Den blå Buddha

Smilende Buddha

 

 

Buddha-ikonen hedder ret beset en tangka, det buddhistiske modsvar til den kristne ikon.

Det var med stor glæde jeg malede den, jeg var så glad at jeg syntes jeg ville lave en regnbue, en strålende regnbue, i hans aura!
Det fortjente han, så jeg ville simpelthen male med regnbuer!

På den måde lærte jeg at farven Cadmium Orange balancerer på den fine knivsæg af florlet glæde, liv og rablende mani.
Med mit vanlige talent for overdrivelse, lavede jeg en neonfarvet 80er-orange omkring ham og jeg så til min skræk at jeg ikke havde malet Regnbue-Buddha, men Disko-Buddha!
En renselsesproces gik igang - godt med vand og væk med diskoen og igang med at dæmpe den orange..

En fornem måde at lære om ydmyghed i malekunsten, synes jeg. Jeg kan IKKE male med regnbuer, men jeg kan lære at bruge den livgivende orange på en voksen og afbalanceret måde. Måske...

Det var faktisk også meningen at den blå baggrund skulle være utvetydig himmel - transparent og lysende på én gang. Istedet er den blevet lidt plamage-agtig. En lektion i at himmelblåt skal males med mange, mange tynde lag!

Og så må Buddha ikke have åbne øjne. De skal være halvt lukkede, som øjne er i dyb meditation. Men han blev ved med at rette sit klare blik ud af billedet og det valgte jeg at bøje mig for.