Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, første del.

Dejlige Manne hentet på internatet i lørdags

1. Kunsten at redde verden

Det har længe været et ønske fra min (meget) bedre halvdel, at få sig en hund. Den relation man kan få til sådan et væsen. Den glade modtagelse man altid får. Hengivenheden, glæden, kontakten.
Alle de fantastiske ture man så kan gå!

Jeg har så ofte foreslået en af alle disse fantastiske ture, bare uden hund, men det er ikke det samme, hævder han.
Det er noget med en mand og hans hund.

Hvad ved jeg..

Jeg har modsat mig det længe, da vi har tre katte, der lever harmonisk sammen og regerer i hele huset som konger og dronning og hvorfor nu forstyrre freden og monarkiet i det lille hjem.

Men da det efterhånden udviklede sig sådan, at ægtemanden gik rundt med en fantasihund, som han snakkede med, indså jeg, som gammel psykiatrisk sygeplejerske, at tiden nok alligevel var inde til at anskaffe sig en konkret hund!

Ægtemanden startede med at vise mig billeder fra internaterne, for vi er enige om at når det skal være, så vil vi gerne redde et lille forkastet væsen og overøse ham med kærlighed, give ham alt det han ikke har fået.
Når man nu har et behov for at redde verden, og ofte føler sig afmægtig, så kan man jo starte med at redde en hund!

Den første hund han viste mig, var en Husky, som er en ulvehund. En meget smuk hund, som godt nok havde lidt issues og elskede at jagte katte.
Det mente han at vi jo bare kunne lære den ikke at gøre og så simpelthen elske den til alle issues forsvandt.

En lang forhandlingsrunde tog herefter sin begyndelse.

Jeg var med på at vi skulle have hund. Men kunne vi måske lade være med at vælge en ulv med issues, der spiste katte til frokost?

Den smukke Husky får forhåbentlig et andet hjem.

Men ikke længe efter skete miraklet: Manne!

To år og tre mdr, har boet med katte uden problemer, har et mildt temperament, et dejligt gadekryds af Beagle og Foxterrier. Kan være alene hjemme og elsker at køre i bil. Har brug for lange gåture, da han er blevet lidt tyk.
En rigtig "happy go lucky" hund.

Vi bød straks ind på Manne! Det var der 14 andre der også gjorde. Vi blev udvalgt sammen med to andre par til at møde ham på internatet i Roskilde.

Vi fik dog indskærpet af internatet, at selvom vi skulle blive valgt til Mannes nye familie, så fik vi ham ikke med hjem med det samme.
Vi måtte køre derover igen, hvis det blev os.

Det var vi selvfølgelig helt med på.

Og som de lallende happy go lucky typer vi også er, tog det kun 3 sek at blive enige om, at vi jo ikke behøvede at forberede noget herhjemme endnu, herunder lære kattene at spise et sted hvor hunden ikke kan komme til maden, planlægge hvordan vi skulle integrere dem med hinanden, købe snor, sele, kurv, madskåle, hundemad...

For vi havde jo mindst en uge til alt det, hvis vi skulle være så heldige..

Men med et gammelt ord, så går det jo sjældent som præsten prædiker (faktisk aldrig, ihvertfald ikke her..)

Da vi kom til internatet mødte vi den mest fantastiske, kompetente hundehvisker af en dyrepasser, hende, som havde ansvaret for at formidle Manne til et godt hjem.

Hun oplyste at de to andre par havde været der og begge havde fået at vide at de ikke kunne få Manne.
Det første par pga indstillingen til ham, det andet par nægtede han at gå hen til overhovedet.
Så vi var sidste chance, men det kom an på Manne, hvis han afviste os havde han selv sagt nej og det blev respekteret og iøvrigt var det slet ikke et problem at afsætte ham, hvis vi viste os ikke at være et match, så stod der mindst 20 i kulissen.

Jeg blev pludselig frygteligt nervøs! Tænk hvis Manne ikke ville have os!
Jeg mærkede et øjeblik forkastelsens smerte, afvisningens kulde.
Mon det var sådan Manne havde haft det, i sin lille hundehjerne og hjerte, da hans ejere afleverede ham på internatet? Jeg var på nippet til at tude.

Og stoppede mig selv i at gå ned af den vej, der hedder "hvad med alle de andre dyr, der sidder her og alle andre steder og dyr der lider i hele verden og hele verdens lidelse generelt".
Det er ikke en frugtbar vej lige dér.

Ind over kom dog også et stænk af et lille diskret fnis - hvis vi blev afviste, så sad man her og ville redde verden, og ingen ville reddes!

Dyrepasseren, den skønne hundehvisker, gik ud for at hente Manne og jeg blev opmærksom på at jeg svedte..
Ind kom hun med ham og han sprang som en glad sæk lopper lige i armene på os begge.

I det øjeblik følte jeg et strejf af universets nåde: Kattedame møder hund. Kattedame var egentlig imod at få hund. Kattedame lugter af kat. Hund elsker spontant Kattedame alligevel!

Internatet vurderede os til at være det perfekte match, efter at vi havde gået en tur med ham.
De observerede os fra vinduerne og bed mærke i at Manne ofte vendte sig og så på os, hvilket jeg lærte den dag, betyder at han kan lide os.

Der var ingen grund til at holde flere møder, overveje mere, Manne blev vores og internatet syntes ikke der var grund til at vi ventede med at hente ham, hvorfor ikke bare tage ham med hjem med det samme.

Iøvrigt havde universet også sørget for at jeg punkterede w.e. før, hvor jeg besøgte datteren på Sjælland - af samme grund havde vi byttet bil og af den grund var vores datter også tilstede, vi kunne jo passende mødes på internatet og bytte bil tilbage.
Så hun mødte Manne sammen med os.
Og Manne udviste instant hengivenhed overfor hende også, hvilket internatet bemærkede.

Da vi skulle køre, sprang han glad ind i bilen og logrede nærmest hele vejen til Aarhus.

Forinden havde vi selvfølgelig købt alt det vi skulle bruge til ham på internatet, hvilket jo er skønt, da det støtter deres helt uvurderlige arbejde.

Man behøver ikke planlægge en dyt. Universet sørger for folk og fæ - nok især fæ...

We wanna be free

Forleden læste jeg et meget intellektuelt indslag om frihed i Information. Jeg kan virkelig ikke gengive det, dertil rækker min IQ ikke, men essensen var, at frihed har brug for rammer, grænser og stort set ikke bare bør findes i sin "frie form".
Budskabet var (tror jeg nok!) at frihed ikke er noget at stræbe så meget efter, det leder os bare i fordærv, ulykke og tomhed.

Hvilken nedtur af et statement!

Det tror jeg så simpelthen ikke på!

Det er da rigtigt at vi er forpligtede på vores medmennesker, arbejde, at fodre kattene og huslejen skal jo også betales og der er myrer i køkkenet og vi kan ikke blive fri for alt det og ønsker det ikke (med myrer som mulig undtagelse) men frihed er en indre tilstand, et grundvilkår i det menneskelige sind, som driver os afsted - fra bådflygtninge i Middelhavet til mig bag dette tastatur, der godt kunne tænke mig at blive fri for statens indblanden i min morgenmad.

Og prøv lige at sige noget sådant som at frihed egentlig ikke er noget at samle på, til de mange desperate mennesker, der jævnligt forsøger at flygte i overlæssede plimsollere over Middelhavet!
En ubærlig katastrofe har netop ramt så ufatteligt mange af dem, men det er nok ikke frihedens skyld, jeg gætter snarere på det modsatte!

Mennesket er født frit og ukrænkeligt og inden dette lille indlæg udvikler sig til en søndagsprædiken eller den amerikanske forfatning, for det har vi jo allerede folk til, så vil jeg dvæle ved mit eget lille liv i et lille frit land.

I hvert fald definerer vi vores land som frit og det er det jo uomtvisteligt, i sammenligning med rigtig mange andre lande, faktisk de fleste.

Men hvorfor er det så at vi i de senere år er blevet påduttet et bundløst behov for kontrol, indblanden og reglementer og leveregler, på arbejdspladser og i fritiden, et bureaukratisk tyranni af  dokumentation, Borger"service", som man kan bruge ufattelig meget spildtid på og som hægter en hel generation af,  kost-fundamentalisme, som er en jungle af regler for hvad du må spise og ikke spise og hvor meget du skal motionere og hvad dit BMI skal være, hvis du skal gøre dig håb om at blive et godt menneske, og hvorfor skal man oplyse sine kost-, ryge-,alkohol- og motionsvaner til sundhedsvæsenet, hvis man skal have fjernet en knyst?
Hvorfor må Skat pludselig gå ind i min have, uden en dommerkendelse, hvis de har en mistanke om at noget lyssky foregår her?
Det næste bliver vel at sundhedsambassadører må lure ind af mit vindue, for at se om jeg kunne finde på at tænde en smøg! Eller om jeg stør sukker på mine havregryn! Til mit eget bedste selvfølgelig..

Hvor blev den almindelige, fredelige, frie oplysning og det frie valg af livsstil lige af...

Budskabet synes at være, at der er ikke noget der må være sjovt mere og dydens smalle sti bliver smallere og smallere.
Spis dine rå rosenkål, løb en tur og arbejd som en hest, for det må man sjovt nok godt og stress er ikke noget der skal løses ved at sænke tempoet og standse presset udefra, det skal løses hos en mindfulness-instruktør.

Jeg tror stadigvæk at Homo Sapiens er en fri fugl inderst inde og at der er lang vej for os alle, før vi udfolder vores sande potentiale, uanset det utrættelige behov udefra, for at kontrollere os alle.
Om vi risikerer livet ved at sejle over Middelhavet, eller om vi sidder her og brokker os en torsdag i april i et lille, hyggeligt land, hvor jeg trods alt endnu ikke har spottet en skatteinspektør i haven.
Friheden lever og fri os lige fra bedemænd og fedtspillere og Borger"service".

                                          Har dette væsen brug for Borgerservice?

Kære Skattevæsen...

Jeg skriver til dig, fordi jeg nu ikke ser anden udvej, end at afbryde vores forhold.

Alt for længe har jeg følt at det var en envejskommunikation mellem dig og mig, hvor jeg forgæves har ringet og skrevet til dig og det eneste du har givet mig, er undvigende og uforståelige svar, om noget overhovedet.

For det meste har du ikke været at træffe på tlf, i dag var ingen undtagelse, din tlf.svarer sagde at du ikke kunne tale med mig nu, men at jeg kunne prøve senere, eller sende en mail.
Jeg har prøvet begge dele, uden held.
Når jeg vil maile dig, skriver du at det er bedre at ringe. Men du har jo ikke tid og lyst til at tale med mig, hverken nu eller senere. Og det er for længst blevet "senere", men du er der ikke, besvarer ikke mit opkald.

Din fætter, Borgerservice, som skal vise mig videre til dig, er nu heller ikke for imødekommende.

Borger"service".

Er det mon et udtryk for Newspeak, at I har så søde navne? "Skat" og Borger"service"?

Men ved du hvad Honey, jeg synes faktisk ikke I er særlig søde nogen af jer, i hvert fald ikke overfor mig.

Jeg har virkelig arbejdet med mig selv for at blive værdig til din opmærksomhed - besøgt din hjemmeside, brugt NemID, læst vejledninger, ventet på tlf.linier, men lige lidt hjælper det.

Og det eneste jeg har brug for, er at registrere at jeg har arbejdet en w.e. i Norge!

Det skal din norske bror også vide og derfor skal jeg også lave udvidet norsk selvangivelse.

Jeg kan oplyse dig om, hvis du ikke ved det i forvejen, at din bror ikke er nogen skat, ligesom du heller ikke er...

Hvis jeg skal udfylde selvangivelsen i Norge, skal jeg have et norsk NemID, kaldet MinID.
For at kunne få dette, skal jeg have et norsk personnr på 11 cifre. Jeg har et norsk personnr, men det er kun på 6 cifre!
Hvad skal jeg gøre? Uanset hvilket tal jeg prøver at smide på de 6 cifre, er der ingen perleport der åbner sig for mig i Norge heller..

Jeg kan kun konkludere at vi er så væsensforskellige, at ingen udvej er mulig for os, og at jeg måske er fra en anden planet, siden alle norske personnr er på 11 cifre og mit kun er på 6 og siden ingen af jer vil kommunikere med mig.

Jeg ser derfor ikke andre muligheder end at afbryde vores forhold, nu mens jeg stadig har en rest af min stolthed tilbage.

So long, Honey!

Bente (hende, der ikke engang har et normalt norsk personnr..)

                                                      Et stormfuldt forhold er nu slut

At være husejer

"Der er altid noget, når man har hus" lyder en malmfuld stemme i mit indre - et ekko fra de mange husejere og tidligere husejere jeg kender, som er opfyldt af en indre nødvendighed af at udgyde denne visdom over mit forvirrede, upraktiske hovede.
Det er åbenbart sket tit nok til, at jeg har internaliseret sætningen, som nu kører som et helligt mantra i mit indre, imens jeg betragter vores flittige naboer, der allerede er i haven og vi er kun midt i marts.


Dvs jeg kan kun se dem, når jeg rejser mig fra chaiselongen, hvor jeg sidder solidt plantet med min bog, som er afsindigt spændende.

Altså jeg troede at det stod i Den Store Husbog, at man først skal i haven i april??

Desværre bærer mantraet i min indre udgave, en klang af mørk skæbne, noget truende, jeg kan næsten forestille mig at det er noget sådant der har huseret ( ja se bare," huseret"!!) i Beethovens hovede, da han skrev skæbnesymfonien.

Der er altid noget, når man har hus...Og som første-års-husejere, er der ufatteligt meget vi ikke ved.

Som nu garagetaget. Vi iagttog - uden at gøre det mindste ved det i øvrigt - hvordan der kom mere og mere vand til stede. Efterhånden så meget, at der var bølgegang i blæsevejr.
Over tid udviklede der sig et rigt fugleliv, der alle tog bad deroppe og man kan sidde og følge det hele fra chaiselongen, hvilket vi nød, men naturligvis med en nagende fornemmelse af at garagetage nok ikke er beregnede til at være fugle-pools.

Hvorefter vi besluttede at det er sgu da en småborgerlig tanke og er det kommet så vidt med os, at vi lader os diktere af, hvad andre mener om garagetages funktion?
Og var det ikke også synd for fuglene, hvis de ikke mere kunne bade på taget?

Men vi var alligevel bekymrede for om taget i længden kunne holde til alt det vand, det måtte væk og fuglene skal jo nok klare sig, blev vi enige om, så efter en omfattende analyse, kom vi frem til at det måtte være nedløbsrøret der var stoppet.

Min mand kravlede således op på en stige og erfarede, at der i sådan et nedløbsrør sidder en lille, smart si - denne si var stoppet, han tog den op hvorefter en tsunami brusede gennem røret og tørlagde fugle-poolen.

Jeg så det hele fra chaiselongen.

Men der er jo altid noget, når man har hus.

Ligenu ved jeg så ikke hvad, jeg synes egentlig at det går meget godt, huset er dejligt, pejsen virker, vi har masser af brænde, haven har små knopper overalt, kattene har forårskuller.

What´s not to like?

Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil være så bange for det. At jeg vil forsøge at give mit indre mantra en mere positiv klang. Mere Vivaldi, mindre Skæbnesymfoni. Der er jo så mange skønne ting ved det, fx at stable brænde.

Forgæves har vi forsøgt at udregne en måde, hvorpå man kunne gøre det mere smart, end at stable et helt brændetårn, bræt for bræt på terrassen, men der er ingen måde. Der er kun det lange, seje bræt-træk og imens kan man nyde duften af det friske træ.
Og mens man gør det, kan man fx give sin indre "der er altid noget når man har hus", en hyggelig, lille melodi.

Og udtænke en plan, hvorpå man kan få storskrald til at afhente det store, tomme skrummel af et brændetårn - det gør de nemlig ikke, vi HAR prøvet, men nænej, en rigtig husejer skal nemlig SELV hugge tårnet op i mindre stykker - også selvom man ringer til storskrald og siger at man har et handicap, fx ingen arme, der er ingen nåde - hug dit brændetårn op eller lev med det for evigt i indkørslen!
Det står formentlig på side 1. i Den Store Husbog. Og er sådan noget der er opfundet, for at skille fårene fra bukkene.

Der er altid noget, når man har hus. I dag vil jeg øve mig i at give den sætning en Vivaldi-agtig forårslyd.

Det kan man gøre fra chaiselongen. Jeg går straks i gang!

 

Fugle-pool? Hvor?

Post Danmark - en svøbe

Pest eller Post? Kunne man fristes til at spørge, når man, som jeg, netop har været igennem et større projekt, som drejer sig om noget så enkelt som at skifte adresse ved postvæsenet.

I gamle dage var det jo en smal sag. Man henvendte sig på sit udmærkede posthus og fik en flyttemappe, hvor alskens nyttige ting og relevante oplysninger befandt sig og aldrig mere end man skulle bruge, men heller ikke mindre. Hele processen tog mindre end ti minutter, så var alt iorden og man behøvede ikke at tænke mere på det.


En særdeles nyttig og handy lille blanket var også at finde - her skrev man sit navn og hvor man flyttede fra og nedenunder hvor man flyttede til. Den dejlige lille blanket smed man GRATIS i en postkasse, portoen var nemlig allerede betalt af velfærdssamfundet og vupti, man fik fluks sin post leveret i sin nye bolig.

Siden er der løbet meget vand i åen...Samfundet har udviklet sig, verden er blevet digital og man kan (fejlagtigt!!) mene at dette kunne være til gavn for borgerne.

Men dette er en vildfarelse af dimensioner!

Nu er dette at skifte postadresse en proces, der let strækker sig over en halv w.e., for nu kan man ikke længere møde op på sit posthus og få en flyttemappe, ejheller kan man få bare den lille blanket, hvor så enkelt står skrevet: .....flytter FRA......flytter TIL.

Nej! Man kan på nettet finde Post Danmarks uoverskuelige hjemmeside og ordne det digitalt fra sin pc.
Dvs at man skal logge ind med nemID, (husk at opdatere JAVA, ellers kan det godt tage en halv dag, før du finder ud af hvorfor du ikke kan logge på med nemID -  skøjte rundt mellem alverdens irrelevantheder, såsom at du nu kan købe frimærker fra din mobil (ja, men jeg vil gerne melde flytning) du kan også få et "reklamer nejtak" (ja men jeg vil gerne melde flytning) du kan sende et postkort med dit billede via en app (ja, men jeg vil gerne melde flytning) du kan også selv printe labels ud (ja, men jeg vil gerne melde flytning!!!) men hvad så med at du selv kan vælge hvor du vil have leveret dine pakker? JEG VIL GERNE MELDE FLYTNING FOR HELVEDE!!!

Nå men det kan du, hvis du klikker på et link, hvor du så bliver guidet til noget, du skal udfylde og får dernæst det nedslående svar at "din adresse er ikke registreret, men under behandlig"

Altså HVAD??? Efterhånden kunne jeg forstå at jeg åbenbart skulle oprette et login - HVORFOR DOG???

Dette login kan iøvrigt kun bekræftes ved at Post Danmark sender det med papirposten til din adresse! (Men jeg er jo flyttet???) Iøvrigt vil det tage 14 dage!

I afmagt ringede jeg så idag til Post Danmark, efter at have brugt en del tid på at finde et tlf nr jeg kunne ringe på og efter meget lang tid i kø, hvor automatstemmmen oplyste mig om de samme komplet ligegyldige ting som jeg IKKE havde brug for i en uendelighed, kom jeg så til at tale med et menneske.

Dette menneske kunne ikke bare tage imod min adresseændring, for situationen var så usædvanlig kompliceret at det kun gav hende to muligheder: ENTEN at sende mig en blanket (de findes altså!!) men hvor skulle hun sende den hen, postbudet kan jo ikke finde mig, for jeg har jo ikke flyttet adresse?? ELLER vi kunne gøre det via en dialogboks jeg skrev i mens jeg havde hende i røret - det sidste skyldtes udelukkende min veltalenhed, at hun ikke bare overlod mig til mig selv og den infame dialogboks, men blev i røret.
Efter dialogboksen var udfyldt skulle hun modtage mailen, hvad hun ikke gjorde. Det tog meget lang tid før hun fandt ud af at hun sad og søgte et forkert sted, men fandt så langt om længe det rigtige sted og min netop afsendte mail.
Adressen blev flyttet!!! (Men først fra på torsdag naturligvis, den slags er jo komplicerede processer)

Da hun fandt min mail, fandt hun også alle de bandbuller som jeg også har sendt afsted i løbet af en meget lang w.e. - jeg troede faktisk ikke de gik igennem - alt det jeg skrev om deres himmelråbende uduelighed, meningsløse virke i verden osv - men det gjorde det!

"Post Danmark, I hate every inch off you" osv, hahahaha - nogen glæder har man da!

Men hvilken himmelråbende arrogance er det ikke, at forlange at borgerne skal slæbes igennem dette trættende helvede, for noget så enkelt som at skifte adresse? Noget som vi VED kan være enkelt, for det var det engang!
Og hvilken hån er det ikke mod den ældre generation, hvoraf en del ikke har en pc, ikke orker at sætte sig ind i alt dette meningsløse pladder, måske heller ikke har nogen, der kan hjælpe dem - den generation der har bygget velfærdssamfundet og som nu skal marginaliseres, fordi en samling uduelige, hårrejsende narcissister har besluttet at deres digitale projekt er det vigtigste i verden, som alle andre derfor må sætte sig ind i?
En generation som har udrettet mere meningsfuldt og brugbart uden det digitale samfund, end disse hjernedøde systemfolk nogensinde kommer til??

Tilgiv de primitive sætninger der ruller over tastaturet her - jeg mener dem faktisk!

Pest Danmark, giv os i det mindste blanketterne tilbage, så skal vi nok lade jer sidde og fedte rundt med jeres meningsløse hjemmesider i fred, mens I hæver jeres hyre, betalt af bl.a. dem I nu forsøger at hægte fuldstændigt af og vid at det er ikke den ældre generation eller alle de andre, der heller ikke kan finde ud af jeres "system", der er noget i vejen med - det er jer!!!

 

Fra en svunden tid, hvor enkle ting kunne ordnes enkelt

 

Trondheim a go go

Netop hjemkommet efter 3 dages arbejde i byen kan jeg oplyse at Trondheim rent visuelt er en betagende by!
Gennemrislet af Nidelven, beskyttet af fjeldet, badet i skønheden fra den gamle katedral, Nidaros Dom.
En by, der er i absolut gode hænder, både fra naturens hånd og fra det menneskeskabte tusindårige mesterværk, som Nidaros Dom er.

Jeg kunne dog ønske mig at der ikke var så mange sure måger og at vejret var bedre. De trønderske måger er ikke for sjov og det er vejret heller ikke!

Den smukke katedral er bygget til ære for Vikingekongen Olav, som både samlede Norge og kristnede landet i samme åndedrag - i turistinfoen står at katedralen er bygget over hans grav, men vedholdende historiebøger vil vide at han faldt ved Stiklingen et pænt stykke derfra, som offer for de vilde hedninge, der ikke lige var parate til at lade sig kristne.

Men kristne, det blev de altså! Og derfor blev han også senere helgenkåret og kendes som Sct Olav.
Og graven er altså i Trondheim med en hel katedral ovenpå! Nogen gange skal man bare skære igennem og beslutte at sværdet er stærkere end både pennen og hedninge, der nægter at se lyset!

Jeg undrer mig så over at vejrguderne ikke er mildere stemt, stillet overfor så megen skønhed og helligdom, men det er de altså ikke.
Vi snakker 8 grader, regn og kuling i midsommeren og det harmonerer faktisk rigtig dårligt med at det næsten ikke bliver mørkt på denne tid af året.

2-3 timer fra kl ca 23.30 bliver det skumring, ikke mere, så er lyset tilstede igen, en evig lysfest synes at være igang på denne tid af året - måske MÅ solen bare våge over denne smukke by, måske kan den ikke tage sine øjne fra den, nu da den endelig er her efter sit vintereksil - men kunne den så ikke skinne lidt varmere og fordrive den fugtige kulde, der raser med en vikings vildskab en stor del af tiden?

Som sygeplejerske udsendt af et vikarbureau, som jeg var, må man være indstillet på at gå meget - dels på afdelingen, som sygeplejersker jo gør, men ikke mindst rundt i byen, da en busbillet koster 50 kr.
Når man dertil lægger at jeg absolut ingen stedsans har og at vejene snor sig pga fjeldet, så rigtig mange visuelle bedrag om afstande og retninger forefindes overalt, så kommer man til at gå rigtig meget!

Men uanset næsten hvor man  går og står, kan man dog ikke undgå at se Nidaros Dom, den ligger så strategisk at den er synlig overalt og det virker så betryggende, næsten som om at Sct Olav holder et mildt, næstekærligt øje med byen og måske endda kunne tænkes at komme en vildfaren udlænding til undsætning, når hun, som denne søndag morgen efter en nattevagt, er gået alvorligt forkert.

Jeg gik og gik og længtes inderligt efter mit lune hotelværelse i midtbyen, mens kulden lagde sin klamme hånd på alt, men det var som om at byen fjernede sig mere og mere fra mig.

Endnu et synsbedrag om sygehusets umiddelbare nærhed og dermed viden om, hvor jeg var, ledte mig hen af en lang vej, der startede meget hyggeligt med små træhuse, men gradvist blev mere og mere øde, for tilsidst at lede mig gennem en måge-koloni af den absolut sureste slags.
Disse måger er åbenbart overbeviste om at de er verdens herskere og de tåler øjensynligt ikke andre arter i deres nærhed!
Rasende og skrigende fløj de om hovedet på mig, og jeg er ellers ikke bange for fugle, men dette var uhyggeligt og jeg slog min paraply op med et brag og truede af dem altimens jeg unæstekærligt tænkte "ja men vi kan bruge redskaber, dumme måger, det kan I ikke, fis af med jer"!!!
Og iøvrigt - hvis Frans af Assisi havde været Frans af Trondheim, så ville han helt afgjort ikke være afbilledet med fugle omkring sig!

Jeg kom i sikkerhed for enden af vejen, som til min fortvivlelse endte blindt, ved en nedlagt Statoil og et banelegeme, fyldt med forladte togvogne. Ensomheden slog mig imøde med den fugtige vind og lugten af rustne togvogne, på skinner der forlængst havde opgivet ævret.
Og havde jeg tlf nummeret på Taxa, nej!!

Jeg kastede et fortvivlet blik mod Nidaros som jeg stadig kunne se langt væk og som havde Sct Olav fulgt mine strabadser, så skete der nu det fantastiske at en taxa dukkede op!
Overvældet af lykke og taknemmelighed kastede jeg mig vinkende frem imod den og den standsede og jeg forklarede min ulykke og takkede allerede for næstekærligheden, der fik denne chauffør til at standse op og redde mig ud af ulykken!

Men næ nej...Denne mand havde ikke set Sct Olavs lys og var på ingen måde belemret med næstekærlighedens forpligtelser.
Køligt og sagligt forklarede han mig at han var bestilt af en anden kunde og, uanset min ulykke, ikke kunne tage mig med.
Han lagde derfor an til at køre igen, men tænk, i dette øjeblik rejste der sig en viking fra dybet af min sjæl og jeg indså at paraplyen sagtens kan være stand in for sværdet, som Sct Olav brugte, da hedningene nægtede at blive næstekærlige.
Jeg greb således fat i paraplyen med den ene hånd, hævede den en anelse og i bildøren med den anden hånd, mens mågerne skreg i det fjerne, uden præcist at vide hvad jeg egentlig ville gøre hvis han bare trådte på speederen - men det gjorde han ikke.

Han tog mig med og det endda kun for et symbolsk beløb!  Han sagde ikke så meget på turen, men jeg bemærkede at han holdt øje med min mindste bevægelse, og selvom jeg trak "sygeplejerske-kortet" og fortalte om mit ydmyge virke i byen, så hjalp det ikke på hans nervøse sideblikke.

Hvad han så, ved jeg ikke - men da vi kørte forbi Nidaros, kunne jeg ikke lade være med at smile - gode, gamle Vikinge-Sct Olav, tak for din kristne indsats!

                                                        Nidaros - synlig overalt

Loving Las Vegas

Las Vegas er en blingbling by, overfladisk, fyldt med pap og pjat, neonlys, spillecasinoer og blålys! 

Som (det dårlige) rygtet vil vide: Alt er pjat eller plat og alt handler om penge!

Intet tager de alvorligt i "Sin City", intet er helligt og begrebet plathed tilføjes nye dimensioner, mens en undrende europæer står og betragter "Eiffeltårnet", "Frihedsgudinden", "Caesars Palace" i et inferno af blinkende lygter og høj musik som drøner ud over hovedgaden Las Vegas Boulevard, kaldet The Strip, fra de utallige spillecasinoer, der ligger som uægte perler på en snor, så langt det undrende øje rækker.

Dette er nogenlunde rygtet som denne ørkenby har og mit klare indtryk er, at den  fuldt ud lever op til sit blakkede ry.

Foran det berømte hotel Bellagio springer det ligeså berømte springvand til tonerne af  popmusik, som drøner ud af højtalerne og her stod jeg nytårsaften sammen med 1,2 mio andre og hvordan vi bar os ad med at komme helt ned til rækværket, på første parket, denne særlige aften, forstår jeg ikke, men det gjorde vi - jeg og min mand, datter og svigersøn. Og jeg var lamslået af lykke, stum af glæde, overvældet, som mere kulturelle, åndrige personer ville være det over fx at stå på Louvre foran Mona Lisa.

Altså jeg forventede jo af mig selv at jeg ville betragte det hele med en vis europæisk distance, rynke lidt på næsen af en pyramide med blåt lys i en stråle midt i byen og med en Sphinx foran indgangen, ryste kulturelt på hovedet over rutchebanen højt oppe over hotel Excalibur, der i øvrigt ligner en borg fra Legoland, føle falskheden skurre i mine fine ører, når de allestedsnærværende venlige mennesker på casinoerne ønskede os "a good one".

I stedet var jeg henrykt!

Jeg synes faktisk det er ret smart og demokratisk at ønske folk "a good one", så kan man jo selv vælge hvad det skal være.

 Istedetfor "have a nice day" eller noget andet nøjagtig ligeså overfladisk, så kan man altså bare "have a good one", hvad end man nu har - en dag, et spil poker, en gigantisk is, en tandudtrækning. For du kan få alt i Vegas, når bare du har penge og selvom du kun har to dollars er du hjertelig velkommen alligevel alle steder, kom indenfor og lad os straks hjælpe dig af med dine to dollars! Der er ingen fine fornemmelser, ingen forskel på folk, du er velkommen hvem og hvad du end er, du må se ud som du vil og ingen spørger hvorfor du er der.

Hvor ellers finder man for øvrigt et gigantisk reklameskilt ved en af de tilførende veje, hvorpå skrevet står: "Arrested? Call Ed"! Fordi det kunne jo være at en af de utallige lyssky personer, der formentlig frekventerer byen, havde rodet sig ud i noget snavs, og derfor kunne bruge noget advokatbistand. En meget praktisk og ærlig tilgang til situationen! Eller hvad med en reklame for et hus til salg, med "fantastisk havudsigt" (midt i ørkenen????) og med småt, helt nede i hjørnet: "Just kidding!".

Politisk korrekthed har trange kår i Vegas!

En by der ligger midt i Nevadaørkenen flere hundrede km væk fra alt, undtagen gloende sand og skorpioner, må nødvendigvis også have et stænk fatamorgana over sig. Er det ikke også let nok at forstå at de må have alt i byen, simpelthen alt, selv Eiffeltårnet, isolerede som de er, fra resten af verden? Helt alene i en gigantisk ørken ligger den dér, som det eneste livstegn i miles omkreds. Et råbende, larmende, blinkende inferno af et livstegn.

Jeg er sikker på at der er en kæmpe bagside i denne by, ligesom der er det i alle andre byer og ved alt i det hele taget - selv politisk korrekthed har en bagside (tro det eller ej!!!)

Men jeg synes at som Las Vegas råber i ørkenen, sådan råber jorden i universet - helt alene i det store, sorte univers hænger vi alle sammen her på vores blå planet og forsøger at gøre opmærksom på os selv og vores eksistens og mens vi venter på et svar og på at forstå alting, kan vi ligesågodt blinke lidt med lygterne.

Homo Sapiens, gamle svinger, det er ikke altid let at være dig, der er så mange spørgsmål uden svar, så mange fristelser, afveje, faldgruber, syndefald og selvom du virkelig prøver, så er det ikke altid let at vide hvad der er op og ned og rigtigt og forkert.

Husk bare, at hvis du for alvor er i problemer: Call Ed!

Have a good one!

                                             

Las Vegas - dyt, båt, blålys og pyramider. Her hotellet Luxor.