'

                                        Human spirit

                                           

For anden gang i mit liv er jeg blevet opslugt af den mest fantastiske overlevelseshistorie i nyere tid.

For jer der er gamle nok, husker I måske historien om et Urugyansk rugbyhold og deres venner og familie, der styrtede ned med et fly i Andesbjergene i 1972.

16 af de 45 ombord på flyet overlevede i 72 dage på bjerget midt i Andeskæden og blev reddet tilsidst - dvs 33 overlevede selve styrtet, men som dagene gik - i sommertøj, 20-30 graders frost, med laviner, i tynd, iltfattig luft, mange svært kvæstede, uden mad og vand, uden noget som helst levende overhovedet, omgivet af bjerge der var så ufremkommelige og fjerne, at de ikke engang havde et navn - døde der flere.

Jeg så det i mine forældres "Set & Sket" fra 1973 - her var det en af årets helt store historier.

Nu, godt 50 år efter, må det siges at være århundredets historie. Den dag i dag er de unge gutter fra dengang mænd i 70erne, alle på nær to er i live, alle har fået gode liv, familier og mange glæder.

Ingen har fået PTSD, hvad man ellers kunne forvente. Hvorfor er de ikke faldet mentalt fra hinanden, hvordan har de kunnet få normale liv, hvorfor plages de ikke livslangt at deres hårrejsende oplevelse?

Men det gør de ikke, ifølge de erindringsbøger jeg har læst i hvertfald.

Derimod mødes de årligt og har gjort det gennem alle årene, den 22/12, som er årsdagen for deres redning.

Gruppen har holdt sammen igennem 50 år.

Det er for øvrigt ikke anden gang jeg er helt solgt til den historie - det er faktisk tredje gang.

For nogle år siden læste min Junior "Vi lever" fra 1973, af Piers Paul Read, historien fortalt af de overlevende og deres pårørende til forfatteren og hun snakkede så meget om den bog, om historien, bedrifterne, det fantastiske, at jeg endelig kom igang med at læse den, hvorefter både hun og jeg blev helt besatte og købte og læste alle de bøger der er skrevet - de overlevende er nemlig selv begyndt at udgive deres erindringer - vi købte og læste og så dokumentarer og interviews og klip på YouTube og vi snakkede om det hele tiden, så ingen i hele verden kunne holde os ud.

Advarsel til verden: Nu er vi igang igen! 

Og det er vi fordi der nu kommer en film om det på NetFlix, 144 min, måske endda det spanske bud på en Oscar, præsenteret på alverdens filmfestivaller: "Society of the Snow" og hvordan vi skal holde det ud indtil 4/1 24 hvor den frigives, det vides i skrivende stund ikke!

Her vil nogen tænke, jamen er den film ikke allerede lavet i 1993 med titlen "Vi lever" og jo det er den, men den er så tåkrummende dårlig og for os der har læst bogen er det en lidelse at se den, fra start til slut.

En æblekindet Ethan Hawke som Nando, der bestiger et gigantisk bjerg efter ca 60 dages sult og kulde, højst med en lille, klædelig pyntesveddråbe i sit fotogene Hollywoodansigt, altså nej...

Men udover den overmenneskelige bedrift det var overhovedet at overleve i 72 dage, den helt umulige bedrift det var for de to, der tilsidst hikede gennem Andeskæden i 10 dage og endelig fandt hjælp - og her må jeg ile med at skrive at det ikke kun var Nando og Canessa, det var også Vizintin,  han besteg det vanvittigt høje bjerg sammen med de to, inden han blev sendt tilbage - det nævner jeg lige, ellers får jeg på puklen af Junior, glem ikke Vizintin!! - udover det, så er deres umenneskelige prøvelse i de komplet ufremkommelige Andesbjerge også et helt fantastisk vidnesbyrd om hvad mennesket egentlig kan, når vi arbejder sammen.

Hvad en gruppe kan opfinde, udholde, få til at fungere, give til hinanden og ikke mindst skaber denne gruppe et lille, organiseret demokratisk samfund med struktur og orden, rollefordeling, arbejdsopgaver, fællesmøder til fælles beslutninger, plejer omsorgsfuldt de sårede, bidrager med hver deres færdigheder, de sårede bidrager med optimisme og anekdoter og god stemning og hver aften samles de i flyvraget og beder en rosenkrans sammen, uanset at de ikke alle er katolikker, så styrker det dem at rette bevidstheden mod noget højere.

En enkelt - Eduardo Strauch - opdager en stilhed i sig selv, som en refleksion af bjergenes stilhed og tager den med sig derfra og den dag i dag, som 76 årig, har han stadig adgang til stilheden i sig selv.

Han konkluderer at det eneste der betyder noget i livet overhovedet er kærlighed og den stilhed vi alle kan finde i os selv.

At "human spirit" er så meget større og stærkere end vi tror, men at det jo er en smule ærgerligt at man skal falde ned med et fly i Andesbjergene for at opdage det.

Til sidst: Den historie er i al sin gru og rædsel også noget af det mest enestående eksempel på hvad mennesker kan, når de virkelig skal. Et levende vidnesbyrd om sammenhold, udholdenhed, opfindsomhed, storslåethed, tro, håb og kærlighed.

Jeg synes at den film kommer på et rigtig godt tidspunkt i verdenshistorien.

Mens vi venter på filmen, kan jeg anbefale bøgerne på billedet, fås på Saxo og Amazon. Bortset fra den danske "Vi lever", den fås kun antikvarisk og ellers på engelsk, "Alive".

Så ved I det :-)