Se efteråret i øjnene

Muligheder for sol, lover morgenens meteorolog og sælger budskabet til os med trøstende, alfaderlig stemme, her en tidlig mandag morgen.

Jamen er det nu ikke skønt, sommeren fortsætter som om intet var hændt, det er 1. oktober imorgen, det begyndende efterår er allerede trukket i sin fløjlsbløde, mørke slængkappe, som det lægger blidt hen over os allerede ved 19-tiden - sådan lidt undskyldende, lidt forlegent, som når man åbner sin dør i nattøj for en uanmeldt gæst kl 2 om eftermiddagen..

Træer og buske er ved at få det karakteristiske gyldne skær, vinden stryger svalt over alt levende og minder os om at intet varer evigt, heller ikke den danske sommer. Måske i særdeleshed ikke dén!!

Alligevel holder vi krampagtigt fast i "muligheden for sol", Indian Summer og andre selvbedrag, istedetfor at se det uomtvistelige i øjnene: Efteråret er her allerede!

Upopulært, udskældt, forbandet, kommer det listende som en tyv i natten. Rødmende af forlegenhed gløder det i vegetationen, ånder tungt og vådt af skam, rusker os i desperation over vores forfrosne hjerter, der kun er optagede af muligheden for sol.

Stakkels efterår! Aldrig bliver det budt velkomment, med bare en brøkdel af den hyldest, der tildeles dets fætter, foråret, og ikke nok med det, vi benægter også dets eksistens så længe vi overhovedet kan!

Så lad os nu bare se det i øjnene: Forfaldet er her, det bliver mørkere, alting visner og dør, kulde, regn og rusk og mulighed for 5 grader celcius med storm.

Men hvis ikke alting visnede, døde og gik tilbage til Moder Jord, så var der intet forår, ingen opstandelse, ingen salig lykke over den første lille vintergæk.

Og tænk hvis vi året rundt skulle løbe henrykte rundt i klipklapper og ikke havde en eneste god grund til at rulle os ind i et tæppe og se "Det 5. element" for 14. gang. Eller læse en bog. Eller ligge med 3 spindende katte på chaiselongen. Måske det hele på én gang!
Ejheller ville vi have nogen særlig berettiget grund til at klynke lidt, beklage os, dyrke vores melankoli og fx gå iseng midt på dagen på en fridag - "jeg magter ikke mere af det her møgvejr"-
det virker ikke på samme måde på en varm solskinsdag!

Personligt vil jeg dette efterår læse Beaudelaires samlede værker igen - og det er let nok, for han skrev kun to rigtige bøger i sit korte liv, inden han døde af udmattelse som 46 årig, af følgerne af et slagtilfælde, som vore dages sundhedseksperter sikkert vil mene var en uundgåelig følge af et udsvævende liv.
Fattig og desperat drog han hærgende gennem 1800-tallets slumkvarterer i  Paris og skrev om forfaldet, så det fremstår med en egen sær skønhed og konkluderede at "man bør altid være beruset, alting beror på det, det er den eneste opgave"..

Jeg vil således beruse mig i Beaudelaire og byde denne forfaldets martrede digter af hjertet velkommen, sammen med det gryende efterår!
Jeg vil tænde stearinlys om morgenen, forbyde mine katte at være ude om natten, sige godnat til de 4 pindsvin der hænger ud her og nu snart går i hi, brokke mig over vejret (jojo, det hører med!!), åbne vinduet om natten og lytte til den hylende storm, mens jeg ligger rullet ind i en dyne, bemærke de utallige nuancer af rødt og gyldent i naturen, ærge mig over jeg ikke kan male dem, sætte vækkeuret til kl 5 når vejret er værst, bare for at fryde mig over at slukke det og sove videre...

Jeg skulle lige til at skrive "jeg vil trække i regnfrakke og gummistøvler og gå lange ture i den ruskende regn"...men det tror jeg faktisk ikke jeg vil....

Glædeligt efterår derude!