We don´t need no education
we don´t need no thought control!
Ordene er Pink Floyds, fra dengang vi havde visioner udover speltboller og løbetræning.
Ja, jeg har set filmen igen, godt 30 år efter jeg så den første gang i biografen, hvor vi dengang havde planlagt en aften i byen, startende med filmen alle skulle se. Vi kunne pladen nærmest udenad og forberedte os på en aften med optur og fed musik.
Efter filmen, gik vi istedet ligeså stille og dybt rystede hjem og sad, dybt foruroligede, mest i tavshed og af og til med et lille forsigtigt pip om at muren, The Wall, dog trods alt vælter tilsidst!
Men var det en god ting? Skal man forstå filmen psykologisk og se den som et psykotisk sammenbrud, hvor det havde været bedre at muren blev stående? Måske i en ombygget, lidt pænere, form?
Og hjælper det egentlig noget at gøre muren, The Wall, lavere og pynte den med fredstegn og blomster? Det er stadig en mur!! Men uden indre grænser bliver vi psykotiske, som Pink også bliver.
Eller skal man forstå filmen politisk, hvor det er en nødvendighed at vi vælter muren og styrter tyrannerne både i vores egen lille verden og i den store? Og hvad kommer der så bagefter?
Hovedpersonen Pink er jo ikke ligefrem en positiv rollemodel.
Men Berlinmuren stod endnu, lige hernede, og den skulle da bare væltes i en ruf!
Dilemmaet, for nogen af os der var venstreorienterede, var at vi havde lært at Berlinmuren var nødvendig. Gu var den da ej!! Vi meldte os ud af partiet kort efter!
Nøøjjj siger jeg bare, vi brød vore små amøbe-hjerner og snakkede og tolkede og hørte pladen igen og igen, i håbet om - bl.a. - et lille, bitte tegn på retning, forløsning, noget positivt.
Godt 30 år efter bliver jeg stadig rystet og usikker, når jeg ser filmen.
Er muren egentlig væltet nu? Eller er den bare renoveret? Eller skal man bare holde op med at fokusere på slutningen og på om muren skal vælte eller ej, om det er godt eller dårligt, om det er sort eller hvidt. Ikke tænke så meget i løsninger og lettere barnligt forlange ET SVAR!
Hvorfor vi er landet i speltboller og løbetræning og flere og flere regler og kontroller, kan jeg undre mig over. Har vi simpelthen brug for tyranner, så vi har en mur at spille bold opad? Er vi bange for både livet og døden?
Svuuuuusssjjjj det var dit liv! Havde du det fedt? Næ, men jeg var helvedes sund og hverken Big Brother eller Spelt-Mother kunne udsætte noget på mig!
Nå men det var da godt....eller....
Jeg har ingen konklusion. We don´t need no thought control!
we don´t need no thought control!
Ordene er Pink Floyds, fra dengang vi havde visioner udover speltboller og løbetræning.
Ja, jeg har set filmen igen, godt 30 år efter jeg så den første gang i biografen, hvor vi dengang havde planlagt en aften i byen, startende med filmen alle skulle se. Vi kunne pladen nærmest udenad og forberedte os på en aften med optur og fed musik.
Efter filmen, gik vi istedet ligeså stille og dybt rystede hjem og sad, dybt foruroligede, mest i tavshed og af og til med et lille forsigtigt pip om at muren, The Wall, dog trods alt vælter tilsidst!
Men var det en god ting? Skal man forstå filmen psykologisk og se den som et psykotisk sammenbrud, hvor det havde været bedre at muren blev stående? Måske i en ombygget, lidt pænere, form?
Og hjælper det egentlig noget at gøre muren, The Wall, lavere og pynte den med fredstegn og blomster? Det er stadig en mur!! Men uden indre grænser bliver vi psykotiske, som Pink også bliver.
Eller skal man forstå filmen politisk, hvor det er en nødvendighed at vi vælter muren og styrter tyrannerne både i vores egen lille verden og i den store? Og hvad kommer der så bagefter?
Hovedpersonen Pink er jo ikke ligefrem en positiv rollemodel.
Men Berlinmuren stod endnu, lige hernede, og den skulle da bare væltes i en ruf!
Dilemmaet, for nogen af os der var venstreorienterede, var at vi havde lært at Berlinmuren var nødvendig. Gu var den da ej!! Vi meldte os ud af partiet kort efter!
Nøøjjj siger jeg bare, vi brød vore små amøbe-hjerner og snakkede og tolkede og hørte pladen igen og igen, i håbet om - bl.a. - et lille, bitte tegn på retning, forløsning, noget positivt.
Godt 30 år efter bliver jeg stadig rystet og usikker, når jeg ser filmen.
Er muren egentlig væltet nu? Eller er den bare renoveret? Eller skal man bare holde op med at fokusere på slutningen og på om muren skal vælte eller ej, om det er godt eller dårligt, om det er sort eller hvidt. Ikke tænke så meget i løsninger og lettere barnligt forlange ET SVAR!
Hvorfor vi er landet i speltboller og løbetræning og flere og flere regler og kontroller, kan jeg undre mig over. Har vi simpelthen brug for tyranner, så vi har en mur at spille bold opad? Er vi bange for både livet og døden?
Svuuuuusssjjjj det var dit liv! Havde du det fedt? Næ, men jeg var helvedes sund og hverken Big Brother eller Spelt-Mother kunne udsætte noget på mig!
Nå men det var da godt....eller....
Jeg har ingen konklusion. We don´t need no thought control!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar