 |
| Dejlige Manne hentet på internatet i lørdags |
1. Kunsten at redde verden
Det har længe været et ønske fra min (meget) bedre halvdel, at få sig en hund. Den relation man kan få til sådan et væsen. Den glade modtagelse man altid får. Hengivenheden, glæden, kontakten.
Alle de fantastiske ture man så kan gå!
Jeg har så ofte foreslået en af alle disse fantastiske ture, bare uden hund, men det er ikke det samme, hævder han.
Det er noget med en mand og hans hund.
Hvad ved jeg..
Jeg har modsat mig det længe, da vi har tre katte, der lever harmonisk sammen og regerer i hele huset som konger og dronning og hvorfor nu forstyrre freden og monarkiet i det lille hjem.
Men da det efterhånden udviklede sig sådan, at ægtemanden gik rundt med en fantasihund, som han snakkede med, indså jeg, som gammel psykiatrisk sygeplejerske, at tiden nok alligevel var inde til at anskaffe sig en konkret hund!
Ægtemanden startede med at vise mig billeder fra internaterne, for vi er enige om at når det skal være, så vil vi gerne redde et lille forkastet væsen og overøse ham med kærlighed, give ham alt det han ikke har fået.
Når man nu har et behov for at redde verden, og ofte føler sig afmægtig, så kan man jo starte med at redde en hund!
Den første hund han viste mig, var en Husky, som er en ulvehund. En meget smuk hund, som godt nok havde lidt issues og elskede at jagte katte.
Det mente han at vi jo bare kunne lære den ikke at gøre og så simpelthen elske den til alle issues forsvandt.
En lang forhandlingsrunde tog herefter sin begyndelse.
Jeg var med på at vi skulle have hund. Men kunne vi måske lade være med at vælge en ulv med issues, der spiste katte til frokost?
Den smukke Husky får forhåbentlig et andet hjem.
Men ikke længe efter skete miraklet: Manne!
To år og tre mdr, har boet med katte uden problemer, har et mildt temperament, et dejligt gadekryds af Beagle og Foxterrier. Kan være alene hjemme og elsker at køre i bil. Har brug for lange gåture, da han er blevet lidt tyk.
En rigtig "happy go lucky" hund.
Vi bød straks ind på Manne! Det var der 14 andre der også gjorde. Vi blev udvalgt sammen med to andre par til at møde ham på internatet i Roskilde.
Vi fik dog indskærpet af internatet, at selvom vi skulle blive valgt til Mannes nye familie, så fik vi ham ikke med hjem med det samme.
Vi måtte køre derover igen, hvis det blev os.
Det var vi selvfølgelig helt med på.
Og som de lallende happy go lucky typer vi også er, tog det kun 3 sek at blive enige om, at vi jo ikke behøvede at forberede noget herhjemme endnu, herunder lære kattene at spise et sted hvor hunden ikke kan komme til maden, planlægge hvordan vi skulle integrere dem med hinanden, købe snor, sele, kurv, madskåle, hundemad...
For vi havde jo mindst en uge til alt det, hvis vi skulle være så heldige..
Men med et gammelt ord, så går det jo sjældent som præsten prædiker (faktisk aldrig, ihvertfald ikke her..)
Da vi kom til internatet mødte vi den mest fantastiske, kompetente hundehvisker af en dyrepasser, hende, som havde ansvaret for at formidle Manne til et godt hjem.
Hun oplyste at de to andre par havde været der og begge havde fået at vide at de ikke kunne få Manne.
Det første par pga indstillingen til ham, det andet par nægtede han at gå hen til overhovedet.
Så vi var sidste chance, men det kom an på Manne, hvis han afviste os havde han selv sagt nej og det blev respekteret og iøvrigt var det slet ikke et problem at afsætte ham, hvis vi viste os ikke at være et match, så stod der mindst 20 i kulissen.
Jeg blev pludselig frygteligt nervøs! Tænk hvis Manne ikke ville have os!
Jeg mærkede et øjeblik forkastelsens smerte, afvisningens kulde.
Mon det var sådan Manne havde haft det, i sin lille hundehjerne og hjerte, da hans ejere afleverede ham på internatet? Jeg var på nippet til at tude.
Og stoppede mig selv i at gå ned af den vej, der hedder "hvad med alle de andre dyr, der sidder her og alle andre steder og dyr der lider i hele verden og hele verdens lidelse generelt".
Det er ikke en frugtbar vej lige dér.
Ind over kom dog også et stænk af et lille diskret fnis - hvis vi blev afviste, så sad man her og ville redde verden, og ingen ville reddes!
Dyrepasseren, den skønne hundehvisker, gik ud for at hente Manne og jeg blev opmærksom på at jeg svedte..
Ind kom hun med ham og han sprang som en glad sæk lopper lige i armene på os begge.
I det øjeblik følte jeg et strejf af universets nåde: Kattedame møder hund. Kattedame var egentlig imod at få hund. Kattedame lugter af kat. Hund elsker spontant Kattedame alligevel!
Internatet vurderede os til at være det perfekte match, efter at vi havde gået en tur med ham.
De observerede os fra vinduerne og bed mærke i at Manne ofte vendte sig og så på os, hvilket jeg lærte den dag, betyder at han kan lide os.
Der var ingen grund til at holde flere møder, overveje mere, Manne blev vores og internatet syntes ikke der var grund til at vi ventede med at hente ham, hvorfor ikke bare tage ham med hjem med det samme.
Iøvrigt havde universet også sørget for at jeg punkterede w.e. før, hvor jeg besøgte datteren på Sjælland - af samme grund havde vi byttet bil og af den grund var vores datter også tilstede, vi kunne jo passende mødes på internatet og bytte bil tilbage.
Så hun mødte Manne sammen med os.
Og Manne udviste instant hengivenhed overfor hende også, hvilket internatet bemærkede.
Da vi skulle køre, sprang han glad ind i bilen og logrede nærmest hele vejen til Aarhus.
Forinden havde vi selvfølgelig købt alt det vi skulle bruge til ham på internatet, hvilket jo er skønt, da det støtter deres helt uvurderlige arbejde.
Man behøver ikke planlægge en dyt. Universet sørger for folk og fæ - nok især fæ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar