søndag den 8. oktober 2017

Alle har ret til et fedt køkken

Ovenstående moderne visdom har altid slået mig med forundring i al sin demokratiske enkelhed. De endeløse køkkenreklamer tordner åndssvagt ud af mit tv, men jeg har bare aldrig fattet hvad der er så fedt ved køkkener!

Hvidevarer, skabe, borde og stole og samtaler. I køkkenet, forstås. Hvorfor skal man absolut verbalisere i sit køkken? Er det ikke et arbejdsrum, et opbevaringsrum til madvarer?

Jeg kan ikke fordrage at lave mad. Faktisk ser jeg frem til den dag videnskaben opfinder en pille, hvori al næring er indeholdt. Det ville også være godt for planeten og ikke mindst dyrene, virkelig dyrevelfærd og bæredygtighed. Og så kunne man omdanne sit køkken til noget andet - gæsteværelse, bibliotek, kattehus.

Jeg synes at det er så tragisk at livet på Jorden er afhængigt af at fortære andre levende væsener - spis eller bliv spist. Og en gulerod er altså også en slags levende væsen!
Dette barbari vi alle er underlagt, de endeløse myrderier for at opretholde livet, udkrystalliserer sig i køkkener. Rene slagtehuse. Som vi alle har ret til på den fede måde.

Men det nytter jo ikke noget at gøre oprør mod selve livets vilkår - så er man jo sikker på at blive evigt nedbøjet og hvis man hører til dem der - som jeg - tror på at der trods alt er en mening med galskaben, at der er noget der er større end vores egoer og at vi alle uden undtagelse har del i det - ja så må man nok anlægge det synspunkt at Jorden er rig og alt levende er en gave, som vi kan vælge at tage imod med taknemmelighed.
Livet og døden og genopstandelsen er et evigt kredsløb, som man faktisk nok ikke behøver at opsøge erkendelsen af i hverken en ashram i Indien eller en kristen kirke i Bælum - man kan bare se ud på et træ i haven.
Hvert efterår visner og dør bladene, falder af, udånder med et suk på græsplænen, hvor de ligger og rådner (hvis man da ikke er så smart at man har en løvstøvsuger) og hvert forår skyder træet påny de skønneste lysegrønne nye sprøde blade. Og hvis det er et magnolietræ, så blomstrer det også for vildt!
Det samme træ. År efter år.
Jeg bliver nærmest lykkelig af at følge magnolietræets gøren og laden året rundt.

Det bekræfter mig i at der er et levende kredsløb på Jorden, livet er ikke lineært fra a. fødsel til b. død. Der er også genopstandelse, en evig levende puls i alt.

Og når jeg overgiver mig til den indsigt, så kan jeg også bedre holde køkkener ud. Og glæde mig  over vores nye induktionskomfur. En gevinst for os der ikke er fans af madlavning - det går hurtigere med induktion! Vi har skiftet de gamle klamme hvidevarer ud i vores lille hold-kæft-køkken og det  er både pænt og hygiejnisk.
Accept af livets vilkår. Glæde!


Alle har ret til et fedt køkken - så her er et billede af et magnolietræ