Ned med den fysiske verden

Koldhævet betyder ikke at man kan være kold overfor det med hævning

Jeg er simpelthen pænt træt af den fysiske verden! Igen!

Altid er den der, lige fra man slår øjnene op og til man lukker dem igen.

Hele tiden har den en eller anden lille dims i ærmet, som gør livet helt umuligt, som gør at man svigter sine medmennesker, ikke kan holde simple løfter, ikke er til at regne med!

Jeg tror ikke at det er tilfældigt at det altid er mig, det går ud over, jeg tror det er personligt!

Den fysiske verden ligger og lurer på mig konstant, med det usle formål at få mig til at fremstå som noget af det mest utjekkede...

Dagens anslag fra den fysiske verden, var da jeg havde lovet min hjerteveninde, kloge kone, klippe og ikonmaler-kollega hjemmebagte boller til formiddagskaffen her hos mig.

Allerede igår tjekkede jeg skabet for bolleblanding fra det udmærkede firma, Amo.
Man skal nemlig kende sit niveau og ikke stræbe højere end vingerne kan bære, så ingen grund til at begynde på noget indviklet helt fra bunden.
Amo bolleblanding har jeg dels haft succes med, jeg ved at de færdige boller bliver ret flotte og velsmagende og hvorfor egentlig anstrenge sig unødigt, livet skulle jo nødigt blive en evig anstrengelse og plage.

Jeg brugte morgenen på en let oprydning og dækkede et hyggeligt bord med min igangværende ikon for bordenden, så vi sammen kunne diskutere farver, små korrektioner og ikonens videre udvikling, mens vi nød en varm bolle.
  
Så da tiden nærmer sig, tager jeg jo Amo bolleblanding ud af skabet, finder en skål frem, tænder ovnen OG læser så noget på pakken, der får min hjerne til at stå stille et kort sekund: "Koldhævet".
Altså ja, og?  tænker jeg - jeg kan da godt stille dejen i køleskabet, hvis det er det?
Dejen skal ganske rigtigt i køleskabet. I minimum 6 timer. Min veninde ankommer om godt 1 time.

Nogenlunde samtidigt smser hun om det er ok at hun kommer en time før aftalt? Selvfølgelig er det iorden, svarer jeg med urokkelig ro, altimens jeg kaster en jakke over mig, ræser ud i bilen og kører på to hjul  i LIDL henne på hjørnet.
LIDL, som har fået Bake Off og som derfor ligger inde med frisk brød i alle afskygninger, men ikke med Amo bolleblandinger uden koldhævninger. (Sikkert med vilje!!!)
Som et lyn skyder jeg op til kassen med en pose blandet brød og, bare for at være lidt ordentlig, et lille glas økologisk blåbærmarmelade.
Jeg ræser tilbage og opdager at jeg har glemt at købe servietter og fisker et par gamle nytårs-servietter ud af skabet, som samtidig ser sit snit til at vælte alt sit indhold af duge og dækkeservietter ud på gulvet.

Min kloge veninde gennem næsten 30 år og 20 år ældre end jeg, ankommer med al sin varme og ro, opfatter situationen i ét skarpt blik, klapper mig på kinden og siger til min oprevede ordstrøm om Amo koldhævet: "Jamen Bente, du er jo Fisk"

Det er da nemlig det jeg er! Født i Fiskenes tegn. Og Fisk er pr definition ofte uvenner med den fysiske verden!
Den fysiske verden er simpelthen kronisk på nakken af os!

Men hvad gør det, når man har så skøn en veninde og dertil har Jesus til bords.

Vi fik ordnet både de umiddelbare astrologiske energier og mulige virkninger og ikonens videre udvikling.
Mennesket lever ikke af brød alene!

Heldigvis var Jesus med for bordenden

Vild med Folkedybet

Kære Vild med Dans!

Jeg stemmer på Allan!

Ja faktisk har jeg allerede gjort det i fredags, hele to gange.  Og jeg er ellers sådan én der sjældent ser jeres program, fordi jeg ærlig talt er så træt af at se De Kendte udføre en eller anden lallende aktivitet, under stor mediebevågenhed.

De Kendte danser, De Kendte quizzer, De Kendte bager boller.
For resten, nu jeg har jer, så har jeg et forslag til et nyt program: De Kendte steger flæsk. Hva med det?

Men tilbage til jeres danseprogram. Jeg forstår godt at man kan få lyst til at danse med, at man kan få lyst til at lære at danse af dygtige, professionelle dansere og koreografer, så meget at man melder sig til programmet og dermed udsætter sig for ikke bare dommernes dom, men også for Folkedybets dom.
Der skal et vist mod til, som jeg har al mulig respekt for og jeg har faktisk ingen problemer med både at have respekt for deltagerne og så være megatræt af  De Kendtes endeløse udfoldelser på tv.

I øvrigt kan jeg jo bare slukke og læse en bog, ikke...

Men det gjorde jeg altså ikke i fredags!

Jeg ville, som så mange andre, se fænomenet Allan Simonsen på dansegulvet. Jeg ville se om han virkelig danser så dårligt som I siger han gør, jeg ville se hvad det er der gør, at seernes stemmer sender ham videre i konkurrencen uge for uge, når nu dommerne giver ham bundkarakterer hver gang.

Og ja, ligeså elegant han var på fodboldbanen, ligeså klodset er han på dansegulvet, det er da rigtigt nok.
Men det er altså noget med måden han er klodset på.
Det er bare sådan en charmerende klodsethed! Det er noget med hele hans karisma, den venlighed, glæde og ydmyghed han udstråler.
Han er bare så meget sig selv og kæmper med en sportsmands ildhu med de svære trin, uden tanke for hvordan han mon tager sig ud.
Jeg kan så godt li ham!

Og, kære Vild med Dans, så er der jo lige det at Folkedybet har ikke glemt at han scorede på Wembley! Dengang Danmark ikke rigtig havde et fodboldhold man forventede sig noget af og vi altid tabte alting, dér lyste Allan som en enlig stjerne og formåede ene mand at få os alle til at elske fodbold for en tid!
Ej heller har Folkedybet glemt at han, som den eneste dansker nogensinde, har været "årets fodboldspiller" i Europa.

Og hvad har det så at gøre med dans, vil I selvfølgelig indvende...jamen absolut intet da! Vi kan bare godt li Allan Simonsen! Og derfor stemmer vi på ham, det er lige ud af landevejen, som Allan selv!
Og I skal slet ikke være så kede af det og bekymre jer om at nu bliver konkurrencen og hele konceptet ødelagt, tænk hellere på alle de seere I får og at sådan en som mig fx, der ellers ikke gider se jeres program, pludselig sidder klar på sms-tasterne. ALS 1234!

"Folket og kun folket, er drivkraften i skabelsen af dansehistorien" (Kliché) ok ok...og Formand Mao. Og mig...thihi..

At drage

Jeg troede at jeg fodrede en vildkat

Alle mennesker har et eller andet de er gode til - et særligt talent, noget vi har let ved, en naturlig gave, som vi ikke nødvendigvis tænker så meget over, det er bare noget vi gør.
Med daglig, indefrakommende uanstrengthed er det ofte vævet så meget sammen med os, at det er blevet et træk ved personligheden.

Sådan er det også for mig. Min naturlige gave er, at jeg drager!

Det er den eneste forklaring jeg kan komme op med, bl.a. på de 4 pindsvin, der arriverer punktligt hver aften.


Det startede uskyldigt med at jeg observerede en smuk, sort kat, der i tilgift er meget sky og som ingen ved hvor kommer fra - grundig research er foretaget - jeg så at han altid kredsede udenfor vores vinduer og jeg tænkte at han måske hang ud med vores 3 katte, måske havde de formidlet til ham at her lever man som kat, ganske hæderligt. For katte kommunikerer, ingen tvivl om det!

Kort forinden havde vi taget en anden kat i pleje, da hun hver eneste dag og især aften, kradsede på vores ruder, som en desperat hjemløs flygtning. Der var ikke andet at gøre, end at tage hende ind, for hun opgav ikke.
Senere info opklarede at det er naboens kat, der har det ganske udmærket.
Nu er hun i pleje i vores forgang, mens vi arbejder for en hjemgivelse. Hun har sin frihed og alle chancer for at gå hjem, men gør det ikke.
I stedet kæmper hun en indædt kamp for at smide vores 3 katte ud, hvilket er årsagen til hendes skærmede ophold i forgangen.

Den sorte kat blev også ved med at hænge ud i baghaven og en dag skete det jo, at jeg satte en skål mad ud til ham.
Jeg undrede mig noget over hans enorme appetit, skålen var altid tom om morgenen, for han ser faktisk ganske sund ud, så sund at nogle af naboerne kalder ham Tykke.
Jeg er dog sikker på at han hedder Django!



Vildkatten Django, som jeg ganske rigtigt også fodrer

 

Der gik et stykke tid, før jeg en aften opdagede det sødeste, lille pindsvin, der tømte Djangos madskål med højlydt knasen!
Jeg tænkte at nu blev jeg nok nødt til at sætte en madskål mere ud, hvis nu Django skulle komme forbi i løbet af natten.
Jeg kan så oplyse at pindsvin kommunikerer også! For i løbet af få dage rykkede hele 4 pindsvin ind i haven. De kan både pruste og sige GNYF enormt højt og de spiser enormt meget.

"Der er sgu da ikke nogen der har 4 pindsvin" er en sætning jeg har hørt meget på det sidste.
Nej, det er der ikke.
Medmindre man altså drager.

                                            Der er sgu da ikke nogen der har 4 pindsvin

Jesus har fået ansigt

Stadig under udarbejdelse, men nu med et ansigt med udtryk



 

Endelig!!!

Ikke at Jesus har fået ansigt, men at jeg fik dette ansigt op på denne blog, via det ualmindeligt talentløse, uduelige "Picasa webalbum", hvor de fleste af mine såkaldte uploads, nu er forsvundet i det store mørke i cyperspace.

Vil du opgradere til dit? Vil du opgradere til dat? Ja, nej, ved ikke, sæt kryds eller ignorer det komplet (jeg valgte det sidste) og uanset hvad du vælger eller ikke vælger - thi at undlade at vælge er også et valg - så kan du være sikker på at du aldrig finder dine billeder igen, at intet overhovedet kan fremvises på din blog, at ingen af de uduelige teknologiske dimser du har, på nogen måde er kompatible med hinanden og hvis de er: Vil du opgradere til dit? Vil du opgradere til dat?
Indtast dit buskortnummer fra 1973 efterfulgt af en 6-cifret kode (husk at bruge både små og store bogstaver)
Koden er iøvrigt hemmelig viden og kan derfor ikke genkendes af "Picasa webalbum" eller af den hemmelige instans, der skal overføre billedet til bloggen.

På Jesu tid fandtes, Gud være lovet, ikke "Picasa webalbum" og dette er hele den historiske årsag til at ikonmaleriet overhovedet så dagens lys.
Den tids fotografer og webalbums var ikonmalere.

Med små fine strøg, dag efter dag efter dag, blev historiens lysende stjerner bevaret for eftertiden.
De spirituelt udviklede har kunnet se aura og har malet den ind i billedet som en glorie, og har med få tegn dels oplyst hvem ikonen har portrætteret og dels nogle gange sendt et budskab med - som her:
"Jesu confido tibi" - og jeg er faktisk ikke klar over om det betyder "tro på Jesus" eller "Jesus tror på dig". Men jeg har en kilde der kan oversætte og skal nok finde ud af det.

I århundreder er de hellige billeder blevet malet igen og igen og videregivet gennem generationer, ledsaget af en hel enkel information i tekst og billede.
(Det var så aldrig sket med "Picasa webalbum")

Jeg har valgt at male denne udgave af Jesus, fordi han for en gangs skyld ikke hænger på et kors, idet jeg finder det ubærligt at blive konfronteret med denne grufulde lidelse det må have været, og idet jeg desværre ikke tror på udfrielse ved stedfortræder.
Altså at det skulle være muligt for én mand at tage hele verdens synder på sig nu og i al evig fremtid, ved at udstå så megen lidelse frivilligt og at lille jeg derfor er fritaget og løskøbt for ansvar for mine gerninger.
Jeg tror altså på at jeg selv må tage balladen...
På dette billede udtrykker han kærlighedsbudet - kærligheden til alt levende og for mig er det essensen af Jesus og af kristendommen.
Kærlighed og tilgivelse. (Kære Jesus, kan "Picasa webalbum" være en mulig undtagelse? Nej. Nå ok så.....)

Denne formiddag anno 2013 er adskillige billeder af ovenstående ufærdige udgave af Jesus forsvundet i cyperspace. Hvor forsvinder de mon hen? Ligger de i al evighed derude, gemt som en moderne krukke ved Nag Hammadi og venter på det øjeblik, hvor tiden har brug for dem?
En dag om flere århundreder sidder måske en sagesløs person ved en elektronisk dims og raser over dimsens uanvendelighed (for det forandrer sig ikke!!) og pludselig toner Jesus frem i rummet og dette fremtidens menneske oplever derved et mirakel, genopdager kærlighedsbudet og begynder at udbrede det!
Nu er jeg om muligt endnu gladere for at jeg ikke har malet den korsfæstede...

Måske har denne formiddag med blod, sved og tårer alligevel en mening og således kan man vælge alligevel at se lidelsen som en forudsætning for frelse.

Men det vil jeg lade være op til jer at afgøre for jer selv.






Kalimæra Europa og hold så op med at skælde ud på Grækenland!

Grækenland er ved at falde fra hinanden\". \"Grækenland kan blive årsag til en ny krise i Europa\"
Dommedagsprofetierne ruller over tv-skærmen, idag hvor grækerne går til valg.
Og som altid, når ukvemsordene hagler ned over de plagede grækere, føler jeg trang til at forsvare det smukke,glade, turkisblå ø-rige, der ligger der og smiler i solen, og som ikke altid lige fatter alt det der med nationaløkonomi, fiskekvoter, told og skat og andre af de mange herligheder, som vi forstår os på, her i  Danmark.
Og så har vi slet ikke nævnt NemID, - åh lykke!! Hvor var vi henne uden det?
Det kan godt være at grækerne går på pension når de er 50, er 10 mand om at grave et hul og en stor del af tiden hænger ud på caféerne og tøffer rundt på deres skønne øer i solskinnet, men jeg synes lidt taknemmelighed er på sin plads nu, hvor fallitten truer og hele Europa er på nakken af dem, - pga af ussel mammon!
Mens vi her i Norden sad med vores stenøkser og gryntede, opfandt de demokratiet i Grækenland!
Platon, den hyggelige fætter, gik rundt og snakkede og filosoferede og kom op med hele idé-riget, andre udviklede matematikken, astronomien, lægekunsten og den græske filosofi blev grundlaget for hele den vestlige kultur og senere fremgang og velstand.
Odysseus sejlede rundt og sloges med kykloper, - det kan godt være det er løgn, men det er da en god historie, - ligesom Iliaden og de festlige græske guder på Olympen.
Var det ikke på sin plads at vi huskede det nu, hvor grækerne er et presset folk, med skældsord, valgkaos og rudekuverter fygende om ørerne? Fordi der er nogle få, klamme milliardær-skibsredere og deres forgyldte efterkommere, der unddrager sig deres ansvar overfor resten af befolkningen, skal vi vel ikke skælde ud på hele landet.
Måske er grækerne bare et meget viist, men også naivt, folk, der går op i de store idéer, lykke og at nyde livet, - glem ikke at fest-guden Dionysos var græsk, - lidt ligesom vores egen Niels Bohr, der troede at når han spaltede atomet og opfandt atombomben, så ville der aldrig mere blive krig, for ingen ville jo være så dumme at bruge en bombe, der kunne udslette det meste af jorden. Hamrende naivt! Ja, men hvis alle var lige så flinke og kloge som Niels Bohr, så ville det være sandt.
Og hvis alle var lige så viise og livsnydende som grækerne, så ville verden være skøn!
Så kunne vi ikke vise storsind og eftergive grækerne deres gæld til os, vi skylder jo dem hele vores kultur og så kan det vel gå lige o-p op.
Subsidiært kan de give os Rhodos og så snakker vi ikke mere om det!

Suset af viden

Lad mig her bringe en hamrende hyldest til Folkeuniversitetet!
\r\n
Alene det at åbne kataloget sker med kriblen i maven, mens øjnene skimmer siderne med \"Italiensk freskomaleri\", \"Himalayas historie, kultur og buddhisme\", \"Universets gåder\" og ikke mindst de gratis foredrag om os selv, Homo Sapiens,  og fortidens sære idéer, der er fremtidens teknologi.
\r\n
Ufattelige mængder af viden er koncentreret i det halvårlige katalog, som en helt almindelig person som u.t., bare har fri adgang til. Er det nu ikke fantastisk??
\r\n
Sidste år gik min veninde og jeg på en forelæsningsrække om så forskellige emner som \"Kunstig intelligens\", \"Liv i rummet\", \"Giraffers blodtryk\", \"Einsteins univers\", hvor  fuldstændig svimlende viden blev serveret for os, for næsten ingen penge.
\r\n
Hvad Einsteins univers angik,tænkte jeg jo om det nu var sådan noget \"Einstein for amøber\", for hvordan skulle det kunne lade sig gøre at formidle noget så kompliceret på få timer, uden enten at tabe tilhøreren fuldstændigt eller at tale ned til den måbende forsamling af - i den sammenhæng - intellektuelt udfordrede stakler, der aldrig rigtig har forstået hvad en pakke Kærgården så koster, hvis a b=c...Sidstnævnte gælder muligvis kun for u.t., det kan jeg jo ret beset ikke vide. Men når det lykkedes underviseren at formidle noget, som selv jeg forstod og blev helt høj af, så er det formidling på højt plan!
\r\n
Men ja, alt er jo relativt, tøhø...
\r\n
Iår har vi begrænset os til to foredrag, hvoraf vi lige har været til det første. Men selve foredragene står ikke alene, de indgår i Folkeuniversitetets generelle atmosfære, som er noget helt særligt.
\r\n
Når jeg kommer indenfor de gule og røde mure på Aarhus Universitet, så mærker jeg hvordan viden gennem årtier har lagret sig i bygningerne. En stille hvislen af indsigt svæver gennem det krumme rum og lægger sig i blide bølger (eller partikler?) omkring mig, murstenene nikker umærkeligt velkommen til endnu en søgende sjæl, gulvet bærer mine fødder på hjerteligste vis frem mod døren til auditoriet, der med et sandt sus af glæde åbner sig, så håret står tilbage af bare lykke!
\r\n
To timer med den højeste viden, formidlet af en fremtrædende, ypperlig forsker, ligger foran os. Jeg sidder med alle sanser åbne og anstrenger mig til det yderste. Som forelæsningen skrider frem, håber jeg i mit stille sind, at bare det at trække vejret i dette rum, mens alt dette formidles, gør at noget af det vil klamre sig, som skibbrudne, til de 10% af hjernen, der er tilgængelig for mig.
\r\n
Homo Sapiens´ svimlende historie ruller udover os, blæser os tilbage i klapstolene. Ængsteligt modtager jeg informationen om, at vi, for 150.000 år siden  var ved at uddø, hvilket vi iøvrigt har været flere gange, men dengang var det pga at der kun var ca 1000 mennesker tilbage på jorden. At vi sidder her idag og hører disse ord, skyldes en ren tilfældighed (og godt gammeldags held, går jeg ud fra)
\r\n
Jorden har været en iskugle og bliver det sikker igen, klimakatastrofer og meteorer har hærget os, dinosaurerne kom og gik og det samme gør Homo Sapiens måske, der er ingen styring på noget, vi er ikke noget særligt, vores udvikling er én lang kæde af tilfældigheder og der er ingen synlig mening med noget.
\r\n
Dybt foruroligede går vi derfra to timer senere, af de smukke stier, der i aftenens anledning kærligt er oplyst af en række petroleumslamper, så de søgende sjæle ikke farer vild. Det trøster mig utroligt!
\r\n
Nu ser jeg frem til på onsdag, hvor aftenens emne er \"Fortidens sære idéer er fremtidens teknologi\", for der må da være en løsning på dette morads!! En udvej, et håb!
\r\n
Jeg tror lige jeg tager et kig på side 19 i efterårsprogrammet, \"Religion og filosofi\"..

Se efteråret i øjnene

Muligheder for sol, lover morgenens meteorolog og sælger budskabet til os med trøstende, alfaderlig stemme, her en tidlig mandag morgen.

Jamen er det nu ikke skønt, sommeren fortsætter som om intet var hændt, det er 1. oktober imorgen, det begyndende efterår er allerede trukket i sin fløjlsbløde, mørke slængkappe, som det lægger blidt hen over os allerede ved 19-tiden - sådan lidt undskyldende, lidt forlegent, som når man åbner sin dør i nattøj for en uanmeldt gæst kl 2 om eftermiddagen..

Træer og buske er ved at få det karakteristiske gyldne skær, vinden stryger svalt over alt levende og minder os om at intet varer evigt, heller ikke den danske sommer. Måske i særdeleshed ikke dén!!

Alligevel holder vi krampagtigt fast i "muligheden for sol", Indian Summer og andre selvbedrag, istedetfor at se det uomtvistelige i øjnene: Efteråret er her allerede!

Upopulært, udskældt, forbandet, kommer det listende som en tyv i natten. Rødmende af forlegenhed gløder det i vegetationen, ånder tungt og vådt af skam, rusker os i desperation over vores forfrosne hjerter, der kun er optagede af muligheden for sol.

Stakkels efterår! Aldrig bliver det budt velkomment, med bare en brøkdel af den hyldest, der tildeles dets fætter, foråret, og ikke nok med det, vi benægter også dets eksistens så længe vi overhovedet kan!

Så lad os nu bare se det i øjnene: Forfaldet er her, det bliver mørkere, alting visner og dør, kulde, regn og rusk og mulighed for 5 grader celcius med storm.

Men hvis ikke alting visnede, døde og gik tilbage til Moder Jord, så var der intet forår, ingen opstandelse, ingen salig lykke over den første lille vintergæk.

Og tænk hvis vi året rundt skulle løbe henrykte rundt i klipklapper og ikke havde en eneste god grund til at rulle os ind i et tæppe og se "Det 5. element" for 14. gang. Eller læse en bog. Eller ligge med 3 spindende katte på chaiselongen. Måske det hele på én gang!
Ejheller ville vi have nogen særlig berettiget grund til at klynke lidt, beklage os, dyrke vores melankoli og fx gå iseng midt på dagen på en fridag - "jeg magter ikke mere af det her møgvejr"-
det virker ikke på samme måde på en varm solskinsdag!

Personligt vil jeg dette efterår læse Beaudelaires samlede værker igen - og det er let nok, for han skrev kun to rigtige bøger i sit korte liv, inden han døde af udmattelse som 46 årig, af følgerne af et slagtilfælde, som vore dages sundhedseksperter sikkert vil mene var en uundgåelig følge af et udsvævende liv.
Fattig og desperat drog han hærgende gennem 1800-tallets slumkvarterer i  Paris og skrev om forfaldet, så det fremstår med en egen sær skønhed og konkluderede at "man bør altid være beruset, alting beror på det, det er den eneste opgave"..

Jeg vil således beruse mig i Beaudelaire og byde denne forfaldets martrede digter af hjertet velkommen, sammen med det gryende efterår!
Jeg vil tænde stearinlys om morgenen, forbyde mine katte at være ude om natten, sige godnat til de 4 pindsvin der hænger ud her og nu snart går i hi, brokke mig over vejret (jojo, det hører med!!), åbne vinduet om natten og lytte til den hylende storm, mens jeg ligger rullet ind i en dyne, bemærke de utallige nuancer af rødt og gyldent i naturen, ærge mig over jeg ikke kan male dem, sætte vækkeuret til kl 5 når vejret er værst, bare for at fryde mig over at slukke det og sove videre...

Jeg skulle lige til at skrive "jeg vil trække i regnfrakke og gummistøvler og gå lange ture i den ruskende regn"...men det tror jeg faktisk ikke jeg vil....

Glædeligt efterår derude!

 

Vi tager friheden tilbage

 

 

Dette uskyldige billede, fra bogen "Hippie" af Peter Øvig Knudsen, er blevet bortcensureret af Facebook, der anser det som anstødeligt.
Ligeledes vil Apple ikke sælge bøgerne i deres netbutik, pga hvad de kalder "pornografisk indhold".

Apple og Facebook censurerer med andre ord vores kunstnere og påtvinger os alle en moral og bornerthed, vi for længst har udviklet os væk fra i denne del af verden.

Lad os derfor protestere og vise at vi ikke finder os i censur og at vi ikke stiltiende accepterer at vores frihed knægtes og at vores historie ikke må fortælles!

Fødder er det bedste i verden

Hvor skal man altså sætte pris på sine fødder!

Tænk på, at de bærer os gennem tykt og tyndt, de er det fundament vi står på, de bevæger os igennem verden, ja, de er hele grundlaget under os!

Men får de nogensinde den ære og værdighed, der retteligen bekommer dem? Nej!!

De klemmes ned i fikse sko med høje hæle, kun for at benene kan synes længere - benene, disse fupmagere, der kan se lange ud, smyge sig i silkestrømper og tiltrække sig opmærksomhed, kun fordi fødderne ofrer sig og lader sig lukke inde i ubekvemme anordninger.

Benene får opmærksomheden og vises frem, ikke fødderne, som er de sande helte!

Fordi fødderne ukærligt er smidt ned i et par stilletter, kan hovedet knejse højere - ha, se hvor høj og elegant jeg er, og bedrag er det! Hovedet er en fusentast, der kan arrivere i hvilket luftlag det vil, uden at yde nogetsomhelst for det.

Ingen ærer fødder, som fødder æres bør! Først når de holder op med at gøre, hvad de gør, lægger vi mærke til dem.

Har du talt med dine fødder idag? Sagt til dem, hvor meget de betyder for dig? Forkælet dem med et fodbad og en dejlig creme? Lagt dem op på chaiselongen, så de kan hvile sig? Skrevet en hyldest til dem?

Nej vel? Men det vil jeg til at gøre. Mine er nemlig holdt op med at virke som de plejer, men er gået i strejke, så jeg kun med besvær og smerte kan bevæge mig rundt. Men den, der har ører, hører! Jeg har forstået budskabet!
I, mine kære skabninger, fødder af Guds nåde, har ikke fået den opmærksomhed I skulle have haft og hvad kan I gøre andet, end at gøre opmærksom på jer selv.

Jeg lover jer at jeg for fremtiden vil anerkende og forkæle jer. I har  levet som to skyggetanter, og det skal være slut nu. Frem i lyset skal I, æres og agtes!

Med jer mærker jeg Moder Jord, I er min direkte kontakt med planeten og dermed universet.

Kære fødder, jeg håber I tilgiver mig og vil overveje at begynde at virke igen!

                                                          De oversete helte

Jeg - en kattedame

Katte er nogle af de mest fantastiske skabninger der findes!

De gør hvad der passer dem,  ødelægger ens møbler, fælder på kommando, udser sig den i et evt selskab, der er allergisk eller bare lidt bange for dem, og sætter sig til at nedstirre dem, de ved hvornår man kommer hjem fra arbejde, selvom tidspunktet varierer og trommer en velkomstkomité sammen, de forsøger at myrde alle fugle i miles omkreds og sidder og smasker i vinduet, når de smukke fugle hopper rundt i haven,(og for et par måneder siden havde en af dem lemlæstet en lille fugl, så jeg måtte indfange den og ræse over til min forstående dyrlæge med den! Jeg er sikker på at hun reddede dens liv og at den stadig flyver rundt derude! Hvis andet er sket, vil jeg ikke vide det....iøvrigt tillad mig at anbefale Skejby dyrlægerne og vetrienærsygeplejersker, de er fantastiske, bl.a. overfor "grædende midaldrende dame med gråspurv i tørklæde") de tygger i ens hår når man sover, de ved hvad humør man er i - og har man en dårlig dag eller er syg, kan man være sikker på at én af dem bliver instant healer og kommer og lægger sig ovenpå én!



De 3 vi har, en mor og hendes to sønner, er jeg sikker på har fordelt tjanserne imellem sig: Èn kradser i tapetet og er nået til næste stadium: At udhule væggen.
Èn kommer farende med et kæmpe MIAV, når vækkeuret har ringet og vi ikke straks er stået op.
Èn er "sygemis" - er man syg eller træt eller i dårligt humør og på langs i sofaen, så er hun der straks - "instant healer".
Èn går rundt og råber, hvis der bliver for stille i huset - hvis nogen fx sidder ved pc-en og gerne vil have fred.
Èn lægger konsekvent en pølle ved siden af tissekassen, på det varme badeværelsesgulv, så den kan ligge der og koge og sprede sin duft i hele huset. Sidstnævnte er fx en garant for at man ikke har uventede gæster med hjem!

Jeg elsker mine katte!

Og det er da også årsagen til at jeg engang kidnappede en kat, flere km fra vores hjem, fordi jeg troede det var vores Yin.
Det var en af de meget få gange min skønne, voksne datter, for alvor blev rasende på mig.
Jeg så en kat gå rundt på fortovet tæt på mit arbejde og tænkte straks, jamen det er jo mors lille Yin, der har gået hele vejen ned til mors arbejde og åh Gud, jeg håber hun tog tunellen under den befærdede Grenåvej!
Alt dette tænkte jeg naturligvis i samme sekund, som at jeg kastede mig ned på fortovet over katten og fastholdt den.
Med den ene hånd fik jeg forsigtigt lirket mobilen opad lommen og ringet til min datter, der altid forstår alt og råbt "kom straks, jeg ligger på Tretommervej med Yin".
Hun kom selvfølgelig ræsende i sin lille, røde Toyota uden at spørge om noget, for sådan er hun nemlig, og fik bugseret mor med kat ind i bilen og katten smed hele pelsen i skræk, det føg rundt med hvide kattehår, så vi dårligt kunne se ud af forruden.
Mens vi kørte i rasende fart, undrede jeg mig højlydt over det manglende operationsar på maven af katten, vores Yin var nemlig blevet neutraliseret få uger forinden. Men da katten var øretatoveret som vores Yin (og jeg ikke kunne huske nummeret) ringede jeg fluks til Skejby dyrlægerne. (Og igen: De er fantastiske!!!) For da jeg oprevet sagde i tlf til dem "jeg sidder her med min lille Yin, øretato-nummer xxxx", så sagde vetrienærsygeplejersken med engleblid, langsom stemme: "Ja. Ok. Det er ikke din lille Yin. Det er en helt anden kat."
Og derfor måtte vi straks vende bilen og køre tilbage til hvor jeg fandt den stakkels kat og sætte den af igen. Den fór ind under en hæk til en have og taler nok aldrig med fremmede damer igen.
Min datter var så rasende, at hun satte mig af også og råbte "og du kan GÅ hjem"!!!! hvilket var helt rimeligt!

Jeg er sikker på at alle I katte-elskere derude forstår reaktionen, man reagerer jo instinktivt, når man tror man ser sin kat langt væk hjemmefra.
Og som I også ved, så keder man sig aldrig når man har katte!

Ligenu har jeg fx én der er ved at tage bad i vandskålen, det er blevet et hit her at dyppe både poter og det lange "skæg" de to hanner har, ned i vandskålen og pjaske rundt i vandet og bagefter gå med våde poter op i sofaen.
På den måde sørger katte også for at man aldrig får et Bo Bedre-hjem og hvor er det da heldigt, for hvad skulle man også med det.

                                                               Velkomstkomiteen


 

Tear down the wall

We don´t need no education
we don´t need no thought control!

Ordene er Pink Floyds, fra dengang vi havde visioner udover speltboller og løbetræning.

Ja, jeg har set filmen igen, godt 30 år efter jeg så den første gang i biografen, hvor vi dengang havde planlagt en aften i byen, startende med filmen alle skulle se. Vi kunne pladen nærmest udenad og forberedte os på en aften med optur og fed musik.
Efter filmen, gik vi istedet ligeså stille og dybt rystede hjem og sad, dybt foruroligede, mest i tavshed og af og til med et lille forsigtigt pip om at muren, The Wall, dog trods alt vælter tilsidst!

Men var det en god ting? Skal man forstå filmen psykologisk og se den som et psykotisk sammenbrud, hvor det havde været bedre at muren blev stående? Måske i en ombygget, lidt pænere, form?
Og hjælper det egentlig noget at gøre muren, The Wall, lavere og pynte den med fredstegn og blomster? Det er stadig en mur!! Men uden indre grænser bliver vi psykotiske, som Pink også bliver.

Eller skal man forstå filmen politisk, hvor det er en nødvendighed at vi vælter muren og styrter tyrannerne både i vores egen lille verden og i den store? Og hvad kommer der så bagefter?
Hovedpersonen Pink er jo ikke ligefrem en positiv rollemodel.
Men Berlinmuren stod endnu, lige hernede, og den skulle da bare væltes i en ruf!
Dilemmaet, for nogen af os der var venstreorienterede, var at vi havde lært at Berlinmuren var nødvendig. Gu var den da ej!! Vi meldte os ud af partiet kort efter!

Nøøjjj siger jeg bare, vi brød vore små amøbe-hjerner og snakkede og tolkede og hørte pladen igen og igen, i håbet om - bl.a. - et lille, bitte tegn på retning, forløsning, noget positivt.

Godt 30 år efter bliver jeg stadig rystet og usikker, når jeg ser filmen.

Er muren egentlig væltet nu? Eller er den bare renoveret? Eller skal man bare holde op med at fokusere på slutningen og på om muren skal vælte eller ej, om det er godt eller dårligt, om det er sort eller hvidt. Ikke tænke så meget i løsninger og lettere barnligt forlange ET SVAR!

Hvorfor vi er landet i speltboller og løbetræning og flere og flere regler og kontroller, kan jeg undre mig over. Har vi simpelthen brug for tyranner, så vi har en mur at spille bold opad? Er vi bange for både livet og døden?

Svuuuuusssjjjj det var dit liv! Havde du det fedt? Næ, men jeg var helvedes sund og hverken Big Brother eller Spelt-Mother kunne udsætte noget på mig!
Nå men det var da godt....eller....

Jeg har ingen konklusion. We don´t need no thought control!

 

Johannes Døberen

Johannes Døberen. Jeg er ret glad for hans øjne.

Denne ikon er byzantinsk, modsat de andre kristne ikoner her på siden, som er af den russiske tradition.
Forskellen er stort set, at de russiske males med mange, mange tynde lag, sådan at lyset skinner igennem, hvor de byzantinske kun har få, men tykkere, lag.

De byzantinske, som fx Johannes her, er meget skarpe og præcise og skal gengives fuldkommen nøjagtigt.

Således må ikke en eneste dragtfold skille sig ud fra det oprindelige billede, lys og skygge skal lægges præcist og som på originalen.

Denne Johannes´ kameluldsdragt blev min skæbne.

Billedet er malet på en uge, på et meget intensivt kursus, hvor vi malede fra morgen til aften i de bedst tænkelige omgivelser, nemlig Vækstcenteret i Nr. Snede.
Vi nød alle godt af den utrolige gæstfrihed og åbenhed der hersker her, hvor vores lærer havde lejet sig ind mhp at holde dette kursus.

Men jeg snakker udenom...

Det værste, der kan overgå en ikonmaler, er "skraberen". Skraberen er, når det man har malet, er så håbløst, at selv ikke den bedste lærer, ej heller de højere magter, kan redde det.
Når katastrofen er sket og det hellige billede trækkes gennem et søle af talentløshed!
Dette var hvad der overgik mig, da jeg var kommet til at bytte om på lys og skygge på kameluldsdragten.
Så min lærer fandt skalpellen frem og skrabede hele den omvendte kameluldsdragt af og så var det bare igang igen forfra.
Dvs hun malede det meste af dragten, så der er en hel del af Johannes der ikke er malet af mig.

Johannes Skraberen og u.t......Det er u.t. til højre

 

Men ansigtet har jeg i det mindste selv malet og jeg betragter processen som min ilddåb i ikonmaling, foretaget af Johannes himself og det er nok ikke så ringe endda!

 

Californien Buddha

California-Buddha

En fornøjelse at male Buddha igen-igen, denne gang i andre farver end de blå, jeg malede med første gang.

Inspirationen til især baggrundsfarven er de Californiske bjerge, når solen står på en bestemt måde, enten ved solopgang eller solnedgang.
Et helt særligt lys og en speciel smuk, blød farve opstår i mødet sol vs bjerg her, og det skader jo ikke at have lidt ambitioner for sine billeder!

Ansigtstrækkene er malet med guld og sjovt nok dukkede en japansk zen-munk frem under den proces.

Denne gang forstod jeg så at Buddhas øreflipper er meget lange - første gang jeg malede ham, lavede jeg dem om til hår, da jeg tænkte at det måtte være en fejl eller utydelighed i det oprindelige billede, men det er det ikke. Buddha har lange ører! Sådan er det bare.

Billedet hænger i sit sande hjem i Californien.

Miraklet



Maria Magdalene ved den tomme grav, som den første. I dette øjeblik er hun den eneste i verdenshistorien der ved at miraklet er sket: Kristus er opstanden.

 Jeg har i mange år haft noget med Maria Magdalene og hører til dem, der tror at hun var discipel af Jesus og at forstokkede præster skrev hende ud af historien, som den virkelig var.

Istedet blev hun gjort til "skøge" og brugt til at illustrere tilgivelse og omvendelse, hvilket der i sig selv ikke er noget galt i, bortset fra at det i hendes tilfælde formentlig ikke er sandt.

Nyere forskning dokumenterer at ordet "skøge" er en fejloversættelse - i virkeligheden er ordet på originalsproget "kvinde af høj klasse" (eller noget i den stil)

Heldigvis kan man finde masser af litteratur om det, så jeg kan være mere egocentrisk og skrive om min egen lille verden med Maria Magdalene-ikonens tilblivelse.

Originalbilledet er så smukt at jeg var ved at falde om på gulvet da jeg så det og har ikke opgivet at se det "live" på det russiske museum i Skt. Petersborg. Det oprindelige billede er malet af  russiske Viktor Vasnetsov.
Jeg måtte bare male det, selvom jeg ikke ved om det egentlig kvalificerer til at være en ikon. Men eftersom det er et helligt billede, der fortæller en historie fra Bibelen, så opfylder det  kriterierne, så jeg vover at kalde det en ikon og har også fået min lærers velsignelse til det.

Jeg er meget autoritetstro hvad ikonmaling angår og det er nok det eneste område jeg er det på - jeg har bare afgrundsdyb respekt for den årtusindgamle tradition (evangelisten Lukas var den første ikonmaler), som formentlig opstod, fordi man ikke kunne fotografere endnu. Derfor tilsiger traditionen, at man skal gengive det hellige billede så nøjagtigt som muligt, man må ikke lave noget om.

Jeg har ikke lavet noget om på dette billede, bortset fra farven på dragten - den er oprindeligt blå. Men igen - med min lærers velsignelse..

Tilblivelsen var som en boblen i hjertet og en svimlende glæde, blandet med rædsel og sved over bl.a. det lille, bitte ansigt..
En aften, hvor jeg var tæt på at have malet ansigtet færdigt og var lettere euforisk over det, ville jeg lige give en sidste lille lysning, for om muligt at få det til at lyse lidt mere, og det absolut modsatte af et mirakel indtraf: Hele ansigtet sank ind i pladen, der enten ikke var godt nok forarbejdet eller havde fået for meget vand pga mine mange lag maling på det lille ansigt.

Hvordan jeg end vendte og drejede det, så var faktum nu, at Maria Magdalene havde fået underbid!
Jeg overvejede naturligvis det diskriminerende i, at helgener ikke kan have underbid, hvor er vi henne og hvad er det for et menneske(helgen) syn??

Men det gik ikke med underbiddet. Så sandpapir og mange forsigtige slibninger og en helt ny og langsom start på ansigtet, tog sin begyndelse.
Når jeg skulle slappe af, gav jeg dragten et tyndt lag grønt eller lys og skygge, det var en ren leg med den dragt, ligesom pålæggelsen af bladguld, gik som en leg.
Solopgangen, som symboliserer den nye verden, der nu vil komme, er blevet lige lovlig plamage-agtig, sammenlignet med originalen.

Men på mirakuløs vis, ser det faktisk ud som om hun er på vej ud af billedet og det er ganske utilsigtet fra min side, så jeg siger bare tak!

Billedet hænger hos mit eget lille mirakel a.k.a. min datter.

Den blå Buddha

Smilende Buddha

 

 

Buddha-ikonen hedder ret beset en tangka, det buddhistiske modsvar til den kristne ikon.

Det var med stor glæde jeg malede den, jeg var så glad at jeg syntes jeg ville lave en regnbue, en strålende regnbue, i hans aura!
Det fortjente han, så jeg ville simpelthen male med regnbuer!

På den måde lærte jeg at farven Cadmium Orange balancerer på den fine knivsæg af florlet glæde, liv og rablende mani.
Med mit vanlige talent for overdrivelse, lavede jeg en neonfarvet 80er-orange omkring ham og jeg så til min skræk at jeg ikke havde malet Regnbue-Buddha, men Disko-Buddha!
En renselsesproces gik igang - godt med vand og væk med diskoen og igang med at dæmpe den orange..

En fornem måde at lære om ydmyghed i malekunsten, synes jeg. Jeg kan IKKE male med regnbuer, men jeg kan lære at bruge den livgivende orange på en voksen og afbalanceret måde. Måske...

Det var faktisk også meningen at den blå baggrund skulle være utvetydig himmel - transparent og lysende på én gang. Istedet er den blevet lidt plamage-agtig. En lektion i at himmelblåt skal males med mange, mange tynde lag!

Og så må Buddha ikke have åbne øjne. De skal være halvt lukkede, som øjne er i dyb meditation. Men han blev ved med at rette sit klare blik ud af billedet og det valgte jeg at bøje mig for.

Santa Chiara af Assisi

Santa Chiara af Assisi residerer hos min mor

Min første ikon, Clara af Assisi, som længe, ganske retfærdigt, hed "Clara Klatmaleri", idet at nonnedragten lignede tapet, ansigtet en inka-maske, baggrunden et kældergulv under ombygning og lidelserne under tilblivelsen var i det hele taget mange!

Fx det at pladen pludselig ikke kunne tage mere vand, hvorfor den boblede op og de smukke liljer forvandlede sig på ingen tid til en mellemting mellem en vandmand og en pose saltbomber.
Ikke særlig spirituelt!

Men ved rettidig omhu, bønner (både kaffe- og hjertebønner) en skalpel og lidt frihåndstegning, så genopstod liljerne og efterhånden trådte også Clara frem af skyggerne, en stor glæde og jeg skylder både de højere magter og min fantastiske lærer, Inge Larsen-Ledet, stor tak!

Helgeninder i alle lande, foren jer!

StiftenBlog.dk

  

 

Kender I det at alle mulige huslige katastrofer synes at klæbe til jer? Og at I på ingen måde er skyld i noget af det? At det er som om at uanset hvad I gør jer af anstrengelser, så fremstår I altid som den der lidt utjekkede, der ikke kan håndtere selv simple husmoderlige udfordringer? I forsøger måske, som jeg, at undgå at udstille jeres handicap ved omhyggelige forberedelser og forsøger desperat at regne ud hvad det er andre (især kvinder) kan, med tilsyneladende daglig, indefrakommende uanstrengthed, - og lige lidt hjælper det!
Lad mig komme med et par eksempler fra mit eget liv,- eksempler, som nogen af jer sikkert kan nikke genkendende til: (Måske i lidt andre variationer, men essensen er den samme)
Historien om det flyvende tis-papir og historien om frikadellefarsen og min døvstumme thailandske ven med kat i snor:
Jeg havde inviteret et par venner til noget så simpelt som kaffe. Jeg er sent på den, farer ind af døren med (selvfølgelig) købe-kage og på vejen finder jeg kattetis lige indenfor hoveddøren. I hast smider jeg et stort stykke supersugende køkkenrulle henover det, fordi jeg tænker at så kan det jo ligge og suge der, mens jeg laver kaffe og dækker bord, - og så kan jeg let fjerne det og afvaske bagefter, -virkelig rationel og god husmoderlig planlægning.
Imidlertid glemmer jeg alt om det. Lige indtil vi sidder ved kaffebordet og en brise (og her kommer det uforskyldte, for hvor kom den brise fra??) men en brise ud af det blå går gennem huset, løfter det gule tispapir op, holder det svævende i entreen mens det ligesom orienterer sig, hvorefter det drejer skarpt til højre og flyver ind gennem stuen, står stille i luften, finder kaffebordet som det lige hænger lidt over, hvorefter det endelig daler ned for fødderne af gæsterne!
En anden gang havde jeg inviteret venner til spisning. Straks en meget større udfordring, hvorfor kaos så også så sit snit til at blive endnu større.
Jeg står, i god tid, og steger frikadeller, da jeg ud af vinduet ser en mørk kvinde gå forbi med en kat i snor. Denne kat ligner til forveksling vores egen Yin, som var meget sjælden, og derfor kan enhver forstå at jeg er nødt til at løbe ud af døren og standse kvinden, for at høre hvor hun har sin smukke kat fra.
Kvinden svarer ikke mens jeg står og snakker og gestikulerer,og  jeg opdager  at hun står stirrer på min venstre hånd. I den har jeg, grundet min hurtighed, en klat frikadellefars. Jeg kaster mig ud i en forklaring, hvorefter hun med håndbevægelser lader mig forstå at hun er døvstum. Så fra hendes synspunkt, må det også se lidt mærkeligt ud, som jeg står og gestikulerer med en rå frikadelle. Jeg ser ingen anden udvej end at trække hende og kat med indenfor, så hun dels kan se vores Yin, og så vi dels kan skrive sammen. Indenfor breder osen sig fra de frikadeller, der allerede ligger på panden.
Min mand, som besidder en ophøjet indre ro, har langt om længe rejst sig og er gået ud til frikadellerne, som han forsøger at redde og forstår iøvrigt straks alt, da jeg kommer slæbende med kvinden med den Yin-lignende kat i snor. Det gør vores smukke Yin imidlertid SLET ikke, ejheller hendes solidariske mage, Yang. De opfører en krigsdans af den anden verden, hyler, knurrer og hvæser til den store guldmedalje. Det kan vor nye, ven jo selvfølgelig ikke høre, hvorfor hun bare smiler og nikker til os og til de søde katte.
Jeg griber pen og papir og begynder at skrive, og vores nye ven skriver ét ord: Thailand. Hun forstår af naturlige årsager ikke det danske sprog og heller ikke engelsk, hvorfor vi naturligvis straks kaster os ud i det internationale tegnsprog. Larmen fra kattene er øresønderrivende og frikadellerne syder og hvæser om kap med dem, det lugter brændt og min ellers så rolige mand mister besindelsen og råber: FOR FANDEN BENTE!!!!
I har selvfølgelig allerede regnet ud, at netop i dette øjeblik træder vores gæster ind ad døren.
Jeg har stadig en rå frikadelle i hånden....
Og nu spørger jeg: Hvad er sandsynligheden for at en døvstum thailandsk kvinde går forbi med en kat i snor, der er magen til vores sjældne Yin, i det øjeblik, jeg forbereder en middag med vores venner?
Og nu er jeg,med disse illustrative eksempler, nået frem til min pointe:
Jeg tror at der en sammenhæng i universet. Jeg tror at der kun er et vist antal husmoderlige katastrofer tilgængelige, og for hver gang vi pådrager os én af dem, har vi befriet en anden for noget lignende.

Set i det lys, er vi dårlige husmødre en slags udvalgte helgeninder! De højere magter har set os og udvalgt os til at bære dette. Tænk på hvad vi dagligt skåner vore medsøstre for!

Kære alle jer, der genkender jer selv i dette indlæg, ret ryggen og lad os sammen bære vor status med værdighed!
Vi er ikke kun dårlige husmødre, vi er helgeninder!

Brev til min bank

Kære Bank!

Tak for brevet! Hvordan har du det? Du må have mange bekymringer her under finanskrisen! Og sure kunder, der skælder dig ud fra morgen til aften! Det er ikke altid let at være dig er jeg sikker på!

Jeg synes altså at man godt kan skrive lidt hyggelige breve til hinanden engang imellem, ellers bliver det hele jo bare sådan noget "der er overtræk på din konto" hele tiden. Som nu det brev jeg lige har fået fra dig.

Altså ja, der er overtræk på min konto! Men hvad betyder det i det store hele? Tænk, lyset er vendt tilbage, dagene længes og foråret er lige om hjørnet! Snart titter vintergækker og erantis frem overalt og livet triumferer endnu engang over døden. Hvor er det dog skønt! Moder natur er fantastisk, livet er fantastisk!
Man må huske dagligt at glæde sig og tænke positivt. Der findes jo faktisk utroligt mange gode mennesker i verden, selvom det - indrømmet - også ser sort ud for os allesammen, så tror jeg på at det gode, livet, kærligheden, omsorgen for alt levende, trods alt vinder på den lange bane.


 Men det er vigtigt at vi ikke er smålige og spilder vores liv med bagateller og plager hinanden med dem.
Som nu det lille overtræk. Hvad betyder det dog i det store billede? Kig ud i universet (man kan finde fantastiske billeder fra Hubble Telescope på YouTube) Og se hvor storslået og ubegribeligt universet er. Og hvor aldeles skøn vores lille, grønne og blå klode er. Tænk, i dette lille paradis bor vi, du og jeg og en masse andre levende væsener.
Vi må passe godt på denne skønne klode og på hinanden.

Så glem nu bare det lille overtræk, penge er trods alt kun en konstruktion vi har fundet på og de kan ikke noget i sig selv og kønne er de heller ikke - slet ikke som de vintergækker der snart trodser isen og sneen og stikker deres ukuelige hoveder op i livet endnu engang.

Kære Bank, tag du nu en pause og en kop kaffe og hent en fastelavnsbolle med fløde, jeg kan fortælle dig at Skejby bagernes er helt fantastiske!

Pas på dig selv og husk at tænke positivt :-)

Kærlig hilsen
Bente