mandag den 17. marts 2014

Loving Las Vegas





Las Vegas er en blingbling by, overfladisk, fyldt med pap og pjat, neonlys, spillecasinoer og blålys! 
Som (det dårlige) rygtet vil vide: Alt er pjat eller plat og alt handler om penge!

Intet tager de alvorligt i "Sin City", intet er helligt og begrebet plathed tilføjes nye dimensioner, mens en undrende europæer står og betragter "Eiffeltårnet", "Frihedsgudinden", "Caesars Palace" i et inferno af blinkende lygter og høj musik som drøner ud over hovedgaden Las Vegas Boulevard, kaldet The Strip, fra de utallige spillecasinoer, der ligger som uægte perler på en snor, så langt det undrende øje rækker.

Dette er nogenlunde rygtet som denne ørkenby har og mit klare indtryk er, at den  fuldt ud lever op til sit blakkede ry.

Foran det berømte hotel Bellagio springer det ligeså berømte springvand til tonerne af  popmusik, som drøner ud af højtalerne og her stod jeg nytårsaften sammen med 1,2 mio andre og hvordan vi bar os ad med at komme helt ned til rækværket, på første parket, denne særlige aften, forstår jeg ikke, men det gjorde vi - jeg og min mand, datter og svigersøn. Og jeg var lamslået af lykke, stum af glæde, overvældet, som mere kulturelle, åndrige personer ville være det over fx at stå på Louvre foran Mona Lisa.

Altså jeg forventede jo af mig selv at jeg ville betragte det hele med en vis europæisk distance, rynke lidt på næsen af en pyramide med blåt lys i en stråle midt i byen og med en Sphinx foran indgangen, ryste kulturelt på hovedet over rutchebanen højt oppe over hotel Excalibur, der i øvrigt ligner en borg fra Legoland, føle falskheden skurre i mine fine ører, når de allestedsnærværende venlige mennesker på casinoerne ønskede os "a good one".

I stedet var jeg henrykt!

Jeg synes faktisk det er ret smart og demokratisk at ønske folk "a good one", så kan man jo selv vælge hvad det skal være.

 Istedetfor "have a nice day" eller noget andet nøjagtig ligeså overfladisk, så kan man altså bare "have a good one", hvad end man nu har - en dag, et spil poker, en gigantisk is, en tandudtrækning. For du kan få alt i Vegas, når bare du har penge og selvom du kun har to dollars er du hjertelig velkommen alligevel alle steder, kom indenfor og lad os straks hjælpe dig af med dine to dollars! Der er ingen fine fornemmelser, ingen forskel på folk, du er velkommen hvem og hvad du end er, du må se ud som du vil og ingen spørger hvorfor du er der.



Hvor ellers finder man for øvrigt et gigantisk reklameskilt ved en af de tilførende veje, hvorpå skrevet står: "Arrested? Call Ed"! Fordi det kunne jo være at en af de utallige lyssky personer, der formentlig frekventerer byen, havde rodet sig ud i noget snavs, og derfor kunne bruge noget advokatbistand. En meget praktisk og ærlig tilgang til situationen! Eller hvad med en reklame for et hus til salg, med "fantastisk havudsigt" (midt i ørkenen????) og med småt, helt nede i hjørnet: "Just kidding!".
Politisk korrekthed har trange kår i Vegas!

En by der ligger midt i Nevadaørkenen flere hundrede km væk fra alt, undtagen gloende sand og skorpioner, må nødvendigvis også have et stænk fatamorgana over sig. Er det ikke også let nok at forstå at de må have alt i byen, simpelthen alt, selv Eiffeltårnet, isolerede som de er, fra resten af verden? Helt alene i en gigantisk ørken ligger den dér, som det eneste livstegn i miles omkreds. Et råbende, larmende, blinkende inferno af et livstegn.

Jeg er sikker på at der er en kæmpe bagside i denne by, ligesom der er det i alle andre byer og ved alt i det hele taget - selv politisk korrekthed har en bagside (tro det eller ej!!!)
Men jeg synes at som Las Vegas råber i ørkenen, sådan råber jorden i universet - helt alene i det store, sorte univers hænger vi alle sammen her på vores blå planet og forsøger at gøre opmærksom på os selv og vores eksistens og mens vi venter på et svar og på at forstå alting, kan vi ligesågodt blinke lidt med lygterne.
Homo Sapiens, gamle svinger, det er ikke altid let at være dig, der er så mange spørgsmål uden svar, så mange fristelser, afveje, faldgruber, syndefald og selvom du virkelig prøver, så er det ikke altid let at vide hvad der er op og ned og rigtigt og forkert.
Husk bare, at hvis du for alvor er i problemer: Call Ed!

Have a good one!




                                             
Las Vegas - dyt, båt, blålys og pyramider. Her hotellet Luxor.




























Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar