet er der endnu? Jeg håber de ikke er udvandret, men bare ryster på deres små egernhoveder over mennesket, alt imens de mødes og udveksler med den indiske herre. De er kloge, de egern.  Jeg vil ikke blive forbavset, hvis de finder på at danne kæde ved den mexicanske grænse en dag og saboterer ethvert forsøg på murbyggeri.

Hvorfor man altid skal handle i Silvan

BAHCO - markedets bedste nedstryger

Når man er blevet husejer i en høj alder, er der mange ting man ikke ved. Mange ting. Rigtig, rigtig mange ting!

Da vi flyttede ind i dette gamle, skønne hus for to år siden, skortede det da heller ikke på kærlige advarsler fra nær og fjern - fra "er I nu klar over hvad I kaster jer ud i" til den mere direkte "lad være!! I kan ikke finde ud af det!"

Indrømmet: Vi er ikke de mest praktiske mennesker på jorden. Nogen vil sige at vi er lidt på månen.

Fx er det jo lidt flovt at man opbragt har ringet efter et VVS-firma, fordi vandet udenfor ikke virker, kun for at blive åbenbaret for den lille, nærmest usynlige, blå hane, der sidder inde i et skab i bryggerset og som man skal dreje MED URET, som den meget, meget venlige VVS-mand forklarede med rolig og uendelig tålmodig stemme.
Og abrakadabra - der kom vand ud af hanen udenfor!

Det blev lige 1200 kr.

Ok, han skiftede også en termostat på en radiator, der pludselig ikke kunne lukkes, men han var her i 10 min, noget af en timeløn.
Vi betalte alligevel med glæde, fordi han var så flink og fordi man skal lære af sine fejl. Dette var en unik lektion i at man altid, altid skal tjekke sine skabe for små, mærkelige ting, inden man ringer efter VVS!

I w.e. manglede vi så en nedstryger til at save en rullegardinstang til. Og jeg frekventerede den lokale Silvan, som jeg ofte gør.

Jeg fandt en hel sektion med nedstrygere i alle afskygninger og mærker og stod og læste på mærker og priser, mens jeg overvejede...
I løbet af et splitsekund stod der en kompetent sælger ved min side.
Jeg fremførte mit ærinde og ville gerne give indtryk af, at jeg faktisk har lidt forstand på værktøj, så derfor sagde jeg at jeg gerne ville have en Bosch.
Det viser sig så at Bosch kun laver elektrisk værktøj som boremaskiner, skruemaskiner osv...(nå ok..)

Men hvad så med den Black & Decker dér, sagde jeg selvsikkert og pegede på en orange sag, som så ikke var i nærheden af at være en Black & Decker, da de slet ikke laver nedstrygere.

Den kloge, kompetente sælger sagde nu: Skal du have en almindelig nedstryger eller skal du have lækkerier?
Det er ualmindeligt godt opfanget af ham og fremført så tilpas respektfuldt og samtidig med en beredvillighed til at hjælpe kunden, som øjensynligt er lidt på månen, men hun vil gerne lære og hun er ikke en klamphugger!

Jeg skulle selvfølgelig have lækkerier, for det var helt rigtigt opfattet af den kompetente sælger - vi er lidt på månen, men vi er ikke klamphuggere!
For hvis man gerne vil lære at blive en habil husejer og amatør-håndværker, så må man som minimum have værktøjet i orden!

Da jeg gik derfra med min Bahco nedstryger var jeg så ualmindeligt glad!

Jeg mærkede suset fra Homo Sapiens udvikling gennem æoner - fra den første primat, der lærte sig selv at bruge en knogle som redskab, til den vægtløse kuglepen der drejer rundt i et rumskib - også kaldet århundredets filmklip fra den berømte "Rumrejse 2001".

Dem vi er! Homo Sapiens!

Der kan lære nye ting og udvikle os, uanset hvor ubehjælpelige vi er og har været engang og uanset hvor tumbede vi er idag - vi har fyldt oceanerne med plastik, vi har lavet hul i ozonlaget - ja!
Det har vi, men vi er også igang med at finde nye veje, bæredygtighed, at rense oceanerne, Freon i sprayflasker blev forbudt og det har virket - ozonlaget heler!

Vi har lavet så mange ulykker, at det er helt håbløst at nævne bare de nuværende, men vi er her endnu og der ér også mange gode kræfter i os og vi prøver i det mindste at blive klogere og bedre!

Skal man tro populærforfatteren Jean Auel, der har skrevet serien "Jordens børn", så uddøde Neanderthalerne, fordi de ikke kunne tænke nye tanker, de kunne ikke tænke fremad og skabe noget nyt.
De blev ved med at overlevere gamle færdigheder og erindringer, de gik i stå på et bestemt udviklingsniveau og blev der.
De tilpassede sig, men opfandt og lærte ikke mere noget nyt. Og uddøde.

Mens Homo Sapiens blev ved med at komme op med noget nyt, prøve nye ting af, lære nyt, kaste sig ud, gå nye veje, lære af vores - ofte dyrekøbte - erfaringer. Som vi stadig gør.

Nu er hun en forfatter af fiktion, men hun har forsket en del, for at skrive sine bøger og det kunne jo godt være sandt at det var sådan.

Og det er derfor, med hele vores æonlange udvikling i ryggen at jeg nu tør stå mentalt op på et højt bjerg med min Bahco nedstryger i hånden og deklamere for jer alle: Vi kan godt! Vi kan lære nyt! Vi har været konkret på månen! Kast jer ud i nye ting! Gå nye veje! Tro på jer selv! Vi skal sgu nok redde planeten og alt levende, for vi er dem vi er, Homo Sapiens!

Når bare vi husker at handle i Silvan!

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 8.del

Når man ser det hele sådan lidt fra oven

8. Perspektiv på tilværelsen

Siden jeg skrev sidst, er der sket meget.

Herunder flere terrorangreb i Europa, England har meldt sig ud af EU, Donald Trump kan blive præsident i USA og der er stadig krig i Syrien.

I den lille verden har vi vores gode helbred, hinanden, en glad, kreativ voksen datter og ditto svigersøn, gode, skønne søstre og svogre, med tilhørende niecer og nevøer, en enkelt mor, arbejde, hus og have, gode venner. Og pejs!!

Det er jo ikke nogen selvfølge! Så kunne man lige huske at være lidt taknemmelig...

Det er den slags man skal huske på, når ens dyr stadig ikke er blevet venner og huset stadig er opdelt i en kattezone og en hundezone.

Og der stadig ryger katte op i træerne, når de møder hunden i haven. Og hunden stadig ikke har lært at lade være med at løbe ned og gø ind af kattelemmen.
Også selvom han har oplevet, at der sad en kat indenfor og ventede, med kløerne fremme, så da han stak sin gøende næse ind af lemmen, fik han én på bærret, WONGO-PIIV.
Han spæner stadig gennem haven og ned til kattelemmen og gø´r ind af den..


Så er det man skal tænke - jamen så er det jo godt at vi har store, gamle træer. Og et hus der er stort nok til begge dyrearter.

Og skulle man aldrig få større problemer, end at ens dyr ikke omgås hinanden uden knur, hvæs, store træer, gøen og hattehylder, skabe og tråddøre, piv-hvæs-snerre, så har man været mere end almindeligt heldig!

Ingen katte er gået hjemmefra, derimod har de indrettet sig - de er blevet natdyr helt i overensstemmelse med deres natur.
De farer ud og ind af kattelemmen natten igennem og rundt i hele huset, når Manne er gået iseng og døren lukket til soveværelset - ud på morgenen kommer de ind og spiser og lægger sig rundt omkring i kattesofaer, sækkestole, hattehylder med havehynder og vasker sig grundigt og falder i søvn og sover det meste af dagen.

Tit har de også et par døde mus med ind, som de lægger et synligt sted til os - ren kærlighedserklæring.

Nogle gange har de ædt det meste af musene, men efterlader altid et lille hovede til os, eller lidt indvolde.

Deres nyvundne frihed, nu hvor kattelemmen ikke bliver låst på noget tidspunkt af døgnet mere, bruger de blandt andet til at fare ud, når jeg finder støvsugeren frem - uanset vejr og vind, suser de ud af klappen og  over i den udestue jeg har bygget til dem.

"Udestuen" er et åbent brændeskur med tag over, hvor jeg har lavet en høj kasse med bløde tæpper udenfor Mannes rækkevidde.
I forbindelse med udestuen, har jeg stablet nogle gamle fliser op, som fungerer som kattetrapper, så de legende let kan komme op på taget og ikke mindst: Ned igen!

Mere end én gang har jeg set lille mormis Petit, stå og drikke vand af tagrenden midt om natten. (Nej, der skal ikke være vand i tagrenden! Men det må blive et andet blogindlæg..)

Manne er en glad hund, der har knyttet sig til os begge og som elsker at lege Frikadelle med ægtemanden i haven om aftenen.

"Frikadelle" er: 1. At skære to små frikadeller ud i små bidder og fordele dem i haven, 2. lukke Manne ud i haven.

Han har lært at gå pænt, møde andre hunde og så er han en selskabshund, der elsker at komme med i byen.
Hver dag er han på en lang tur i skoven og han er begyndt at løbe uden snor derovre, i korte perioder. Øvelsen er at han skal komme tilbage når man kalder, hvilket går rigtig godt.

Det eneste der er svært for Manne at lære, er at lade være med at løbe efter kattene! Hvorfor integrationen nærmest bliver umulig!

Den senere tid har jeg tænkt på en bog og en person, der rystede mig dybt i min ungdom: Malcolm X.

Han skrev om det modsatte af integration af sorte og hvide i USA - segregation. Hans tanke var, at USA skulle deles op i sorte og hvide stater, da han mente at forskellene og hadet var så stort, at fred kun kunne opnås ved at opdele landet og lade være med at omgås hinanden.
Dengang syntes jeg det var en helt umulig tanke og uendelig trist, men hans argumenter var knivskarpe og uafviselige.
Det var en måde at skabe fred og frihed på for begge parter.

Jeg ser en tydelig parallel her i vores lille hjem.

Men nu skal man jo også lige klappe hesten og ikke identificere sin egen lille verden med den store, det er trods alt tre katte og en hund i et lille, almindeligt hus, ikke flere millioner mennesker i et kæmpestort land!

Så jeg bevarer lige min proportionssans. At huske: Perspektiv!

Ps: I HAVE A DREAM...!