Lad mig sige det med det samme: Jeg er en gammel ged. Modsat bloggerne i de indlæg jeg dagligt modtager i min indbakke. Jeg er født i 1960, så er I advarede - men ordet er jo frit.
Jeg ved ikke om jeg skal vælge en kategori her på Bloglovin´, skal man det? Hvor er alle I medbloggere henne, nu hvor jeg har brug for jer?
Nå, men jeg kan love så meget at denne blog ikke kommer til at handle om mad. Jeg ville nemlig ønske at videnskaben ville komme op med en pille, der indeholdt alt hvad kroppen har brug for og så var vi ude over det. Godt for planeten, dårligt for alle mad-bloggerne. Der ville være ét indlæg at skrive.
Nu kan jeg ikke huske de andre kategorier man kan vælge, bortset fra "livsstil". Så må det jo være min kategori, selvom jeg ikke ved om jeg egentlig har én. Eller det har man måske automatisk? Sådan en medfødt ting ligesom store fødder?
Jeg har tænkt at bloggen skal være min lille pause, hvor jeg bare lader tankerne flyve lidt og da jeg er født i Fiskens tegn, giver det sig selv at jeg må være jeres pausefisk. (For jer, der er gamle nok til at kunne huske DRs pausefisk, der drog dovent over skærmen, når DR ikke lige vidste hvad de skulle finde på)
Sådan er det også med mig og denne blog. Den bliver ligeså kedelig som DRs pausefisk. Men så kan både I og jeg lige tage et break fra hverdagens mange krav, ikke mindst om perfektionisme.
Nu trykker jeg på "post".
Så ser vi hvor den ender.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar