onsdag den 23. januar 2013

Miraklet


Maria Magdalene ved den tomme grav, som den første. I dette øjeblik er hun den eneste i verdenshistorien der ved at miraklet er sket: Kristus er opstanden.
 Jeg har i mange år haft noget med Maria Magdalene og hører til dem, der tror at hun var discipel af Jesus og at forstokkede præster skrev hende ud af historien, som den virkelig var.

Istedet blev hun gjort til "skøge" og brugt til at illustrere tilgivelse og omvendelse, hvilket der i sig selv ikke er noget galt i, bortset fra at det i hendes tilfælde formentlig ikke er sandt.

Nyere forskning dokumenterer at ordet "skøge" er en fejloversættelse - i virkeligheden er ordet på originalsproget "kvinde af høj klasse" (eller noget i den stil)

Heldigvis kan man finde masser af litteratur om det, så jeg kan være mere egocentrisk og skrive om min egen lille verden med Maria Magdalene-ikonens tilblivelse.

Originalbilledet er så smukt at jeg var ved at falde om på gulvet da jeg så det og har ikke opgivet at se det "live" på det russiske museum i Skt. Petersborg. Det oprindelige billede er malet af  russiske Viktor Vasnetsov.
Jeg måtte bare male det, selvom jeg ikke ved om det egentlig kvalificerer til at være en ikon. Men eftersom det er et helligt billede, der fortæller en historie fra Bibelen, så opfylder det  kriterierne, så jeg vover at kalde det en ikon og har også fået min lærers velsignelse til det.

Jeg er meget autoritetstro hvad ikonmaling angår og det er nok det eneste område jeg er det på - jeg har bare afgrundsdyb respekt for den årtusindgamle tradition (evangelisten Lukas var den første ikonmaler), som formentlig opstod, fordi man ikke kunne fotografere endnu. Derfor tilsiger traditionen, at man skal gengive det hellige billede så nøjagtigt som muligt, man må ikke lave noget om.

Jeg har ikke lavet noget om på dette billede, bortset fra farven på dragten - den er oprindeligt blå. Men igen - med min lærers velsignelse..

Tilblivelsen var som en boblen i hjertet og en svimlende glæde, blandet med rædsel og sved over bl.a. det lille, bitte ansigt..
En aften, hvor jeg var tæt på at have malet ansigtet færdigt og var lettere euforisk over det, ville jeg lige give en sidste lille lysning, for om muligt at få det til at lyse lidt mere, og det absolut modsatte af et mirakel indtraf: Hele ansigtet sank ind i pladen, der enten ikke var godt nok forarbejdet eller havde fået for meget vand pga mine mange lag maling på det lille ansigt.

Hvordan jeg end vendte og drejede det, så var faktum nu, at Maria Magdalene havde fået underbid!
Jeg overvejede naturligvis det diskriminerende i, at helgener ikke kan have underbid, hvor er vi henne og hvad er det for et menneske(helgen) syn??

Men det gik ikke med underbiddet. Så sandpapir og mange forsigtige slibninger og en helt ny og langsom start på ansigtet, tog sin begyndelse.
Når jeg skulle slappe af, gav jeg dragten et tyndt lag grønt eller lys og skygge, det var en ren leg med den dragt, ligesom pålæggelsen af bladguld, gik som en leg.
Solopgangen, som symboliserer den nye verden, der nu vil komme, er blevet lige lovlig plamage-agtig, sammenlignet med originalen.

Men på mirakuløs vis, ser det faktisk ud som om hun er på vej ud af billedet og det er ganske utilsigtet fra min side, så jeg siger bare tak!

Billedet hænger hos mit eget lille mirakel a.k.a. min datter.