onsdag den 17. august 2016

Hvorfor man altid skal handle i Silvan

BAHCO - markedets bedste nedstryger

Når man er blevet husejer i en høj alder, er der mange ting man ikke ved. Mange ting. Rigtig, rigtig mange ting!

Da vi flyttede ind i dette gamle, skønne hus for to år siden, skortede det da heller ikke på kærlige advarsler fra nær og fjern - fra "er I nu klar over hvad I kaster jer ud i" til den mere direkte "lad være!! I kan ikke finde ud af det!"

Indrømmet: Vi er ikke de mest praktiske mennesker på jorden. Nogen vil sige at vi er lidt på månen.

Fx er det jo lidt flovt at man opbragt har ringet efter et VVS-firma, fordi vandet udenfor ikke virker, kun for at blive åbenbaret for den lille, nærmest usynlige, blå hane, der sidder inde i et skab i bryggerset og som man skal dreje MED URET, som den meget, meget venlige VVS-mand forklarede med rolig og uendelig tålmodig stemme.
Og abrakadabra - der kom vand ud af hanen udenfor!

Det blev lige 1200 kr.

Ok, han skiftede også en termostat på en radiator, der pludselig ikke kunne lukkes, men han var her i 10 min, noget af en timeløn.
Vi betalte alligevel med glæde, fordi han var så flink og fordi man skal lære af sine fejl. Dette var en unik lektion i at man altid, altid skal tjekke sine skabe for små, mærkelige ting, inden man ringer efter VVS!

I w.e. manglede vi så en nedstryger til at save en rullegardinstang til. Og jeg frekventerede den lokale Silvan, som jeg ofte gør.

Jeg fandt en hel sektion med nedstrygere i alle afskygninger og mærker og stod og læste på mærker og priser, mens jeg overvejede...
I løbet af et splitsekund stod der en kompetent sælger ved min side.
Jeg fremførte mit ærinde og ville gerne give indtryk af, at jeg faktisk har lidt forstand på værktøj, så derfor sagde jeg at jeg gerne ville have en Bosch.
Det viser sig så at Bosch kun laver elektrisk værktøj som boremaskiner, skruemaskiner osv...(nå ok..)

Men hvad så med den Black & Decker dér, sagde jeg selvsikkert og pegede på en orange sag, som så ikke var i nærheden af at være en Black & Decker, da de slet ikke laver nedstrygere.

Den kloge, kompetente sælger sagde nu: Skal du have en almindelig nedstryger eller skal du have lækkerier?
Det er ualmindeligt godt opfanget af ham og fremført så tilpas respektfuldt og samtidig med en beredvillighed til at hjælpe kunden, som øjensynligt er lidt på månen, men hun vil gerne lære og hun er ikke en klamphugger!

Jeg skulle selvfølgelig have lækkerier, for det var helt rigtigt opfattet af den kompetente sælger - vi er lidt på månen, men vi er ikke klamphuggere!
For hvis man gerne vil lære at blive en habil husejer og amatør-håndværker, så må man som minimum have værktøjet i orden!

Da jeg gik derfra med min Bahco nedstryger var jeg så ualmindeligt glad!

Jeg mærkede suset fra Homo Sapiens udvikling gennem æoner - fra den første primat, der lærte sig selv at bruge en knogle som redskab, til den vægtløse kuglepen der drejer rundt i et rumskib - også kaldet århundredets filmklip fra den berømte "Rumrejse 2001".

Dem vi er! Homo Sapiens!

Der kan lære nye ting og udvikle os, uanset hvor ubehjælpelige vi er og har været engang og uanset hvor tumbede vi er idag - vi har fyldt oceanerne med plastik, vi har lavet hul i ozonlaget - ja!
Det har vi, men vi er også igang med at finde nye veje, bæredygtighed, at rense oceanerne, Freon i sprayflasker blev forbudt og det har virket - ozonlaget heler!

Vi har lavet så mange ulykker, at det er helt håbløst at nævne bare de nuværende, men vi er her endnu og der ér også mange gode kræfter i os og vi prøver i det mindste at blive klogere og bedre!

Skal man tro populærforfatteren Jean Auel, der har skrevet serien "Jordens børn", så uddøde Neanderthalerne, fordi de ikke kunne tænke nye tanker, de kunne ikke tænke fremad og skabe noget nyt.
De blev ved med at overlevere gamle færdigheder og erindringer, de gik i stå på et bestemt udviklingsniveau og blev der.
De tilpassede sig, men opfandt og lærte ikke mere noget nyt. Og uddøde.

Mens Homo Sapiens blev ved med at komme op med noget nyt, prøve nye ting af, lære nyt, kaste sig ud, gå nye veje, lære af vores - ofte dyrekøbte - erfaringer. Som vi stadig gør.

Nu er hun en forfatter af fiktion, men hun har forsket en del, for at skrive sine bøger og det kunne jo godt være sandt at det var sådan.

Og det er derfor, med hele vores æonlange udvikling i ryggen at jeg nu tør stå mentalt op på et højt bjerg med min Bahco nedstryger i hånden og deklamere for jer alle: Vi kan godt! Vi kan lære nyt! Vi har været konkret på månen! Kast jer ud i nye ting! Gå nye veje! Tro på jer selv! Vi skal sgu nok redde planeten og alt levende, for vi er dem vi er, Homo Sapiens!

Når bare vi husker at handle i Silvan!




onsdag den 3. august 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 8.del



Når man ser det hele sådan lidt fra oven
8. Perspektiv på tilværelsen

Siden jeg skrev sidst, er der sket meget.

Herunder flere terrorangreb i Europa, England har meldt sig ud af EU, Donald Trump kan blive præsident i USA og der er stadig krig i Syrien.

I den lille verden har vi vores gode helbred, hinanden, en glad, kreativ voksen datter og ditto svigersøn, gode, skønne søstre og svogre, med tilhørende niecer og nevøer, en enkelt mor, arbejde, hus og have, gode venner. Og pejs!!

Det er jo ikke nogen selvfølge! Så kunne man lige huske at være lidt taknemmelig...

Det er den slags man skal huske på, når ens dyr stadig ikke er blevet venner og huset stadig er opdelt i en kattezone og en hundezone.

Og der stadig ryger katte op i træerne, når de møder hunden i haven. Og hunden stadig ikke har lært at lade være med at løbe ned og gø ind af kattelemmen.
Også selvom han har oplevet, at der sad en kat indenfor og ventede, med kløerne fremme, så da han stak sin gøende næse ind af lemmen, fik han én på bærret, WONGO-PIIV.
Han spæner stadig gennem haven og ned til kattelemmen og gø´r ind af den..


Så er det man skal tænke - jamen så er det jo godt at vi har store, gamle træer. Og et hus der er stort nok til begge dyrearter.

Og skulle man aldrig få større problemer, end at ens dyr ikke omgås hinanden uden knur, hvæs, store træer, gøen og hattehylder, skabe og tråddøre, piv-hvæs-snerre, så har man været mere end almindeligt heldig!

Ingen katte er gået hjemmefra, derimod har de indrettet sig - de er blevet natdyr helt i overensstemmelse med deres natur.
De farer ud og ind af kattelemmen natten igennem og rundt i hele huset, når Manne er gået iseng og døren lukket til soveværelset - ud på morgenen kommer de ind og spiser og lægger sig rundt omkring i kattesofaer, sækkestole, hattehylder med havehynder og vasker sig grundigt og falder i søvn og sover det meste af dagen.

Tit har de også et par døde mus med ind, som de lægger et synligt sted til os - ren kærlighedserklæring.

Nogle gange har de ædt det meste af musene, men efterlader altid et lille hovede til os, eller lidt indvolde.

Deres nyvundne frihed, nu hvor kattelemmen ikke bliver låst på noget tidspunkt af døgnet mere, bruger de blandt andet til at fare ud, når jeg finder støvsugeren frem - uanset vejr og vind, suser de ud af klappen og  over i den udestue jeg har bygget til dem.

"Udestuen" er et åbent brændeskur med tag over, hvor jeg har lavet en høj kasse med bløde tæpper udenfor Mannes rækkevidde.
I forbindelse med udestuen, har jeg stablet nogle gamle fliser op, som fungerer som kattetrapper, så de legende let kan komme op på taget og ikke mindst: Ned igen!

Mere end én gang har jeg set lille mormis Petit, stå og drikke vand af tagrenden midt om natten. (Nej, der skal ikke være vand i tagrenden! Men det må blive et andet blogindlæg..)

Manne er en glad hund, der har knyttet sig til os begge og som elsker at lege Frikadelle med ægtemanden i haven om aftenen.

"Frikadelle" er: 1. At skære to små frikadeller ud i små bidder og fordele dem i haven, 2. lukke Manne ud i haven.

Han har lært at gå pænt, møde andre hunde og så er han en selskabshund, der elsker at komme med i byen.
Hver dag er han på en lang tur i skoven og han er begyndt at løbe uden snor derovre, i korte perioder. Øvelsen er at han skal komme tilbage når man kalder, hvilket går rigtig godt.

Det eneste der er svært for Manne at lære, er at lade være med at løbe efter kattene! Hvorfor integrationen nærmest bliver umulig!

Den senere tid har jeg tænkt på en bog og en person, der rystede mig dybt i min ungdom: Malcolm X.

Han skrev om det modsatte af integration af sorte og hvide i USA - segregation. Hans tanke var, at USA skulle deles op i sorte og hvide stater, da han mente at forskellene og hadet var så stort, at fred kun kunne opnås ved at opdele landet og lade være med at omgås hinanden.
Dengang syntes jeg det var en helt umulig tanke og uendelig trist, men hans argumenter var knivskarpe og uafviselige.
Det var en måde at skabe fred og frihed på for begge parter.

Jeg ser en tydelig parallel her i vores lille hjem.

Men nu skal man jo også lige klappe hesten og ikke identificere sin egen lille verden med den store, det er trods alt tre katte og en hund i et lille, almindeligt hus, ikke flere millioner mennesker i et kæmpestort land!

Så jeg bevarer lige min proportionssans. At huske: Perspektiv!

Ps: I HAVE A DREAM...!













fredag den 25. marts 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 7.del

Zen og en tyggebold i snor




7. Det lange seje træk


Der er gået nogle uger, siden jeg har opdateret bloggen. Det skyldes at jeg har håbet at kunne poste et billede af Manne og tre glade katte, eller i det mindste bare én glad kat og Manne, sammen i harmoni, eller bare i det samme rum...

Men det er altså ikke der vi er.

Tråddør er nu forlængst installeret og har delt huset i to, som en hullet Berlinmur. 

Den i tråddøren indbyggede kattelem vil ingen benytte, alle katte er bange for den, måske fordi den klaprer så de ikke kan snige sig lydløst igennem.
Ideen med at lade dyrene mødes ved muren og udviske kulturforskelle i en tryg atmosfære, er kuldsejlet af den enkle grund at kattene ikke søger denne enestående mulighed, selvom Manne står med næsen mod trådnettet og gerne vil inhalere dem på venskabelig vis.

De går simpelthen bare deres vej, når han står der med alle sine logrende talenter og undlader at gø, fordi vi sidder med en bøtte godbidder og fodrer ham. Han er således i sit mest venlige, hyggelige humør og indkasserer højst et kort blik fra en enkelt kat, der øjeblikkeligt forsvinder ud af syne.

Trods disse mørke skyer over integrationsprocessen har vi nu igen 4 glade dyr, 3 med høj haleføring og 1 med logrende ditto.

Kattene har indrettet sig i deres del af huset og elsker deres udvendige kattelem og ubegrænsede adgang til frihed.
I 3 uger har lemmen været klæbet op, så den var åben, så de kunne lære at bruge den. Da Tao også havde lært det, en uge efter de andre to, plus en uge til at blive fortrolig med det, lukkede jeg "klappen" ned og puttede alle katte gennem den efter tur.

Alle lærte straks at gå ud af den, men ikke at gå ind! Ikke tale om at de kunne finde ud af det, no way! Men jeg har luret dem! Når vi ikke er hjemme kan de godt finde ud af det, men når vi er her er det meget federe at stå og miave ynkeligt og udføre det gode gamle "jeg er en forladt lille kat der er blevet lukket ude i uvejret, hvorefter fæet kommer løbende og lukker mig ind og vælter godbidder ud i en lind strøm"- trick.

Før jeg har kunnet skrive så afslappet om det, har I nok regnet ud at jeg har taget adskillige ture gennem haven i mørke og al slags vejr, for at overbevise de kære små om at man altså også kan gå IND af den kattelem, som de straks lærte at gå ud af! 

Der er mange dejlige liggesteder i katteafdelingen og jeg opholder mig efterhånden en hel del i den del af huset.
Langsomt, men sikkert, defilerer jeg ned i den del og indretter mig umærkeligt. Hvilket støtter den antagelse, at det  ikke er mennesker der har katte, det er dem, der har os.

Vi har nu pillet "klappen" af den indvendige kattelem, så der bare er et hul kattene kan gå lydløst igennem.
Det gør de med stor glæde, når ægtemanden har taget Manne med i seng og lukket døren. Så kommer de susende og indtager resten af huset, som de plejer.
Men ikke ti vilde heste kan drive dem igennem når Manne er her! Jeg har selvfølgelig overvejet at spraye Manne med FELIWAY fra CEVA. Måske gør jeg det en dag..

Men forleden aften skete det faktisk at lille Petit sneg sig op i stuen, hvor vi sad med Manne. Lydløst lagde hun sig ude af syne og faldt endda i søvn!
Naturligvis ikke i det nye champagnefarvede gulv-til-loft kattemiljø, hvor hun kan ligge i absolut sikkerhed.
Det er nok bare ikke så cool som at lægge sig på gulvet bag sofaen en meter fra ham, der intet opdagede.

Eller også virker det stress-reducerende kosttilskud jeg kommer i deres mad.

Det er gået op for mig at der ikke findes et teknologisk fix, som tråddøre, hundegitter med kattedør (nylig indkøbt) kosttilskud, kattelem uden lem og tonsvis af andre hjælpemidler, der kan skabe den endelige integration - kun Zen og kunsten at vedligeholde sin tålmodighed.






lørdag den 5. marts 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 6.del






Love is all around us


6. Kærlighed på flaske


Lad mig bare indrømme det med det samme: Denne blog er sponsoreret af FELIWAY fra Ceva Animal Health Ltd.!

Vi har haft et gennembrud! 

Hvad pædagogiske strategier, opdeling af huset, legetøj, indendørs kattemiljøer, masser af godbidder, gourmetmåltider, sove hver for sig med hver sin dyreart, masser af opmærksomhed, skærmning, ikke skærmning, kattelem installeret, kattelem åben, kattelem lukket - ikke kan, det kan FELIWAY fra CEVA!

Jeg havde ellers tabt min tro på FELIWAY fra CEVA, da jeg ikke synes de tre flaconer i stikkontakterne virker.
Men igen - man ved ikke hvor sure kattene havde været hvis de ikke var der..

Den ene af hankattene, Tao, har været væk i længere og længere tid dagligt - efterhånden kom vi op på 12 timer dagligt helt fast. Så kom han ind og spiste og skred igen.
Til min store skræk og rendyrkede sorg. 

Jeg har kaldt og kaldt, løbet til vinduerne hver halve time, lusket rundt i haven i al slags vejr, sovet lige foran havedøren med et halvt øje åbent, så jeg kunne se hvis han kom op på terrassen. 
Det gjorde han nogle gange - uden at ville ind. Hvorefter det af og til lykkedes mig at lokke ham til mig og derefter, som en slanges hurtige hug, gribe ham og slæbe ham ind og blokere udgangen. 
Så hoppede han op på pejsen og ved mindste anledning sprang han ned og plagede om at blive lukket ud igen. 

Jeg har været så bange for at han skulle gå hjemmefra! 

Han er et følsomt væsen. Man kan nok betegne ham som "særligt sensitiv", selv i katteverdenen, hvor alle eksemplarer af Felis Catus jo nok må betegnes som sensitive. Han reagerer altid lidt voldsommere end de to andre, på forandringer.

Fx lå han to dage bag et skab, da vi flyttede for 1,5 år siden. De andre to var også utrygge, men vovede sig trods alt hen til madskåle og lidt længere ud i rummet efter en dags tid.

Men ikke Tao. Som er mere Tage end Tao..Faktisk er navnet Tage blevet hængende ved ham (tak Junior!!!) fordi hans temperament på ingen måde er beslægtet med den ophøjede balance, hans navn indikerer.

Det skal siges, at efter jeg flyttede fra sofaen i stuen og ud i gæsteværelset, som er en del af husets midlertidige katteafd., er det lykkedes at holde ham inde om natten uden konstant hylen og kradsen på døren for at komme ud.
Han er hoppet op i sengen når jeg er gået iseng, helt som han plejer, de sidste 3-4 nætter.

Men kun fordi jeg har lukket kattelemmen, meget upædagogisk iflg eksperterne, det må man aldrig gøre i opstartsfasen, men ekstreme tider kræver ekstreme handlinger, desværre! 
KLAP, i med kattelemmen!!
Sometimes a crazy cat lady´s gotta do, what a crazy cat lady´s gotta do!!

Men ved 04-05 tiden om morgenen er en veritabel hylen og råb om frihed slået igang igen og jeg har åbnet kattelemmen og lukket både ham og de to andre ud.
De to andre kommer altid tilbage, efter nogenlunde samme tidsrum, som de gjorde inden Manne flyttede ind.

Men ikke Tao.

Han var skredet. Og kun når sult og kulde drev ham tilbage, og jeg havde kaldt mange, mange gange, kom han hen til kattelemmen (som de to andre hopper frejdigt ud og ind af) - stak sin aristokratiske næse ind af den og hylede igennem. Uden at gå ind!
Når jeg gik hen til ham, løb han.

Ved hjælp af godbidder lagt lige indenfor i en stribe under kattelemmen, fik jeg ham tilsidst ind.
Og tro mig: Han prøvede om han kunne nå dem, uden at få bagkroppen igennem lemmen!
Så jeg flyttede dem lidt længere væk og ind kom han til sidst.

Homo Sapiens - Felis Catus: 1-0

Igår kom FELIWAY fra CEVA med posten. Inat sprayede jeg kattetårnet i stuen med det og lokkede ham op til det, efter at ægtemanden havde taget Manne med i seng og lukket døren. Fri bane!

Og miraklet skete! Sjældent har jeg set en kat blive så kærlig! Han smøg sig rundt om tårnet, lå på alle afsatser, spandt og rullede rundt og faldt i søvn med et hengivent udtryk i sit lille, aristokratiske katteansigt!

Efter en tid gik han lykkeligt med i seng uden at plage om udgang.

Imorges åbnede jeg kattelemmen og alle gik ud. Universet gav en hjælpende hånd: Det øsede ned!

De andre to kom hurtigt susende ind af lemmen igen - og med et kæmpe BANZAIIII hoppede Tao ind af sig selv lige bagefter!
Nu, flere timer efter, ligger han stadig og sover derude, med en åben udgang og friheden lige foran sig.
Jeg snedige rad har naturligvis været der og sprayet lidt diskret rundt omkring.

Han er her endnu. Han har valgt med hjertet at blive hos mor og FELIWAY fra CEVA <3 








lørdag den 27. februar 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 5. del

Bo Værre - det nye livsstilsmagasin for hjem med zoo

5. Mens hjemmet langsomt bliver overtaget af dyrene


Alt er nu efterhånden indrettet på monarkiet og den nyankomne Manne - en slags Klodshans i de royale gemakker.
Undrende og skræmte følger kattene med øjnene, hvordan han buldrer rundt og tramper som en elefant op ad trapperne - de trapper som de selv bevæger sig lydløst op og ned ad - og gø´r så højt at det kildrer i hans ører og han derfor larmende må ryste dem efterfølgende.

De lydløse, elegante katte, der kan snige sig forbi ham, uden han opdager det. Jeg ser triumfen i deres øjne, hånen overfor denne grove proletar, der laver så meget larm og har så lidt at ha det i.

Endnu større undren i deres øjne, når han kærligt kontakter os, følger os rundt, glad og logrende og endda efterkommer anmodninger om at sætte sig ned, lægge sig ned, holde op med at gø af kattene!

De lægger hovedet på skrå og vantro lyser ud af de skæve øjne! Der findes væsener, der gør hvad der bliver sagt og viser hengivenhed overfor fodermestrene!

Der er en god del Beagle i Manne, halvdelen, og han er mest faldet ud til Beagle-siden, skriver de på internatet.
Beagler er kendt for ikke at høre efter og gå deres egne veje, ihvertfald hvis de får færten af noget.

Det kan jo godt være, men når man har haft katte i så mange år, så fremstår han jo som et mirakel i lydighed og evne til samarbejde.
Han vil rigtig gerne lære noget og være sammen med os! Det er jo fantastisk!

For dels at lette integrationen og dels at få Manne til at falde til i sit nye hjem, har vi købt bunker af hundelegetøj, afskærmet haven, så Manne kan løbe frit når vi er der og lege med bolde og andet kastelegetøj, vi har flyttet det meget grimme og hærgede, men også meget elskede kattetårn op i stuen idet vi har en lyserød drøm om at alle 4 væsener vil være der i stuen sammen med os.
Vi har "Feliways" i stikkontakterne i 3 rum. Vi har købt en behagelig pude til et af de sikre, høje kattesteder. Et tæppe i skabet.

Og så har vi hundegodbidder i alle rum, for akut at kunne træne Manne i ikke at gø af kattene!

I stuen nedenunder er der fortsat sengetøj i den nye og ellers så pæne sofa, så jeg kan sove nogle timer der med kattene, hvis de ellers gider...
De flotte nye sofapuder fra Florida, ligger bunket op i en stol.

Men når bare én af de kære monarker vil nedlade sig til at indtage det kære, gamle kattetårn igen, i stuen hvor vi er og have nærkontakt med Manne (= han fik en på næsen, da han kom for tæt på) så er de naive eksemplarer af Homo Sapiens her helt lalleglade og taler om det i timevis!

Iaften skal vi prøve noget andet. Vi skal se film! Og ikke løbe rundt efter og med vores dyr 24-7.

De er alle kommet ind og ingen katte kommer ud mere idag! Hylekoncerten er begyndt, men vi er stålsatte! (Endnu)

Efterskrift: Da de havde hylet 1,5 time foran havedøren mens vi så The Martian, knækkede vi og lukkede alle ud.

Den sidste kat blev lukket ind kl 02.20, efter lang tids overtalelse og havevandring..

Homo Sapiens - Felis Catus: 0-14.000





torsdag den 25. februar 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 4. del

Glem det! Jeg kommer ikke ud af skabet og socialiserer med Manne den  mærkelige kat!

4. Hvorfor er ens dyr så åndssvage


Lidt samarbejde, tak!!

Bedst som jeg har besluttet at nu er det slut med at spæne rundt i hele huset og forsøge at få kattene ind, slut med at gemme Manne, så han ikke kan ses gennem havedøren, i det håb at de kære små så vil dukke op og komme ind, satte de så trumf på:

Lille fine prinsesse Petit, som ikke deltager i borgerkrigen, men mest gemmer sig og føler sig tryg i det skærmede område - hun skulle selvfølgelig gå ud og rigtig godt med det, hun plejer at komme hurtigt ind igen og uden problemer, men iaften så hun Manne stå ved havedøren og visj, hun forsvandt!
I flere timer! 

Så i mørke løb jeg rundt i haven og kaldte, jeg løb rundt til de forskellige døre - i det hele taget piskede jeg bare en stemning totalt op! Helt upædagogisk og uden tillid til dyr og univers!

Tao er forlængst dukket op. Han kom efter 12 timer, spankulerende med høj haleføring og lod sig lukke ind og skred straks op på pejsen. Det er der jo heller ikke så meget udvikling i! 
Så kan Manne stå der og gø, hvad han stadig gør, trods en milliard godbidder og afledningsmanøvrer.

Fønix, den lille kriger, besluttede pludselig at nu skulle det være slut: Så han gik ovenpå, hvor ægtemanden sad med Manne og så blev der snerret, hvæset, gøet og væltet planter, mens ægtemanden råbte SIT MANNE - Fønix veg ikke en tomme, og Manne var ikke i humør til at SITTE, men sprang gøende frem mod katten - så Fønix iførte sig sin wc børste-kampdragt og dedikerede sig til kampen.
Manne var en millimeter fra at få flået næsen, da Fønix slog ud efter ham.

Resten af aftenen løb jeg rundt og kaldte på den lille prinsesse og lukkede Tao og Fønix ud igen for at finde hende.

De kom alene tilbage flere gange.

Tilsidst er jeg sikker på at Tao satte sig igennem - han sad pludselig i et vindue og så insisterende på mig - jeg gik derhen og nedenfor sad den lille prinsesse, endelig, hurra! Hun blev behørigt fulgt ind af Tao, som straks gik ud igen og tog Fønix med sig.

Og vice versa..

Så gik der en kat ud, så gik der en kat ind, så gik der en kat ind i skabet..Manne er faldet i søvn.

Hvad laver det der Feliway, som sidder i stikkontakterne rundt omkring og som skulle gøre katte rolige og hyggelige og lulle dem lidt i søvn?

Man ved selvfølgelig ikke hvor hypersure de ville være, hvis det ikke var der! Det er jo at sammenligne med antirynkecreme - man ved ikke hvor mange rynker man ville have haft, hvis man ikke havde brugt det!

Jeg går iseng, Hans Christian..!









Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 3. del

Say no more...



3. Så skar vi igennem


Vi er nu nået til en slags stilstand. 

Bunden var nået søndag aften, efter en uge og sidste dag i min ferie og vi var ikke i nærheden af våbenhvile og ingen af os kunne overskue hvordan vi egentlig skulle styre menageriet når vi også skulle på arbejde begge to. 

Jaja, små fredelige perioder, men kun fordi vi enten skærmede kattene eller de var ude eller vi havde Manne i snor indendøre.

Jeg syntes så at vi svigtede kattene! De er enten ude eller skærmede og når de ikke er skærmede gemmer de sig eller lægger sig i et skab eller på høje steder og knurrer.

Tænk hvis de beslutter sig for at gå hjemmefra!

Så vi har skåret igennem og ægtemanden sover med hunden, jeg sover med kattene. Så de ikke skal føle at de bliver skubbet ud. Og det er jo faktisk lidt latterligt, ikke...

Især fordi at kattene ofte skrider et andet sted hen og lægger sig.

Som ægtemanden siger: Vi er nu blevet sådan nogle, der kun kan tale om vores dyr, vi er blevet fuldstændig bimse og verdens kedeligste mennesker! 

Men når man går en hel dag og kalder på Tao, den ene af hankattene og han bare er skredet, så er det svært at koncentrere sig om andet.
3-4 gange har han været væk i 10-12 timer. Og ikke tale om at nogen af dem vil komme ned fra pejsen eller ud fra skabet, når Manne går rundt.

Logistik er nu en vigtig del af vores liv.

Hvem er hvor, hvem går med hvem og hvornår, er alle katte kommet ind, inden den sidste af os er taget på arbejde?

Katte hader at være lukket inde - også selvom det er på et stort dejligt område og de kommer ud flere gange om dagen, både i det fri og i resten af huset. 
Så selvom det faktisk lykkes at lukke katte ud og få dem ind igen om morgenen, trods Mannes indflytning (og kun fordi han sover sammen med ægtemanden bag en lukket dør) og få dem ned i det skærmede område, så skal man jo ikke regne med at der så er fred!

Fordi så høvles der på døren og hyles igennem! Man føler sig hurtigt som den ondeste kattemor i verden og det ved de naturligvis godt.

Så vi skriver til hinanden i løbet af dagen: Var der fred i hytten da du gik? Er Tao kommet ind?
Så svares der fx: Nej, Tao ville ikke ind, men Manne har løbet uden snor i haven til morgen og han lagde også en pølle! Ps vi mangler hundelegetøj!

Nu har vi bestilt en tråddør som kan dele huset ca på midten. Det skulle, iflg flere eksperter, være en god måde for dyrene at mødes, så kan de snuse til hinanden uden at være i fare.
Der er desværre megalang ventetid på døren.

Vi har også installeret "Feliways" i stikkontakterne - nogle dimser der udsender beroligende dufte for katte. De skulle blive milde som lam. Vi afventer stadig effekten.

Tao er igen skredet til morgen - ikke set siden kl 06. Feliways skulle udvirke at katte elsker at opholde sig i deres beroligende dufte, hvorfor fatter han ikke det?

Men nu er kattelemmen indkøbt, nu er det nok med alt det lukken ind og lukken ud og "gem lige Manne", for hvis de ser ham, kommer de ikke ind.
Den bliver installeret i det skærmede område, så må de bestemme sig om de vil gå derind og hvornår, og de må erfare sig frem, at det ikke altid er et skærmet område, men at alle døre ind imellem er åbne! 
Det er slut med at løbe gennem hele huset til forskellige døre for at lokke dem ind, mens man lader som om at Manne ikke er her.
Det er jo det totale skråplan!

Kæft, jeg er træt...









lørdag den 20. februar 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 2. del


Buddha beskytte os!!


2. Kunsten at bevare roen


Da vi glade og trætte kom hjem med Manne, gik vi en lille tur i haven, så han kunne få lidt luft og se sit nye hjem.
Vi ville rigtig gerne at han lige skulle vente med at møde det herskende monarki indendøre, men det har man jo ikke rigtig styr over.
Vi måtte bare gå ind alle tre og håbe det bedste.

Monarkiet blev øjeblikkeligt til tre snerrende wc-børster og flygtede i højden. 
I første omgang altanbordet, hvor de to hanner sad og knurrede og den lille fine hun røg prompte ind i et skab og nægtede at komme ud.
Trods alt bedre end et direkte angreb.

Manne er jo vant til katte, han er ikke sådan at slå ud af lidt snerren, så han ville gerne hilse, sådan lige snuse til dem og kom med et par begejstrede bjæf - det blev taget helt usædvanligt ilde op!

Tilbage sad vi, med Manne i snor, og håbede at situationen ville bløde lidt op.

Det gjorde den jo ikke.

Vi gik en tur, Manne var i hopla.

Vi kom hjem og endte i nøjagtig samme situation. Manne i snor, bjæffende af glæde, springende frem for at hilse, afvist af to snerrende wc-børster. 
Og lille fine hunmis havde en attitude som en degraderet dronning, derinde i skabet.

Jeg fik en snigende følelse af at vi kunne sidde sådan i ugevis, uden at noget som helst ville ændre sig.

For der er jo det med katte, at de evner at sidde ubevægelige på ubestemt tid. De gør ingen udfald, men de sørger benhårdt for at det gør andre heller ikke. For så...!!
Der findes ikke mere intolerante og konservative væsener end katte. De hader forandring. De ser ikke med milde øjne på andre væsener end deres fodermestre og kattebakketømmere. Og kun hvis det behager dem.

Jeg tror at vi inderst inde havde haft et lille bitte håb om at det hele nok ikke blev så slemt - at de tre pelsede ville ignorere Manne, måske være lidt nysgerrige eller gemme sig lidt og så komme frem på fredelig vis.
Så integrationen kunne begynde lige så stille og i dyrenes eget tempo.

Men sådan skulle det slet, slet ikke gå. Endnu ihvertfald. Der er kun gået en uge. Det føles som et år.

Da vi havde siddet alle tre i chaiselongen i en evighed og ingen forhandling var mulig, tog vi kattene og skærmede dem i den ene del af huset, hvor de har deres mad og kattebakke og flere dejlige liggesteder.

Ægtemanden holdt godt fast i Manne og jeg tog hver enkelt kat og bar ned i deres eksil. Under behørig snerren. 

Noget der lignede fred, sænkede sig over os.

I 4-5 minutter. Manne faldt i søvn. Han havde også haft en dag fyldt med nye indtryk og begivenheder. Vi tog snoren af ham, han vågnede ikke engang, men sov fredeligt midt i sofaen imellem os.
Vi har glemt at diskutere det der med om hunde må være i sofaen. Virkeligheden har overhalet os. Hunde er i sofaen. Ligesom katte altid har været. Bortset fra nu altså..

Men fra eksilet blev freden brudt og der blev blæst til kamp og borgerkrig: Der blev høvlet på den lukkede dør og miavet igennem.

Der er ikke noget så nerveflænsende som katte der hyler og miaver og forsøger at bryde ud af et eksil.

Manne, som lige var ankommet til sit nye hjem og sov lykkeligt og fredfyldt imellem os, uanfægtet af den infernalske larm, skulle ikke i et rum alene.
Så der var kun en mulig løsning: Ægtemanden tog Manne med i seng og lukkede døren. De tre rasende væsener kunne lukkes ud og være sammen med mig i resten af huset.

Vi har glemt at diskutere det der med om hunde må være i sengen. Virkeligheden har overhalet os.
Hunde er i sengen.

Da de tre skat-katte havde sneget sig rundt i huset en tid, som de rene Tai Chi-mestre, flade og langsomme, gik jeg ind i seng til mand og hund - det krævede sin kvinde at flytte hunden tilpas meget til at jeg kunne ligge bekvemt - han sov stadig som en sten. Så fik han dyne på. Han strakte sig og sov videre.

Jeg faldt i dyb søvn, kortvarigt. Blev vækket af noget der på det tidspunkt mest mindede om uhyrer, der kradsede på den lukkede dør til soveværelset og miavede igennem!

Nogenlunde sådan har det været i en uge nu. I onsdags ophævede vi karantænen og åbnede dørene til de skærmede steder.
Man kan blive så desperat at man tænker - OK, så må de mødes og afgøre det! Fight-flight eller lig død!!

Det har de gjort nogle gange nu, men altid overvåget af os og med vores indgriben hvis det skulle gå for vidt.

Endnu har ingen fået skader, bortset fra mig, der lige skulle redde en kat i sikkerhed og blev kradset i ansigtet i kampens hede.

Det føles som om jeg har bevæget mig i denne glasklokke fyldt med dyr i borgerkrig  i en evighed og at verden udenfor ikke eksisterer.
Det er jo nemlig også så heldigt at jeg har haft vinterferie i denne uge, godt tænkt af universet!

Ægtemanden tager bekymret på arbejde - kan jeg nu klare at opretholde ro og sikkerhed? Det kan jeg sagtens - i starten tog jeg Manne med på wc, det er vi kommet forbi nu.
Så der er masser af udvikling igang!
For en sikkerheds skyld kører han dog hjem i middagspausen. For der er lang vej endnu til lykkelig integration.

Ro er der dog i glimt. Vi øver os i at bevare den.









Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, første del.

Dejlige Manne hentet på internatet i lørdags




1. Kunsten at redde verden


Det har længe været et ønske fra min (meget) bedre halvdel, at få sig en hund. Den relation man kan få til sådan et væsen. Den glade modtagelse man altid får. Hengivenheden, glæden, kontakten.
Alle de fantastiske ture man så kan gå!

Jeg har så ofte foreslået en af alle disse fantastiske ture, bare uden hund, men det er ikke det samme, hævder han.
Det er noget med en mand og hans hund.

Hvad ved jeg..

Jeg har modsat mig det længe, da vi har tre katte, der lever harmonisk sammen og regerer i hele huset som konger og dronning og hvorfor nu forstyrre freden og monarkiet i det lille hjem.

Men da det efterhånden udviklede sig sådan, at ægtemanden gik rundt med en fantasihund, som han snakkede med, indså jeg, som gammel psykiatrisk sygeplejerske, at tiden nok alligevel var inde til at anskaffe sig en konkret hund!

Ægtemanden startede med at vise mig billeder fra internaterne, for vi er enige om at når det skal være, så vil vi gerne redde et lille forkastet væsen og overøse ham med kærlighed, give ham alt det han ikke har fået.
Når man nu har et behov for at redde verden, og ofte føler sig afmægtig, så kan man jo starte med at redde en hund!

Den første hund han viste mig, var en Husky, som er en ulvehund. En meget smuk hund, som godt nok havde lidt issues og elskede at jagte katte.
Det mente han at vi jo bare kunne lære den ikke at gøre og så simpelthen elske den til alle issues forsvandt.

En lang forhandlingsrunde tog herefter sin begyndelse.

Jeg var med på at vi skulle have hund. Men kunne vi måske lade være med at vælge en ulv med issues, der spiste katte til frokost?

Den smukke Husky får forhåbentlig et andet hjem.

Men ikke længe efter skete miraklet: Manne!

To år og tre mdr, har boet med katte uden problemer, har et mildt temperament, et dejligt gadekryds af Beagle og Foxterrier. Kan være alene hjemme og elsker at køre i bil. Har brug for lange gåture, da han er blevet lidt tyk.
En rigtig "happy go lucky" hund.

Vi bød straks ind på Manne! Det var der 14 andre der også gjorde. Vi blev udvalgt sammen med to andre par til at møde ham på internatet i Roskilde.

Vi fik dog indskærpet af internatet, at selvom vi skulle blive valgt til Mannes nye familie, så fik vi ham ikke med hjem med det samme.
Vi måtte køre derover igen, hvis det blev os.

Det var vi selvfølgelig helt med på.

Og som de lallende happy go lucky typer vi også er, tog det kun 3 sek at blive enige om, at vi jo ikke behøvede at forberede noget herhjemme endnu, herunder lære kattene at spise et sted hvor hunden ikke kan komme til maden, planlægge hvordan vi skulle integrere dem med hinanden, købe snor, sele, kurv, madskåle, hundemad...

For vi havde jo mindst en uge til alt det, hvis vi skulle være så heldige..

Men med et gammelt ord, så går det jo sjældent som præsten prædiker (faktisk aldrig, ihvertfald ikke her..)

Da vi kom til internatet mødte vi den mest fantastiske, kompetente hundehvisker af en dyrepasser, hende, som havde ansvaret for at formidle Manne til et godt hjem.

Hun oplyste at de to andre par havde været der og begge havde fået at vide at de ikke kunne få Manne.
Det første par pga indstillingen til ham, det andet par nægtede han at gå hen til overhovedet.
Så vi var sidste chance, men det kom an på Manne, hvis han afviste os havde han selv sagt nej og det blev respekteret og iøvrigt var det slet ikke et problem at afsætte ham, hvis vi viste os ikke at være et match, så stod der mindst 20 i kulissen.

Jeg blev pludselig frygteligt nervøs! Tænk hvis Manne ikke ville have os!
Jeg mærkede et øjeblik forkastelsens smerte, afvisningens kulde.
Mon det var sådan Manne havde haft det, i sin lille hundehjerne og hjerte, da hans ejere afleverede ham på internatet? Jeg var på nippet til at tude.

Og stoppede mig selv i at gå ned af den vej, der hedder "hvad med alle de andre dyr, der sidder her og alle andre steder og dyr der lider i hele verden og hele verdens lidelse generelt".
Det er ikke en frugtbar vej lige dér.

Ind over kom dog også et stænk af et lille diskret fnis - hvis vi blev afviste, så sad man her og ville redde verden, og ingen ville reddes!

Dyrepasseren, den skønne hundehvisker, gik ud for at hente Manne og jeg blev opmærksom på at jeg svedte..
Ind kom hun med ham og han sprang som en glad sæk lopper lige i armene på os begge.

I det øjeblik følte jeg et strejf af universets nåde: Kattedame møder hund. Kattedame var egentlig imod at få hund. Kattedame lugter af kat. Hund elsker spontant Kattedame alligevel!

Internatet vurderede os til at være det perfekte match, efter at vi havde gået en tur med ham.
De observerede os fra vinduerne og bed mærke i at Manne ofte vendte sig og så på os, hvilket jeg lærte den dag, betyder at han kan lide os.

Der var ingen grund til at holde flere møder, overveje mere, Manne blev vores og internatet syntes ikke der var grund til at vi ventede med at hente ham, hvorfor ikke bare tage ham med hjem med det samme.

Iøvrigt havde universet også sørget for at jeg punkterede w.e. før, hvor jeg besøgte datteren på Sjælland - af samme grund havde vi byttet bil og af den grund var vores datter også tilstede, vi kunne jo passende mødes på internatet og bytte bil tilbage.
Så hun mødte Manne sammen med os.
Og Manne udviste instant hengivenhed overfor hende også, hvilket internatet bemærkede.

Da vi skulle køre, sprang han glad ind i bilen og logrede nærmest hele vejen til Aarhus.

Forinden havde vi selvfølgelig købt alt det vi skulle bruge til ham på internatet, hvilket jo er skønt, da det støtter deres helt uvurderlige arbejde.

Man behøver ikke planlægge en dyt. Universet sørger for folk og fæ - nok især fæ...