mandag den 16. marts 2015

At være husejer

"Der er altid noget, når man har hus" lyder en malmfuld stemme i mit indre - et ekko fra de mange husejere og tidligere husejere jeg kender, som er opfyldt af en indre nødvendighed af at udgyde denne visdom over mit forvirrede, upraktiske hovede.
Det er åbenbart sket tit nok til, at jeg har internaliseret sætningen, som nu kører som et helligt mantra i mit indre, imens jeg betragter vores flittige naboer, der allerede er i haven og vi er kun midt i marts.


Dvs jeg kan kun se dem, når jeg rejser mig fra chaiselongen, hvor jeg sidder solidt plantet med min bog, som er afsindigt spændende.

Altså jeg troede at det stod i Den Store Husbog, at man først skal i haven i april??

Desværre bærer mantraet i min indre udgave, en klang af mørk skæbne, noget truende, jeg kan næsten forestille mig at det er noget sådant der har huseret ( ja se bare," huseret"!!) i Beethovens hovede, da han skrev skæbnesymfonien.

Der er altid noget, når man har hus...Og som første-års-husejere, er der ufatteligt meget vi ikke ved.

Som nu garagetaget. Vi iagttog - uden at gøre det mindste ved det i øvrigt - hvordan der kom mere og mere vand til stede. Efterhånden så meget, at der var bølgegang i blæsevejr.
Over tid udviklede der sig et rigt fugleliv, der alle tog bad deroppe og man kan sidde og følge det hele fra chaiselongen, hvilket vi nød, men naturligvis med en nagende fornemmelse af at garagetage nok ikke er beregnede til at være fugle-pools.

Hvorefter vi besluttede at det er sgu da en småborgerlig tanke og er det kommet så vidt med os, at vi lader os diktere af, hvad andre mener om garagetages funktion?
Og var det ikke også synd for fuglene, hvis de ikke mere kunne bade på taget?

Men vi var alligevel bekymrede for om taget i længden kunne holde til alt det vand, det måtte væk og fuglene skal jo nok klare sig, blev vi enige om, så efter en omfattende analyse, kom vi frem til at det måtte være nedløbsrøret der var stoppet.

Min mand kravlede således op på en stige og erfarede, at der i sådan et nedløbsrør sidder en lille, smart si - denne si var stoppet, han tog den op hvorefter en tsunami brusede gennem røret og tørlagde fugle-poolen.

Jeg så det hele fra chaiselongen.

Men der er jo altid noget, når man har hus.

Ligenu ved jeg så ikke hvad, jeg synes egentlig at det går meget godt, huset er dejligt, pejsen virker, vi har masser af brænde, haven har små knopper overalt, kattene har forårskuller.

What´s not to like?

Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil være så bange for det. At jeg vil forsøge at give mit indre mantra en mere positiv klang. Mere Vivaldi, mindre Skæbnesymfoni. Der er jo så mange skønne ting ved det, fx at stable brænde.

Forgæves har vi forsøgt at udregne en måde, hvorpå man kunne gøre det mere smart, end at stable et helt brændetårn, bræt for bræt på terrassen, men der er ingen måde. Der er kun det lange, seje bræt-træk og imens kan man nyde duften af det friske træ.
Og mens man gør det, kan man fx give sin indre "der er altid noget når man har hus", en hyggelig, lille melodi.

Og udtænke en plan, hvorpå man kan få storskrald til at afhente det store, tomme skrummel af et brændetårn - det gør de nemlig ikke, vi HAR prøvet, men nænej, en rigtig husejer skal nemlig SELV hugge tårnet op i mindre stykker - også selvom man ringer til storskrald og siger at man har et handicap, fx ingen arme, der er ingen nåde - hug dit brændetårn op eller lev med det for evigt i indkørslen!
Det står formentlig på side 1. i Den Store Husbog. Og er sådan noget der er opfundet, for at skille fårene fra bukkene.

Der er altid noget, når man har hus. I dag vil jeg øve mig i at give den sætning en Vivaldi-agtig forårslyd.

Det kan man gøre fra chaiselongen. Jeg går straks i gang!




 
Fugle-pool? Hvor?