Et mærkeligt lille rum

Det er godt at have en blog, for her kan man jo skrive om sine renoveringsprojekter, i stedet for at belemre andre med fortællinger om dem tidligt og sent.

Utroligt så meget den slags fylder i bevidstheden.

Jeg husker med flovhed hvordan ægtemanden og jeg rullede med øjnene i en fjern fortid i et helt andet liv for ca 5 år siden, når vi talte om folk der "interesserede sig for hus og have".
At de gad!
Det handler vel bare om at have tag over hovedet og nogle få nødvendige ting på et sted tæt på familie, job og venner, sagde vi til hinanden.

Det er vel ikke noget man kan ligefrem interessere sig for når først man har det.  Aldrig har nogen været mere enige om noget end vi var dengang.

Lige indtil vi selv blev ejere at dette gamle hus. 

Det var og er en stejl læringskurve, når man bliver husejer for første gang. Træværk, der skal males, rum der skal bygges om, hvidevarer der skal skiftes, vand der ikke kommer ud af hanen, en gammel have hvor alt vælter op af jorden og mellem fliserne, tagrender der stopper, alger på taget.

Hvis man ikke begynder at interessere sig for det, så kan man lige så godt hænge sig ud over altanen med udsigt. Eller sælge igen. Så ganske langsomt og tvunget af omstændigheder, er vi begyndt at interessere os for hus og have!

Jeg opdager at jeg bliver lalleglad, når vintergækker, krokus og hyacinter som jeg selv har plantet, rent faktisk også kommer op af jorden. Som et skulderklap er de!
De siger "kom bare, I kan godt, vi kan godt li jer, så vi gider godt bo i lige netop jeres have".
Jeg har en lille tvivl hvergang jeg graver et løg ned. Kan det passe at de også kommer op som blomster? Men det gør de!

Lige nu går tømreren rundt og bygger om i det lille, mærkelige rum ovenpå og jeg er nærmest lykkelig. Undrende lykkelig, som jeg ikke troede jeg kunne være over en let ombygning.

Men jeg elsker det lille, mærkelige rum. Det er ligesom min hjerne. Også under ombygning.

Dørkarme uden døre

En ombygningsmaskine

Her går man ikke ind, selvom der er en dør