lørdag den 20. februar 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 2. del


Buddha beskytte os!!


2. Kunsten at bevare roen


Da vi glade og trætte kom hjem med Manne, gik vi en lille tur i haven, så han kunne få lidt luft og se sit nye hjem.
Vi ville rigtig gerne at han lige skulle vente med at møde det herskende monarki indendøre, men det har man jo ikke rigtig styr over.
Vi måtte bare gå ind alle tre og håbe det bedste.

Monarkiet blev øjeblikkeligt til tre snerrende wc-børster og flygtede i højden. 
I første omgang altanbordet, hvor de to hanner sad og knurrede og den lille fine hun røg prompte ind i et skab og nægtede at komme ud.
Trods alt bedre end et direkte angreb.

Manne er jo vant til katte, han er ikke sådan at slå ud af lidt snerren, så han ville gerne hilse, sådan lige snuse til dem og kom med et par begejstrede bjæf - det blev taget helt usædvanligt ilde op!

Tilbage sad vi, med Manne i snor, og håbede at situationen ville bløde lidt op.

Det gjorde den jo ikke.

Vi gik en tur, Manne var i hopla.

Vi kom hjem og endte i nøjagtig samme situation. Manne i snor, bjæffende af glæde, springende frem for at hilse, afvist af to snerrende wc-børster. 
Og lille fine hunmis havde en attitude som en degraderet dronning, derinde i skabet.

Jeg fik en snigende følelse af at vi kunne sidde sådan i ugevis, uden at noget som helst ville ændre sig.

For der er jo det med katte, at de evner at sidde ubevægelige på ubestemt tid. De gør ingen udfald, men de sørger benhårdt for at det gør andre heller ikke. For så...!!
Der findes ikke mere intolerante og konservative væsener end katte. De hader forandring. De ser ikke med milde øjne på andre væsener end deres fodermestre og kattebakketømmere. Og kun hvis det behager dem.

Jeg tror at vi inderst inde havde haft et lille bitte håb om at det hele nok ikke blev så slemt - at de tre pelsede ville ignorere Manne, måske være lidt nysgerrige eller gemme sig lidt og så komme frem på fredelig vis.
Så integrationen kunne begynde lige så stille og i dyrenes eget tempo.

Men sådan skulle det slet, slet ikke gå. Endnu ihvertfald. Der er kun gået en uge. Det føles som et år.

Da vi havde siddet alle tre i chaiselongen i en evighed og ingen forhandling var mulig, tog vi kattene og skærmede dem i den ene del af huset, hvor de har deres mad og kattebakke og flere dejlige liggesteder.

Ægtemanden holdt godt fast i Manne og jeg tog hver enkelt kat og bar ned i deres eksil. Under behørig snerren. 

Noget der lignede fred, sænkede sig over os.

I 4-5 minutter. Manne faldt i søvn. Han havde også haft en dag fyldt med nye indtryk og begivenheder. Vi tog snoren af ham, han vågnede ikke engang, men sov fredeligt midt i sofaen imellem os.
Vi har glemt at diskutere det der med om hunde må være i sofaen. Virkeligheden har overhalet os. Hunde er i sofaen. Ligesom katte altid har været. Bortset fra nu altså..

Men fra eksilet blev freden brudt og der blev blæst til kamp og borgerkrig: Der blev høvlet på den lukkede dør og miavet igennem.

Der er ikke noget så nerveflænsende som katte der hyler og miaver og forsøger at bryde ud af et eksil.

Manne, som lige var ankommet til sit nye hjem og sov lykkeligt og fredfyldt imellem os, uanfægtet af den infernalske larm, skulle ikke i et rum alene.
Så der var kun en mulig løsning: Ægtemanden tog Manne med i seng og lukkede døren. De tre rasende væsener kunne lukkes ud og være sammen med mig i resten af huset.

Vi har glemt at diskutere det der med om hunde må være i sengen. Virkeligheden har overhalet os.
Hunde er i sengen.

Da de tre skat-katte havde sneget sig rundt i huset en tid, som de rene Tai Chi-mestre, flade og langsomme, gik jeg ind i seng til mand og hund - det krævede sin kvinde at flytte hunden tilpas meget til at jeg kunne ligge bekvemt - han sov stadig som en sten. Så fik han dyne på. Han strakte sig og sov videre.

Jeg faldt i dyb søvn, kortvarigt. Blev vækket af noget der på det tidspunkt mest mindede om uhyrer, der kradsede på den lukkede dør til soveværelset og miavede igennem!

Nogenlunde sådan har det været i en uge nu. I onsdags ophævede vi karantænen og åbnede dørene til de skærmede steder.
Man kan blive så desperat at man tænker - OK, så må de mødes og afgøre det! Fight-flight eller lig død!!

Det har de gjort nogle gange nu, men altid overvåget af os og med vores indgriben hvis det skulle gå for vidt.

Endnu har ingen fået skader, bortset fra mig, der lige skulle redde en kat i sikkerhed og blev kradset i ansigtet i kampens hede.

Det føles som om jeg har bevæget mig i denne glasklokke fyldt med dyr i borgerkrig  i en evighed og at verden udenfor ikke eksisterer.
Det er jo nemlig også så heldigt at jeg har haft vinterferie i denne uge, godt tænkt af universet!

Ægtemanden tager bekymret på arbejde - kan jeg nu klare at opretholde ro og sikkerhed? Det kan jeg sagtens - i starten tog jeg Manne med på wc, det er vi kommet forbi nu.
Så der er masser af udvikling igang!
For en sikkerheds skyld kører han dog hjem i middagspausen. For der er lang vej endnu til lykkelig integration.

Ro er der dog i glimt. Vi øver os i at bevare den.