 |
| Når man ser det hele sådan lidt fra oven |
Siden jeg skrev sidst, er der sket meget.
Herunder flere terrorangreb i Europa, England har meldt sig ud af EU, Donald Trump kan blive præsident i USA og der er stadig krig i Syrien.
I den lille verden har vi vores gode helbred, hinanden, en glad, kreativ voksen datter og ditto svigersøn, gode, skønne søstre og svogre, med tilhørende niecer og nevøer, en enkelt mor, arbejde, hus og have, gode venner. Og pejs!!
Det er jo ikke nogen selvfølge! Så kunne man lige huske at være lidt taknemmelig...
Det er den slags man skal huske på, når ens dyr stadig ikke er blevet venner og huset stadig er opdelt i en kattezone og en hundezone.
Og der stadig ryger katte op i træerne, når de møder hunden i haven. Og hunden stadig ikke har lært at lade være med at løbe ned og gø ind af kattelemmen.
Også selvom han har oplevet, at der sad en kat indenfor og ventede, med kløerne fremme, så da han stak sin gøende næse ind af lemmen, fik han én på bærret, WONGO-PIIV.
Han spæner stadig gennem haven og ned til kattelemmen og gø´r ind af den..
Så er det man skal tænke - jamen så er det jo godt at vi har store, gamle træer. Og et hus der er stort nok til begge dyrearter.
Og skulle man aldrig få større problemer, end at ens dyr ikke omgås hinanden uden knur, hvæs, store træer, gøen og hattehylder, skabe og tråddøre, piv-hvæs-snerre, så har man været mere end almindeligt heldig!
Ingen katte er gået hjemmefra, derimod har de indrettet sig - de er blevet natdyr helt i overensstemmelse med deres natur.
De farer ud og ind af kattelemmen natten igennem og rundt i hele huset, når Manne er gået iseng og døren lukket til soveværelset - ud på morgenen kommer de ind og spiser og lægger sig rundt omkring i kattesofaer, sækkestole, hattehylder med havehynder og vasker sig grundigt og falder i søvn og sover det meste af dagen.
Tit har de også et par døde mus med ind, som de lægger et synligt sted til os - ren kærlighedserklæring.
Nogle gange har de ædt det meste af musene, men efterlader altid et lille hovede til os, eller lidt indvolde.
Deres nyvundne frihed, nu hvor kattelemmen ikke bliver låst på noget tidspunkt af døgnet mere, bruger de blandt andet til at fare ud, når jeg finder støvsugeren frem - uanset vejr og vind, suser de ud af klappen og over i den udestue jeg har bygget til dem.
"Udestuen" er et åbent brændeskur med tag over, hvor jeg har lavet en høj kasse med bløde tæpper udenfor Mannes rækkevidde.
I forbindelse med udestuen, har jeg stablet nogle gamle fliser op, som fungerer som kattetrapper, så de legende let kan komme op på taget og ikke mindst: Ned igen!
Mere end én gang har jeg set lille mormis Petit, stå og drikke vand af tagrenden midt om natten. (Nej, der skal ikke være vand i tagrenden! Men det må blive et andet blogindlæg..)
Manne er en glad hund, der har knyttet sig til os begge og som elsker at lege Frikadelle med ægtemanden i haven om aftenen.
"Frikadelle" er: 1. At skære to små frikadeller ud i små bidder og fordele dem i haven, 2. lukke Manne ud i haven.
Han har lært at gå pænt, møde andre hunde og så er han en selskabshund, der elsker at komme med i byen.
Hver dag er han på en lang tur i skoven og han er begyndt at løbe uden snor derovre, i korte perioder. Øvelsen er at han skal komme tilbage når man kalder, hvilket går rigtig godt.
Det eneste der er svært for Manne at lære, er at lade være med at løbe efter kattene! Hvorfor integrationen nærmest bliver umulig!
Den senere tid har jeg tænkt på en bog og en person, der rystede mig dybt i min ungdom: Malcolm X.
Han skrev om det modsatte af integration af sorte og hvide i USA - segregation. Hans tanke var, at USA skulle deles op i sorte og hvide stater, da han mente at forskellene og hadet var så stort, at fred kun kunne opnås ved at opdele landet og lade være med at omgås hinanden.
Dengang syntes jeg det var en helt umulig tanke og uendelig trist, men hans argumenter var knivskarpe og uafviselige.
Det var en måde at skabe fred og frihed på for begge parter.
Jeg ser en tydelig parallel her i vores lille hjem.
Men nu skal man jo også lige klappe hesten og ikke identificere sin egen lille verden med den store, det er trods alt tre katte og en hund i et lille, almindeligt hus, ikke flere millioner mennesker i et kæmpestort land!
Så jeg bevarer lige min proportionssans. At huske: Perspektiv!
Ps: I HAVE A DREAM...!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar